ZOHRAN MAMDANI // DEBAT – Berlingskes Tom Jensen fremstiller New Yorks borgmesterkandidat Zohran Mamdani som et radikalt problem, men faktum er, at hans politik er målrettet hverdagsløsninger for New Yorks borgere. Kritik bør baseres på fakta – ikke fordrejede karikaturer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et nyligt indlæg i Berlingske hævder chefredaktør Tom Jensen, at Demokraterne i New York, med deres borgmesterkandidat Zohran Mamdani, har ”opstillet en kandidat til borgmestervalget, som nærmest er taget ud af bogen med opskriften på, hvorfor trumpismen opstod”. Det er en påstand, der i bedste fald bygger på misforståelser og i værste fald på bevidst misinformation. Hvis vi vil forstå Donald Trumps jerngreb om amerikansk politik – og endnu vigtigere, hvordan det kan besejres – bør vi starte med at forholde os til fakta.
Zohran Mamdanis mærkesager – uden Tom Jensens spin
Tom Jensen hævder først og fremmest, at Mamdani vil gøre dagligvarebutikker gratis for alle newyorkere. Det er faktuelt forkert. Forslaget går på et begrænset pilotprojekt med fem kommunale supermarkeder, hvor prioriteten er at gøre varerne billigere end i de privatejede kæder, således at udsatte personer kan få råd til dem. Der er altså tale om et målrettet initiativ som et konkret modsvar til de stigende leveomkostninger – ikke gratis mad til alle byens borgere.
Jensen har til gengæld ret i én ting: Demokraterne har i årtier svigtet den amerikanske arbejder- og middelklasse. Mange føler sig forladt og kan ikke længere genkende sig selv i partiet
Derudover påstår Jensen, at udtrykket ”Globalize the intifada”, som Mamdani tidligere har udvist sympati for, på dansk kan oversættes til, at ”jøder over hele verden skal angribes”. Også dette er en grov fordrejning. Sloganet, der stammer fra pro-palæstinensiske miljøer, er udtryk for modstand mod Israels besættelse af palæstinensiske områder – en bekymring, som deles af en lang række internationale organisationer og stater.
Men når Tom Jensen misrepræsenterer udtrykket på så kraftig vis, inviterer det til, at læserne får et helt andet billede af Mamdani end det, der faktisk reflekterer hans holdninger. Og det er et problem. For mens man kan mene, hvad man vil om selve sloganet og dets oprindelse, er dét at reducere det til antisemitisme ikke blot misvisende, men på mange måder en direkte skadelig forenkling.
hvis Demokraterne i USA skal genvinde troværdigheden hos de tabte vælgersegmenter, så kræver det netop utraditionelle kandidater, der er villige til at udfordre status quo
Endelig skriver Tom Jensen, at Mamdani er så yderligtgående, at han får Pelle Dragsted til at ligne en ”tweedklædt konservativ fra Gentofte”. Den sætning er absurd i sig selv, for ser man på Mamdanis primære mærkesager – gratis busser, universel sundhedspleje for børn og lejeregulering af et afsindigt dyrt boligmarked – er der intet så påfaldende, at det ikke sagtens kunne findes i et regulært europæisk socialdemokrati. Tværtimod. Gratis offentlig transport er for eksempel allerede blevet foreslået af socialdemokraten Nikoline Prehn, som trods alt må betegnes som værende mere moderat end Dragsted.
Og når det kommer til gratis sundhedspleje, er vi som bekendt allerede vant til det i Danmark – sågar på tværs af alle aldre. Derfor er antydningen om, at disse mærkesager skulle være ude af proportioner, mere sigende om tilstandene i USA end om validiteten af forslagene i sig selv. Set ud fra et dansk perspektiv har forargelsen i hvert fald ingen gang på jord.
