UKRAINE-KRIGEN // KRONIK – Hvad er ondskab? Spørgsmålet dukker op hos mange når vi dagligt bliver konfronteret med de rædsler, som udspiller sig i Ukraine, skriver lektor Finn Wiedemann
Millioner af mennesker på flugt, bombninger af civile mål, herunder hospitaler og skoler, ødelæggelse af byer og infrastruktur, omringede byer hvor indbyggere sidder i kældre uden varme, elektricitet eller mad.
For rullende kameraer benægter den russiske udenrigsminister Lavrov, at Rusland har invaderet Ukraine
Vi er vidner til en militær strategi, der vel bedst kan betegnes som langsom kvælning.
Den parallelle virkelighed
Hertil kommer de nærmest teatralske begrundelser for den russiske invasion. Ukraine skal befries, hedder det. Den demokratiske valgte ledelse består af narkomaner og neo-nazister. Og så er der de løbende løgne: Ukraine har i samarbejde med USA haft laboratorier med det formål at fremstille kemiske våben.
For rullende kameraer benægter den russiske udenrigsminister Lavrov, at Rusland har invaderet Ukraine (d. 10. marts). Rusland har oprettet civile korridorer og distribueret nødhjælp (Putin den 4. marts).
Man rammer kun militære mål påstår Rusland, selv om antallet af civile ofre formodentlig er højere end de militære, og billederne fra Mariupols børne- og fødselsafdeling viser hårdt sårede, højgravide kvinder og børn.
Den russiske offentlighed har kun adgang til de statslige mediers version af historien. Alternative medier er lukkede, og de sociale medier er blokerede. Viderebringelse af såkaldte forkerte oplysninger om det russiske militær kan give op til 15 års fængsel. Hvorfor ikke 50 eller 100 år, når vi nu er i gang?
Det er, som om virkeligheden er forsvundet. I stedet befinder vi os i en parallel virkelighed. Vi er ikke længere i afdelingen for fake news. Trumps amatøragtige løgn om, at valget blev stjålet, forvandles næsten til en uskyldig påstand. Vi befinder os i en verden, hvor Orwells New Speak dominerer, og hvor alle former for mening er forsvundet.
Et andet træk ved nysprog er dens brug af politiske eufemismer, dvs. sproglige omskrivninger. Krig bliver til specialoperation. Mord på civile bliver til eliminering af militære mål
Det eneste der er tilbage, er dikotomier: Det onde Ukraine befolket af nationalister og nynazister overfor det gode Rusland, som bekæmper fascister og nazister. Den militære trussel fra Nato, som er ude på at løbe det fredselskende og venligsindede Rusland over ende.
Et andet træk ved nysprog er dens brug af politiske eufemismer, dvs. sproglige omskrivninger. Krig bliver til specialoperation. Mord på civile bliver til eliminering af militære mål.
Tegn og virkelighed
Den franske kultursociolog Jean Baudrillard talte for en del år siden om den tredje simulacreorden som en karakteristisk af den postmoderne virkelighed. I den tredje simulacreorden var der ikke længere nogen forbindelse mellem tegnet og virkeligheden, hævdede han.
Måske var han for tidligt ude med sine analyser. I den gamle østblok var der f.eks. en klar forbindelse mellem tegnet og virkeligheden. Hammer og sejl og røde faner. Symbolerne, talerne og handlingerne refererede til forestillingen om det klasseløse samfund, fælles ejendom og en større global retfærdighed.
I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine refererer tegnene ikke længere til nogen virkelighed. I steder er der tale om tegn, der låner betydning fra forskellige betydningsuniverser, som ikke længere findes.
Selv om NATO ikke på noget tidspunkt har truet Rusland, fremmanes alliancen som fjende og aktiv trussel. Der er referencer til den tyske besættelse under anden verdenskrig med forestillinger om nazister og folkemord. Det ægte, storslåede og sunde Rusland sættes overfor det dekadente, moralsk anløbne og forfaldne vest.
Frontstage og backstage
Med den tyske sociolog Ulrich Beck kan man sige, at Putin bruger zombie-begreber, dvs. begreber som ikke længere er forankret i en social virkelighed. Den kolde krig sluttede i 1989, mens anden verdenskrig sluttede i 1945. Den første McDonalds slog dørene op i Moskva i 1991. Siden murens fald har vestlige varer, kultur og livsstil været en del af den russiske dagligdag.
Sociologien Erving Gofmann har stået fadder til begreberne om fronstage og backstage. De to begreber kan bruges til at forstå den russiske invasion. Frontstage, dvs. udadtil eller i offentligheden, mimes gamle konflikter. Truslen fra Nato, et neo-nazistisk Ukraine, det påståede folkemord på det russiske mindretal, truslen om vestlig kulturimperialisme.
Backstage har vi et styre, der angriber, forgifter og ombringer politiske modstandere, hvis de ikke bliver sat i fængsel i årevis med afsæt i skueprocesser og opdigtede løgne
Backstage findes en helt andet virkelighed. Måske drømmen om et nyt stort Rusland ikke ulige det gamle Sovjet. Et herre-slave-forhold bestående af lydige østeuropæiske versalstater. Backstage findes en slags virkelighed, hvor oligarker kan drive big business og holder økonomisk liv i Kreml, hvis de blander sig udenom politik.
