VALG 2022 // KLUMME – “Lars Løkke har fisket støtter til sit eget projekt på samme heldige og dygtige måde, som Uffe Elbæk gjorde det for snart ti år siden: Han har løftet et politisk spejl, hvor alle kan se sig selv, og hvor begejstringen for at føle sig som en del af Danmarkshistorien formentlig nok får de fleste af Moderat-kandidaterne til at glemme at kigge op fra deres eget spor og se, hvad deres partiformand og -kolleger i virkeligheden arbejder for”. Og er der i øvrigt nogen, der ved, hvad det er, spørger Le Lyby.
Efter årtier med medieafsløringer af personpinlig karakter og efter at være blevet forkastet af ”sine egne” igennem 40 år, har tidligere Venstre-partileder Lars Løkke Rasmussen med stor elegance og succes kastet sig ind i en af de meste komplekse valgkampe i nyere tid og er blevet en uomgængelig magtfaktor.
Alt kan åbenbart ske, nu hvor magtpartierne, som var kendt for deres særegne grundprincipper, der var forhandlet på plads i politiske medlemsforeninger repræsenterende store dele af befolkningen, i dag ser ud til at være nærmest bombet væk i en mistillidseksplosion.
Politik handler om mennesker, mobilisering, organisering
Det er hårdt arbejde både at blive og at være politiker, og det gør faktisk en forskel, hvem der sidder for bordenden – fx er det jo netop den nuværende statsministers personlige tilgang til ’samarbejde’, der har udløst kravet om valg før tid.
Bag hver af de folkevalgte står der typisk en masse andre, som er blevet mobiliseret til at arbejde for, at kandidaten bliver valgt. I ’de gamle partier’ står der også typisk en større, mere eller mindre tung landsorganisation bag de opstillede, hvor alle kendte deres partis grundprincipper og politik, fordi det konstant var til debat og forhandling gennem organisationens mange led.
Det står på ingen måde klart, hvad Løkkes faktiske politiske projekt er
Det er disse interne politiske debatter over dage, måneder og årtier, der skaber intern forståelse og dynamik, nuancering og samling om fælles retning og politiske prioriteter i partierne. Og det er normalt det bagland, der mobiliserer sig for at bidrage til at kvalificere og sikre partiets repræsentation ved valgene.
At være enige om indhold
Vi har tidligere oplevet såkaldt ’afskalning’ fra partierne; fx delte Radikale Venstre sig nærmest i tre dele, da hhv. Anders Samuelsen og Naser Khader i 2007 og Uffe Elbæk i 2013 forlod det parti, de havde været folkevalgte for, for at danne hver deres parti, hhv. det blå-liberale Ny Alliance og det rød-grønne Alternativet.
Sådan er det: Politikere er normalt mennesker med meninger, og nogle gange må mennesker indse, at de ikke kan blive enige med det etablerede fællesskab, og så må de enten rette ind efter det eller flytte sig.
Lige nu ser vi en tilsvarende tredeling af Venstre, hvor hhv. Støjberg og Løkke og har skabt deres eget parti, og dermed har de hver især sikret sig en hovedrolle, som de pga. deres tidligere handlinger ikke ville kunne få i deres gamle parti. Ved at starte forfra har de to nye partiledere formået at slette deres gamle partihistorik, så de nærmest helt selv har kunnet udstikke kursen ud fra egne holdninger.
Holdninger, principper – og samlingen omkring dem
Men hov! Hvilke holdninger, og hvilken politik tilbyder de to? Vi vælgere ved det faktisk ikke rigtigt.
Vi ved bare, at de begge er kendte og politisk erfarne profiler, og begge er knalddygtige til at få folk med sig.
Inger Støjberg har taget en klar indvandrer- og københavnerfjendsk kant, som appellerer til hendes definerede målgruppe. Og så er hun modig og står ved sig selv, og så betyder resten af hendes politik måske ikke så meget i en politiktræt vælgergruppe. Støjberg har taget en stor del af de tryghedssøgende vælgere, der typisk ville stemme Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – og det er vist også de partier, hun primært har hentet kandidater til opstilling for partiet fra.
Men med den hyggelige Lars Løkke er det anderledes, for han har vistnok politik på alle hylder og trækker sine potentielle vælgere fra de traditionelt mindre konfrontatoriske midterpartier. Samtidig ser hans medkandidater til valget umiddelbart ud til for en stor dels vedkommende at være blevet mobiliseret direkte fra ’folket’ frem for fra andre politiske partier.