Mamdani repræsenterer løsningen – ikke problemet
Jensen har til gengæld ret i én ting: Demokraterne har i årtier svigtet den amerikanske arbejder- og middelklasse. Mange føler sig forladt og kan ikke længere genkende sig selv i et parti, der i stigende grad forbindes med en akademisk og urban elite.
Derfor så vi også samtlige svingstater hælde mod Trump ved det seneste valg. Men det er netop derfor, Mamdani repræsenterer et bud på en løsning – han bryder kraftigt med den seneste mængde af establishment-politikere, som Demokraterne ellers så ofte har haft for vane at stille op med.
Hans hidtil mest imponerende bedrift var sejren over den tidligere guvernør Andrew Cuomo ved primærvalget, på trods af at Cuomo – en klassisk, moderat demokrat, fra en velanset politisk familie – var storfavorit i meningsmålingerne.
Og hvordan gjorde han så det? Ved – bogstaveligt talt – at gå til fods gennem New York, og tale med helt almindelige borgere om, hvorfor de havde stemt på Trump, og hvad der skulle til, for at de ville vende retur til Demokraterne.
Svaret var entydigt: Det ville kræve et ubønhørligt fokus på en aflastning af dagligdagens økonomi – en afgørende mærkesag i et land som USA, hvor knap halvdelen af amerikanerne lever såkaldt ”paycheck-to-paycheck”. Af den årsag fokuserede Mamdani benhårdt på at føre en kampagne, der næsten udelukkende handlede om at bringe udgifterne ned. Og det virkede.
For efter den markante sejr i juni viser de seneste meningsmålinger, at han er storfavorit til at vinde det endelige valg, som afholdes i november.
Det er altså vanskeligt at se, hvordan en kandidat, der fokuserer på at gøre hverdagen billigere for almindelige mennesker – samme løfter, som Trump gik til valg på, men fortsat ingenlunde har leveret – kan udlægges som én af de bærende årsager til Trumps fremkomst.
Legitimitet og pragmatik
Som det altid gør sig gældende i politik, er der naturligvis plads til en vis kritik. Nogle vil garanteret sætte spørgsmålstegn ved, om en minimumsløn på 30 dollars inden 2030 er realistisk, om de kommunale supermarkeder kan drives effektivt, eller om højere skatter – omend der er tale om meget få procent – risikerer at jage investeringer ud af byen. Spørgsmålene er legitime nok.
Men det ændrer ikke på, at Mamdani fremlægger konkrete og velfinansierede forslag, hvoraf flere allerede er blevet testet i praksis. De kommunale supermarkeder er tænkt som pilotprojekter; ikke et totalopgør med privat ejendomsret.
Gratis busser har været afprøvet med succes i flere europæiske byer, og Wien er i dag internationalt kendt for sin almene boligpolitik. Der findes altså erfaringer på tværs af kontinentet, som vidner om brugbare politiske forslag – ikke ekstreme idéer, som Jensen ellers fremstiller dem i sit indlæg.
En ny opskrift på demokratisk succes
Man behøver ikke være enig i Mamdanis politik, og jeg forsøger heller ikke nødvendigvis at overbevise læseren om at blive det. Men for overhovedet at kunne vurdere, om man er det eller ej, kræver det, at man kan forholde sig til kandidatens synspunkter på et objektivt grundlag – ikke til tydeligt fordrejede karikaturer, der afsporer og, ja, nærmest gør direkte nar af debatten.
For hvis Demokraterne i USA skal genvinde troværdigheden hos de tabte vælgersegmenter, så kræver det netop utraditionelle kandidater, der er villige til at udfordre status quo, og som tør at tale ind i de problemer, der er allermest presserende for amerikanerne; og som faktisk tør at gøre noget ved dem. Til det formål finder man ikke en mere prominent, karismatisk, velartikuleret og generelt dygtig figur end Zohran Mamdani.
Så kære Tom Jensen – du misser pointen: Mamdani er ikke årsagen til Trump. Han er ét af de mest lysende bud på, hvordan man langt om længe kan komme af med ham.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og