ULVE // DEBAT – Hvis vi vil have ulve i Europa, gør vi klogt i at forvalte bestanden med henblik på langsigtet sameksistens. De akkumulerede erfaringer med ulve peger på, at dette bør inkludere begrænset jagt på ulve med henblik på at opretholde en skyhed for mennesker, som forebygger nærgående adfærd.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At Inger Støjberg og andre politikere kræver de danske ulve udryddet, viser blot, at de har opsnappet en bred og voksende utryghed i den del af befolkningen, som lever med ulvene, og på den baggrund øjner chancen for nemme politiske point.
Utrygheden er håndgribelig og er formentlig den største udfordring for sameksistens med store vilde dyr. Det er med andre ord ikke hverken fåreholdere eller fæle jægere, som er de store problemer i forbindelse med ulvens fortsatte eksistens i det danske landskab, men derimod Hr. og Fru Danmark og deres tryghed.
I de europæiske demokratier er realiteterne, at det i yderste konsekvens er folkestemningen, som afgør, i hvilken udstrækning der er ”plads” til store vilde dyr
Jeg har selv oplevet, hvordan lokalbefolkningen lever i daglig angst for at blive angrebet af tigre, elefanter, krokodiller og brunbjørne i Indien, Zimbabwe og Rumænien. Frygten er muligvis ikke rationel i statistisk forstand, men den er stærk nok til at udløse udbredt mistro til myndighedernes forvaltning og selvtægt imod de arter, som befolkningen frygter.
I de europæiske demokratier er realiteterne, at det i yderste konsekvens er folkestemningen, som afgør, i hvilken udstrækning der er ”plads” til store vilde dyr. For eksempel har et bredt flertal i Folketinget bestemt, at der ikke må findes vildsvin i Danmark, selv om det er en hjemmehørende art. Jeg kan også garantere, at hvis en brunbjørn krydser den danske grænse, bliver den indfanget eller nedlagt på meget kort tid for at beskytte den danske befolkning.
Hvis ulvene skal have en fremtid i Danmark, kræver det med andre ord, at der er bred accept af dette i befolkningen. Dette forudsætter tryghed, som igen forudsætter en løbende demokratisk samtale.
Man kan ikke fjerne utryghed med vrede eller ved at latterliggøre de utrygge. Det eneste, der virker, er oplysning. Faktuel, transparent, ufiltreret og ærlig information.
Misinformation skader ulvene
En demokratisk samtale om ulve kan ikke gennemføres på grundlag af populistisk misinformation fra de yderste fløje, der lige nu dominerer den stærkt polariserede debat. Den ene side påstår fx, at ulven er ufarlig, fordi der ikke er nylige eksempler på prædatoriske ulveangreb på mennesker i Europa, og den anden side postulerer, at ulven er en invasiv art, som vi mere eller mindre har en forpligtelse til at udrydde.
Ingen af delene er korrekte, og når folk opdager, at de udsættes for forsøg på manipulation, er der en klar tendens til, at de reagerer ved at gå i en anden retning end den, de føler sig skubbet i.
Ulvene har ingen glæde af forsøg på at sugarcoate eller sortmale konsekvenserne af deres tilstedeværelse. Tværtimod. Skal ulvenes fremtid sikres i Europa, må det nødvendigvis hvile på bred folkelig accept, som bl.a. udspringer af tillid til myndighedernes forvaltning af bestanden.
Myte: Ulve er fuldstændig ufarlige
Virkelighed: I 2024 dræbte en enkelt ulveflok i Bahraich i den indiske delstat Uttar Pradesh mindst 12 mennesker i perioden marts til september. 10 af de dræbte var børn. Betydeligt flere blev skadet.
I alt 30 landsbyer levede i rædsel i det meste af et år. Ulveflokken bestod af seks individer, og ulvenes angreb på mennesker ophørte først, da den sidste ulv i flokken blev skudt.
Bølgen af angreb fulgte præcis samme mønster som andre ulveangreb i Indien i nyere tid. Disse omfatter bl.a. Andhra Pradesh i 1980-81, hvor 9 børn mistede livet, Bihar i 1980-86, som kostede 122 børn livet og Uttar Pradesh i 1996, hvor 50 børn blev dræbt.
Indiens ulvebestand er betydeligt mindre end den europæiske, og der er flere teorier om, hvorfor Indien er så udsat. Disse omfatter ifølge den norske forskergruppe, som i 2002 rapporterede om ulves farlighed for mennesker, mangel på naturligt bytte, stor befolkningstæthed og en manglende skyhed blandt ulvene, som bl.a. kan tilskrives, at lokalbefolkningen mangler våben at forsvare sig med.
Problemer med såkaldt prædatoriske ulveangreb på mennesker – altså angreb, hvor ulvene betragter mennesker som et bytte – bunder altid i, at ulvene i en eller anden udstrækning har mistet deres indgroede frygt for mennesker.