Det minder om, dengang Uffe …
Det minder mig om dengang, Uffe Elbæk ville skaffe opbakning til sit nye projekt, Alternativet. Dengang var han stadig radikalt folketingsmedlem, hvor han i første omgang valgte at mobilisere støtter gennem en enkeltsag, nemlig projektet Under Radaren, som var ’noget med social ansvarlighed på arbejdsmarkedet’, et projekt, som takkede af, i samme øjeblik det havde tjent sin funktion, nemlig at skabe et fundament for Elbæks nye parti, Alternativet.
Jeg havde dengang i starten selv ladet mig begejstre af sagen og måden, og derfor takkede jeg ja, da jeg en dag blev inviteret til et møde med Uffe og hans nærmeste. Her blev jeg spurgt ind til, hvad jeg gerne ville bidrage med – fx mente de, det ville være helt oplagt at benytte sig af mine presseerfaringer. Men jeg havde ikke lyst til at blande mine professionelle aktiviteter sammen med dette nye projekt. Alligevel var jeg nysgerrig, for jeg kunne fornemme på deres visionsnak, at noget rykkede, så jeg spurgte, grebet af begejstringen, ind til deres strategi. ’De havde ingen strategi’, var svaret.
Det, syntes jeg, lød både mærkeligt og useriøst, og jeg tilbød let bekymret Elbæk at hjælpe med at få formuleret en strategi, sådan at de mennesker, som de fremover ville samle omkring sig, kunne få at vide up front, hvad planerne var, så de på ærlig vis kunne få indsigt i det projekt, de evt. skulle engagere sig i. Hvis jeg selv skulle engagere mig, ville jeg i hvert fald vide, hvor vi skulle hen.
Så i dag kæmper Å omkring spærregrænsen i lighed med flere andre nye småpartier uden et bagland med lange fælles værditraditioner
Og derefter hørte jeg aldrig mere fra Uffe og vennerne. Jeg mistænker stærkt, at min manglende interesse i at byde professionelt ind til et projekt, som jeg ikke måtte få information om målet med, var den direkte årsag til deres manglende interesse efter den nedslående afdækning af mit potentiale for deres projekt.
At mange, mange andre samfundsengagerede borgere ikke lod deres begejstring slukke af manglende åbenhed om strategien for Alternativet, men tværtimod lod sig rive med af de store løfter om, at ’Vi gør det sammen’ – det sås jo tydeligt på valgresultatet allerede i 2015.
På under to år var det på imponerende og mageløs vis lykkedes Uffe Elbæk at mobilisere en lang række virkeligt dygtige folk og en hel masse andre engagerede borgere, som tilsyneladende alle sammen havde hver sin version af, hvad deres nye parti stod for – ud over at det var et klart klimaparti, som naturligvis også stod for den altid smilende, visionære og sympatiske frontfigur: Uffe Elbæk.
De havde en leder og en sag, og det lykkedes undervejs gennem hårdt arbejde folk i Alternativet at bygge en organisation op omkring partiet. Men rygterne svirrede. Alternativets bagland følte sig nok mest til pynt for de indvalgte, som især arbejdede ud fra deres egne interesser og sager, forlød det fra skuffede udmeldte medlemmer, som muligvis mere var fælles om begejstringen for Uffes åbne arme og store løfter, end de var fælles om et egentligt fælles politisk projekt.
Politik på ryggen af skæv logik
Jeg talte, da Å-bølgen var på sit højeste, med en af mine veninder om politik og sagde, at jeg efter lange overvejelser havde valgt at engagere mig som medlem af Radikale Venstre, hvortil hun udbrød ”Jamen, jeg er da også radikal! Derfor stemmer jeg på Alternativet!”
Jeg blev naturligvis lettere paf, men hun svarede med den største naturlighed: ”Det er, fordi jeg anser Alternativet for at være Radikale Venstres udviklingsafdeling.”
Det var mærkeligt, men helt fair: Hun havde valgt at gå med begejstringen og det tydelige klimafokus, som også var hendes hjertesag – og så regnede hun ellers med, at nogle andre nok skulle tage sig af resten af samfundet.
