HEARTLAND // ANMELDELSE – Mona Moroni, EEG GEE og Coco O er navne, der kommer til at præge dansk musik i fremtiden, skriver Kasper Simonsen. På Heartland-festivalen leverede de alle smukke og specielle musikoplevelser, men Coco O skulle have skruet op for intensiteten.
Når jeg tager på festival, er det sjældent for at vælte mig rundt i halvlunkne fesne øl eller drikke mig fra sans og samling. Det lader jeg andre om. Det er de meget bedre til. Allerede som ung var jeg altid den i campen, der sad med oversigtspapirer og holdt øje med, hvornår de forskellige kunstnere gik på scenen – og har gået til koncerterne alene om nødvendigt. For jeg er der for at få musikalske oplevelser. Også dem jeg ikke troede, jeg skulle have.
Sådan en oplevelse fik jeg på sidste weekends Heartland Festival ved Egeskov Slot. Jeg havde spottet bandet Mona Moroni som værende interessant. Sangen ”Kun du” har i mange måneder ligget i fast rotation i mit hjem på Østerbro. Dens bløde sfæriske melodiøse væsen havde fanget mig og hensat mig i en trancetilstand flere gange, så dem ville jeg opleve live. For hvad kunne de mon live?
Sjældent er jeg blevet forført af så lækre toner, der dansede roligt og luftigt afsted i et alternativt popunivers med masser af nostalgiske musikalske henvisninger
Sammen med et par gode venner slentrede vi hen til festivalens allermindste scene, Diorama, der står blandt trækroner gemt i en lille ’skov’. Det hvidklædte band og sangeren Sofia, der var klædt i mørkt, trådte lidt nervøs ind på scenen til sporadisk klappen fra de ca. 150 tilskuere, der var dukket op. Og så gik de i gang. Hold da op …!
Sjældent er jeg blevet forført af så lækre toner, der dansede roligt og luftigt afsted i et alternativt popunivers med masser af nostalgiske musikalske henvisninger. Bandet kreerede et drømmepop-univers, som med deres bløde synthesizer-sound rakte ud efter danske 80´er-ikoner som Rocazino og News. De boltrede sig på scenen i vellyd, og det er tydeligt, at de har bygget videre på 80´er-poppen og oveni kreeret deres univers.
Man kunne i starten stå helt fremme ved scenekanten og drømme sig væk og bade i skyer. Pladsen blev dog mere og mere trang, for vellyden lokkede flere publikummer til. For hver sang bandet havde spillet, bemærkede de, at antallet af publikummer voksede eksponentielt, og til sidst stod der knap 1.500 henførte festivalgæster og nød de overvældende sange. Genertheden og nervøsiteten dampede også stille og roligt væk, og selv bandet måtte overgive sig til smil og taksigelser.
”Tankerne tåger” var både intenst og kraftfuldt, men også stærkt drømmende. ”Midt i maj” tog én i hænderne og lagde én ned i et ton vat, hvorpå man blev sendt ud i en ædruelig transcendental rejse halvvejs ud i universet. Kun halvvejs fordi man dels fløj afsted og samtidig var uhyre bevidst om, at man stod på Heartland foran den mindste scene og så måske festivalens største åbenbaring.
Inden Mona Moroni sluttede af med ”Kun du”, deres mest aflyttede sang til dato, som har fået henved 400.000 afspilninger på Spotify, så lagde de fra land med balladen, ”Ud hvor du ikke kan nå”, der lød som den kærligste hyldest til Ulla Colds (fra Rocazino) smukke stemmeunivers samtidigt med, at Mona Moroni bare er helt deres egen.
Bandet vurderede efterfølgende selv, at koncerten på Heartland nok var deres 10. optræden i alt.
Hvis man skulle give sig selv en skøn overraskende oplevelse, kan det anbefales, at man joiner dem i deres 11. optræden på festivalen ”Syd for Solen”, der løber af stablen d. 8.-10. august i Valbyparken. For Mona Moroni er lige nu en af dansk musiks helt store dejlige overraskelser. Og svaret på dansk musiks fremtid. Vi er alle i gode hænder.
EEG GEEs potentiale
I en lidt anden genre trak Emma Grankvist – også kaldet Eee Gee – et stort publikum den tidlige eftermiddag på Highland, den næststørste scene på Heartland. Et talstærkt publikum var nysgerrigt dukket op efter regnen for at se den dygtige sanger, der i de senere år har banket sit navn pænt fast. Hun startede i elektropop duoen Young Tiger i 2019, men etablerede sig for alvor i 2022 med albummet ”Winning”.
Hendes popunivers har en stor international lyd i sig. Billie Eilish og en tidlig Dua Lipa kunne sagtens have lyttet til den kompromisløse danske kunstner. Hun lister tilmed små doser af country ind i sit alternative popunivers, der altid ved, hvor det skal hen. Og vi føres afsted kyndigt med en sporadisk sound, jeg kun kender fra engelske Cocteau Twins.
På scenen lokkede Emma Grankvist publikum ind i sit distortede nonchalante univers. Når man oplever hende live, så smager man også noter af Stevie Nicks. Og da jeg først zoomede ind på det, så hørte jeg tydelige referencer til Fleetwood Mac og Roxy Music, som dryppede ind i de funky kompositioner.
Hun kaldte publikum for skybrudskrigerne, som refererede til at regnen lige havde væltet ned på markerne omkring Egeskov, og at vi måtte forcere kæmpe dybe vandpytter. Men den virkelige skybrudskriger var hende selv. For hun fik solen til at danse ind sammen med det velspillende band. Hendes internationale vokal klædte de grandiose kollager i den flotte optræden.
Eee Gee er en helt speciel blomst, der er groet ud af dansk musik de senere år, og man skal ikke blive overrasket over, hvis hun indenfor de næste år laver et kæmpe hit ude i verden.
Hun har potentialet til noget større.
Coco O i top – med en anelse tomgang
Coco Maja Hastrup Karshøj er et lidt langt kunstnernavn, og derfor har hun heldigvis taget navnet Coco O. Med en spændende fortid i Boom Clap Bachelors og ikke mindst L.A projektet Quadron har Coco allerede lagt store afstande til den danske musikalske andedam.
For dem, der ikke lige ved det, har hun ligeledes arbejdet med Tyler the Creator på to af hans albums og desuden også Jay -Z på Baz Luhrmann-sountracket til ”The Great Gatsby”. Coco O har en fremragende karriere. Selv var jeg pænt imponeret over hendes duet med Mads Langer i ”Afterglow”. Hendes stemme er storladen og meget flot.
Alligevel var jeg en smule skuffet over hendes Heartland-optræden. Det var som om, intensiteten ikke helt kom ud over rampen, hvilket også kan være svært på Heartland, men bestemt ikke umuligt. Det beviste både Rick Astley og Grace Jones senere på dagen.
Bandet svingede ellers virkelig godt, og korarrangementerne var i top, men det forhindrede ikke hendes lækre slow-pop i nogle gange at gå i tomgang. Det manglede en smule mere sjæl.
Og hvad er det nu, sjæl er? Det er, når kunstneren på scenen tør krænge sig ud og slippe bremsen og udtrykke det, som ligger allerinderst. Jeg siger ikke, at det er let. Men jeg siger, at Coco O manglede at slippe bremsen. For hun kan meget mere end det, hun viste de mange fremmødte på Heartland. Derfor var det en smule skuffende.
Læs også Gorm Blochs anmeldelse “Mageløse Metallica i Parken”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og