ROSTOCK // REJSEESSAY – Den nordtyske havneby Rostock byder på mange facetter: Nordeuropas ældste universitet, en stolt historie som nøglepunkt i Østersøhandlen, majestætiske kirker og en fascinerende bastardarkitektur, hvor charmerende historiske bygninger mikses med kolosser fra DDR-tiden, og klatreroser og brostensstræder brat afbrydes af byggetomter og goldhed. Ved floden Warnows udmunding ligger bydelen Warnemünde, en regulær lille perle, og ifølge Lonely Planet “Germany’s coolest hostel ever”. Gorm Bloch er efter sit nanotrip enig.
Mine nanotrips rundt i Europa dette efterår hviler på et dogme: 2-3 dage af sted med transport og logi til i alt 1.000 kroner. Tanken om at blaffe strejfer mig først nu. Det kunne reelt være en mulighed, men udsigten til at skulle tvangskonversere ned ad Autobahn, over Alperne og videre, tiltaler mig ikke.
Tænk at det overhovedet er lovligt for rejseselskaberne at prisdumpe disse billettyper. Det sætter immervæk et klimaaftryk med en omvej på 600 flykilometer i den gale retning
I bus eller tog er tiden min egen. Eller på en færge, som nu hvor vi netop er afsejlet fra Gedser og har kurs mod Rostock. Solen luner på dækket, hvor jeg sidder og falder i staver over færgens kølvand, de kredsende måger og Danmarks sydligste punkt, som fladt og tavst rykker fjernere.
Inden valget faldt på Rostock, havde jeg ellers sigtekornet rettet mod Riga og Dublin. Fandt billige flybilletter sidste weekend. Turen til Dublin bød på syv timers mellemlanding i Kaunas, Litauen, hvorved man reelt kunne være nået en sviptur omkring den by. Omvendt: For hektisk med transportlogistik, og planen gav kun en dag i den irske hovedstad.
Da jeg tøvede en halv dag for længe, røg priserne på Riga op, og så var den plan kaput. Det er bizart, hvor billigt man kan få visse flybilletter, hvis man er indstillet på en formålsløs mellemlanding. Tænk at det overhovedet er lovligt for rejseselskaberne at prisdumpe disse billettyper. Det sætter immervæk et klimaaftryk med en omvej på 600 flykilometer i den gale retning.
Men sådan har markedsvilkår så mange besynderlige udtryk, og vi kan ikke give de rige fra business class skylden her.
Maria fra Galicien
I mit Hamburg-essay sidste weekend skrev jeg om en guddommelig solnedgang på færgedækket. Hvad jeg ikke skrev var, at jeg mødte Maria fra Galicien på samme dæk, og nu på samme rute den omvendte vej er hun i mine tanker igen. Maria rejste alene som backpacker, havde været et par uger i Italien, derefter Tyskland, og nu skulle hun til København for første gang.
Vi havde meget til fælles. Glæden ved spontane eventyr, rejser og sejlads. Hun boede og arbejdede i et yachtcharter-firma i byen Vigo, tæt ved grænsen til Portugal, så hun havde adgang til oceangående sejlskibe på op til 50 fods længde. Da vi rullede ind i København, fulgte jeg hende til Langebro. Hun var ret skøn, der var magi i luften, og snakken fløj.
Vi skrev hyppigt sammen på WhatsApp de følgende dage, men nåede desværre ikke at mødes igen. Begge havde vi for travlt. Hun med sightseeing for fuld skrue, jeg med mit rejseessay og et cafe-gig. Men tanken om at lægge vejen forbi Vigo i Spanien engang er rar at have.
Aftenstemning i Warnemünde
Busterminalen i Rostock ligger i ingenmandsland, og det er ved at mørkne, da jeg står af. Mit hostel ligger i Warnemünde, et bydistrikt ved udmundingen af floden Warnow, og der er 15 kilometer dertil, så tager en S-Bahn nu.
Checker ind på mit hostel. Det er en dejlig aften i Warnemünde. Alt lukker åbenbart klokken 22, men lysene langs kajen lyser fortsat, da jeg går hjem igen lidt før midnat. Har på busturen kun spist kiks og en lille sandwich fra Subway ved busterminalen, så er glubende sulten.
