HJEMMEARBEJDE // POV BUSINESS-KLUMME – For tiden fylder debatten om de mulige senfølger af corona ganske meget i offentligheden, men vinklen er som regel senfølgerne af selve sygdommen. Hvad vi imidlertid ikke taler meget om, er senfølgerne af den ændrede arbejdskultur, som synes at følge i kølvandet på pandemien, og som i stigende grad vinder indpas som normen nærmere end undtagelsen.
Jeg er helt bevidst om, at jeg her indtager et ikke trendy standpunkt. Det er især upopulært i iværksætter og tech-kredse, som jeg befinder mig i, at tale imod mere hjemmearbejde, men ikke desto mindre mener jeg, at det er helt afgørende, vi tør tage denne debat. Dvs. hvad mere hjemmearbejde vil kunne få af senfølger for os som mennesker.
Min problematisering af hjemmearbejdskulturen handler ikke om enten-eller. Meget lidt her i livet er sort-hvidt, og det samme gælder dette spørgsmål. Hjemmearbejde er ikke kun godt eller skidt.
Kulturfællesskaber og en stærk holdånd bliver ikke bygget over Zoom, Teams eller i Asana
Imidlertid synes jeg, at der for tiden er et narrativ, hvor hjemmearbejde bliver hyldet som fremtiden, og hvor folk primært italesætter de kæmpe fordele, som det giver både for den enkelte og rent bæredygtighedsmæssigt.
I min egen vækstvirksomhed er én ting vigtigere end noget andet – vores holdånd og kultur. Vi tror på Peter Druckers efterhånden legendariske ord om, at ”kultur spiser strategi til morgenmad”, og vi tror på det, fordi forskningen dels er så stærk på området, og dels fordi vi har oplevet det på egen krop igen og igen.
Når man vækster i en organisation, så er én ting allermest sårbar: kulturen. Da jeg for nogle år siden udgav en bog omkring iværksætter- og ledelseskulturer rundt omkring i verden, bidrog stifteren af AirBnb Brian Chesky bl.a. med en artikel. Heri fortalte han om en e-mail, han havde sendt til hele organisationen, da de rundede medarbejder nummer 1000. Overskriften lød ganske enkelt ”Please don’t fuck up the culture”.
Chesky oplevede ligesom vores organisation og mange andre, at det både i forandringsprocesser, vækstfaser og for den sags skyld også under nedskæringer er helt vildt vigtigt, hvor meget man føler sig som et hold og har en ægte følelse af kulturfællesskab med sine kolleger.
Kulturfællesskaber finder sted, når vi er sammen
Noget af det, der skaber sådanne stærke fællesskaber, er at være sammen med mennesker rent fysisk.
Kulturfællesskaber og en stærk holdånd bliver ikke bygget over Zoom, Teams eller i Asana. Det finder sted, når vi er sammen og lytter til hinanden og prøver at forstå, før vi kan gøre os forståelige. Fysiske kontorer og arbejdspladser er også der, hvor frokoster med ens leder kan afføde en decideret mentor, som man har med sig i en stor del af sit voksne arbejdsliv.
Kaffe og hyggestunder med kolleger kan også være der, hvor man bygger vigtige venskaber, der rækker ud over arbejdspladsen.
Måske tager jeg helt fejl? I så fald får jeg i hvert fald brug for et opmuntrende klap på skulderen og måske endda et gruppekram
Præsentationer foran andre levende mennesker på kontoret er der, hvor man overkommer sin angst for at stå offentligt og levere sit budskab.
Kan sådanne relationer ikke ligeså vel skabes via Zoom, Teams og lignende? Jeg tvivler helt ærligt på det. Selvfølgelig er det vigtigt med balance i (arbejds)livet, og det at arbejde hjemme kan bestemt bidrage positivt på den konto.
Det er imidlertid også sådan, at vi mennesker er flokdyr, og hvis du er i tvivl om vigtigheden af fysisk samvær og nærvær også på arbejdspladsen, så prøv blot at google begrebet ’hudsult’.
De første søgeresultater viser ganske klart vigtigheden af at få et kram af en kollega eller have en session, hvor I sidder fysisk sammen og deler jeres glæder og frustrationer som kolleger.
Jeg er oprigtigt bekymret for senfølgerne af en fremtidig arbejdskultur, hvor hjemmearbejde bliver normen nærmere end den fleksible undtagelse. Jeg advokerer ikke for en enten-eller-løsning, men jeg råber vagt i gevær for en udvikling, der synes at blive advokeret stærkere og stærkere for uden en ordentlig forståelse af de senfølger, det kan medføre.
Hvem ved. Måske tager jeg helt fejl? I så fald får jeg i hvert fald brug for et opmuntrende klap på skulderen og måske endda et gruppekram, hvis det går helt galt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her