MIDTVESTLIV // KLUMME – Hvorfor er fodbold og vold så uløseligt forbundet i Danmark? Efter at have oplevet utallige sportskampe fra fredelige amerikanske tilskuerpladser undrer Julie Bendtsen sig over det kaos og hærværk, der længe har virket som en integreret og nærmest accepteret del af Danmarks – og resten af Europas – fodboldfankultur.
CHICAGO – Vores sommer i Danmark bød på utallige uforglemmelige øjeblikke og stjernestunder, og en af dem vil få altid stå mejslet i hukommelsen på min (på det tidspunkt otte år gamle) søn. Min bror, som er og altid har været inkarneret fan af et specifikt fodboldhold, tog sin nevø med til en kamp i Parken i København.
Vores stolte søn kom hjem med lys i øjnene og en holdtrøje på overkroppen og helt fyldt op af den oplevelse, det havde været. Jeg blev så glad, da jeg så ham og hans glæde over det – men jeg måtte også erkende, at min glæde var blandet med en vis lettelse. Inden de drog af sted til familiefodbold, havde jeg nemlig en lille nagende bekymring – hvad nu, hvis der skete dem noget?
Så står jeg op mandag morgen og læser om endnu en massepsykose i Parken
Det er en absurd og ærgerlig tanke for mig, at det er en frygt, der uløseligt hænger sammen med det at være fan og gå til sportsbegivenheder i Danmark. Men faktum er, at vold og fodbold er et makkerskab med en – alt for – lang historik i Danmark, og hver eneste gang, jeg læser om smadrede S-tog, romerlys på stadion og byrum omdannet til slagmarker, undrer jeg mig. Hvordan kan det ske? Hvordan kan det blive ved med at ske? Og hvor i alverden kommer al den vold fra?
Hooliganisme og vilde billeder fra Wembley
Hooliganisme har længe været et problem i især engelsk fodbold, og jeg tror, de fleste af os husker de kvalmende billeder fra Wembley efter Englands nederlag til Italien i det europæiske mesterskab sidste år. Men det er ikke kun hooliganerne, der skaber problemer og utryghed, og som er skyld i, at mødre som jeg skælver lidt ved tanken om mit barn på tilskuerrækkerne. Det er også de “almindelige” ballademagere. Og de har fået al for lang snor alt for længe.
Sport – og det at se sport – er en kæmpestor del af amerikansk kultur og familieliv. Amerikansk fodbold og basketball på college-niveau bliver konstant vist live i fjernsynet, og det at score en billet til de mest eftertragtede kampe kan snildt løbe op i beløb, der for den almindelige amerikaner svarer til en månedsløn.
For min skyld kan de mødes i alle de afsides skove, de vil
Da vi her i familien pludselig fandt os selv som glødende Carolina Hurricanes-fans, overvejede vi et sæsonkort til isen, men blev alligevel grebet af sund fornuft, da vi tjekkede priserne. I stedet tog vi til alle de kampe, vi kunne komme i nærheden af – og ikke en eneste gang følte vi os utrygge.
Ishockey er en voldelig sport. Der er blod og udslåede tænder, og de mange skader er ikke altid resultatet af en puck, der kommer flyvende med 160 kilometer i timen. De kan også komme af mødet med en modstander, der har smidt handskerne og er klar til en rask nævekamp, inden dommerne – typisk efter at have set på i lidt tid – bryder ind og stopper festlighederne.
Det er primitivt, det er råt, det er egentlig også ret dumt – og det bliver på isen. På tilskuerpladserne hujer de ellevilde fans, klædt i deres respektive fangear, og begge hold er repræsenterede. De sidder sammen, de hepper på hvert sit hold, men de kan godt finde ud af at holde det civiliseret (sportsforældre kan være en anden snak, men lad nu det ligge …).
Massepsykose i Parken
Selvfølgelig findes der voldsparate fans i amerikansk sport, og flere fanbaser i for eksempel Philadelphia, Californien, Minnesota – ja, endda pæne, canadiske Montreal – har det med at blakke deres eget ry fra tid til anden. Men vold mod politiet, hærværk og anholdelser virker, som om det i langt højere grad er en del af sportens hverdag i Danmark, og jeg mangler stadig at forstå hvorfor.
