MEDIER // KOMMENTAR – I forhold til B.T.s nu forhenværende chefredaktør Michael Dyrby har Det Berlingske Hus lagt en strategi, der alvorligt har skadet koncernens omdømme. En leder lørdag i Berlingske har kun gjort problemet værre og rejst flere spørgsmål, end den har besvaret.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Chefredaktør Tom Jensens leder om Michael Dyrbys afgang lørdag i Berlingske rejser en række vigtige, principielle spørgsmål. Men den øverste chef, Anders Krab-Johansen, er meget karrig med at stille op til interviews og svare på kritiske spørgsmål, modsat hvad Det Berlingske Hus kræver af alle andre. Derfor retter jeg spørgsmålene til Tom Jensen, som tilsyneladende er efterladt alene på broen for at forsvare koncernens hastigt faldende troværdighed.
Først nogle spørgsmål til selve lederen
Tom Jensen skriver: ”Michael Dyrby gav også udtryk for, at han i et år havde fornægtet dokumentaren og bare ønsket, at det gik væk.”
1) Hvordan stemmer det overens med, at Dyrby hyrede en advokat for at forhindre, at hans navn blev nævnt i dokumentaren (og formodentlig i det hele taget forsøge at dæmpe kritikken af kulturen på TVMe2)?
2) Er det rigtigt, som rygterne siger, at Det Berlingske Hus har hyret ekstern ekspertbistand til at håndtere krisen?
3A) Hvis ja, hvor mange penge er der foreløbigt brugt på det?
3B) Hvis ja, omfatter det også at betale for Dyrbys advokat, jf. spørgsmål 1)?
3C) Er du tilfreds med den krisehåndterings-strategi, der er lagt?
Tom Jensen skriver videre: ”Det er ikke rimeligt at betvivle… at Michael Dyrby har arbejdet dybt med sig selv og nu er en anden chef, der har ledet B.T. respektabelt…”
4) Hvordan stemmer det overens med de historier, der er kommet frem om en nyhedsredaktør, der har opført sig på en måde, der vel ikke kan opfattes som andet end ekstremt krænkende og små-psykopatisk over for en række kvindelige studentermedhjælpere og, ifølge Orientering på P1 forleden, også overfor en mand, der blev udsat for grov, homofobisk mobning?
4A) Dyrby gav den pågældende en advarsel, men han blev senere forfremmet. Er det den rigtige måde at håndtere den slags sager på?
Tom Jensen skriver videre: ”Det er samtidig sandt, at Michael Dyrbys sager vedrører en tidligere arbejdsplads, som han ifølge tidligere TV 2-direktør Merete Eldrup måtte forlade også netop på grund af sine handlinger som leder på stationen. Og at en fyring på grund af TV 2-fortiden derfor ville være en slags dobbeltreaktion på noget, der intet har med B.T. eller Berlingske Media at gøre.”
5) Du får det til at lyde, som om det er en hård straf at måtte forlade sit chefjob, hvis man har opført sig som ”et dygtigt røvhul” (Dyrbys egne ord). Sladderen går hurtigt i medieverdenen, så derfor er mit spørgsmål: Vidste man i Det Berlingske Hus, at Dyrby blev fyret fra TV2 og ikke valgte selv at gå, som han fik lov til at sige offentligt, da man ansatte ham som chef på BT?
5A) Hvis ja: Hvorfor blev han så ansat?
5B) Hvis nej: Hvorfor har man ikke lavet tilstrækkelig god research i forbindelse med ansættelsen? Det er jo helt normalt at indhente meget detaljerede oplysninger om folks fortid, når de bliver ansat i vigtige chefstillinger.
Tom Jensen skriver videre om dokumentaren, at Michael Dyrby ”ifølge eget udsagn (blev) så chokeret, at han i dagene derefter nærmest ikke kunne »sige fire sammenhængende sætninger«. Derfor gik han i flyverskjul i omkring en uge, før han trådte frem og lod sig konfrontere i flere interviews.”
6) Berlingske og andre medier har citeret Anders Krab-Johansen for, at det var ham, der bad Michael Dyrby tage et par dages ”ferie”. Han gik altså ikke, men blev bedt om at gå på ferie. Hvorfor siger man ikke sandheden fra Berlingskes side?
6A) Synes du, at Michael Dyrby leverede tilfredsstillende svar i disse interviews?
6B) Synes du, der er acceptabelt, Dyrby nægtede at stille op til en række andre interviews?
6C) Hvad synes du om Dyrbys sidste sætning i det opslag, han lavede hos BT om sin afgang: ”Tak for turen – det var sjovt”?
6D) Tror du, de mange krænkede på TV2 og BT synes, det har været sjovt?
Og så de mere generelle spørgsmål:
7) Hvad siger du til, at Anders Krab-Johansen er så karrig med at stille op til kritiske interviews?
8) Kan du fremover, med troværdighed i behold, kræve, at diverse politikere til enhver tid skal stille op til kritiske interviews?
9) I hvilket omfang har jeres ejere været involveret i håndteringen af denne sag?
10) Det hedder i Det Berlingske Hus’ redaktørerklæring, at ”der kræves redelighed og alsidighed ved oplysning af læserne”. Synes du, at jeres håndtering af denne sag lever op til redaktørerklæringen?
11) Hvordan vurderer du Det Berlingske Hus’ troværdighed efter denne sag? Eller på mere ligefremt dansk: Hvordan synes du selv, det går?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her