KRIG & SPROG // DEBAT – Antisemitisme, børn, civile, dræbte og sårede, krigens købmænd. Fred, hospitaler og redningsfolk, hus og hjem, infrastruktur, kold krig. De daglige krigsnyheder er en strøm af udtryk, som i øjeblikket kan virke enkle eller præcise, men indimellem kan man måske have behov for at ”dobbeltklikke” på dem, fx i Johannes Adamsens lille krigsordbog.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis andre som jeg har svært ved at få sammenhæng i den daglige dosis krigsnyheder, så kan det måske være nyttigt med et lille opslagsværk. Intentionen er at opklare og afklare og – jeg indrømmer – at forvirre på en forhåbentlig tankevækkende måde.
Antisemitisme
Et anti-ord for noget, som ikke findes, semitisme. Semitter blev tidligere brugt om folkeslag med semitiske sprog (fx arabere og hebræere). I dag bruges ordet antisemitisme om mennesker, der er imod, afskyr, hader jøder – og som Aksel Sandemose skriver om Espen Arnakke, de er på nakken af ham, ikke for det, han har gjort, men for det, han er, dvs. hævdes at være. For ironien er, at det ved de sjældent noget om. Groft kan man skitsere tre historiske former for antisemitisme. En religiøs antisemitisme med udgangspunkt i kristendommen, hvor jøderne ofte (falsk) identificeres med israelitterne i Det Gamle Testamente; for det andet en racistisk antisemitisme, som i forlængelse af Darwin hævder jøderne som en mindreværdig og farlig race; for det tredje en politisk antisemitisme, hvor jøderne gøres ansvarlige for alt, som den israelske stat foretager sig. Man giver sig selv ret til (se Terrorist) at slå jøder ned i København, fordi man hader Netanyahu. Trist nok kan den moderne politiske antisemitisme opsamle slag- og skældsord fra tidligere former.
Børn
Disse små mennesker, også selv om de er halvvoksne, dukker jævnligt op i indslag fra krig og anden galskab. Det er jævnligt uklart, om det skyldes en mere forbryderisk forbrydelse end almindelige krigsforbrydelser, at børn også dræbes og såres. Før moderniteten var det ganske udbredt at slå fjendens børn ihjel eller indrullere dem som (måske kommende) krigere. Argumentet, hvis der var noget, var, at ondskaben skulle kvæles i fødslen. Med moderniteten og ikke mindst individualiteten og en i en vis udstrækning mildning af volds- og krigskulturen blev børn som udgangspunkt nu ikke længere betragtet som ramt med arvesynd eller som en del af slægt eller fællesskab, de skulle bedømmes på deres gerninger, altså var de uskyldige pr. definition. Det, der rammer os ved ordet børn, er ikke bare lemlæstelse og død, det er selve meningsløsheden i krigen – hvad har de gjort? Som om de fleste egentlig har gjort noget (se Civile). Inger Christensen skriver smukt og kuldegysende: ”men børn er de ikke/ der er ingen der bærer dem mere”. En form for definition på et barn: at blive båret, fysisk og åndeligt. Ikke bare rammes børn af det uforståelige og meningsløse, men de mister den voksenverden, der skulle legemliggøre deres fremtid. Så er børn ikke længere børn, men tvangsvoksne i et menneskeligt og kulturelt tomrum.
Civile
Hyppig vending i reportager er, at så og så mange uskyldige civile er ramte, døde eller sårede (se Dræbte og sårede). Man betoner ofte, at de er uskyldige, uskyldige i hvad? Og er skyld så grund nok? Det nok mere skjulte i den genkommende vending er, at det er særlig slemt, at det går ud over civile. Som om det ikke er kendetegnende for moderne krige, at civile rammes mest! Men hvorfor er det ikke slemt på samme måde, hvis det er soldater? Skyldes det, at de formodes at kunne forsvare sig? Eller at man tror, de er der frivilligt, alle? Soldater er ikke nogens bror eller kæreste eller søn – eller søster?
