DUBLIN // REJSEESSAY – Det gæliske sprog er eventyrligt, og man møder det på gadeskilte og byens pubber i Temple Bar-kvarteret. Dublin er en klassisk arbejderby, men også en musikby. Vandrehjemmet Kinlay House Hostel er overbefolket, hyperinternationalt og nok bedst egnet til tolerante festivalfolk. Litterære sjæle vil før eller siden rammes af ånden fra James Joyce, langs Liffey’s flodbanker ved The Docklands. Geniets saftige humor og skakmesterlige litterære julelege tilføjer en ekstra dimension til byen og bringer sanser og tanker i eksalteret tilstand, skriver Gorm Bloch.
Tror aldrig helt, at lufthavne bliver mig, og her ved Gate F105 i CPH til Dublin bekræftes jeg atter i, at jeg foretrækker en mere klassisk rejseform, hvor afstand og tid kan mærkes.
På mine sidste rejser til Hamburg og Rostock har jeg nydt pausen på færgens dæk med kaffe, vind i håret, noter på telefonen og et kalejdoskop af minder, indtryk og tanker. Tvivler på at disse bliver muligt på et fly, men man kan altid håbe. Det er rent faktisk sket før, men altid på aftenfly. Et digt med netop den titel skrev jeg engang på vej til Aalborg med indenrigsfly tæt på midnat.
Fra Dublin Airport tager jeg en bus ind til byen. Det driller lidt, da chaufføren kun tager TFI card (byens rejsekort) eller præcis betaling 3,70 £. Så jeg køber en plade chokolade i kiosk, hvorved jeg får 4 £ retur. Dem tager buschaufføren imod, og vi bumler af sted mod Dublins centrum.
Kinlay House Hostel
Står af et par kilometer nord for floden, for nu har jeg bare brug for at mærke byen under mine sko. The Spire of Dublin er et flot syn. Et slankt sværd, eller rettere en stålkorde, som skyder 120 meter op i himlen. Ingen staffage, bare råt børstet stål, der skærer gennem skyerne og glimter i solen på sin vertikale vektorkurs.
Mit hostel hedder Kinlay House og ligger i Temple Bar kvarteret på sydsiden af floden Liffey, som løber gennem Dublin. Vandrehjemmet er en kæmpe kontrast til Dock Inn i Warnemünde. Knapt så hygiejnisk, toiletterne trækker dårligt ud, og en umiskendelig lugt af kogt får slår mod næsen, da jeg træder ind i den slidte hall. Fælleskøkkenet er befolket af folk af alle nationaliteter. Det er tydeligt, at det hverken er børnefamilier eller forretningsfolk, som bor her.
En mexikaner flår en fisk på et spækbræt, så blod og indvolde vælter ud. Afrikanere, polakker, franskmænd og en del spaniere, de fleste unge, snor sig ind og ud ad hinanden. Der vaskes op, åbnes voldsomt overfyldte køleskabe, snittes grønt, kalkun, koteletter og koges nudler, pasta og grød.
En gryde buldrer med låget på sned. Det må næsten være retten med får. Jeg er ikke sart og morer mig over det faktum, at jeg i morgen tidlig skal nyde kaffe og selvbetjeningsmorgenmad i dette muntre køkken.
Går aftentur og føler jeg har vundet en time ved tidsforskellen. Der er godt liv i gaden, og musik fra barerne allerede her klokken 18:30, hvor solen netop er gået ned over Liffey.
Køber ind i Tesco. Priserne er lidt overraskende på dansk niveau. Cheddar dog til gode priser, så køber en sådan. Dertil scones, humus, butter milk (kærnemælk) og en indisk færdigret til mikroovnen. Senere erfarer jeg, at eksempelvis gris og i enkelte tilfælde også lam fås til gode priser.
Aktiviteten i køkkenet er frenetisk. Duften af får er gået i kontrapunktisk symfoni med andre etniske retter, som syder og bruser
På P. Kearney’s klinger en smuk kvindestemme ud over gaden. Hun akkompagneres af guitar og violin. Det er gælisk folklore og præcis noget af det, jeg har glædet mig til. Nyder min kaffe og chokolade på fortovet udenfor. Fortryder senere, at jeg ikke gik ind, men det kan være svært at disponere helt fejlfrit første aften i en ny by.