Når man som dansker bor i USA, bliver man fra egne landsmænd og andre, der er bosat andre steder i verden, konstant konfronteret med de grove mængder vold, landet kæmper med. Og det er rigtigt. Chicago, som vi bor lige uden for, er en ekstremt voldelig by med ekstremt mange drab, skyderier, carjackings og voldsepisoder.
I langt de fleste tilfælde kan jeg holde Danmark op i mit hoved som den trygge og fredelige modsætning, men så står jeg op mandag morgen og læser om endnu en massepsykose i Parken. Og ryster på hovedet.
Danmark er sådan et ordentligt land. Vi betaler vores skat, og når nogen ikke gør, har vi anonyme hotlines, som vi kan sladre om de andre på. Vi står pænt i kø i supermarkedet, vi kører ikke spirituskørsel (et fænomen, som amerikanerne ellers overvejende ser en hel del mere gennem fingre med), vi går ikke rundt og skyder hinanden.
Men når to hold mødes for at spille en kamp inden for en sport, der vel i bund og grund er til for at skabe glæde og være et frirum for dem, der kigger på, ryger næverne op og al almindelig hjernefunktion ud af vinduet.
Hold det ude i skoven
Det minder helt om julefrokostfænomenet. Alle de pæne og velopdragne familiefædre (og -mødre, jeg er ikke ude på at diskriminere her), der til hverdag holder slipset stramt og sjoveren i slacksene, men som, når snapsen stiger til hovedet, pludselig får en ubændig trang til både at knalde kollegaen og pisse i planten bag kontordøren. Er det det samme med sport? Når fadøllen bliver hældt ned i løgnhalsen, skyller den alle hæmningerne og de indestængte frustrationer med sig, og så skal man bare finde nogle sæder at kaste med?
Måske handler det nok også bare om, at jeg ikke kan forstå motiverne bag volden og lysten til den. Jeg kan godt forstå, at man kan blive virkelig passioneret i forhold til sit favorithold (og jeg ved, at det kan slå hårdt, når de skuffer) – men det der behov for at råbe skældsord efter og uddele øretæver til nogen, der i bund og grund føler præcis det samme, som man selv gør, men bare sender den kærlighed i retning af et andet hold, går over min forstand.
Jeg er godt klar over, at hooliganisme er fænomen helt for sig selv. Et fænomen, der vel i bund og grund ikke har særlig meget med sport eller fankultur at gøre, og som i langt højere grad handler om nogle dybt problematiske eksistenser, som på grund af enten opvækst, bandemiljø eller en helt overordnet massiv mental blokering har et behov for at finde et voldsfællesskab.
For min skyld kan de mødes i alle de afsides skove, de vil, og efter forudgående aftale slå hinanden til plukfisk. Good riddance, som vi siger herovre. Bare I holder det væk fra stadion og andre (normalt fungerende) mennesker.
Voldskultur i rivende udvikling
I de seneste måneder har jeg lagt mærke til, hvordan både pressen og politikerne har haft travlt med at ytre, at nu er det altså blevet for meget, og nu skal der altså gøres noget ved det. Jeg har imidlertid svært ved at få øje på dels nogle konkrete forslag og dels en god forklaring på, hvorfor der ikke er blevet gjort noget for længst. Hvorfor der ikke er kommet strengere tiltag og hårdere konsekvenser, inden voldskulturen fik lov at udvikle sig, som den har gjort. Inden den fik lov at blive så markant en fure i sportens ansigt.
Min søn var ovenud lykkelig for at få lov at opleve en superligakamp, og jeg var ovenud lykkelig for, at han fik lov, og at min bror gav ham chancen. Jeg håber, han får chancen igen – og at jeg, til den tid, kan sende ham af sted uden bekymringer. Men med det tempo, voldstilhængerne har fået lov til at udvikle sig og slå sig løs i indtil nu – og det tempo, politikerne har forsøgt at løse problemerne med – har jeg lidt svært ved at tro på det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her