ESSAY – Gaderne er øde. Mine skridt mekaniske. Går fra A til B, tilbage igen, vil så gerne til C eller noget andet. Det strammer i mine lægge. Har lyst til at ryge en smøg og strække ud. Så det gør jeg, et sted på Købmagergade. Det hjælper ikke, kun lidt, så jeg går ind på Burger King. Det er koldt, måske det hjælper med en kop kaffe og en cheeseburger?
På med mundbind, ind og bestille. Skærmen er fedtet og frastødende, kvalmen stiger, og jeg kan ikke finde ord for det. Hvad hedder det, når alle ydre stimuli er forbundet med u-lyst, nå ja, det hedder anhedoni.
Et print med mit nummer kommer ud. Smiler til en pige, bag min maske, hun smiler igen. Hvordan smilede jeg? Var det høfligt, venligt, slesk, sjofelt eller flirtende? Er i tvivl. Ude af BK, lyst til noget andet. Let svimmel uden at vide hvorfor.
Ensomme sjæle i en storby. Byen er forandret, det samme er præmisserne. Vi går rundt som spøgelser, savner hinanden, savner kram og kindkys. Savner at vågne en morgen på en tilfældig adresse, med et hemmelighedsfuldt hjerte, der banker under vores hånd.
Går til Nørreport Station, skal jo hjem. Det snurrer i hovedet og har lyst til et eller andet. Hvad? Sex, fest, kærlighed?
En smuk pige står og venter foran Nørreport. Hun kigger på mig, og der er en form for magi i luften. Det lader til, at hun venter på nogen, samtidig med at hun akkurat som jeg er fanget i et evigt-og-intet øjeblik. Hvad hun tænkte og følte i akkurat de sekunder, får jeg aldrig at vide. For hun gik, og jeg gik ned til mit tog, på en yderst deprimerende mandag aften, stemplede ind med mit Rejsekort og var væk.
Savner
Sådan er vi mange, der har det. Ensomme sjæle i en storby. Byen er forandret, det samme er præmisserne. Vi går rundt som spøgelser, savner hinanden, savner kram og kindkys. Savner at vågne en morgen på en tilfældig adresse, med et hemmelighedsfuldt hjerte, der banker under vores hånd.
Savner duften af hende eller ham – den fremmede eller nye – hvor vi vågner til duften af en ny kaffe eller juice, en ny morgenkåbe, et nyt armatur i badet, en ny stegepande, hvor æggene brummer og syder anderledes, en ny bog på reolen, et nyt kærtegn og hemmeligt sted, som man griner af sammen, en ny solopgang selv om det er diset; over søerne eller en havn eller et irret kobbertag på 500 meters afstand, eller et gammelt familiefoto som faldt ned bag ukulelen, da man tog hende kærligt bagfra, eller de ord man sagde, uden at de var planlagt, om barndomskæresten, ens forældre, døden og drømmene.
Man savner, at hun ligger på ens bryst, så man kan redde hende, beskytte hende, selv om man ved, at det er en illusion. Man savner, at tårerne får lov at trille, fordi det sker så sjældent, men det er så smukt, når hun giver slip og får en orgasme. Alt forsvinder, også jeg.
Hun tager kåbe på og går ud i køkkenet på lette tæer. Bemærker, hvor lette hendes skridt og bevægelser er. Citronte skal vi have, siger hun. Let triumferende. Og jeg elsker hende for de yndefulde bevægelser, de streger af lys, hun tegner i rummet. Hendes blik og sans for stjernerne på himlen, at en digtsamling af en af mine favoritter står på hylden, at hendes smukke numse går omkring som det mest selvfølgelige, at hun kender mit behov, og jeg har mødt hendes.
Og jeg vågner og kommer til mig selv i et forbandet S-tog på vej hjem.
Drømmer
Gaderne er ikke øde. Hverken i København, Silkeborg, Aalborg, Thisted, Struer, Vejen, Kalundborg eller Maribo. Men gaderne er noget andet lige nu. Spøgelsesagtige. Hyggelige på trods. Dæmoniske. Solidariske og på mange måder mere trygge end nogensinde. Men der mangler noget, det er latensfase, energien ligger og ulmer, som en vulkan. Vi kan ikke holde til det meget længere.
Månen på himlen, og resterne af nattens stjerner, et friskt bundt timian i min hånd, dampen fra koppen med te, hendes fine underarm med de blå linjer, hvor blodet er tydeligt under hendes hud, den afskårne mango på det lille gule spækkebræt, spindelvævet i venstre hjørne i loftet over cisternen, det faktum at hendes fineste sko er smidt lemfældigt i entreen, duften af hendes skød, følelsen af at eje hende nu, selv om det blot er for et øjeblik i evigheden.
Også i Hedensted, Hørning, Hillerød og Helsingør går man rundt med den slags følelser, minder eller akutte behov. De er nærværende. Nattens poesi.