Tilbage på Kinlay House. Det vrimler fortsat med folk, og aktiviteten i køkkenet er frenetisk. Duften af får er gået i kontrapunktisk symfoni med andre etniske retter, som syder og bruser. Det lykkes mig akkurat at mase min nyindkøbte mad med påsatte labels ind i et køleskab. Tvivler meget på, at sundhedsmyndighederne såvel i Irland som Danmark ville godkende standarden i dette køkken.
Men igen: Det har sin egen charme, så længe opholdet har overskuelig varighed. I hallen jammer to gutter på guitar, og folk står i halvcirkel og synger med. Dette er virkelig et Youth Hostel, som de også kan være.
Gæsterne bærer ikke mundbind, og den kendsgerning understreger, at linjen med forholdsregler ikke er konsistent her i byen. I busser, tog, museer, butikker og caféer hersker mundværnspåbud, men på crowdede barer og hostels ser man ikke mundbind. Det synes dermed at være op til den enkelte, om man ønsker at tage sine forholdsregler, og det finder jeg kritisabelt, da netop barer og et tæt befolket vandrehjem som Kinlay House er potentielle smittezoner.
Morgenmad, Onyewuchi og ‘Things fall apart’
Morgenmaden tirsdag er hyggelig, og der dufter heldigvis primært af kaffe og toast, og gårsdagens duft-umami-symfoni har næsten lagt sig. For nu at turnere odortemaet færdigt kan lige tilføjes, at en sovesal med otte mænd, hvoraf flere er fastliggere godt kan få noter af noget animalsk, lidt som en stald. Og så ikke et ord mere om lugte.
Vi har en fin samtale om Kierkegaard, Marx, spiritualitet og modernitetens strangulering af spirituelle rødder i menneskers liv
Sidder til bords med Onyewuchi, en tænksom og begavet fyr fra Nigeria, som har solgt sin butik i England, er begyndt at studere spiritualitet og filosofi, og som nu er flyttet til Dublin for at tage en Master i Applied Spirituality. Som mange andre bor han interimt på Kinlay, mens han leder efter bolig. De er hverken nemme eller billige at finde, hvilket en irsk fyr fra the countryside, jeg mødte i går også nævnte.
Vi har en fin samtale om Kierkegaard, Marx, spiritualitet og modernitetens strangulering af spirituelle rødder i menneskers liv. Men vi taler også om positive kontratrends; at vi mennesker efterhånden igen søger åndelige dimensioner, fordi vi har brug for dem og i længden bliver fattigere uden.
Onyewuchi skal på biblioteket og studere i dag. Et par timer senere får jeg en mail fra ham med tak for indsigtsfuld samtale og anbefaling af bogen Things fall apart.
Kinlay House har Christ Church Cathedral som nabo, og det er en eventyrligt smuk kirke med geometriske forskydninger i konstruktionen. Den er fra 1028 og anses for at være Dublins ældste bygningsværk. Den blev opført i Vikingetiden under vores forfædres bosættelser i Irland. Vikingerne har været her siden starten af 800-tallet og grundlagde Dublin i år 841.
Dubh Linn Park
Dublin hedder på gælisk Dubhlinn, som betyder “black pool”.
På Chester Beatty museet, som er gratis at besøge, findes en stor samling af skrifter, illustrationer og kalligrafi fra den tidlige middelalder, især fra Kina, Japan og det osmanniske rige. Fascinerende var blandt andet en “antifonar”, en gigantisk bog som anvender notation af noder med en hel digital fremtoning. Den er fra Norditalien og det 15. århundrede og blev anvendt til liturgisk korsang, hvor hele koret grundet bogens massive proportioner kunne dele og synge fra samme nodebog.