Oplever dyrene aldrig mennesker som farlige, så vænner de sig i stigende grad til os, kommer tættere og tættere på bebyggelse og kan udvikle nysgerrighed på, om vi kan spises. I yderste konsekvens angriber de et menneske og finder måske ud af, at vi dels udgør et relativt let bytte (især børn), og at vi faktisk er spiselige. Har en ulv først overvundet sin menneskefrygt i en grad, hvor den har bidt et menneske, er den dødsensfarlig.
Ulven angriber også i Europa
Den 12. og 26. juni 2018 blev en voksen og to børn på henholdsvis otte og ti år bidt af en ulv i Polen. Den 25. april 2021 skød og dræbte en svensk familiefar i Värmland en særdeles nærgående ulv, der kom faretruende tæt på mandens tre-årige søn, mens barnets mor råbte og kastede sten mod ulven fra få meters afstand.
Det hele blev fanget af et overvågningskamera på gården, og manden blev pure frikendt for illegal jagt, eftersom det var åbenbart for anklageren, at han handlede i lovligt nødværge. Den 16. juli 2024 blev en lille pige bidt af en ulv i Holland. Den 10. september 2024 blev en pige angrebet af en ulv i udkanten af Rom.
I samtlige fire sager var der tale om sunde og raske ulve. I ingen af tilfældene havde ofrene angrebet ulven eller trængt den op i en krog. I samtlige sager gik det ud over børn, og i samtlige tilfælde blev angrebene afbrudt efter indgreb af voksne. Alt tyder derfor på, at alle disse sager var prædatoriske angreb – altså at ulvene betragtede de angrebne børn som et muligt måltid. At ingen blev dræbt, må betragtes som et lykketræf, for der er absolut intet, der indikerer, at ulvene ville have stoppet disse angreb, hvis der ikke var blevet grebet ind.
Altså seks mislykkede prædatoriske ulveangreb begået af fire forskellige ulve i Europa på seks år. Og frekvensen er desværre klart stigende – i det forudgående årti var der mig bekendt ingen lignende rapporter om ulveangreb på mennesker i Europa.
Meget lav risiko – især med forvaltning
De fire aggressive ulve omtalt ovenfor udgør mindre end 0,025 % af den samlede europæiske ulvebestand. Sandsynligheden for, at dit barn bliver angrebet af en ulv, er derfor nærmest forsvindende lille – også selvom du bor midt i Ulveland. Men risikoen er ikke nul, som det igen og igen påstås. Hvad der imidlertid er mere interessant end den eksakte størrelse på den minimale risiko, er, at risikoen bliver markant lavere med aktiv forvaltning.
I 2021 understregede NINA-forskerne et presserende behov for mere viden om frygtløse ulve og for klare forvaltningsplaner, som dels modarbejder ulves farlige tilvænning til mennesker (habituering) og dels reagerer med konsekvens, når ulvene bliver for menneskevante. For præcis ligesom ulve kan lære at frygte mennesker, hvis vi jager dem, så kan de også miste frygten for mennesker, hvis vi i en periode freder dem fuldstændigt.
EU’s aktuelle initiativer i forhold til at muliggøre fremtidig ulveforvaltning kommer i min optik i sidste øjeblik
Allerede i den første NINA rapport fra 2002 var forskerne klare i mælet omkring behovet for at forebygge en farlig udvikling:
”Hold ulvene vilde. Ulve, som lader til at miste deres frygt for mennesker eller opfører sig aggressivt, bør fjernes fra bestanden. Omhyggeligt reguleret jagt kan vise sig nyttigt.”
Jagt kan blive ulvens redning
I min optik er det værste, der kan ske for den langsigtede overlevelse af den europæiske ulvebestand, en øgning i frekvensen af ulveangreb på mennesker. For dette vil skabe frygt og føre til manglende accept. Dermed forsvinder grundlaget for fredelig sameksistens, og ulvene vil være de store tabere, hvad enten det er myndighederne, som sætter ind med krav om kraftige reduceringer i bestanden, eller om det er befolkningerne, som griber til selvtægt, som det kan opleves overalt i verden, hvor mennesker føler sig truede af store vilde dyr.
Iværksætter man en forvaltning, som dels tager sigte på at tage nærgående og aggressive ulve ud af bestanden hurtigt og effektivt og dels bibeholder bestandsstørrelsen på et tåleligt niveau, så er der alle muligheder for, at europæere og ulve kan leve side om side i al fremtid. Fortsætter man derimod latterliggørelsen af utrygge mennesker og forplumrer debatten med misinformation for at pynte på virkeligheden (eller male fanden på væggen), så vil det folkelige pres for at blive af med ulvene vokse. Skulle det engang komme så vidt, at et eller flere børn bliver angrebet og dræbt i Vesteuropa, har jeg svært ved at se en lys fremtid for ulvene i vore tætbefolkede lande.
EU’s aktuelle initiativer i forhold til at muliggøre fremtidig ulveforvaltning kommer i min optik i sidste øjeblik. De seneste angreb kunne være undgået. De næste SKAL undgås – ellers er det slut med ulve i Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og