USA // DEBAT – Efter mødet mellem Zelenskyj og Trump er danske politikere rystede over USA’s udenrigspolitik. Men historien viser, at USA altid har prioriteret geopolitiske interesser frem for etiske værdier, hvilket nu også sætter Ukraines position i krigen på spil, mener Nicholas Nyrop Vinthen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter Zelenskyjs møde med Trump i Det Hvide Hus kørte af sporet, strømmede det ind med reaktioner fra danske politikere og mediefolk. På tværs af det politiske spektrum begræd man kollektivt, at det USA, man har hyldet og set op til, nu er kommet på vildspor.
På X lød det fra Inger Støjberg: ”Det er ikke det USA, jeg kender og holder af!” Socialdemokratiets Magnus Barsøe håbede på, at USA ville komme ”tilbage til lyset igen”, og Berlingskes Tom Jensen skrev: ”Det er som at se den verdensorden, vi har kendt, og alt det, vi troede var rigtigt siden Anden Verdenskrig, falde fra hinanden foran vores øjne.”
USA er en stormagt, og som alle stormagter har USA altid haft ét mål for øje: at pleje sine geopolitiske interesser
Disse reaktioner afslørede, at det politiske Danmark for længe har været under det fejlagtige indtryk, at amerikansk udenrigspolitik på noget tidspunkt har været drevet af etiske værdier og ikke benhårde, magtstrategiske hensyn.
USA har altid haft ét mål for øje
USA er en stormagt, og som alle stormagter har USA altid haft ét mål for øje: at pleje sine geopolitiske interesser. Historien giver os et hav af eksempler fra bare de seneste 40 år, hvor USA har udnyttet mindre lande til at fremme sine interesser for derefter, ofte voldeligt, at forkaste selvsamme lande, en dynamik, som mødet mellem Trump og Zelenskyj tydeligt illustrerede. At danske magthavere i årevis har lukket øjnene for dette, kommer nu og bider dem bagi.
Hvis man dykker ned i historien, kunne et nærliggende eksempel på denne dynamik være det amerikanske had-kærlighedsforhold til Saddam Hussein og Irak. Under krigen mellem Iran og Irak 1980-1988 blev amerikanerne bekymrede for, om en iransk sejr ville svække olieforsyningen til USA.
Derfor besluttede amerikanerne at hjælpe Hussein ved at give efterretninger om det iranske militær til ham, selvom amerikanerne vidste, at han ville bruge efterretningerne til at anvende kemiske våben mod iranerne, inklusive nervegassen sarin.
Gennem en uhellig alliance med Hussein tvang amerikanerne således Iran ind i en våbenhvile i 1988, som Irans daværende ayatollah beskrev som ”værre end gift”.
Irak stod imidlertid svækket tilbage efter den omkostningstunge krig, og Hussein forsøgte at anskaffe mere bistand og få annulleret gæld fra Kuwait ved at argumentere for, at han havde beskyttet det lille naboland fra Iran, hvilket Kuwait blankt afviste. Kuwait undergravede også Iraks olieprofitter ved at overproducere olie i forhold til Opecs kvoter. Efter mislykkede forsøg på at løse problemerne diplomatisk besluttede Hussein sig for at invadere Kuwait.
Før invasionen fandt sted, spurgte Hussein amerikanerne ind til, hvordan de ville reagere. Hertil svarede den amerikanske ambassadør April Glaspie, at USA ikke havde nogen holdning til konflikter mellem arabiske stater ”som jeres grænseuenighed med Kuwait”, og at USA ikke havde nogen sikkerhedsforpligtelser over for Kuwait, hvilket blev opfattet som et grønt lys til invasionen, som professor i statskundskab John J. Mearsheimer har påpeget.
Derfor bør man ikke være overrasket over, at skiftende amerikanske regeringer ikke har støttet Ukraine ud af godheden i deres hjerter, men fordi de så en strategisk fordel i at gøre det
Amerikanerne vendte dog hurtigt på en tallerken over for deres loyale partner Hussein og sendte tropper ind for at nedkæmpe de irakiske styrker. Ifølge professor og intellektuel Noam Chomsky skyldtes dette dels en frygt for at miste amerikansk kontrol over oliepriserne og dels et ønske om at demonstrere USA’s mægtige militære magt. Man kan spekulere i motiver, men amerikanernes egen forklaring om, at man blot ønskede at befri Kuwait, holder selvsagt ikke vand taget den amerikanske ambassadørs udtalelser i betragtning.
Hussein fik at føle, hvordan man som USA’s partner bliver behandlet, hvis man mister sin nytte for amerikanske interesser. Han oplevede det på egen krop, da han blev henrettet efter USA’s invasion af Irak i 2003 på baggrund af et anklageskrift, der oplistede hans forbrydelser mod menneskeheden uden at nævne de forbrydelser, han havde begået med amerikansk støtte.