St Patricks Cathedral er imponerende. Tager et par fotos af den, men modlyset fra en støvet sol, der skærer sig gennem skydækket er så skarp, at det får katedralen til at fremstå mørk og truende. Sådan ønsker jeg ikke at mindes den, da min oplevelse er en anden, så sletter billederne igen.
Går langs Liffey som et pendul over broerne mellem nord- og sydsiden, mens jeg nærmer mig Dublin Docklands. Her ligger en skonnert, der viser sig at være et replika. Kraner krænger deres lange arme ud over vandet.
Måger holder vagt på balustraderne med et opmærksomt udtryk. Som ser de alt og har set alt gennem årene der gik folk som gik forbi med deres ligegyldige formål drømme planløse lyster og fyringssedler halvt fyldte lommelærker krøllede dosmerlapper i vesten den fedtede monokel uret med guldviseren der slår sprækker i tiden som alligevel altid går for hurtigt for det sidste måltid skal fordøjes nu og elskerinden og bookmakerne venter på smugkroen om hjørnet telefonen ringede endeløst i går så svigermor er død og de halvvoksne drenge vendte aldrig tilbage fra krigen men osen fra din hellige brunstige åbning hamrer stadig som en dampturbine i næseborene som er mine men også andre mænds og du tager os med i dine latterfrådende syndige fald over bakken ned ad de alt for stejle skrænter til barndommens brutale uskyldige klukkende land og din lille tåbelige havenisserevisor med det fåreagtige dumme åsyn og de ætsende øjne er der også med bukserne nede over de tåbelige ankler og han stønner dit navn og opremser Olympens guder og stamtræer imens og jeg kan ikke finde hjem til dig for nøglen flåede du grinende og skadefro fra mig her på broen ved vores kærligheds fjærtende frydefulde fordømte dybhavsdybe Docklands sidst. (Gorm Bloch, 29/10-2021)
Ja, så skete det. James Joyce ville banke på før eller siden. Mærkede det allerede da jeg bookede turen herover og for alvor, da bussen sneglede sig fra lufthavnen gennem villakvarterer og trøstesløse forstæder ind til Dublin.
James Joyces Dublin
James Joyce siges at have været en mand i sjælelig kamp og opbrud. Med sig selv og byen Dublin. Voldsomt forud for sin tid litterært og især berømt og berygtet for sine romaner skrevet som lange passager af bevidsthedsstrøm. Den idé havde han fået af dada-bevægelsen fra Spanien.
Genialt at stort set ingen jeg kender er nået længere end side 110 i Ulysses. Også jeg hoppede af deromkring, akkurat som Ernest Hemingway i øvrigt
Han hadede sin by for dens småborgerlige fis – og netop fis, latriner og lumre seksuelle fantasier skrev han bogstaveligt og yderst opstemt om i kærlighedsbreve, som udkom posthumt.
Men Joyce var stadig et geni. Genialt at ingen, selv drevne eksegetikere, for alvor har turdet håndtere og udfordre hans værker med kritik. Eller rettere, mange har prøvet, men ingen har kunnet udplacere ham. Genialt at stort set ingen jeg kender er nået længere end side 110 i Ulysses. Også jeg hoppede af deromkring, akkurat som Ernest Hemingway i øvrigt.
Var det så et nummer for galleriet, det hele med ham Joyce? Næppe. Hans værker er kompromisløse og inkommensurable. Leder man opmærksomt finder man en masse interessante referencer i hans tekster. I Ulysses fra 1922 blandt andet til Homer, Biblen, nordisk mytologi og The Wasteland af hans kollega og samtidige T.S. Elliot – og så begynder tingene at samle sig og slå intertekstuelle ringe ud over Liffey’s mumlende vand.
Jeg møder Alejandro, som er fra Fuerteventura, De Kanariske Øer. Han er 26 år og arbejder nu på “Elephant and Castle”. Lønnen er ikke god, så han kigger efter noget andet. Der er noget rastløst over ham, som en indre uro. Men i løbet af et par minutter går det op for mig, at jeg er i færd med at projicere min egen evigt ungdommelige rastløshed over på ham, så vi mødes et sted der; i rastløshedens og den evige ungdoms tragiske, liflige zone.
