POLITIK // DEBAT – Under finanskrisen i 2008 indgik VK-regeringen en dyr, hemmelig aftale med ATP, der indebar, at et 30-årigt statslån blev udstedt. En stor del af udgiften, som lånet påførte staten, blev sidste år af Folketinget betegnet som ubegrundet, skriver Frank Aaen, der efterlyser, at et ansvar placeres. Det gennemgående navn i historien er Lars Løkke Rasmussen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under finanskrisen i 2008 tog staten en række initiativer, der blev vedtaget i Folketinget i form af bankpakker. Men et betydeligt initiativ blev holdt hemmeligt. Staten indgik en aftale med pensionskassen ATP om, at ATP ville bidrage til at afhjælpe finanskrisen og bl.a. skaffe valuta til landet ved at sælge udenlandske værdipapirer. Som modydelse skulle staten optage et lån med en 30-årig statsobligation med en rente på 4,5 %, som ATP kunne placere penge i.
Der blev udstedt obligationer for næsten 90 mia. kr. med en samlet renteudgift for staten på 119,5 mia. kr. Sidste efterår vedtog et enigt Folketing, at en stor del af denne udgift var ubegrundet, uden der blev boret mere i det.
Da den dyre aftale kom frem, har skiftende finansministre begrundet den med hensyn til valutabeholdningen, der var presset under krisen. Men det var næppe valutabeholdningen, der var årsag, nok mere hensynet til boligejerne og bankerne.
Hemmeligholdt frem til 2022
Normalt praler politikere med løsning af vigtige problemer. Det skete ikke her, tværtimod. Aftalen med ATP blev ikke omtalt, da den blev indgået. I årene efter blev den holdt hemmelig, som var det en militær hemmelighed.
Trods aftalens størrelse blev den ikke nævnt i den undersøgelse af finanskrisen, som S-R-SF-regeringen satte i gang i 2013. Jeg har spurgt formanden for undersøgelsen, professor Rangvid, om hvorfor. Han bedyrer, at udvalget ikke hørte om aftalen. Men i udvalget, der lavede undersøgelsen, sad den kontorchef i Finansministeriet, der signerede de dokumenter, som indgik i ministeriets godkendelser. Desuden to direktører fra Nationalbanken, den ene, Jens Thomsen, der var direkte til at lave aftalen.
Alligevel blev den ikke nævnt i udvalget, der kulegravede finanskrisen og de initiativer, regeringen tog.
Når Nationalbanken, der har ansvaret for valutabeholdningen, alligevel afviste ATP, må man formode, at den havde andre og billigere løsninger. Og det var der
Da det år efter kom frem i pressen, at der måske var en aftale, blev finansminister Kristian Jensen spurgt i Folketinget, om der var en aftale om at skaffe dollars, som bankerne manglede. For ikke at lyve svarede ministeren omhyggeligt ikke bare nej, men svarede nej, der var ingen aftale om at skaffe dollars. Han undlod at tilføje, at der var en aftale om at skaffe euro, der kunne veksles til dollars.
Først da Rigsrevisionen i 2022 undersøgte det 30-årige lån, kom aftalen med ATP frem. Ministeriet havde ikke fundet den, når Folketinget tidligere havde spurgt, selv om aftalen var korrekt journaliseret tilbage i 2008.
ATP fik aftale på plads med Lars Løkke
Nationalbanken havde tidligere afvist at udstede et 30-årigt lån. Det var for dyrt, banken brugte andre lån til at varetage sine opgaver, herunder at sikre statens likviditet og valutabeholdningen.
Der er udkommet en ny bog, der belyser forløbet med dette lån: Lars Rohde: Økonomen der forandrede Danmark (2023). Her fortæller den daværende direktør for ATP, Lars Rohde (nyligt afgået chef for Nationalbanken), at ATP i 2008 prøvede at få Nationalbanken med på en aftale om, at ATP kunne bidrage til at afhjælpe finanskrisen, hvis Nationalbanken udstedte et 30-årigt lån. Uden resultat.
Herefter fik ATP etableret et møde med daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen. Det er finansministeren, der skal godkende, når Nationalbanken udsteder lån, og straks efter mødet kom den aftale, ATP havde ønsket. Forsvaret for aftalen var adgang til valuta, men når Nationalbanken, der har ansvaret for valutabeholdningen, alligevel afviste ATP, må man formode, at den havde andre og billigere løsninger. Og det var der.
Selvfølgelig gav ATP-aftalen valuta til Danmark, men intet tyder på, at det var en nødvendig dyr løsning på grund af presset på valutabeholdninger.
