FRIVILLIGHED // FESTIVALER – Heartland er en utrolig smuk festival på Egeskov Slot på Fyn. Den erklærede ambition er at kombinere live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen. Hvad motiverer de frivillige? POV interviewer ”frivilligchefen” og lytter til to frivilliges fortællinger. De bruger begge frivilligtjansen som en indgang til en branche eller et felt.
Frivilligchefen på Heartland siger
Laurits er sektionsleder for frivilligsektionen, dvs. han er ”frivilligchef” på Heartland på Egeskov Slot på Fyn Det er et lønnet deltidsjob. I København. Ved siden af jobbet laver Laurits artist management i firmaet The Arrangement Management. Og er indskrevet på Performance Design & Plan, By & Proces på RUC.
Laurits fortæller, at Heartland, som sælger omkring 15.000 billetter, gik efter ca. 3.400 frivillige i år, men han har måttet nedjustere tallet i flere omgange, og Heartland er midt i festivalens afvikling stadig en del underbemandet.
Der mangler i omegnen af 400-500 frivillige, hvilket måske svarer til cirka 15 %.
Laurits fortæller: ”Der er flere forskellige typer af frivillige. Der er et samarbejde med Faaborg-Midtfyns kommune, og der er flest frivillige fra lokale foreninger, som løser serviceopgaver og får en vis betaling pr. frivilligtime, som går i foreningens kasse og er med til at finansiere foreningens aktiviteter resten af året. Og så er der festivalens ”egne” frivillige, som ikke koster Heartland noget. Begge grupper kaldes Heartworkers, og de får armbånd, dvs. adgang til festivalen, forplejning og rabat på overnatning.”
Direkte under sig har Laurits 10 frivillig-koordinatorer, som alle selv er frivillige, men som lægger meget mere arbejde i festivalen end de såkaldte ”armbåndsfrivillige”. De er på vej ind i kulturbranchen og drømmer alle sammen om at arbejde med musik eller kultur, selvom deres opgave på Heartland måske er at koordinere et skraldehold, siger Laurits.
Festivalen er en mulighed for dem for at komme et skridt nærmere drømmen:
”De får erfaringer og løser praktiske opgaver med ledelse og organisation. De får ansvar. De får noget på CVet. Og de får en udtalelse, som de kan bruge, hvis de vil have det.”
Jeg tror, vi har glemt, hvor godt vi kan lide at være på festival. Folk har lært ‘at holde fri’ – det går ikke længere ud på bare ‘at opleve, opleve og opleve hele tiden
De frivillige motiveres således af forskellige ting, forklarer Laurits:
”Mange af de forenings-frivillige kommer for at tjene penge til deres forening og specifikke aktiviteter i foreningen. Men det er primært musikken og kunsten, der motiverer vores frivillige. Som er yngre end publikum. Og der er en overvægt af kvinder. Alle de studerende, der er på festivalen, er frivillige. Der er mange studerende fra kulturfagene på KU og fra storbyerne generelt, som godt vil deltage i festivalen og spare penge til armbånd, forplejning og overnatning.”
”Vores Heartworkers kommer specifikt til Heartland ift. andre festivaler, fordi Heartland tilbyder en blanding af oplevelser i de fire indholdssøjler: Music, Art, Talks og Food.”
”Heartland har ry for at være eksklusiv. Vi er festivalernes luksushotel. Man går ind i sine hvide sneakers og går hjem igen med sneakers, der stadig er hvide. Og vi har virkelig store talk-navne. Der var RIGTIG mange tilmeldinger til frivilligtjanser fra de studerende, da Judith Butler gav en Future Talk i 2019. Hun er en verdensberømt amerikansk feministisk tænker, som mange ikke mindst i universitetskredse har læst. Men der har også været mange andre internationale superstjerner (som f.eks. Salman Rushdie, Slavoj Zizek og Günter Walraff i 2018, Vivienne Westwood og Guy Standing i 2019 og f.eks. Margaret Atwood, PJ Harvey og Angela Davis i 2022 – red.).”