Dræbte og sårede
Grimme tal stikker i øjnene dagligt i aviser og medier fra Ukraine og Gaza – heldigvis nævnes de forfærdelige tal fra fx Sudan ikke! Men hvor mange er implicerede, hver gang én dør? 10? 40? 100? sørgende. Og hvad betyder sårede. Brækket arm, så man er ukampdygtig? Eller voldsomt hjerneskadet? Varig psykisk destabiliseret? Lam fra halsen og ned? Benene sprængt væk? Vi ved bare fra vores egne ”veteraner”, at PTSD, ofte i svær grad, er en følge af måske bare få måneder i krig. Hvilken gru gemmer der sig bag tallene (se Metafysisk angst)?
Dødens købmænd
Åh, vi havde næsten glemt det. Våbenindustrien stortrives. Og de kan sælge afprøvet materiel af alskens art, fra knive og rifler til missiler, tanks og jagerfly. Og de allestedsnærværende droner. Eksperter er måbende over stigningen i militærudgifter det seneste år. Som om vi ikke har vidst længe, at skoler og biodiversitet ville stortrives, hvis alle de penge … etc., etc. Djævelsk dilemma: Vi kan jo heller ikke bare lade Nordkorea, Kina, Iran og Rusland producere til egen ”brug” (se Dræbte og sårede). Min ungdoms øvelse i menneskelig fantasi, nemlig i at forstå mangel på fantasi: Hvordan ser det ud i sindet hos almindelige mennesker, der dagligt vågner, spiser morgenmad, trasker eller ræser til arbejde for at bruge al deres menneskelige energi, kognitive kapacitet, opfindsomhed, snilde og teknologiske kraft på at opfinde og udvikle missiler, giftgas, nukleare våben, bomber, torturredskaber – og tager hjem, medens man brokker sig over trafikken, hjem for at spise aftensmad og synge for børnene? Er det moralsk skizofreni? Compartmentalization? Afstumpethed? Ondskabens banalitet? Sand patriotisme? Eller bare ”menneskeligt”?
Fanatiker
En fanatiker er en ideolog med en mission. Det vil sige, at alle skal omvendes. Det er også en snæversynet og forbitret person med ét formål. En afgørende forskel til ideologen, som kan være voldsparat, så er fanatikeren enten voldelig eller snublende tæt på. En fanatiker føler sig ofte personligt krænket over verden, hvorfor enhver uenighed er en ny krænkelse.
Flygtninge
Der er mange grunde til flugt, og flugt er hverken rejse eller udvandring. Her taler vi om flugt, som ikke skyldes relativt retfærdige myndigheders legitime efterstræbelse efter formodede kriminelle. Flygtninge i dag er ofte i stort tal: Moderne effektive stater med omhyggelig registrering af mennesker jager store mængder på porten eller behandler dem sådan, at de flygter. De samles op i lejre, lejren beskytter dem mod naturen – eller den beskytter det omgivende samfund mod de flygtende, jævnligt begge dele. Lejren får sit eget liv – og sine egne overgreb. Fra medflygtninge, fra vogtere. Lejren er et symbol på det moderne samfund med grænser og regulering. Vé dig, hvis du falder udenfor. Og lejren bliver jævnligt nærmest permanent. Der har været lejre for palæstinensiske flygtninge siden 1948. Op mod 5.000.000 er der stadig, tæt på Danmarks befolkning, flere end Berlins indbyggere. Og mange er født og opvokset der, kender ikke andet. Man vænner sig til så meget. Især når man ikke skal bo i lejrene.
Folkedrab
Et juridisk begreb for den vel voldsomste af alle forbrydelser. Men i internationale medier også et begreb, som mere skjuler end fremstiller rædsler. Heinrich Böll så engang ved morgenkaffen en avisnotits om – hvis jeg husker ret – en familietragedie, notitsen fyldte tre linjer, han lagde tre sukkerknalder over. Sådan: så megen lidelse under tre sukkerknalder.
