KØBENHAVN // TALE – “Der er en vigtig national nostalgi i bevidstheden om, at vi kan tage i byen og få os et raskt slagsmål. Eller rage på nogle stangberusede småpiger, der står og græder i forvirring over, at de ikke kunne drikke 10 store fad for 170 kroner; at vores sociale kodeks indeholder muligheden for at sidde og besørge mellem to parkerede biler klokken 3 om natten, mens man i affekt råber skældsord og smider knust glas efter forbipasserende. Ja, det er trygt for os alle”. Det Kgl. Bibliotek bad jurist, journalist og forfatter Anne Sofie Allarp om at holde en tale om den danske hovedstad ved arrangementet “Bibliotekshaven Live” i denne måned. Hun brugte anledningen til at tale om de mange forskellige ansigter, København har.
Mit København har mange ansigter.
Der er lysets København.
Der er mørkets København.
Der er turisternes København
Og så er der Københavns Kommunes København. Det er noget helt andet.
Om dagen er København en af Nordeuropas smukkeste byer. Hvis Amsterdam og Prag fik en baby, ville det være København
Om dagen er København en af Nordeuropas smukkeste byer. Hvis Amsterdam og Prag fik en baby, ville det være København med sine broer, sine farver, sin historie, sin havn og sin strand. Jeg ved det. Jeg har boet i mange lande og besøgt mange flere. Nu bor jeg lige her, i Indre By i København. Og i Indre by er vi mest fans af dagen – og af hverdagen.
Det er om dagen, når byen vågner, at vores børn tager deres løbehjul og kører til skole. Det er om dagen, at byen summer af besøgende, varevogne, af kaffe, der bliver brygget på cafeerne, og af livet i de gamle bygninger, der er fredede og fine.
Når København er badet i dagslys, er det byen, hvor naboer taler sammen over en kop morgenkaffe, og hvor aftensmaden ligeså godt kan indtages nede ved kanalen på en af bådplatformene, som den kan indtages oppe ved middagsbordet.
Det er også om morgenen på hverdage, vi kan gå ud af porten og være heldige ikke at træde i opkast eller urin. Hvor børnene ikke er bange for at blive antastet af de sidste humane fest-efterladenskaber, når porten lukker bag dem. Dødedruks-zombierne, der står og svajer i vinden fra havnen, og som kunne finde på at række ud efter de kære små. Måske fordi de små minder zombierne om dengang, alt var anderledes.
For der er også en anden side af København. Der er mørkets København, og det er noget helt andet. Det er byens Mr Hyde, en live on tape episode af HBO-serien The Walking Dead, et civilisationens upside down.
Hun fortalte om, hvordan vi drikker og ikke stopper igen. Hvordan vi er helt reserverede og sten-ansigt-agtige det ene øjeblik, og det næste står, røde i hovederne og halvnøgne, og brøler af vores lungers fulde kraft
Vi har spansk familie, og i påsken talte de om nattens København. Det skete, mens mine børns farmor og farfar og tanter og onkler sad bænket omkring et frokostbord ved poolen i en forstad til Madrid. Familiens lyttede med store øjne, mens farmor fortalte om København ved nattetide.
Hun fortalte om, hvordan vi drikker og ikke stopper igen. Hvordan vi er helt reserverede og sten-ansigt-agtige det ene øjeblik, og det næste står, røde i hovederne og halvnøgne, og brøler af vores lungers fulde kraft. Så kiggede børn, fætre, kusiner, tanter og onkler betuttede på mig, og jeg nikkede og så lidt beklagende ud – på vegne af nationen forstås.
Og det blev værre. ”Y mean” sagde farmor, og alle ansigter fortrak sig. Og jeg nikkede igen: for jo, det er en nationalsport at pisse op ad kulturarven. I mørkets København er vi alle fri-pissere. Særlig dem af os med penis.
Og så kom trumfen, der ved poolen: ”Y vomitan”. Og ja, det gør vi også. Vi kaster op efter mørkets frembrud. Forleden passerede min søn og jeg fx en voksen mand, der lå på alle fire og kastede op på fortovet. ”Det ligner spaghetti,” sagde ungen undrende. Og det så rigtigt nok ud som om, manden havde fået alt for meget spaghetti.
Man skal ikke købe ind med sine børn i Mørkets København. Til gengæld kan man gøre alt andet.
Københavns indre by er nemlig en stor organisk gummicelle om natten. Der er ingen som helst begrænsninger. Og det er sådan det skal være ifølge den brede offentlighed.
For værst af alt ville være, hvis der blev lagt begrænsninger på den vilde og uhæmmede udfoldelse efter mørkets frembrud i hovedstaden. Så længe ungdommen kan holde alle andre vågne til den lyse morgen, er alt ikke tabt.