Vores blik mødes igen og igen, sekunderne tikker af sted, øjeblikket er fastfrosset. Så går hun videre, og drømmens tæppe rives væk
Hun hedder Liv eller Clara. Måske Annabelle eller Alma. Det kan jeg mærke.
Som en åbenbaring der på Nørreport Station, hvor hendes øjne funkler og smiler hemmelighedsfuldt gennem mørket og sender diamanter ud over den våde asfalt. Julelys og lamper bidrager til det komplette tableau.
Ideer har jeg masser af, replikker og spørgsmål står i kø, men jeg er handlingslammet og går blot i cirkler. Rundt om en plakatsøjle, rundt om mig selv, mine umødte behov, sovende sanser, sløvede intellekt og kaleidoskopiske nysgerrighed og oplevelsessult. Som en slukket centrifuge med en dør som er gået i baglås. Hun gør det samme. Vores blik mødes igen og igen, sekunderne tikker af sted, øjeblikket er fastfrosset. Så går hun videre, og drømmens tæppe rives væk.
Spøgelser 2020/2021
2020/21: Glemslens, eftertankens, mistankens år. Det mistede år. Tyveriets og tålmodighedsprøvernes år. Det abstrakte sammenholds og ensomhedens år. De hjernevaskende og kyklopiske mediers år. Minkens og massedrabets år. Krænkelsernes, syndebukkenes, puritanismens, afstandens, Trumps, maskernes, albuens, smittetrykkets, rejseforbudenes og forsamlingsloftenes år.
De aflyste koncerters, festivalers, teaterstykkers og sportsbegivenheders år. Nødhjælpspakkernes, arbejdsløshedens, hjemmearbejdsstationernes og de lukkede skolers og forsamlingshuses år. Konkursernes, onlinehandlens, lufthavnskrisernes og Amazons år.
Men også stearinlysenes, den medierede fællessangs, den tvungne troskabs, monogamiens, den rastløse masturbations og de desperate singlers vakuums år. Hypokondriens, angstens, solariernes, søvnløshedens, tobakkens og alkoholens defaitistiske år.
Intet normalt
Tilbage i gaden, men denne gang i en anden by. En by i provinsen med julelys, folk der drikker importøl og gløgg i fine glas, ryger cigaretter og griner under de røde gaslamper foran cafeer og værtshuse. En politibil der driver stille gennem en gågade, et par mundbind der danser henover brostenene og en sigøjner med et papskilt og en pjusket lille hund foran butikken Normal.
Men der er intet normalt i denne by, akkurat som i byen jeg kom fra. Der er undtagelsestilstand, spærretid, nødvendigt sammenhold, skuffelse, retningsløs frustration og gabende kedsomhed i det kolde decembermørke.
Gid man kunne give disse mennesker en rejse sydpå, en koncert med symfoniorkester eller metalband, en eufori og fest.
Det gør ikke noget, det bare er mig alene hjemme i aften. Vil skåne mig selv for nyheder i TV, Facebook, Tinder og plastikporno
Gid man kunne give dem forelskelsens, forførelsens eller begærets lavine at rutsje på. Kunne man da bare redde dem fra endnu en aften med Den store Bagedyst, alt for meget slik og chips i skålene, rødvinsdunken, online dating uden mål, fjernundervisning af børnene, håndsprit og tavse masker på vaskeriet, deprimerende telefonsamtaler med forældre og venner, formålsløse opdateringer på rejserestriktioner, dagens smittetal og antallet af døde i Frankrig, England og Argentina, spindoktor-regisserede undskyldninger fra krænkere på TV, Trumps afstumpethed, mink og minkavlere, det samme ensporede nyhedsloop fra TV-værter med trætte øjne, zombiebevægelser og stilleben-interviews med de samme eksperter. Igen og igen. Kvalmen stiger, det samme gør følelsen af indespærring og isolation.
Jeg pendulerer
Tilbage i København. Går en aftentur. Det er koldt, men samtidig mildt. Humøret bedre nu, måske det er på trods. Kommer forbi en port, der står på sned i en lille gade i Latinerkvarteret. Der dufter himmelsk af mad derinde. Krydret, orientalsk, koriander og enebær.
Går ind i en lille gård. Det viser sig at være en klub for udviklingshæmmede. Men du kan komme igen på Kulturnat, siger en venlig ung fyr, der kommer ind med en ældre dame, som hedder Anna. Det er vist koteletter i fad, tilføjer han. Jeg roser madens duft og ønsker dem bon appetit og en dejlig aften.
Episoden gør mig glad. At der findes et hyggeligt lille sted med varme og lys til en gruppe mennesker, der har brug for det. Nu er jeg for alvor sulten, og i aften vil jeg lave koteletter i fad, med masser af krydderier, chili, champignon, rød peber, fløde og en porter i saucen. Ris eller pasta til. Jeg vil lave en rigelig mængde, så jeg kan dele resten med en ven eller mine forældre en af dagene, der kommer.