Hvis man tænker på, hvor voldsomt bortførsel, tortur, mord af ét menneske er, så er mord – med eller uden forudgående rædsler – på 10 mennesker helt uoverskueligt, en massakre. Hvad med de 13 massakreret på Columbine High School? Tretten. Stadig et åbent sår her 25 år efter. Men vi har vænnet os til meget mere. 22.000 (Katyn 1942), 500.000-1.000.0000 (Rwanda 1994), 1.390.000 (Cambodia 1975-79). Maos Kina, Taiping-oprøret før det (1850-64), Stalins Rusland, Hitlers Tyskland. Er sandheden, at 13 i Columbine er uhyrlig, og 22.000 er bare et tal? Hvis man antager, at det tager 30 sekunder at skrive navn og fødselsår, korrekt stavet, på et individ, så vil man skulle bruge 23 arbejdsdage à 8 timer uden pause for at skrive 22.000 navne, godt en arbejdsmåned. Massemord, forbrydelse mod menneskeheden, massakre, folkedrab. Fantasiens stilstand.
Fred
Hos fx Hobbes i 1600-tallet – og han vidste, hvad han skrev om – var fred ikke bare fravær af krig. Fred fordrer også, at man ikke er besluttet på krig, dvs. krigstilstanden begynder, før våben anvendes. De gamle kulturer ville fx ved ordet fred forstå en egen fylde, ikke bare fravær af krig, men nærmest noget i retning af ordet fredfyldt.
Gidsler/fanger
D. 7. okt. 2023 tog Hamas og flere andre grupperinger omkring 240 gidsler ved et brutalt og terroristisk angreb ind i Israel. Og mindst 4.700 palæstinensere er fængslede i Israel, hvoraf mange uden dom, endnu ikke dømte og – temmelig sikkert – dømt efter tvivlsom bevisførelse og tvivlsomme love; heriblandt var godt 1.100 tilbageholdt af ”sikkerhedsgrunde”. Bemærk, at Hamas tager gidsler, Israel tager fanger/fængslede (se Krigere). Den positive forskel er, at man angående fængsler – måske – kan få noget af vide af nogen i et system, som – igen måske – kan holdes ansvarligt. Fælles er det, at man er usikker på begges helbred og velbefindende, at tortur findes begge steder, og at det spreder frygt (se Terror III).
Kant gjorde i sin tid opmærksom på, at jorden er rund, og at man derfor ikke kan flygte i det uendelige. Det giver en ny dimension til fængslet, som de fleste i demokratiske retsstater forbinder med kriminelle. Denne nye dimension er lejren. Fra Boer-krigen (1899-1902) over KZ og Gulag til Kinas Laogai og Sudan holdes flygtninge i lejre, som både fængslede og en slags gidsler (se Flygtninge).
Hospitaler og redningsfolk
I hvert fald siden Henri Dunant grundlagde Røde Kors for over 150 år siden, har vi respekteret hjælp af alle afskygninger til sårede i krig. Vil vi gerne tro. Alligevel forekommer det særlig voldsomt at bombe eller indtage hospitaler, myrde redningsfolk eller andre nødhjælpsarbejdere. Men er det ikke lige præcis dét, krig gør (se Krig)?
Hus og hjem
De gentagne filmklip fra sommerhusene på fx Falster, de ulykkelige mennesker med meget oversvømmet og i en betydelig grad ødelagt af havvand og kloakaffald, andre steder i andre lande tilmed slanger, krybdyr og andet ubehageligt og farligt. Og så er det for mange endda kun sommerhuse. Det er vel ikke vanskeligt at forestille sig omfanget af katastrofen for den enkelte, der står uden for sit sønderbombede hus? Et hjem er jo ikke bare et hus, men et hus, hvor den menneskelige foretagsomhed har bygget og indrettet, forvandlet materiale til en levende ramme for menneskeliv. Et hjem er ikke bare et sted at komme hjem til, som ordet siger, det er også et sted, man kan gå væk fra (i forventning om at kunne vende tilbage). I Gaza er mindst halvdelen af husene ødelagt. Tilsvarende i det østligste Ukraine. Sudan, Myanmar og andre steder nævnes ikke, det interesserer os ikke – har vi vist besluttet. Modsvarende antal huse er naturligvis antal displaced mennesker (se Flygtninge. Nå, nej, intet opslagsord, det orker vi ikke, vel? Fuii, hvor væmmeligt. Ikke flygtninge for vores øjne. – Skriv selv: Rwanda).