Vi går ind på en musikbar. En fyr synger og spiller britpop-klassikere, især af Oasis. Mange spiller netop Oasis i dette nabolag. Hvorfor ikke U2? De er alle kompetente sangere og fremfører deres covers professionelt. Ingen spiller dog originalt materiale, hvilket er lidt skuffende.
Efter en time med Oasis, Blur og The Verve har jeg fået nok af det. Alejandro mødes med en lille flok af de andre fra vandrerhjemmet. Jeg går aftentur langs Liffey og derefter hjem til natmad.
En detalje jeg bemærker ved Dublin: Stort set ingen baggårde, ganske få opgange med gesims, og offentlige toiletter har jeg ikke set et eneste af. Så hvis tissetrang, behov for gratis læ for vind og regn, eller lyst til et afsondret og privat øjeblik melder sig, er man noget på spanden.
Byens politi Garda henstiller folk på “the board walk” langs floden til ikke at nyde alkohol, og alkohol kan kun købes i convenience stores og supermarkeder, hvis man går igennem en svingdør ind i et særligt rum. Ikke at det generer mig, men det kan virke aparte og dobbeltmoralsk, når man tænker på byens heftige pubkultur, men det er formentlig en trend, man ser i hele Storbritannien.
Min sidste aften i byen. Føler egentlig jeg har boet her længe, og det er altid lidt vemodigt, når man skal hjem. Går ind på baren Quays i Temple-distriktet, og de gæliske toner, violinens glade strøg, smilende folk og følelsen af at klappe i takt og synge med på ældgamle omkvæd fra Irlands folklore giver bare det vildeste sus! Man får simpelthen lyst til at danse, smile og kramme.
Falder i snak med to kvinder i 30’erne. De er fra Manchester og vilde med Irish roots music. De har været her fem gange og kommer altid for “music and drinks”. Efter to timers hygge må jeg hjem og have aftensmad. Det har regnet i perioder i dag, men ikke slemt. Håber der er nogenlunde plads i køkkenet og en stol at sidde på i spisestuen.
Overtager en høj stol fra en polak i køkkenet og spiser min mad der. Stuen er helt fyldt, og i køkkenet vimser folk rundt. Det er helt vildt. Nu regner det tæt udenfor, så runder aftenen af med besøg på Darkey Kelly’s, den lokale bar, hvor der også er musik. Det bliver kun et kort besøg, for vækkeuret ringer tidligt, og så er det nordpå med slowbus til lufthavnen.
Mørkt som en brøndgrav
Det regner fortsat her til morgen klokken 06, og der er mørkt som en brøndgrav både inde og ude. Trods dispensation fra damen i receptionen på, at jeg må lave mig en kop kaffe, selv om morgenmaden først er fra klokken 8, mener en anden og noget mere sinister dame i det kældermørke køkken noget andet. Det drypper tungt fra gesimserne udenfor. Hård start. Får dog både kaffe og penge til bussen i en café og kiosk. Chokoladetricket igen.
Musikken på Darkey Kelly’s sluttede klokken 22:30, netop som jeg kom derned. Sludrede med et hollandsk par fra Nijmegen udenfor. Fast besluttet på en sidste runde musik gik jeg mod Temple Bar, og vi tager den i nutid:
Der er kø, som der har været hver eneste gang, jeg er gået forbi. Musikken spiller endnu, og efter fem minutter bliver jeg eskorteret ind af en tjener, i selskab med en amerikansk fyr. Tjeneren synes dermed at vedtage, at vi hermed danner en duo og viser os til et bord.
Musikken er som continental breakfast: næringsfattig og uden smag, så konklusionen er herfra, at Temple Bar er en regulær turistfælde. Er glad for, at jeg første aften fik hørt ægte gælisk
En time senere beder en anden tjener os trække mod “the front bar”. Temple Bar er tilsyneladende så populært et sted, at personalet kører en benhård logistik på gæsternes allokering. En afrydder klargør vores bord, mens en anden tager imod bestilling.
