MIDTVESTLIV // KLUMME – Forældrebashing, shaming, kald det, hvad du vil. Fænomenet er lige så udskældt, som det er kontroversielt, men ind imellem er der for lidt af det. Det er i hvert fald Julie Bendtsens opfattelse, efter at have oplevet nogle mildt sagt ucharmerende episoder i sportens verden.
CHICAGO – Sport er stort i USA. At det forholder sig sådan, er måske ikke breaking news, men at det fylder så meget, som det gør, er alligevel en omstændighed ved at bo i USA, der bliver ved med at overraske mig.
Forældre planlægger hele deres familieliv, ferier og aftaler rundt om deres børns sportsgrene – og her taler vi altså ikke bare om de collegesøgende sønner og døtre, der håber at få adgang via deres exceptionelle lacrosse-talenter. Vi taler også om familiens yngste, der spiller fodbold på miniputplan. Sport er vigtigt, og ofte synes det vigtigere end alt andet.
Rundt om mig sad nemlig den ene højtråbende forældrebrøleabe efter den anden og gjorde det klart for enhver, at det der foregik på isen, bare ikke var godt nok
For et par uger siden havde jeg som så ufattelig mange gange før indtaget et hårdt sæde for at fryse min mås til grødis i min dedikerede rolle som hockey mom. Den otteårige skulle spille den ugentlige kamp mod et andet af klubbens hold, og kampen i sig selv var så helt igennem inderligt ligegyldig, hvis vi altså fratrækker spilleglæde, holdånd og alt det positive ved motion i alle aldre.
Der var ikke tale om et mesterskab af nogen art, der var ikke engang tale om en konkurrerende klub. Der var tale om en gruppe andre otte- og niårige, som med tilfældighedens kraft var havnet på et andet hold, da en større gruppe blev inddelt i mindre ved sæsonens start. Det var dét.
Men efterhånden som kampen skred frem, skal jeg da ellers lige love for, at det overhovedet ikke var dét. Rundt om mig sad nemlig den ene højtråbende forældrebrøleabe efter den anden og gjorde det klart for enhver, at det der foregik på isen, bare ikke var godt nok. Og det skulle både spillere, trænere og dommere have at vide. I meget klare vendinger.
Forældre uden skam
Jeg var først overrasket, siden målløs og til sidst virkelig forfærdet. Her sad jeg for at se mit yngste barn skøjte rundt og se umanerligt nuttet ud i alt sit udstyr, mens han havde det sjovt med sine lige så nuttede venner – og rundt om mig sad så mange andre, som efter alt at dømme var klar til at indtage isen selv med et par kølige knytnæver, hvis dommeren overså endnu en offside eller deres barns træner så meget som én gang til så igennem fingre med en halvsløj aflevering.
Hele situationen var ikke bare frygtelig akavet, den var decideret ubehagelig, og jeg gik fra kampen med en virkelig dårlig smag i munden. Og den helt klare overbevisning, at de her forældre burde skamme sig. Men det gør de ikke.
Voldelige og upassende forældre findes skam også i Danmark
Sidste år så jeg til fra de samme tilskuerrækker, da den dengang syvårige lavede et såkaldt cross check på en af sine modspillere. Det er ikke tilladt, det er virkelig upassende i så ung en alder, og jeg var ved at krybe ned under bænken af skam. Ishockey er en notorisk voldsom sport, kendt for sine slåskampe og mange tandløse topspillere, men cross checking – når en spiller holder sin stav vandret med begge hænder og slår modspilleren med den, gerne et af de bløde steder, der ikke er beskyttet af det omfattende udstyr – er ikke tilladt på noget niveau i sporten.
Heller ikke selv om det sker hele tiden, og vi havde på det tidspunkt muligvis set lidt for mange Stanley Cup playoff-kampe til, at familiens hockeyspiller havde fanget alvoren af det, inden han selv forsøgte sig med det på isen. Ikke desto mindre gav det ham to minutter i straffeboksen og senere en mor-reprimande. Han har ikke gjort det siden.
Nedarvet røvhulsadfærd
Når jeg ser, hvordan de andre forældre råber til og af deres børn og disses stakkels – i øvrigt hårdtknoklende og ganske ulønnede – trænere, kan jeg godt tænke, at min reaktion dengang måske var lige lovlig fintfølende.
Men så igen: Hvorfor skal vi opdrage vores børn til at være små røvhuller? Som senere bliver store røvhuller? Når vi sidder der, som de, der skulle forestille at være vores børns forbilleder, og råber og skriger og ødelægger stemningen for alle de tilstedeværende, fordi vi ikke kan tåle at se vores børn misse en aflevering i en inderligt ubetydelig kamp, er det os, der giver røvhulsadfærden videre.