Rundt om på kloden raser borgerkrige, oprør, demonstrationer, undertrykkelse. Skud og granater fyres af dagligt. Folk sulter, pines og dør. Der findes også masser af kærlighed, håb, solidaritet, overlevelsesvilje, kropslige drifter, amoriner og livsgejst
Det gør ikke noget, det bare er mig alene hjemme i aften. Vil skåne mig selv for nyheder i TV, Facebook, Tinder og plastikporno. Måske læse Thomas Mann i stedet, finde en fransk film på Filmstriben eller indspille en ny sang. Skrive denne kronik færdig, selv om den egentlig gør humøret tungt med sine dystre temaer.
Jeg er næppe den eneste, der aktuelt pendulerer mellem rastløshed, tristesse og højt humør og taknemmelighed som kontramiddel og viljestyret mentalt autosedativ.
Hvad hulen?
Kloden drejer stille rundt. Soundtracket sætter sig selv på. Vores kære Kim har forladt os, og man savner ham pludseligt og nærmest biologisk. Hans muntre ord, livsfilosofiske statements, hans elskede smøger og små demonstrative fadøl.
Rundt om på kloden raser borgerkrige, oprør, demonstrationer, undertrykkelse. Skud og granater fyres af dagligt. Folk sulter, pines og dør. Der findes også masser af kærlighed, håb, solidaritet, overlevelsesvilje, kropslige drifter, amoriner og livsgejst.
Men det hører eller læser vi ikke meget om i disse dage. Mink, krænkelsessager, et amerikansk valg, dagens smittetal, endnu et pressemøde, flere mink, Den store Bagedyst og genudsendelser af Hammerslag, et par yderst korte indslag fra Gazastriben eller Afrika. Så korte at de nærmest bliver en travesti. Parkeres skødesløst, ligegyldigt og blasert i hukommelsens og det limbiske systems krogede, klaustrofobiske minkfarme.
2021 bliver året, hvor vi igen kan leve vores liv som mennesker med intellekt, tændte sanser, kød og blod, kunst og kabaler af oplevelse, oplysning, glæde, kærtegn og fest!
Trump dukker op i nattens forvirrede, febrile drømme. Flankeres af Frank Jensen, Morten Østergaard, Søren Brostrøm og Mette Frederiksen. Ingen af dem virker ægte. Berøvet enhver troværdighed. Som et gestaltet billede, en umulig arabesk, en Rorschack-test uden formål. I baggrunden, makabre silhouetter af en dansende tv-læge, Joe Biden, Poul Thomsen, hans trofaste hund Balder og paven. Hvad hulen sker der?
Et smukt sted
Nødt til at opleve noget nu. Ægte liv og ægte møder. Ind til byen igen. Den første lette sne falder nu, og byen har en venlig varme over sig. Går ad Nørregade og bliver nysgerrig, da jeg møder en port ind til Sankt Petri Passage. Går derind. Sikke et smukt sted! Tænk at man efter så mange år fortsat kan overraskes ved at opdage en ny detalje i byen. Fyldes med taknemmelighed og nyder de små snefnug og de mange lys på de gamle mure i passagen.
Konverserer en pige, som er ved at låse sin cykel op. Vi bliver hurtigt enige om at dette er et helt unikt og hemmeligt sted, og den spontane glæde, som udgår fra mig, tænder et tilsvarende lys i hende. Hav en dejlig aften, ønsker vi hinanden simultant og skilles med et varmt smil. Ikke flirtende eller med skjulte dagsordener, bare et varmt og indforstået smil.
“No more lap dance”, synger den sorte bluesfyr på anlægget. Eller faktisk synger han “No more lock-down”, hvilket må siges at være mere dækkende her i kælderen under baren. Unterwelt. Kuglerne baldrer og ruller på poolbordets blå dug. Selskabet hygger sig her i barens underverden, og jeg føler mig velkommen og snakker hyggeligt med dem.
Der er ingen pave, nyhedsværter, rådne mink der stiger op fra søer og vandhuller, krænkere eller tomme fodboldstadions og teatersale her. Her er stille og fin country ‘n blues, unge mennesker der hygger sig på engelsk, kugler der rammer ned i bordets sidelommer og sluges med en herlig lyd.
Og sådan kunne teksten fortsætte og dog ikke. For december spadserer i raskt tempo derudad, denne kronik må ikke være længere nu, onlinehandlen stortrives, julemarkederne og de smukke nissepiger er kun på pause, og meget snart åbner vi et nyt år.
Desværre ikke et primtalsår, hvilket jeg et øjeblik håbede og troede. Årstallet blot et ulige nummer. Men: Vi skal nok overleve og komme gennem Stilstandens År, også selv om dets krumme, dødsmærkede, sorte, hjernevaskende og livsberøvende Jobs-fingre strækker sig et stykke ind i det nye års nødvendige håb og lys. For 2021 bliver året, hvor vi igen kan leve vores liv som mennesker med intellekt, tændte sanser, kød og blod, kunst og kabaler af oplevelse, oplysning, glæde, kærtegn og fest!
ELSKER DU ESSAYS ? LÆS FLERE I POV HER
Fotos: Gorm Bloch & Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