Der er ikke meget kant eller fælles DNA, men til gengæld er der lagt flotte blink ud, som mange kan tryllespejle sig i. Og det skal nok lykkes for Løkke
Men rigtig politik er svært, fordi det handler om at tage ansvar for prioritering og om at forhandle helheder. Og da det gik op for medlemmerne, hvor langt der i virkeligheden var fra Å-laboratorierne til realpolitikken, og at deres arbejde for indflydelse ikke nødvendigvis rakte længere end til at få indvalgt Elbæk og nogle få andre, som de måske ikke engang var politisk enige med – faldt engagementet, og kurven fladede ud. Så i dag kæmper Å omkring spærregrænsen i lighed med flere andre nye småpartier uden et bagland med lange fælles værditraditioner.
Folkets korttidshukommelse og den politiske iscenesættelse
Jeg spår, det samme vil komme til at ske for Løkkes nye parti, Moderaterne. Og jeg tager sorgerne på forskud ift. de bekendte, jeg har, som stiller op for Moderaterne, fordi de er dygtige og personligt kæmper for virkelig vigtige sager. Men de sager tror jeg dog, vil blive lagt på is hen ad vejen, når først Lars Løkke er blevet indvalgt og måske endda igen kommer til at indtræde som medlem af landet højeste magtorgan, regeringen.
For Lars Løkke har fisket støtter til sit eget projekt på samme heldige og dygtige måde, som Uffe Elbæk gjorde det for snart ti år siden: Han har løftet et politisk spejl, hvor alle skulle kunne se sig selv, og hvor begejstringen for at se sig selv som en del af Danmarkshistorien formentlig i disse dage får de fleste af Moderat-kandidaterne til at glemme at kigge op fra deres eget spor og se, hvad deres partiformand og -kolleger i virkeligheden arbejder for. Det er nemlig absolut ikke sikkert, at det er det samme som dem selv.
Så ved dette valg er det Løkke, der behændigt har erobret rollen som ’Radikale Venstres udviklingsafdeling’ – en position, hvor han (nogle vil nok mene på falske vilkår) iscenesætter sig selv som ’forandring fra midten, og herfra samler folk fra både rød og blå blok om … et eller andet.
Hvad vil Løkkes med-Moderater? Hvad har de tilfælles – og er de i virkeligheden bare statister, når det alligevel kun er hovedpersonen, vi ser på scenen?
Det viser en imponerende ringe kollektiv korttidshukommelse, at op imod 10 % af vælgerne sammen med Moderat-kandidater fra hele landet stiller sig bag en mand, der undervejs i sin karriere har gjort sig så uheldigt bemærket med pinlige sager, at selv Farums tidligere borgmester Brixtofte engang har følt sig kaldet til at konstatere, at Løkke var ganske uden jordforbindelse.
Gratis løfter til flest mulige potentielle vælgere og bredt stemmefiskeri – uden at ville gå ned i de dybere forklaringer og uden nødvendige politiske prioriteringer – går igen i Lars Løkkes vilde valgkampagne i disse uger. Der er ikke meget kant eller fælles DNA, men til gengæld er der lagt flotte blink ud, som mange kan tryllespejle sig i. Og det skal nok lykkes for Løkke, for den slags er tilsyneladende, hvad folket vil have.
Den manglende kant og fælles parti-DNA ses også af moderaternes valgkandidattests, hvor de hitter på listen, når man erklærer sig uafklaret i valgspørgsmålene. Og som komiker Morten Wichmann skriver på Twitter: ”Ud af alle kandidaterne er jeg nok allermest enig med den person, som Lars Løkke udgiver sig for at være.”
For det står på ingen måde klart, hvad Løkkes faktiske politiske projekt er – medmindre hans projekt er at få lov til at omgøre de fleste af de markante politiske resultater, som han selv igennem et par årtier har kæmpet indædt for at få igennem i sin tid som minister og formand for Venstre?
Og hvad vil Løkkes med-Moderater? Hvad har de tilfælles – og er de i virkeligheden bare statister, når det alligevel kun er hovedpersonen, vi ser på scenen? Ved nogen, hvad vi som vælgerne vil få, hvis vi stemmer på Løkke og hans Moderat-kolleger?
Det er tydeligt, Lars Løkke er god til at begejstre og mobilisere støtter, men som Martin Krasnik for nylig skrev i Weekendavisen: Lars Løkke er et imponerende, mytisk Comeback Kid, men ”Lars, hvad vil du egentlig?” Andet end at stå på ryggen af dine støtter for at få en ministerpost igen?
Afsenderdeklaration: Le Lyby har været menigt medlem af Radikale Venstre siden 2015.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