De sidste to år, hvor der ikke har være festival, har været svære for os. Vi er i gang med at opbygge en gruppe af frivillige, herunder helårsfestivalfrivillige, men vi har i den grad mistet momentum i vores foreningsopbygning
”I år har det været svært at rekruttere de frivillige. Men der mangler ikke kun frivillige, det er også sværere at sælge billetter. Jeg tror, vi har glemt, hvor godt vi kan lide at være på festival. Folk har lært ‘at holde fri’ – det går ikke længere ud på bare ‘at opleve, opleve og opleve hele tiden’ – vi har under corona lært, at det også kan være godt at ‘trække stikket’.
”De sidste to år, hvor der ikke har være festival, har været svære for os. Vi er i gang med at opbygge en gruppe af frivillige, herunder helårsfestivalfrivillige, men vi har i den grad mistet momentum i vores foreningsopbygning. Heartland er en ung festival og har ikke mange års frivilligtradition at trække på, selvom skraldeteamet og hegnsholdet går tilbage til Midtfyns Festival.”
Læs anden del af serien: Blandt metalheads på Copenhell
Læs tredje del af serien: Stor fest og større formål på Roskilde
De frivillige på Heartland siger
Frederik er 21 år og er en af 10 frivilligkoordinatorer på Heartland. I det civile liv er han ”artist manager” for to bands/kunstnere og souschef i en virksomhed, hvor han koordinerer kunder og virtuel reality events.
På Heartland har han været i gang siden februar – måske 10 timer om måneden før festivalen, hvor han er på arbejde ”hele tiden”. Frederik koordinerer frivilligarbejdet for alle barerne. Det vil sige, at han står for kommunikation med de frivillige, fordeler folk til barerne, laver vagtplaner (2 x 6 eller 1 x 12 timer), løser diverse teamudfordringer og andre udfordringer ift. frivilligheden.
Med en fortid som frivillig projektmager og projektgruppe- og -ledelsesuddannelser fra Bregninge Efterskole, IBA Kolding og Niels Brock har Frederik en hel del formel og uformel erfaring med koordinering og projektledelse.
Frederik er ikke direkte ansvarlig for at hverve frivillige, men han prikker da rundt i sit netværk. Det er fedt at lave festival med folk, man kan lide. For eksempel havde han selv lært frivilligchefen Laurits Heegaard Rasmussen at kende i musikindustrien og syntes, at han var en fed person, han godt gad lave noget sammen med.
”Laurits har ført mig ind i hele arbejdet, han er nærmest mentoragtig og er enormt god til at dele ud af det, han kan og ved. Holdet, jeg blev mødt af, var fedt. Der var store smil og godt humør. Og folk var enormt løsningsorienterede og indstillede på, at man skulle have en sjov oplevelse som frivillig”.
Heartland er en ny festival. Man er nødt til at dyrke de frivillige og give dem gode vilkår. Man kan stille højere krav til de frivillige på Roskilde, det vil sige give dem flere/længere vagter og så videre – på grund af non-profit og de gode formål, som man støtter.
”Min hovedinteresse ligger i selve festivalarbejdet, som for mig er at give andre en fed helhedsoplevelse. Heartland er i særklasse blandt meget forskellige festivaler. Roskilde er non-profit, Heartland er en virksomhed.”
Traditionelt er man forholdsvis autodidakt i det her felt, og man skal kende folk for at få hjælp. Men nogen er bare bedre til at dele ud. Og fremtidens musikindustri kræver ikke kun en konkurrencekultur, men også en samarbejdskultur
”På Roskilde kan man mærke den store fællesskabsfølelse, hvor Heartland til forskel også er et showroom for virksomheder. Alt på Heartland er flot, og meget er rigtig lækkert. Diorama-scenen (”Heartlands intime koncertunivers for musikalske talenter med skovsøen som bagtæppe”) er fx enormt flot og en fed ramme for det, som foregår. På Roskilde er det sværere at lave de små og hyggelige ting, fordi alt er og skal være stort på Roskilde. Og så er Roskilde nok mere subkultur på kunstområdet.”