USA’s forhold til Manuel Noriega
En lignende historie er den amerikanske bistand til den berygtede panamanske militærdiktator Manuel Noriega, der var på CIA’s lønningsliste, mens han fastholdt magten gennem voldelige midler mod sin egen befolkning fra 1983 til 1989. Noriegas forhold til USA blev tættere gennem hans regeringstid, da amerikanerne benyttede Panama til at sende våben til de højreorienterede militser, Contras, i et forsøg på at vælte Nicaraguas regering. De amerikanskstøttede Contras blev senere anklaget af Human Rights Watch for at have begået et væld af krigsforbrydelser, inklusive omfattende drab og tortur af civile.
Men igen, da Noriega ikke længere blev anset som en troværdig partner i at bekæmpe Nicaragua, besluttede amerikanerne at vælte ham gennem en invasion i 1989. Antallet af dræbte civile panamanere er aldrig blevet fastlagt, men estimater varierer mellem flere hundrede til flere tusinde. Noriega blev sat i et amerikansk fængsel i Miami, hvor han tilbragte de næste 17 år.
Noriegas eksempel illustrerer det samme grundlæggende mønster, der gjorde sig gældende med Hussein, og som længe har præget amerikansk udenrigspolitik: at USA ikke er bange for at gøre forbryderiske og forfærdelige ting for at styrke sin geopolitiske position, inklusive at vende på en tallerken over for sine partnere, ikke fordi de gør frygtelige ting, men fordi de ikke længere er brugbare.
Derfor bør man ikke være overrasket over, at skiftende amerikanske regeringer ikke har støttet Ukraine ud af godheden i deres hjerter, men fordi de så en strategisk fordel i at gøre det. I dette tilfælde for at svække en geopolitisk modstander: Rusland.
Bidens forsvarsminister Lloyd Austin opfordrede efter krigens begyndelse til, at Rusland blev ”svækket” som nation. Amerikanerne pressede derefter Zelenskyj hårdt til at trække sig fra fredsforhandlingerne i Istanbul i maj 2022, hvor Ukraine og Rusland for alvor nærmede sig en fredsaftale, der i tilbageblik kunne have sparet hundredtusindvis af liv.
Boris Johnson sagde dengang til ukrainerne, ifølge daværende leder af det ukrainske forhandlingsteam David Arakhamia, at selv hvis ukrainerne var klar til at indgå fred med Rusland, ønskede USA, Storbritannien og de øvrige vestlige lande at fortsætte krigen. Dengang havde ukrainerne væsentlig mere ”leverage” i fredsforhandlingerne, end de har nu, hvor det går dårligt på slagmarken, og Putin gør langsomme fremskridt.
Putin er en autoritær leder, der holder den russiske befolkning i et jerngreb og bruger dem som kanonføde i sin ulovlige invasion af Ukraine. At stoppe krigen synes altafgørende. Men amerikanernes første prioritet har altid været: America First, og det har tilsyneladende haft betydelige konsekvenser for fred i Ukraine.
Og som før illustreret smider USA altid deres partnere på porten, når deres nytte for amerikanske interesser er opbrugt, som vi nu ser med Ukraines svækkede position i fredsforhandlingerne. Det er derfor, den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger berømt udtalte: ”It may be dangerous to be America’s enemy, but to be America’s friend is fatal.”
Det er klart, at Trumps narcissisme resulterede i det mest katastrofale offentlige møde mellem statsledere i nyere tid, måske nogensinde. Men Trumps kabinet er fuldt af konservative høge, der overvejer at kaste USA ud i en krig med Iran, og siden Rusland både må se sig svækket efter krigen i Ukraine og partneren Assads fald i Syrien, forekommer det logisk fra et amerikansk strategisk hensyn at frigøre nogle ressourcer til at håndtere andre geopolitiske modstandere ved at afslutte krigen i Ukraine, selvom det betyder at vride armen om på Zelenskyj.
Man bør under alle omstændigheder genoverveje det fornuftige i at give Trump lov til at installere amerikanske soldater og våben permanent på dansk jord
Dertil kommer Trumps personlige tiltrækning af Putin, som yderligere svækker amerikanernes støtte til Ukraine.
At danske politikere og mediefolk er så overraskede over, at USA behandler deres proxy, i dette tilfælde Ukraine, som et stykke legetøj, der bliver smidt ud, så snart det ikke er sjovt længere, viser deres bekymrende ignorance over for amerikansk udenrigspolitiks brutale historie. Og der er behov for en grundig selvransagelse i Danmarks tætte forhold til USA for at ikke at fremstå hykleriske, når vi pludselig nu kerer os om amerikanske overgreb, hvor de begynder at vende sig mod os, men ikke mens de stadig var vores nære allierede.
Man bør under alle omstændigheder genoverveje det fornuftige i at give Trump lov til at installere amerikanske soldater og våben permanent på dansk jord, særligt når han truer med at annektere Grønland. For som Trump tydeligt har vist, er amerikanerne ikke det mindste interesserede i at beskytte menneskeliv, men i at beskytte USA’s magt. Det kan Danmark lige så vel som Ukraine blive offer for.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og