Ideologi
Ideologi er en slags frossent livssyn, som aldrig tager fejl. Modstanderen har altid bevisbyrden, men ethvert modargument/bevis er kun tegn på, at modstanderen står uden for sandheden. En ideologi fremstår altomfattende og inddrager ofte religion og nation. Der er åben og dialogisk religion, der er fædrelandskærlighed i respekt for andres ditto. Men i ideologien er de andre ikke længere andre, der tager fejl, de er potentielt fjender. Ideologiens har to forgårde, 1. tvivlen og 2. det rethaveriske.
Tvivlen fordi den gnaver og bliver ubærlig, ikke en sund skepsis mod visse ting, men en generel tvivl på vej mod fortvivlelse, som kan slå om i ideologien, der hvor alt giver mening – men under udelukkelse af store dele af tilværelsen.
Det rethaveriske, der hvor det ikke er nok at have ret, men hvor retten hele tiden skal tages hjem med trumf og gerne dyrkelse – og det gælder i alle forhold: Intet er for småt til en diskussion, intet for ubetydeligt til, at min ret skal gennemtrumfes. Den israelske digter Yehuda Amichai (1924-2000): ”From the place where we are right // Flowers will never grow // In the spring”.
Ideologien har altså to forgårde og er selv krigens forgård (se Fanatiker), for i ideologien er ærlig uenighed forsvundet til fordel for en ven-fjende dikotomi. Ideologien tåler ikke kompromis. Ideologien tiltrækker ofte og næres af intellektuelle.
Infrastruktur
Den kultur, vi ikke taler om, men som på moderne betingelser gør kultur til overskud, veje, energi, vand, affald, kloakering. Seneste afsnit af Alene i Vildmarken viser meget godt, hvad der sker, hvis man sulter og fryser, dvs. vægttab og underafkøling: Det er slemt, men frivilligt, der er hjælp i nærheden. Og der er hverken børn eller syge. Jeg var dreng i Viborg i sluthalvfjerdserne, hvor varmeforsyningen over store dele af byen brød sammen i betydelig kulde: Vi sad i køkkenet med ovn og tilfældig varmeforsyning, fodbold i kolde haller med meget koldt vand i bruseren. Og der var end ikke knuste ruder, raketter og eksplosioner omkring os. Luxury! Ingen bombede forsyningsmandskabet, medens de reparerede. Igen: Luxury!
Kold krig
Tilstand, hvor der er en slags fred (krigene er henvist til periferien), men under trussel om totaludslettelse (grusomt-humoristisk sammenfattet med akronymet MAD, Mutual Assured Destruction). Tilstanden er meningsløs, nærmest nihilistisk. Hvordan forsvarer man noget under trussel om selvudslettelse? Som at true en selvmordskandidat med døden? Hvad har vi – politisk og etisk – arvet og videreført af stemningen under den kolde krig? Hvordan kan man tænke etisk her, jf. Ruslands trusler om atombomber? Og hvorfor blev de ikke fjernet definitivt efter murens fald? Traktaten om ikke-spredning af kernevåben fra 1970 skulle ikke bare forhindre nye lande i at få kernevåben, men siden har – trods det at traktaten sikkert også har været en succes – flere lande, Indien, Pakistan og Nordkorea, også fået dem (hvad med Israel?). Art. 6 siger, at kernevåbenlande skal arbejde på reduktion, helst afskaffelse. God idé.
Konflikt
Her må andre tage over: En konflikt med kæresten eller læreren, samme ord som når journalister skriver og taler om konflikten i Gaza. Som opvokset i den del af landet, hvor ordet træls kan dække næsten alt fra ubehag til krig, kender jeg betydningsrækkevidden af ord, men alligevel er krig og konflikt ikke forskellige tilstande?