Jeg nævnte episoderne for en anden mor, som nok var afstandstagende, men ikke det mindste overrasket. Hun fortalte om, hvordan en af forældrene på hendes (10-årige) søns baseballhold ved årets sidste kamp var kommet op at slås med en af trænerne. Ikke bare lidt skænderier eller skubben – ægte, fysisk slagsmål. I min danske naivitet tænkte jeg, at det var et amerikansk fænomen, netop på grund af nationens nærmest religiøse holdning til sport, men en hurtig søgning gjorde mig klogere: voldelige og upassende forældre findes skam også i Danmark – og de ødelægger det for alle andre.
Det har ikke en pind med passion at gøre. Det handler om opdragelse og attitude
I sidste uge skabte Holger Rune – igen – overskrifter og ikke af den gode slags. Jovist, der blev skrevet om hans talent, som virker uafviseligt, og om den ellers imponerende vej mod grusets top i French Open. Men der blev skrevet mere om hans opførsel, hans usportslighed, hans arrogance, hans rådne attitude og hans barnlighed.
Bag ham står ikke bare en momager, der tilsyneladende er klar til at forsvare al hans gøren og laden, men også en pænt stor gruppe danskere, der mener, at det i den 19-årige tennisspillers tilfælde er ok at opføre sig som en idiot. For man kan jo ikke blive noget inden for topsporten uden en stor personlighed, vel? Og han er jo bare 19 år gammel. Han er jo stadig ung, ikke?
Ærgerlig attitude
Lad os tage det første først: Nej, jeg tror ikke man når til tops uden at have en stor personlighed, et ego til den stærke side og en ordentlig portion selvtillid. Men alle de ting er mulige uden at opføre sig som Danmarks nyeste tennishåb gør. Præcis som så mange andre tennisstjerner før ham har gjort uden samtidig at have behov for at gøre sig så uheldigt bemærket, som man immervæk gør, når man råber bøsserøv efter sin ene modstander og nægter at give ordentlig hånd til den anden.
Og ja, han er ung, men hvis man er gammel nok til både at stemme og indkassere millioner af kroner på sit arbejde, så er man også gammel nok til at opføre sig ordentligt. Det har ikke en pind med passion at gøre. Det handler om opdragelse og attitude.
Hvad skal vi så overhovedet med fænomenet sportsmanship?
Og lad os nu lade være med at forfalde til de bekvemme floskler og blande Jantelov ind i det, ok? Jeg har levet uden den i så lang tid, at jeg har fået tilpas meget armslængde til at gennemskue, hvornår nogen rent faktisk er ofre for den, og hvornår folk bare bruger den som en undskyldning for at opføre sig, som det passer dem.
Sidstnævnte sker desværre med noget større hyppighed end førstnævnte, og det er enerverende, fordi det betyder, at begrebet er blevet skamridt af egoister og andre individualister uden særlig meget skam i livet til ingen verdens nytte.
Re-Sepp-Ten for fuld udblæsning
Jeg ville elske at heppe på Rune, som jeg gjorde det på herrelandsholdet sidste sommer, da hele familien susede rundt i vores DBU-tshirts og knaldede “Re-Sepp-Ten” ud over Illinois’ landeveje, og som jeg gjorde det, da Danmark ishockeylandshold på fænomenal vis slog Canada, og hver gang jeg ser det danske flag på en OL-medalje.
Men jeg kan ikke få mig selv til det, uanset hvor sjovt det så er at have et dansk islæt i topsport. På samme måde som jeg heller ikke længere hepper på mine ellers så tidligere højtelskede Carolina Hurricanes. Jeg kan simpelthen ikke få øje på én god grund til at støtte hverken sportsindivider eller klubber, der legitimerer rådden adfærd. Hvis talent i sig selv undskylder alt andet, hvad skal vi så overhovedet med fænomenet sportsmanship?
Fredag aften løber vores søn og hans holdkammerater ud på isen som et sødt og festligt indslag i pausen mellem to perioder af Chicago Wolves’ første Calder Cup finalekamp denne sæson. Han glæder sig helt vildt, og det samme gør vi – fordi det er sjovt for ham.
Og måske er jeg bare en uambitiøs hockeymor, og måske er det min blødhed og mangel på accept af bare at lukke svinehunden ud, der ender med at koste ham en plads i NHL. Til gengæld kan jeg så håbe på, at vi i stedet får grundlagt noget andet: almindelig anstændighed, respekt for andre og at sport gerne må være sjovt, også når de andre vinder. Hvis det lykkes, tror jeg såmænd nok, han skal blive til noget alligevel.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