Mørkets København er vores trygge ragnarok. Volden faldt med 90% i indre by under nedlukningen. Men vi savner åbenbart kaos. Det ligger i vores dna, og derfor er kaos på vej tilbage på fuld styrke
Der er en vigtig national nostalgi i bevidstheden om, at vi kan tage i byen og få os et rask slagsmål. Eller rage på nogle stangberusede småpiger, der står og græder i forvirring over, at de ikke kunne drikke 10 store fad for 170 kroner; at vores sociale kodeks indeholder muligheden for at sidde og besørge mellem to parkerede biler klokken 3 om natten, mens man i affekt råber skældsord og smider knust glas efter forbipasserende.
Ja, det er trygt for os alle. Mørkets København er vores trygge ragnarok. Volden faldt med 90% i indre by under nedlukningen. Men vi savner åbenbart kaos. Det ligger i vores dna, og derfor er kaos på vej tilbage på fuld styrke.
Og så mangler vi bare turisterne. For der er også turisternes København. Vi er en særlig destination for forsigtige kinesere, som begejstret tager selfies sammen med HC Andersens statue på Rådhuspladsen. Ingen påskønner den statue som dem.
Vi er en eksotisk weekend-destination for sydeuropæere, der kommer for at køle af og se Christiania og kigge på os. Ja, vi er vores egen attraktion med vores kropslængde og størrelse og vores mange farver, og vores manglende grooming ikke mindst. Der er noget Wild North over os. Og der er i det hele taget noget Edvard Munck-maleri over turist-København.
Byen er fuldstændigt skævt kalibreret i forhold til de rige kultur-turister, der kommer i par eller familieformationer for at bruge rigtigt mange penge. Det indre København, – Danmarks store og største turistattraktion – er lige dele BonBon-land og Balkan-cirkus med junkforretninger, fastfood og et garanteret kælderlavt hygiejneniveau.
Om dagen vil turisternes italienske sko hænge fast i sommerbagt maveindhold, fordi kommunens rengøringsindsats er udliciteret til det sommer-nedbør, som erfaringsvist indfinder sig en gang imellem.
Om natten vil turisterne kunne se befolkningen forvandle sig til råbende, rallende vikinge-karikaturer, og byen omdanne sig til et inferno af ti shots for 100 kr., spritbusser, ølcykler, party-taxaer, narkohandel, hærg og vold.
Om ikke andet har de noget at fortælle ved poolen, når de kommer tilbage.
De kan fortælle om den smukke by, der havde to ansigter, et om dagen, og et helt andet om natten. For de er her sjældent længe nok til at få et ordentligt indtryk af den sidste side af København: Det politiske København, kommunens København. Og det er måske den mest overraskende side af byen.
At stemme på dem er en slags masochisme, der rummer potentialet for lige præcis nul selvgratifikation, og det er et problem for alle os, der faktisk godt kan lide denne fine lille by
For Kommunens København får nattens København til at fremstå som en hjertelig velkomst.
Kommunens København er så iskold overfor byens indbyggere, at det har potentiale til at bremse klimaforandringerne.
Kommunens København er så magtfuldkommen, at House of Cards minder om en episode af Gurli Gris.
Kommunens København har så svagt et realitetstjek, at man skulle tro at det var en tråd på Reddit.
Kommunens København er seriøst de eneste, der er arrogante nok til at give aktindsigt i et dokument, der er så sortraderet, at man kun kan se datoen.
Kommunens København er så lukket i sine beslutningsprocesser omkring alkohol-bevillinger, at det alene kan skyldes et uforklarligt – måske endda paranormalt – fravær af menneskelige incitamentsstrukturer, hvis ikke korruption opstår der i mørket.
Kommunens København er ansvarlige for en by hvor man skal have en hustandsindkomst på godt 2 millioner for at købe 140 kvadratmeter.
Kommunens København skriver eventyr om legende børn og grønne arealer, men er ansvarlige for butiksdød og trafikkaos og en områdeudvikling, der synes at have Sunny Beach som forbillede.
Som I kan høre, er vi beboere i Indre by typisk ikke særligt pjattede med Kommunens København.
Faktisk er det en udfordring at skulle sætte sit kryds ved et parti til efterårets kommunalvalg, når det står klart, at ikke et eneste parti arbejder for borgerne i byen.
At stemme på dem er en slags masochisme, der rummer potentialet for lige præcis nul selvgratifikation, og det er et problem for alle os, der faktisk godt kan lide denne fine lille by.
Tak for jeres opmærksomhed.
LÆS MERE AF ANNE SOFIE ALLARP HER
Talen er holdt af skribenten ved eventen “Bibiliotekshaven Live”, som Det Kgl. Bibliotek står for. Det Kgl. Bibliotek beskriver Bibliotekshaven Live sådan: “Vi fejrer den åbne, frisindede by København med poesi, musik og statements i den hemmelighedsfulde have bag Den Sorte Diamant. Det Kgl. Biblioteks populære sommerscene vender tilbage med skuespillere, digtere, talere og musikere. Køb forfriskninger undervejs i caféens pop-up-bar.”
Topfoto: Anne Sofie Allarp holder tale til arrangementet Bibliotekshaven Live, som blev afhold tidligere på måneden. Foto: Malthe Ivarsson
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her