Krig
Inter arma leges silent, citerede Kant – under våben tier lovene! På trods af moderne regler og konventioner, så er det ikke svært at finde brud på samme. Forargelsen er desværre jævnligt malplaceret, hvad havde man ventet? Og dog: er forargelsens alternativ ikke kynisme og ligegyldighed? Krig er herligt. Krig er skønt. Siger den uerfarne, ifølge Erasmus af Rotterdam. Sport og krig har især én ting fælles: Tab eller vind! Måske derfor tiltrækker sport fanatikere. Før-krigen begynder med ideologi, der hvor man ikke er uenige, men hvor modstanderen bliver fjende, dvs. en tilstand på vej væk fra demokrati. Uafgjort er netop dét, ikke afgjort, uklart, ingen vinder. Krig tiltrækker nogle, fordi alting bliver enkelt. Hverdagens uafgjorte, det uklare, kompromisser, alt dét fortoner sig i et enten-eller. Der kan vælges side, hvilken befrielse. Ikke mindst derfor kan soldater savne krigen. Som israelske Amos Oz skrev om fanatikeren, den af (krigs)guden besatte: Det begynder i hjemmet, der er kun én mening. At kurere en fanatiker er lige så nemt som at forhindre krig. I krigen tier lovene, ja, og fanatikeren vil løse problemerne ved destruktion. Våben, bomber, mord. Og kan man ikke ødelægge, er der en sær befrielse i at skræmme og slå med rædsel – åh, at se dem krybe … (se Terror II og III). At kurere en fanatiker begynder med at kunne lade to ikke kompatible meninger være i sindet samtidig (se Navalnyj).
Krigere
Enkelt nok er alle i krigen aktive krigere. Men nej, krigere er noget, en særlig gruppe af ikke-civiliserede aktører udgør; civiliserede aktører har soldater. I Afghanistan er der krigere, Taliban og den slags vilde. I Gaza også – men Israel har soldater. Den skelnen er hyppig, men uklar. Betyder det ikke, at krigere først og fremmest er uden for lov og ret (se Krig)? Eller er de måske ligefrem ædle, modsat soldaterne og deres prøjsisk-moderne kadaverdisciplin? Betyder de flestes brug af krigere, at soldater overholder krigens love, krigere er barbariske?
Krigslove
Et nødvendigt, måske ligefrem behjertet forsøg på at løse cirklens kvadratur. I krig tier – næsten – alle love, alt fra beskyttelse af syge og sårede til civile. Men de tier afhængigt af lovenes karakter af retfærdige før krigen. Men det nye er: Når krigen er ovre, kommer der måske alligevel et regnskab? Nürnberg. Milošević. Vil det afskrække nogen, fx Putin. Jeg undlader et spørgsmålstegn her.
Metafysisk angst
Angst er enhvers følgesvend, men ofte mere noget underliggende end noget eroderende. Krigens angst er grusom og konkret. Ikke den angst, der hører det almindelige menneskeliv til (jf. Kierkegaard), men den, som sætter sig i alle porer, driver ned ad væggene, hænger som noget ildelugtende i sprækker, kældre, vejsider, den som hører raketter og våben hele tiden, især når der ikke er noget. Den angst, der som gift og stråling kryber under døre og vinduer, gennemtrænger beton og skjolde, sætter sig i håret og under neglene, den angst er nærmest metafysisk, den hænger i alt og aktiverer konstant sjæl og legeme, trænger ind i cellernes metabolisme, underminerer alle humane kategorier, aktiverer og alarmerer, uden at man kan gøre noget. Metafysisk angst er en tilværelse, hvor alt står under fortegnet: Skrig! Flygt! Dræb! (se Terror III).
Militær
Vigtig institution og global. Og teoretisk temmelig underbelyst, så de fleste store sociologer, fx Luhmann, har ikke selvstændigt undersøgt militæret og dets indflydelse på også demokratiske landes institutioner. Militær betragtes normalt (se Krigere) som under kontrol og i demokratier som underlagt civil regering. Men militær, kan historikere fortælle, er ikke sjældent kult-lignende organisationer med betydelig foragt for civile og med enheder, der dyrker og nærmest forlanger loyalitet. Allerede i antikken, både i Athen og Romerriget, så vi, hvordan militæret og dets logik overtog ledelsen; det er muligt at være demokratisk indadtil og imperialistisk udadtil. I et måske længere tidsrum. Men soldaterne, der kommer hjem i stort tal, gør noget ved demokratiet.
Det siger en del om en skole, hvordan eleverne omtales på lærerværelset, det siger en del om et land, hvordan fjenden (og de civile) omtales i militæret, både i krig og fred. Dehumaniserende sprog betyder noget (se Oversættelse).