Langsomt har det politiske og militære lederskab udmanøvreret det økonomiske lederskab, som den amerikanske historiker Stephen Kotkin argumenterer for.
Backstage har vi et styre, der angriber, forgifter og ombringer politiske modstandere, hvis de ikke bliver sat i fængsel i årevis med afsæt i skueprocesser og opdigtede løgne. En stat der holder pseudovalg, og hvor den samme mand bliver valgt igen og igen. Backstage har vi et autokrati eller diktatur, som består af en lille gruppe mænd, der har kendt hinanden siden Putins KGB-dage i Sankt Petersborg.
De forskellige former for ondskab
Baudrillard hævdede, at USA’ s invasion af Irak symbolsk set gik ud på at rette op på den skade, Amerika led i forbindelse med 9/11. Der var ingen reelle begrundelser for krigen. Som bekendt fandtes der ikke masseødelæggelsesvåben. På samme måde kan man hævde, at Ruslands invasion handler om symbolsk at rette op på den skade, som Rusland led, da det gamle Sovjetiske imperium bukkede under.
Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen, der har skrevet bogen Ondskabens filosofi, taler om forskellige former for ondskab. Dum ondskab er den impulsive eller banale ondskab.
I bogen Eichmann i Jerusalem skriver Hannah Arendt om retssagen mod Alfred Eichmann, der var ansvarlig for deputationen af millioner af jøder til de nazistiske udryddelseslejre. Det er her, at hun bruger begrebet ondskabens banalitet. Eichmann var et simpelt menneske, som ikke var særlig ideologisk interesseret. Han udførte blot sit job og adlød ordre. Han var en slags ondskabens funktionær, som Arendt skriver. Det var tale om udøvelse af en slags strukturel, administrativ ondskab, som Hans Jørgen Schantz formulerer det i sin bog om Hannah Arendt.
En anden type ondskab er den dæmoniske ondskab. Man skader bevidst andre. Sadisten nyder den smerte, vedkommende påfører andre.
I filmen Zappa nyder Sten f.eks. den smerte, han forvolder på Mulle, da han ”tvinger” Mulle til at spise skovsnegle og med vilje dræber hans fugl. Fuglen er et symbol på frihed og livsglæde. Fuglen skal dø, fordi fuglen repræsenterer en glæde, Mulle føler, men som Sten ikke deler eller forstår. Den dæmoniske ondskab er karakteriseret ved en æstetisk glæde ved at påføre andre smerte og lidelse.
Så er der den idealistiske ondskab. Den man elsker, tugter man. Ikke fordi man godt kan lide det, men fordi man har et særligt idealistisk opdrag med optugtelsen. Man gør altså ondt mod andre, fordi man vil, at mennesker eller verden skal være bedre. De gamle krige og konflikter mellem øst og vest er eksempler på dette. Man kæmpede ofte pr. stedfortræder om en bestemt verdensorden rundt omkring i verden. Den idealistiske ondskab retfærdiggjorde støtten til oprørsbevægelser. Revolutionen er nødvendig for, at samfundet kan blive bedre.
Endelig er der den instrumentelle ondskab. Man gør ondt mod andre, fordi man ønsker at fremme et bestemt mål. Ruslands motiv er at vokse og ekspandere. Måske en genskabelse af det russiske imperium lig med Sovjet eller Zartidens Rusland.
Fuglen skal dø
Hvor de gamle supermagter praktiserede idealistisk ondskab, så minder Rusland aktuelle invasion af Ukraine mest om udøvelse af instrumentel ondskab.
De fleste iagttagere er enige om, at selv om Rusland vinder krigen, vil de aldrig kunne vinde freden. Hvad er da Ruslands langsigtede mål? Har de en plan udover mest mulig ødelæggelse og destruktion af et land og dets befolkning? I så fald er det måske alligevel ikke den instrumentelle ondskab, vi er vidne til, men den dæmoniske ondskab. Fuglen skal dø.
Læs mere om Ukraine-krigen i POV her.
Litteratur
Arendt, Hannah (2007(1964): Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet. Gyldendal
Baudrillard, Jean (1981): Simulacre and Simulation. The University of Michigan Press.
Baudrillard, Jean: (1995). The Gulf War did not take place. Indiana University Press.
Beck, Ulrich (2000): Freiheit oder Kapitalismus, Ulrich Beck in Gësprach mit Johannes Willms, Suhrkamp.
Gofmann, Erving: (1959): The Presentation of Self in Everyday Life, University of Edinburgh Social Sciences Research Centre.
Remnick, David (2022): The weakness of the despot. An expert on Stalin, discusses Putin, Russia and the west (interview with Stephen Gotkin). The New Yorker (11. marts. 2022).
Svendsen, Lars Fr. H. (2002(2001): Ondskabens filosofi. Klim.
Schantz, Hans Jørgen (2007): Handling og ondskab. En bog om Hannah Arendt. Aarhus Universitetsforlag.
Wiedemann, Finn (2022): Putins verden er fyldt med firkantede helte sort-hvide konflikter. Jyllands-Posten, d. 10. marts. 2022
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