Musikken er som continental breakfast: næringsfattig og uden smag, så konklusionen er herfra, at Temple Bar er en regulær turistfælde. Er glad for, at jeg første aften fik hørt ægte gælisk, med den skønne kvindestemme, og igen tidligere på aftenen på Quays, hvor det virkelig swingede og var balsam for øregangene.
Har en hyggelig samtale med Trevor fra Philadelphia, som arbejder online for et firma i New York og nu rejser rundt i Europa i to måneder, mens han holder de resterende 30 dage “i reserve” på sit 90 dages europæiske rejsevisum. Han bor på Airbnb og passer sit fuldtidsarbejde online, da han foretrækker privatliv og arbejdsro på den måde.
På min næste tur til Irland vil jeg leje bil. Man kommer vanskeligt rundt til de smukke naturscenerier på anden måde
Interessant kurs for en ung mand på 22 år, tænker jeg. Men igen: Der er tusindvis af gyldige formler for liv, karriere, bolig og mentale havne kloden rundt, og Trevors “uafhængighedserklæring” kan jeg nemt tilslutte mig.
Næste rejsemål på den grønne ø
På min næste tur til Irland vil jeg leje bil. Man kommer vanskeligt rundt til de smukke naturscenerier på anden måde. Dertil er både tognet og busser for primitivt og desuden dyrt. Leje af bil starter fra 240 € per dag, men så må jeg dele udgiften med et par rejsevenner eller spare op til ferien og tage mine børn med. De vil med garanti nyde de episke scenerier, som minder om landskaber fra Ringenes Herre og Game of Thrones.
Vil køre til Galway, Gap of Dunloe, Rock of Cashel, Coast of Kerry, Cliffs of Moher og Dun Bristé. Egentlig ville jeg foretrække transport med bus, tog og færge via England, men er også klar over, at et sådant romantisk rejsedogme kan blive en bekostelig affære, så kommer nok ikke udenom et fly med Ryanair igen, hvis budgettet skal holdes nede.
På denne tur har jeg lært Dublin at kende, og jeg føler jeg kom omkring og oplevede, hvad den kan tilbyde. Er i god tid i lufthavnen og summer videre på indtrykkene. En ting ved Dublins borgere, som overraskede mig lidt: Havde forventet at se en del rødhårede folk, men det var ikke tilfældet. Her er overvejende mange mørkhårede, desuden mange indere og afrikanere (en demografi som også kendetegner større engelske byer), og så er kvinderne faktisk lidt kønnere, end jeg havde forventet.
I lufthavnen foregår højttalerudkald på både gælisk og engelsk. Min irske roomie fra Kinlay fortalte, at de irske skolebørn undervises i gælisk, så sprogtraditionen holdes i hævd, hvilket er en charmerende og rar tanke i en hæsblæsende global tidsalder.
Jeg er lige på kanten af et sologrineflip ved et af højttalerudkaldene, som bliver ved og ved. Det omhandler COVID-19, men det er herrestemmens syngende og dansende gæliske tonalitet, som virker nærmest lalleglad, samtidig med at han i mine ører insisterer på at sige noget med “sociopats” igen og igen.
Finder et musiknummer, jeg hørte i går og deler det her.
På mit sæde 14D om bord på flyet inkarneres Joyces lummerhed i humoristisk international aftapning, da stewarden på mit spørgsmål, om hvordan han vil demonstrere ordet “mælk” til min kaffe med håndtegn på tværs af flyet til sin kvindelige kollega, efter en kort tøven svarer “well, sir, I’d rather not, if you know what I mean…”.
I slumrende tilstand på flyet kommer jeg i tanke om en sang, jeg skrev for syv år siden, hvor Dublin er med. Så den skal med her.
Joyce, mine keltiske og gæliske venner, Temple Bar og Dublin, tak for denne gang! Vi ses skam nok igen, og ved den lejlighed vil jeg nyde jeres eventyrlige, grønne ø og dens havstyrtende klipper, bakker, dale og fæstningsruiner på de yderste vestlige kyster, og hvor vejene ellers tager mig hen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
