KRIG I UKRAINE // INTERVIEW – Civilbefolkningen er blevet en del af krigshandlingerne i Ukraine, og det stiller den enkelte overfor nogle svære valg, siger Anastasiia Bulanienkova, der befinder sig midt i krigens kaotiske gru. Det er tredje gang, at POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner taler med den ukrainske kvinde om krigen fra hendes perspektiv. For hver gang er krigens brutalitet rykket nærmere på hende personligt.
Da Anastasiia Bulanienkova sidst talte med en god ven i USA, kunne hun et øjeblik ikke forstå, hvorfor han tilsyneladende havde masser af tid til at snakke og ikke havde spor travlt med at komme på arbejde.
”Det tog lidt tid, før jeg indså, at det var lørdag og at han slet ikke skulle på arbejde,” siger hun og lyser op i et lille smil.
Det er tredje gang, jeg taler med hende over en Messenger-forbindelse, og hun fortæller, at hun er træt. Dag og nat flyder ud i et, hun sover dårligt, og angsten og uvisheden lurer alle vegne.
”I nat blev vi vækket af to meget kraftige eksplosioner. Det lød som om, det var meget tæt på,” fortæller hun. ”Vi gik udenfor. Det kunne være, vi kunne se noget, men der var ingenting. Senere fik vi at vide, at et fly var blevet skudt ned. Det var nok russisk, men det er svært at sige.”
18 dages uafbrudt mareridt
Anastasiia opholder sig i en landsby i nærheden af Kyiv. I normale tider bor og arbejder hun inde i hovedstaden, men som store dele af sin omgangskreds forlod hun byen i krigens første dage. Hun tog hjem til sine forældre for at være sammen med familien i den pressede situation, og i sidste uge vurderede de, at det var for farligt at blive i hjemmet, der ligger ca. 40 km. fra Kyiv.
Nogle af familiemedlemmerne rejste til det vestlige Ukraine, hvor der relativt set er roligere, mens Anastasiia, hendes mor og bror flyttede til en anden landsby, også i omegnen af Kyiv, hvor hendes gamle og sygdomssvækkede mormor bor.
Jeg kender navnet på hendes nuværende opholdssted, men hun beder mig om ikke at skrive det.
”På det seneste er jeg begyndt at få ubehagelige beskeder på Facebook, og jeg vil helst ikke reklamere for meget med, hvor jeg opholder mig,” siger hun.
Det er ikke nødvendigt at gå i detaljer, men det er tydeligt, at krigen ændrer sig, og at det trækker op til noget ubehageligt. I den udenlandske presse læser man om tragedierne i Mariupol og ser de blodige billeder, men samtidig sender daglige udviklinger på Kyiv-egnen dystre varsler om, at noget lige så dramatisk kan være på vej, også i dén del af landet.
Lørdag oversatte Anastasiia en beretning fra en af sine bekendte og lagde den ud i den engelsk-sprogede Facebook-gruppe, hun og en veninde har startet for at dokumentere krigen fra deres perspektiv. Det handler om en familie, som også havde søgt tilflugt udenfor Kyiv. En del af familien havde allerede bragt sig selv i sikkerhed i Karpaterne, mens andre havde fundet ophold i kælderen under et hus i Vorzel. Byen er normalt et populært feriested, men den ligger lige i nærheden af byerne Bucha og Irpen, hvor der er svære kampe.
Man mister tidsfornemmelsen, når man lever i en krig
Russerne besluttede på et tidspunkt at angribe Gostomel-lufthavnen, som også ligger på egnen, og ved den lejlighed blev huset i Vorzel også ramt. Familiemedlemmerne i kælderen hørte det godt, men anede først for alvor uråd, da folk udenfor råbte, at huset stod i flammer. De nåede at redde sig ud, og ingen kom noget til.
”Jeg hørte historien fra en kvinde i udlandet. Vi har mødt hinanden,” siger Anastasiia.
Man kan mærke på hende, hvordan krigen hele tiden rykker tættere på, rent mentalt. Den bliver mere personlig, når den kommer til at handle om mennesker, man kan relatere til personligt. Hun sammenligner det lidt med alle os, der sidder på tryg afstand i udlandet. Man kan følge med i krigen og dens konstante udviklinger, men den forbliver noget temmelig abstrakt, indtil man selv sidder midt i den.
”Generelt set forstod vi ikke, hvad krig var for noget,” kan man således læse i beretningen fra Vorzel, og Anastasiia har nok selv lidt af den samme oplevelse. I begyndelsen fokuserede hun på sin egen og sin families situation, hvilket er en naturlig reaktion, og i sin Facebook-gruppe skriver hun, at det først senere for alvor gik op for hende, hvilke katastrofer der udspiller sig i eksempelvis Mariupol. Under samtalen forklarer hun, at det enkelte menneske ofte bliver påvirket mere, når der sker noget dramatisk i de umiddelbare omgivelser, end hvis det for eksempel drejser sig om en tsunami i Sydøstasien med tusinder af dødsofre. Dén funktion er også til stede, når man lever midt i en krig, siger hun.