Men stædighed betaler sig, og jeg får et tip af en lokal: Der Klönstub har vistnok åbent. Finder den gemt godt væk på en af byens torve. Bestiller en Königsbacher Pilsener og får to velvoksne skåle chips af bartenderinden, da jeg nævner, at jeg er “ziemlich hungrig”, og det tager hun bogstaveligt.
Går langs Alter Strom hjem. Kanalen blev udgravet helt tilbage i 1423 og er således ældre end Nyhavn. Skriver en hilsen til Maria. Hun svarer kort efter
Taler med Stefan, en nydelig herre med fuldskæg sidst i 50’erne, som var lidt af en globetrotter i sine unge dage. Hilser også på Ricco, en grinende “klassisk” arbejdertype med firskårent ansigt. Han pointerer, at hans russiskkundskaber engang var gode, men efter Murens Fald gik det støt ned ad bakke.
Hans engelsk havde været ikke-eksisterende op gennem 1980’erne og var derefter blevet minimalt bedre, så nu var han “gerade schlect” på begge sprog, griner han.
Går langs Alter Strom hjem. Kanalen blev udgravet helt tilbage i 1423 og er således ældre end Nyhavn. Skriver en hilsen til Maria. Hun svarer kort efter. Det luner hyggeligt i den kølige nordtyske havnebrise.
Morgenmad og memento på ‘Dock Inn’
Vandrehjemmet Dock Inn er et stort og usædvanligt tjekket hostel. På den berlinske måde, med masser af chill-out og lounge-atmosfære. Kantede terrasser med udsigt til byens lille værft, indendørs klatrevægge, biograf på 4. etage og sauna på 5. – og man låner bare nøglekort og et større håndklæde i receptionen.
Man kan leje cykler, el-cykler og vaske sit tøj i vaskeriet. Vandrehjemmet har en mangfoldig skare af gæster, og der er både seniorer og familier med små børn. Hermed kan en fordom parkeres, da jeg ved ankomst fik fornemmelsen af hypet og festparat ungdomshostel.
Der er stadig bræk på gulvet, og jeg bringer en kommentar om “en mindre katastrofe” på tysk, der får dem til at flække af grin. Vi har vel alle været 21 år engang
Synet der mødte mig, da jeg i morges kravlede ned fra min gyngende overkøje (madrassen er placeret i et stramt ophæng som ved en hængekøje) matchede ellers fordommen, da en af de unge tyske gutter tilsyneladende havde måttet “ofre sig” i nattens løb. Memento vomitus.
Warnemünde er hyggelig og idyllisk også i dagslys. Går en tur omkring Dock 205 (mit værelsesnummer) for at få strøm på telefon og bærbar. De unge gutter er omsider ved at vågne.
Der er stadig bræk på gulvet, og jeg bringer en kommentar om “en mindre katastrofe” på tysk, der får dem til at flække af grin. Vi har vel alle været 21 år engang. Den ene fyr starter dagen med et bad og en pilsner, går omkring i bar mave, de spiller The Cure på deres iPod-speaker, og det er helt som det skal være. Taler med den uheldige udådsmand, som stadig ligger i sengen, og han fortæller, at de er fra Berlin og tager til nordkysten for at windsurfe.
Sætter et punktum nu – Rostock kalder.
Monumentale kirker
Det kan undre, at byens hovedbanegård ligger et pænt stykke fra centrum. Stationen er af nyere dato, og efter alt at dømme har man valgt at lede togtrafikken uden om Stadtmitte, det gamle centrum, da der ikke var plads. Efter en times vandring kan jeg parkere et par fordomme. Her er ingen nynazister og kun få med ikke-tysk etnicitet, og de to forhold skal ikke ses i sammenhæng her.
Der var en grum episode i byen Rostock tilbage i 1992 med nynazister og et brandangreb mod et asylcenter
Engang hørte man om denne by, men nok især om Dresden, som hjemsted for skinheads og højrenationalistiske grupper, men det må høre en anden tidsalder til. Husker det nu, men slår det op for en sikkerheds skyld: Der var en grum episode i byen Rostock tilbage i 1992 med nynazister og et brandangreb mod et asylcenter.
Det er snart 40 år siden, men skræmmende alligevel. Om de højrenationalistiske grupperinger gemmer sig et sted i byen i dag, kan jeg ikke afgøre, men tror og håber det ikke.
Går rundt i Stadtmitte, og det første, som slår mig, er kirkernes størrelse. Marienkirche er en kæmpe kolos, ikke så meget i højde, men i omfang. Bag den ligger Neue Markt, hvor folk handler i boderne, og bag denne byens rådhus med lyserød facade.
