#METOO // KOMMENTAR – Der skete umiddelbart en del, efter #MeToo-bølgen endelig kom til Danmark for 5 år siden. Men i teater- og filmbranchen førte indsamlingen af hele 500 navne til præcis ingenting, skriver Lærke Reddersen, der er frustreret og skuffet. Hvorfor interesserer medierne sig ikke for sagen, spørger hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I den forgangne weekend er det nøjagtig 5 år siden, at Danmark fik sit første #MeToo-tiltag.
Og selvom jeg kan synes, at der ikke er sket ret mange forandringer, giver en gennemlæsning af vores facebookside #StopStilheden mindelser om, hvor fantastisk meget, der faktisk er sket både her i landet og ikke mindst i udlandet.
Vi har i hvert fald opnået, at masser af mænd er blevet rasende på os. De hader og forbander, at kvinder nu er begyndt at fortælle, både mundtligt og skriftligt, hvad vi har oplevet af overgreb helt fra barnsben
Vi var de første, der indsamlede vidnesbyrd fra kvinder i teater- og filmbranchen om, hvilke seksuelle overgreb de havde været udsat for i deres liv. Og vi fik over 500 svar. 100 af dem blev præsenteret ved en reading på Betty Nansen Teatret i netop denne weekend for 5 år siden. Og tak for det.
Men hvad er der sket siden? Ikke en skid?
Vi har i hvert fald opnået, at masser af mænd er blevet rasende på os.
De hader og forbander, at kvinder nu er begyndt at fortælle, både mundtligt og skriftligt, hvad vi har oplevet af overgreb helt fra barnsben.
Hvorfor bliver de så rasende?
Hvad er det, vi ikke må fortælle?
Har de selv noget i klemme?
Og det er såmænd ikke kun mænd, der bliver rasende – der findes også kvinder, som hader, at vi ikke længere holder vores mund, og at vi tillader os at fortælle sandheden.
Sandhederne om overgreb og #MeToo er ofte forbudt at nævne
Men jeg synes egentlig også, at det er på tide at stille spørgsmålet: Gør vi nu også det – fortæller sandheden?
Her 5 år efter må jeg blot svare NEJ!
Vi fortæller ikke sandheden – for det må vi ikke, det kan vi ikke. Det er forbudt!
Vi har det ikke som Filomele, der fik skåret tungen af, efter at Tereus havde voldtaget hende, for at hun ikke skulle fortælle, hvad der var sket.
Men vi sidder i film- og taterbranchen tilbage med kundskab fra 500 vidnesbyrd, bag hvilke der gemmer sig 500 mandenavne – og vi har forbud mod at nævne dem.
Vi er kommet af med vores historier, men mændene bag overgrebene går stadig frit rundt derude
Filomele uden tunge gav sig til at væve – hun vævede et tæppe, hvori hun fortalte sin historie og sørgede for, at dette tæppe kom i hænderne på hendes søster, der på den måde fik hendes sandhed fortalt.
Vi kan ikke væve.
Hvordan skal vi komme af med alle disse 500 sandheder?
Vi er kommet af med vores historier, men mændene bag overgrebene går stadig frit rundt derude – politikere, teaterchefer, filminstruktører, undervisere, skuespillere, teknikere, kolleger – og på nøjagtig samme måde i samtlige brancher i hele landet.
Hvad skal vi gøre ved det? Jeg spørger nu på 5. år.
Og jo, der er mænd, der er blevet ‘fældet’, som det hedder. Som et stort træ i skoven, der vælter.
Og det har helt sikkert været vigtigt og på sin plads. Men det kæmpestore problem er, at hvis ikke pressen interesserer sig for ‘emnet’, sker der absolut ikke noget som helst.
Er pressen simpelthen ikke interesseret i at vide, hvem I er?
Hver enkelt kvinde kan ikke gøre noget – for hun kan intet bevise. En større gruppe af kvinder kan heller ikke gå sammen om at fælde en enkelt mand, de vil også mangle beviser.
Og overgrebs DNA er netop: at der ikke kan findes beviser. De foregår nemlig altid hemmeligt, bag lukkede døre, i det skjulte, væk fra offentligheden og alfarvej – ingen må vide om det.
Og så ligger de ækle erfaringer ellers der og ulmer og gærer i årevis – og du kan intet stille op med dem. Du kan ikke komme af med dem eller få oprejsning.
Hvor er pressens interesse?
Vi kan fortælle om vores oplevelser til vores kærester, mænd, børn og familie, hvis vi tør – og det kan i sig selv være en stor befrielse.
Men vi kan ikke sætte navne på offentligt. Det er nemlig folkedomstol og forbudt.
Så gutterne kan stadig gå uforstyrrede rundt og fortsætte deres meritter uden mindste risiko for, at der sker dem noget. Jeg forstår stadig ikke, at pressen ikke har interesseret sig for, hvilke navne der gemmer sig bag de 500 vidnesbyrd vi samlede ind for 5 år siden.
Eller er pressen simpelthen heller ikke interesserede i, at vide hvem I er?
Så står vi helt alene, også selvom vi ved, hvem I er.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