”Nu forstår jeg, at det er mindst ti gange værre, end hvad der dengang foregik i Donetsk og Luhansk,” siger hun med henvisning til de to ukrainske udbryderrepublikker, som Rusland invaderede i 2014.
”Man mister tidsfornemmelsen, når man lever i en krig. Før det her startede, var jeg mellem to jobs, men selv om jeg var borte fra arbejdsmarkedet, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken ugedag det var. Nu flyder det hele sammen, og jeg oplever det som 18 dages uafbrudt mareridt.”
Brugt som kanonføde
Forleden dag var hun igen en tur inde i Kyiv for at ordne noget praktisk.
”Byen virker helt død,” fortæller hun. ”Der er kun to millioner mennesker tilbage, ud af de fem millioner, der til daglig færdes i byen. De store russiske landstyrker, der står i nærheden af Kyiv, har ikke flyttet sig ret meget i flere dage, men vi er klar til, at de sætter den store offensiv i gang. Overalt i byen er der kampvognsspærringer, og i mange gader er der lagt miner ud for at standse de russiske kampvogne.”
Mens en del mennesker prøver at abstrahere fra krigen for at holde gruen fra livet, holder Anastasiia sig orienteret. Hun er i konstant forbindelse med venner og bekendte rundt om i landet, og hun ser det som sin mission at informere verden om, hvad der foregår.
Anastasiia er til fulde klar over, at hun bringer sig selv i fare gennem sine aktiviteter
”Jeg har en god mandlig bekendt, der flygtede fra Donetsk i 2014,” beretter hun. ”Men hans mor, der stadig var i byen, bad ham om at komme tilbage, og hun skaffede ham noget at bo i. Nu, da russerne overfaldt Ukraine, blev han sammen med 2.000 andre ukrainere i Donetsk tvangsudskrevet til den russiske hær. De blev kommanderet ind i krigen mod Ukraine, og de blev brugt som ren kanonføde. Siden min bekendte blev tvangsudskrevet for 12 dage siden, har hans mor ikke hørt fra ham, og vi har nu efterretninger om, at på nær 25 er de alle blevet dræbt i krigen.”
Det er den slags historier, der kan være vanskelige at dokumentere, og navnlig ikke i den givne situation. Anastasiia forsøger efter bedste evne at efterprøve alle oplysninger, hun får ind. Men hun understreger, at civilbefolkningen på mange forskellige måder er blevet en del af krigen.
”Min kusines far er med i en chatbot, hvor man skriver noget, når man har set russiske kampvogne eller troppebevægelser. Det er en meget stor støtte for det ukrainske forsvar,” siger hun. ”Men nu er han holdt op, fordi det blev for farligt. Russerne går ikke af vejen for at dræbe civile.”
Flugt er udelukket
Anastasiia er til fulde klar over, at hun bringer sig selv i fare gennem sine aktiviteter. Det er de mystiske og ubehagelige beskeder på Facebook et klart tegn på.
I byen Kherson nede på den ukrainske sortehavskyst, som nu er under fuld russisk kontrol, er besættelsesmagtens oprydning allerede i fuld gang.
”De ransager folks hjem, og sådan nogle som mig anholder de,” siger hun med antydningen af et trodsigt smil.
De ved godt, at de bliver udraderet, hvis en by er tom, så de bruger civilbefolkningen som levende skjold!
Hun beretter også om, hvordan russerne prøver at kvæle alle lokale protester. De sørger for at bringe russisk-sindede folk til byen, og da en gruppe ukrainere begyndte at demonstrere på Komsomol-pladsen midt i Kherson, åbnede de ild. Der gik et par dage, før nogen fik lov til at fjerne ligene.
”Jeg er da begyndt at overveje, om jeg på et tidspunkt bliver nødt til at tage til det vestlige Ukraine. Men indtil videre er det udelukket, for jeg har en opgave her på stedet,” siger hun.
Under alle omstændigheder vil det også være en yderst vanskelig beslutning. Det vil være vanskeligt at flytte den gamle bedstemor, ikke mindst fordi hun er en stor kvinde. Og Anastasiias mor har sagt, at hun under ingen omstændigheder vil flytte sig noget sted hen, så hun vil blive alene tilbage sammen med sin egen gamle mor.
Masser af mennesker i Ukraine sidder med et lignende dilemma. Familien i det brændende hus i Vorzel var netop ikke rejst til Karpaterne, fordi der var et ældre familiemedlem at tage hensyn til. Og hertil kommer, at civilbefolkningen indgår i krigens kyniske taktiske overvejelser.
”Vi hører om, hvordan russerne har lukket for flygtningekorridorer omkring de krigsramte byer,” forklarer Anastasiia.
Hun fortæller om folk, der sad i en konvoj på omkring 300 civile biler, som var på vej bort fra kampzonen, men så blev vejen spærret.
”Russerne ved godt, at vores styrker tager hensyn til civilbefolkningen. Det er grunden til, at situationen i Irpin lige nu er så kompliceret,” siger hun med henvisning til byen i omegnen af Kyiv. De ved godt, at de bliver udraderet, hvis en by er tom, så de bruger civilbefolkningen som levende skjold!”
Læs Hans Henrik Fafners tidligere interviews med Anastasiia Bulanienkova her:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her