”Jeg synes, det er enormt sjovt at lave Heartland her og nu. Det er klart noget, jeg kunne tænke mig at lave i fremtiden. Jeg vil gerne være en del af det faste, professionelle hold på Heartland. Nu arbejder jeg med koordination mellem frivillige og barer, og jeg kunne godt se mig selv i en fremtid som professionel i feltet mellem kultur (på den bæredygtige måde) og virksomheder.”
”Lige nu har jeg øjnene på en uddannelse i Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium. Traditionelt er man forholdsvis autodidakt i det her felt, og man skal kende folk for at få hjælp. Men nogen er bare bedre til at dele ud. Og fremtidens musikindustri kræver ikke kun en konkurrencekultur, men også en samarbejdskultur.”
Hanne Petersen
Hanne Petersen er 24 år og billedkunststuderende på VERA skole for kunst & design i København. På Heartland taler hun med gæsterne om kunsten.
”Jeg er frivillig på Heartland og ikke en af de andre festivaler, fordi Heartland promoverer sig på at være en kultur- og kunstfestival, og jeg er interesseret i kunst. Jeg er frivillig i 2 x 6 timer under festivalen, fordi jeg ikke har økonomi til at købe en billet.”
”Til daglig studerer jeg på VERA i København. Det er en skole, hvor mange unge – de fleste i tyverne – forbereder sig til at søge ind på kreative og kunstneriske uddannelser: kunstakademier, designuddannelser, arkitektskoler osv. Og jeg er selv netop blevet optaget på en skole i Sverige.”
I foråret 2022 hørte Hanne et oplæg på VERA-skolen. Det var Ditte Knus Tønnesen, som er kunstner og Art Program Project Manager på Heartland, der gav en talk om sit virke som kunstner.
Oplægget var så godt og inspirerende, at Hanne skrev til hende og spurgte, om hun ikke kunne blive en del af hendes hold. Det kunne hun godt.
Heartland var en mulighed for at få erfaringer, og Hanne blev Heartland-frivillig og en del af holdet. Hendes opgave på Heartland er at gå i dialog med publikum foran de enkelte værker i kunstprogrammet.
Jeg ville gerne prøve at være tæt på kunstnerne, og det var ikke kun selve den udøvende proces, men også alle de praktiske foranstaltninger omkring kunsten, som trak. For eksempel at få noget erfaring med at stå foran et kunstværk og formidle
Jeg møder Hanne og hendes medstuderende Iben foran hovedværket Worship the Bat af britiske Jeremy Deller, der står som ”en stor flagrende maskot på plænen foran slottet”.
Værket er en hyldest og ode til flagermusen, og måske er det – i følge kunstneren – starten på en flagermus-religion. Det forstår jeg ikke meget af, og her kan Hanne øve sig i at hjælpe beskueren og måske være fødselshjælper for nye oplevelser og perspektiver.
”Jeg ville gerne prøve at være tæt på kunstnerne, og det var ikke kun selve den udøvende proces, men også alle de praktiske foranstaltninger omkring kunsten, som trak. For eksempel at få noget erfaring med at stå foran et kunstværk og formidle. Det kan sådan set føre alle veje hen.”
”Her er flot på Heartland. Virkelig flot. Lokationen er magisk, og omgivelserne er dejlige, grønne og smukke. Man kan se, at der er blevet truffet virkelig mange valg, hvor det æstetiske har vægtet højt. Det er fedt, at gæsterne er ældre end for eksempel på Roskilde. Tempoet og energien passer mig bedre.”
[Hannes identitet er ændret til dette interview]
Frivillige på Heartland
- Heart Leader – 5 dage – 50 timer
- Heart Core Crew -10 dage – 100 timer
- Heartworker (”Armbåndsfrivillige”): 2 x 10 timer før, 12 timer under eller 12 timer efter. Armbånd, T-shirt, drikkedunk, forplejning under vagten, gratis overnatning på camping, adgang til Heartworker Area og billigere priser i Heartpub (frivilligbar). Invitation til frivilligfest i efteråret og frivillig-fællesskabet året rundt
- Foreningsfrivillige – tjener penge til foreningskassen. Opgaver og betaling aftales i god tid. Foreningsfrivillige har samme vilkår som Heartworkers
- Læs mere om Heartland her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her