Petrikirche er 117 meter høj og har de smukkeste glasmosaikker i gavlens høje vinduer. Kirken blev som meget andet i byen bombet i april 1942, og hele tårnet blev ødelagt. Den blev siden genopbygget og restaureret frem til 1992.
Deprimerende facader på boligejendomme fra 1960’ernes DDR, igen et kvarter med byhuse med pastelfarvede facader, espalierer og klatreroser
Vindeltrappen, som fører et godt stykke op i kirketårnet, er ikke for sarte sjæle. Den er så smal, at man må gå sidelæns, så den måtte jeg prøve. Der er også en elevator, skal det lige nævnes.
Efter en frokost går jeg ned mod floden Warnow. På vej op mod centrum igen ligger overraskende en lingeributik midt i en idyllisk gade med byhuse.
Rostock på en eftermiddag: Monumentale kirker, moderne sporvogne, små byhuse i brostensbelagte, bugtende gader, med stokroser og blomsterkasser under vinduerne. Lige om hjørnet en byggetomt, hvor arbejdet og tiden er gået i stå.
Deprimerende facader på boligejendomme fra 1960’ernes DDR, igen et kvarter med byhuse med pastelfarvede facader, espalierer og klatreroser. Motiver og skønhedsgrad skifter hele tiden her i Stadtmitte, og historiske epoker og arkitektoniske stilarter afløser hinanden i et kaudervælsk miks.
Rostock – en historisk og arkitektonisk bastard
Min telefon er næsten flad for strøm, og nu nægter den at tage foto. Finder en bænk i en gård, frem med laptop og USB-charger, kom så! I stedet kommer regnen. Jeg vidste det, prognosen har også advaret om det. Rostock i regnvejr. Den titel lå hele tiden på lur, men den skal ikke få lov! Nu vil jeg hastigt finde et konditori og få kaffe og kage. Har brug for det, og er ikke færdig med Rostock.
Rostock er hverken Berlin, Hamburg eller København, når det kommer til puls, intensitet eller kulturel mangfoldighed. Men historie har den
Det bliver til to kopper kaffe, en muffin og derefter en brownie. En ren chokoladebombe, men igen er det en prisvenlig fornøjelse. Et egentligt konditori blev det ikke til, men der er fint nok her på BackWerk. Udenfor er det klaret lidt op. Et par gademusikanter spiller på byens hovedstrøg. Folk klapper paraplyerne sammen, de har fået fri fra arbejde nu, og menneskevrimlen er taget lidt til.
Rostock er hverken Berlin, Hamburg eller København, når det kommer til puls, intensitet eller kulturel mangfoldighed. Men historie har den. Den er en af de ældste hansestæder og har med sin placering været strategisk vigtig i Østersøhandlen gennem historien.
I Rostock ligger også Nordeuropas ældste universitet, grundlagt i 1419 og dermed 58 år inden Uppsala og 60 år før Københavns Universitet. Byen har imposante kirker, floden Warnow, og så har den distriktet Warnemünde, som faktisk er en lille Østersø-perle.
Rostock er den største by i delstaten Mecklenburg-Vorpommern med en befolkning på omkring 208.000 mennesker. Byen har et af verdens ældste universiteter, grundlagt i 1419, og op gennem det 15. århundrede kom en del af de studerende faktisk fra Danmark og Skåne, indtil København og Lund grundlagde egne universiteter.
Warnemünde Værft og Rostock spillede en vigtig rolle i DDR-tiden som Østtysklands største havneby. Op gennem middelalderen indtog byen også en strategisk vigtig rolle i forhold til handlen i Østersø-området.
Som Hamburg, Dresden, Berlin og andre store tyske byer blev Rostock voldsomt bombet under 2. Verdenskrig. Warnemünde er især kendt for sit Ostseebad, hvortil mange tyskere valfarter om sommeren.
Bonusinfo: Rostock har som den eneste store by i Tyskland en borgmester uden tysk statsborgerskab. Han hedder Claus Ruhe Madsen og er dansker.
Ud over idyllen langs Alter Strom med de gamle fiskerhuse, som nu er mondæne ejerboliger, har Warnemünde sit Ostseebad, en for tyskere legendarisk strand, der er 15 kilometer lang og sine steder 100 meter bred. Den er et paradis for både surfere og strandgæster og er meget populær i sommersæsonen.