Nationalisme
Nationalfølelse, eller nationalkærlighed, er ikke nationalisme. Nationalismen er politisk/ideologisk, fordi den æder alt, religion, poesi, kunst og privatliv. Den er også karakteriseret ved, som populismen, at vende indad. Nationalisme, naturligvis fremført af nationalister, er først og fremmest en måde, hvorpå et land ideologiseres og sætter skel mellem de rigtige og de forkerte. Nationalismen vil altid prøve at bemægtige sig religionen, dvs. den del som kan ideologiseres, ikke den del som fastholder dialogen; nationalismen vil altid søge magten og er derfor også krigsberedt. Nationalister ser deres modstander i det universelle eller overnationale. Modsat fædrelandskærlighed ser de ned på andre. Nationalisme drives nok mere af had end kærlighed. I nationalfølelsen elsker man sit land, som forældre elsker deres børn, velvidende at andre elsker deres. I nationalismen skal ens ”børn” overgå de andres. Helst skal de andre holdes nede.
Ny krig
De fleste tænker vel, at krig er slag, militær møder militær, men ”nye” krige er ofte alt andet, inklusive hybridkrige (fx brug af hacking og digitale ”våben” som misinformation). Grunden til nye krige er også mindre klare. De ”gamle” krige handlede og handler tit om erobring, medens nye krige lige så tit camouflerer sig bag ideale begrundelser (Irak-krigen). I Israel-Palæstina møder intet militær et andet (se Militær). Egentlig overraskende, at Ruslands overfald på Ukraine faktisk handler om erobring, men alligevel også begrundes idealt (mod det såkaldte nazi-styre i Kyiv). Det uafgrænsede ved ”nye” krige gør grænserne for krigen porøse – hvem er egentlig i krig i det såkaldte Mellemøsten og væsentlige dele af Afrika? Dermed bliver afslutningen uklar (jf. våbenhvile).
Navalnyj
Myrdet magtesløs mand i Rusland, først forsøgt myrdet, så næsten-myrdet ved isolation (fangelejr), til sidst myrdet. Hvorfor? Svaret er den magtesløses magt. Der kunne også have stået Adam Michnik, Václav Havel, Jurij Orlov, Liu Xiaobo og en del flere. Glem ikke de navne, venligst. Aleksej Navalnyj unddrog sig den russiske terror, den fanatisme, der kræver ensretning og frygt (se Terror III). Han smilede. Meget værre end Prigosjin. Væbnet oprør er slemt. Men en mand, der unddrager sig ven-fjende-ideologien, er en katastrofe. Han er med her, fordi han bryder krigens logik, ensretning, fanatisme, ødelæggelse.
Oversættelse
Hvad laver også dette ord i en krigsordbog? Hvorfor er oversættelse interessant, endsige vigtig? Fordi sandheden ikke kan tåle ikke at konfronteres med den anden, dvs. med en udvidet virkelighed. Givet at mange fjendskaber også er på tværs af sproggrænser, og at de færreste kender begge sprog, er vi afhængige af gode oversættelser. Traduttore traditore: Oversætteren er en forræder, har det heddet i århundreder. Oversætterens pålidelighed var anfægtet alene i kraft af at kunne et sprog, som andre ikke forstår. Men den anden side er, at oversættelsen kræver lydhørhed og respekt for to virkeligheder, den som skal forstås, og den som noget skal gøres forståeligt ind i. Det kræver sproglig omsorg. Dialog. Den omhyggelige og omsorgsfulde lytten og læsning er allerede dannelse: Det første skridt på vej væk fra barbari, brutalitet og løgn (se Sandhed og se Fanatiker). Af den simple grund, at den anden, fjenden eller den potentielle fjende får stemme, bliver et menneske i sin egen ret, får sin værdighed tilbage. Kompromisets grundbetingelse.
Præcisionsbombning
En betegnelse for bomber og våben, som kun rammer de skyldige. De skyldige! Skulle noget andet være tilfældet, er det collateral damage, et andet ord for fejl, der koster menneskeliv (se Dræbte og sårede). Jeg henviser også til de ikke skrevne opslagsord ”propaganda” og ”fri fantasi”.