Under krisen manglede især Danske Bank adgang til dollars. Denne adgang, der reddede Danske Bank fra konkurs, skaffede Nationalbanken via aftaler med den amerikanske nationalbank. Det konkluderer Rigsrevisionen i sin undersøgelse. Altså spillede aftalen med ATP ingen rolle i den forbindelse. Tilsvarende blev der indgået internationale aftaler om adgang til euro.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Nationalbankens formelle oplæg, bestilt af finansministeren, om at godkende lånet, ikke nævner hensynet til valuta med et ord: “For at forbedre den danske pensionssektors mulighed for risikoafdækning er det besluttet at åbne en 30-årig dansk statsobligation”. Det var begrundelsen, Finansministeriet godkendte.
Ikke hensynet til valutabeholdningen
Om en del af det 30-årige lån har Rigsrevisionen, statsrevisorerne og Folketinget direkte underkendt argumentet om hensynet til valutabeholdningen. Det 30-årige statslån blev udstedt i portioner. Da den sidste del af lånet blev godkendt af Finansministeriet, var der ikke længere noget pres på valutareserven. Derfor betegnelsen ubegrundet. Alligevel har finansministre fastholdt, at årsagen var valutabeholdningen. Alene denne del af lånet koster staten en renteudgift på 36,5 mia. kr.
Baggrunden for det ubegrundede lån omtales også i Lars Rohdes bog. Da det oprindelige omfang af det 30-årige lån, godkendt af Finansministeriet, var nået, stoppede Nationalbanken med at udstede yderligere. Men ATP havde ikke fået så stor en andel af lånet som ønsket. Andre pensionskasser og kapitalfonde havde overhalet dem. Det var ATP ikke tilfreds med.
Som Lars Rohde skriver i sin bog: “Nationalbankdirektør Jens Thomsen og jeg havde flere alvorlige meningsudvekslinger, og jeg var skuffet og spurgte, om Nationalbanken ikke havde tænkt sig at levere på de aftaler, de indgik.” (side 118-119).
Igen blev Lars Løkke Rasmussen tilkaldt, og efter endnu et møde mellem ministeren og ATP blev den sidste portion lån udstedt. I den skriftlige godkendelse blev valutaen igen ikke nævnt. Begrundelsen for lånet var efterspørgsel, bl.a. fra ATP. Selvfølgelig gav ATP-aftalen valuta til Danmark, men intet tyder på, at det var en nødvendig dyr løsning på grund af presset på valutabeholdninger.
Baggrunden for den ubegrundede udgift
Der var en helt anden begrundelse for det 30-årige lån. Finanskrisen var i gang med at afsløre VK-regeringens økonomiske politik som uansvarlig. Den danske økonomi var i vækst frem til krisen og byggede på en økonomisk boble skabt af enorme udlån fra bankerne og billige lån til boligejerne.
Eksperter advarede, men den politiske gevinst for regeringen var for stor til, at den ville at dæmpe økonomien. Med krisen kunne boligejere med flekslån se frem til betydelige rentestigninger. Det ville regeringen undgå. Den fik den Sociale Pensionsfond, SP, til at købe for 22 mia. kr. obligationer i flekslån (nævnt i Rangvid-undersøgelsen) for at holde renten nede.
Når et enigt Folketing har vedtaget, at en del af dette lån ubegrundet har påført skatteyderne en udgift på 35,6 mia. kr., må der selvfølgelig placeres et ansvar
Men vigtigere var det, at ATP med aftalen lovede at købe for 100 mia. kr. fleksobligationer. Det var kontroversielt, at staten skulle hjælpe boligejere med de risikofyldte flekslån. Lars Løkke Rasmussen afviste i pressen at hjælpe flekslånerne, men i det hemmelige godkendte han en vigtig hjælp betalt med den dyre aftale med ATP.
ATP hjalp boligejerne og skød desuden milliarder ind i nødlidende banker. ATP har ikke uden grund fremhævet deres indsats under krisen, men uden at nævne den bagvedliggende aftale.
Hele forløbet med det 30-årige lån fortjener en grundig undersøgelse. Og når et enigt Folketing har vedtaget, at en del af dette lån ubegrundet har påført skatteyderne en udgift på 35,6 mia. kr., må der selvfølgelig placeres et ansvar. Lars Løkke Rasmussens navn er gennemgående i forløbet.
Om den ubegrundede udgift kan det siges, at staten skal overholde de aftaler, den indgår, men så må det frem i lyset i stedet for at fastholde hensynet til valutabeholdningen. Det ville være godt for demokratiet, hvis Lars Løkke Rasmussen og andre ansvarlige står frem og fortæller deres version af denne historie.
POV har bragt disse artikler om sagen:
Erik Matzen: “Sådan førte Foghs og Løkkes regeringer finanspolitik uden om Folketinget”
Kim Kristensen: “Der kom en høj mand fra Reuters og gav dig det her”: Et besøg hos en statsrevisor …”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