Warnemünde Ostseebad
Jeg når først “hjem”, da det er blevet mørkt. Efter det gik op for mig, at jeg har et berømt østersøbad som nabo, har et af mine yndlingsdigte af Gottfried Benn turneret i mit hoved. I oversat version starter det med disse tre skønne linjer:
Brun som cognac. Brun som løv. Rødbrun. Malajergult!
Ekspres Berlin-Trelleborg og Østersøbadene.
Kød der gik nøgent, brunet af havet til langt ind i munden.
Sommeren virker pludselig som længe siden, og det omtalte digt, D-Zug, rammer en stemning og længsel i mig, som er lige dele poetisk og fysisk. Så mit nanotrip til Rostock afrundes i morgen tidlig måske med at gå tur på den gigantiske strand.
Tysklands cooleste hostel og en træt surfer
Jeg har boet på mange vandrehjem i Europa efterhånden, men har aldrig prøvet så luksuriøst et sted som Dock Inn her i Warnemünde. Det er imponerende, at det kan lade sig gøre for 24 € per døgn med så mange gratis faciliteter inkluderet. Stedet er stort, og det er klart, at indtægten også kommer fra gæster, som vælger at bo i suite eller dobbeltværelse. Det forklarer også børnefamilierne og seniorerne.
Baderummene, som også er store, er for alle, og det er helt i orden at være naturist i saunaen, hvis man foretrækker dette
Men at man som backpacker får adgang til den luksus, som tilfældet er, er unikt. Stedet vandt da også Deutscher Turismuspreis i 2017, og Lonely Planet har udråbt det til “Germany’s coolest hostel ever”. Til aften nød jeg saunaen. Stor, med panorama ud til værftet, planter og et lounge-område med liggestole til afslapning. Ren wellness.
Separate omklædningsrum til mænd og kvinder, mens inter- og transkønnede har adgang til begge. Det fremgår klart af skiltene. Baderummene, som også er store, er for alle, og det er helt i orden at være naturist i saunaen, hvis man foretrækker dette.
Efter wellness-runden går jeg i REWE og handler fornødenheder. Chips, en æske Milka-kiks, en Bitburger Bier og en lasagne: 4,70 €. I Dock 205 er en af surferdrengene i køjen under min crashet tidligt til aften. Det er hårdt at være en ung surfer fra Berlin.
Regn over Rostock
Det regner tæt her til morgen, og jeg beslutter at lade Ostseebad blive ved Benns digt og gemme strandturen til en sommerdag i fremtiden.
Regnen styrtbløder fra blyhimlen nu, skiltningen er dårlig, bussen forsinket og dermed usynlig, så jeg bruger 10 hektiske minutter på at løbe pladsen rundt
Over morgenmaden snakker jeg mere med surferne. Vincent og Sarwig bor i en af metropolens mest pulserende distrikter, Friedrichshain, hvor jeg selv har boet et par gange. De fortæller, at det høje tempo på alting faktisk godt kan blive lidt trættende. En del unge bor i Berlin nogle år, især studerende og kunstnere, og flytter så til forstæderne eller mindre byer i Tyskland, fortæller de.
Vi veksler profiler på Instagram, de får mit visitkort og vil høre min musik i bilen hjem til Berlin. Vi ønsker hinanden et fortsat godt eventyr, og de stryger ned til deres bil med backpacks og våddragter, der fortsat er koldklamme fra i går, selv om drengene tændte et bål på stranden efter surfturen.
Er i god tid ved Rostock busterminal på Platz der Freundschaft. Der er nu ikke meget venligt over den plads. Regnen styrtbløder fra blyhimlen, skiltningen er dårlig, bussen forsinket og dermed usynlig, så jeg bruger 10 hektiske minutter på at løbe pladsen rundt, spørge folk og råbe “Dreckswetter!” med et grin.
Den Kermit-grønne bus ruller frem fra regntågen, og dyngvåd stiger jeg om bord. Titlen fra tidligere fik så alligevel sin berettigelse. På færgen er blæsten hård, og skibet gynger. Scandlines’ færger på denne rute har en høj roterende obelisk øverst på dækket. Et såkaldt rotorsejl, der roterer hurtigt i vinden og genererer miljøvenlige watt, når vinden står vinkelret på skibets sejlretning, og det gør den ofte på denne rute.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