Sandhed
Krigens første offer er sandheden. Siges det ofte. Spørgsmålet er, om ikke sandheden oftest skal ofres for at gå i krig. Sandhed – i betydningen at nogen siger noget (assertorisk/hævdende) om noget til nogen, og det forholder sig som sagt (spørg ikke filosofferne) – har i dagligdagen altid flere fjender, eller i hvert fald forhindringer. Der er misforståelsen, og der er løgnen. Misforståelsen falder nærmest af sig selv, sagde Schleiermacher, det hører sproget til. Løgnen er en anden sag. I alle diktaturer, og i krig, er løgnen allestedsnærværende. Løgnen behøver ikke overbevise, det er nok, at folk kommer i tvivl.
”Hans læber bevæger sig, ergo lyver han,” siger italienerne. Løgnen kan være nok så åbenlyst til stede, men at afsløre en løgn er ikke at kende sandheden. Menneskets mærkelige trang til en herre (jf. Kant) gør, at selv hvor det hele er tvivlsomt, har magtstrukturen en tendens til at blive troet (”du vil da ikke sige, at hele statsapparatet lyver?”). At holde fast i sandheden (satyagraha, med Gandhis udtryk) er allerede modstandskamp og håb for fred (se Navalnij). Sandhed kræver vilje og mod (se Oversættelse), den lever af forståelse, den er af samme grund altid skrøbelig. Et løgneregime er dog langt skrøbeligere, for enhver løgn skal begrundes med en ny. Dog har løgneregimet endnu altid et middel, nemlig censur.
Terror (I)
Her er endelig noget enkelt: Terror er noget, de andre begår, de er for usle til at gå i åben krig. De går efter civilbefolkningen, de er de fejeste blandt mennesker, reelt nærmest ikke mennesker. De har stillet sig udenfor, derude hvor også Guantánamo er, der hvor love ikke høres. Så kan de lære det!
Terror (II)
Hermed bliver det (se Terror I) også tydeligt, at Putins bombning af Tjetjenien i halvfemserne ikke er terror, ej heller i Ukraine, slet ikke israelernes bombning af Gaza. Stater (se Krigere) begår ikke terror, den slags er for uslinger. Hvis I ikke tror mig, så læs aviser.
Terror (III)
Ordet terror er latin for frygt og rædsel. Forstå mig ret, ikke frygten for at tage på i vægt eller komme for sent på arbejde, men den som kan føre til metafysisk angst (se denne). Terror er ret beset det at dræbe, såre og ødelægge for at skræmme de overlevende, helst til at gøre, som terrorister vil. Det er meget troligt, at statsterror er meget mere omfattende end al anden terror tilsammen (trods Terror II). Vi husker 11. september og glemmer Tjetjenien. Måske er krig bare indbegrebet af terror. Den, der begår terror, fører krig, også krig i fredstid. Hamas begik terror. Var Hiroshima og Nagasaki også terror? Det må ikke overses, at en særlig form for terror hersker i måske mere end halvdelen af jordens lande, nemlig diktaturets terror, præcis en slags krig i fredstid. Diktaturet lever af den terror (se Terrorist), som kommer af overvågning, intern spionage (det gamle Østtyskland havde en Stasi-stikker pr. 50 indbyggere), hemmeligt politi, vilkårlig fængsling og tortur (se Navalnyj).
Terrorist
Et menneske, hvor den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt falder sammen i egen person, dvs. en lovgiver, dommer og bøddel i ét. Og: Der er kun én lov, én mening, én sandhed. Alt divergerende er under ødelæggelsens fortegn (se Terror III). I et diktatur er der altid to love, de officielle og diktaturets. Derfor også altid en løgnekultur.
Våbenhvile
Moderne stater erklærer ikke krig, det sluttede vist i Polen i september 1939. Derfor er der vist heller ikke længere rigtig fredsslutning. Højst våbenhvile der – muligvis – varer (lidt). Som mellem Nord- og Sydkorea siden 1953. Våbenhvile hører – i bedste fald – sammen med fredsproces. Våbenhvile er ofte krigsforventning, næsten uden krigens rædsler.
Dette er den opdaterede udgave af Krigsordbogen, idet der er foretaget en række tilføjelser d. 16. juni 2024.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
