
BØGER // ANMELDELSE – I bogen 100 års dansk keramik tager Carsten Bagge Laustsen læseren med gennem keramikkens udvikling i Danmark. Med et skarpt blik for både historie og samlerens egen lidenskab er bogen et uundværligt værk for både keramikelskere og -samlere.
Adam, det første menneske, blev formet af ler. Noget blev tilføjet, livsånd blev pustet i hans næsebor. Noget så simpelt som ler gav grund til det levende og til det åndelige, til mennesket og det menneskelige.
Siden da har ler-mennesket skabt kar og kander til brug og til pynt. Det brændte ler er porøst og skal glaseres for at kunne indeholde væske. Er karret eller skålen til brug, så er glasuren en forudsætning. Er den til pynt, bidrager glasuren til genstandens udtryk.
Danmark er rig på dygtige keramikere, fremgår det med al tydelighed
Keramik, hvad enten det er til brug eller til pynt, har en rørsomhed. Man kan holde det i sine hænder, føle dets form, dets glathed eller ru overflade. Keramikken fortæller en historie til de hænder, der holder om den, en historie om tilblivelse, om form og om skrøbelighed.
Carsten Bagge Laustsen, lektor i politisk sociologi ved Aarhus Universitet, fortæller i værket 100 års dansk keramik om sin betagelse af det bearbejdede ler, keramikken, en betagelse der ikke blot fører til en kæmpestor samling af dansk keramik, men også til en detaljeret og vidtspændende viden om feltet.

100 års dansk keramik, der udkom i slutningen af 2024, har udfyldt et hul i bogmarkedet, for inden for de første to måneder blev der solgt 2.000 eksemplarer. En nyt oplag er på vej.
De 268 sider er smukt illustreret med fotografier af Erik Balle Povlsen. Bogens format er ’liggende’ for det klæder fotografier bedst, tænker jeg.
Titlen lover en historisk gennemgang af keramik i Danmark, og det får man også. Kollegaen udi viden om keramik, Anders Urskov, giver i forordet en kort introduktion til keramikkens lange historie, og Bagge Laustsen følger op med en samlende gennemgang af den moderne danske keramik, startende med Thorvald Bindesbøll. Historien læses som spor, der kan læses som traditionens spor, men også som noget man bryder med eller afviger fra.
Carsten Bagge Laustsen forelskede sig som ganske ung i keramik, og siden han fik en skål af sine forældre som studentergave, er hans samling vokset betragteligt
Desuden er der et kapitel om det håndværksmæssige arbejde forud for leret får form og funktion, fra det graves op af jorden til det kommer ud af ovnen.
I værkets bærende del samles 91 danske keramikere tematisk. Hvorfor 91 kan man spørge, og hvorfor lige netop de valgte? Det er irrelevant, for Bagge Laustsen forstår hver enkelt på en berigende måde og kobler løbende til den kontekstuelle kulturhistorie.
På denne måde får læserne ikke blot introduktion til betydende danske kunstnere, men også til udviklingen igennem godt 100 år samt omverdenens betydning for den danske keramiks særegenhed. Danmark er ikke blot rig på ler, Danmark er rig på dygtige keramikere, fremgår det med al tydelighed.
Lidenskab og videnskab i 100 års dansk keramik
Carsten Bagge Laustsen forelskede sig som ganske ung i keramik, og siden han fik en skål af sine forældre som studentergave, er hans samling vokset betragteligt. Samlingen fylder hans hjem, og den er så stor, at han kan præsentere den danske keramik historisk på museer.
Det er blevet til udstillinger i Det danske Hus i Paris, i Det ny Kastet i Thisted samt Sophienholm i Lyngby og Skovgaard Museet i Viborg.
At samle er en udsættelse af døden, har en filosof engang sagt til mig. Ja, jeg bekender mig, jeg er også samler
Hans lidenskab til det bearbejdede ler er fyldt med metodisk orkestreret viden, der deles med museumsgæsterne i de kataloger, der er udgivet i forbindelse med udstillingerne – og nu i det foreliggende bogværk, der mig bekendt ikke har nogen lignende forgænger på bogmarkedet.
100 års dansk keramik indskriver sig i en genre, hvor et afgrænset område – her keramik fra det moderne gennembrud til de nye vilde unge – bliver gennemgået historisk og i sin nutid. Det foreliggende værk løfter genrens tradition og skaber samtidig et brud på den, så dens læserskare udvides. Carsten Bagge Laustsen gør nemlig grundigt rede for fænomenet samling og handlingen at samle. Det fornægter sig ikke, at Bagge Laustsen er akademiker og forfatter til fagbøger inden for sit fagområde, den politiske sociologi.
At samle er en udsættelse af døden
At samle er en udsættelse af døden, har en filosof engang sagt til mig. Ja, jeg bekender mig, jeg er også samler. Det er tvangsneurotisk at samle, erklærede en psykolog, men du samler jo på så meget forskelligt, trøstede hun mig, så er det ikke så slemt. Bagge Laustsen ikke bare samler på andre ting end keramik, men samler også systematisk på viden om det at samle.
Samlere opdeles i fem typer:
1. Æstetikeren, der søger det ypperste inden for sit felt,
2. Den serielle samler, der vil have det hele inden for et bestemt område,
3. Den historisk orienterede, der samler til belysning og forståelse af udvikling og overgange,
4. Skattejægeren, der går efter ’fund’ på loppemarkeder og lignende og glædes over at gøre et godt kup, og så er der endelig
5. Købmanden, der leder efter genstande der efterfølgende kan sælges med fortjeneste.
Alle fem samlertyper har forstand på keramik. De kan identificere et keramisk værk og skelne mellem værker. De kan genkende et værk, for så vidt det kan placeres i deres respektive typer af samlinger.
At samle bliver til en bemestring af tiden, for intervallerne mellem erobringerne danner en tidslig orden for samleren
De finder nydelse ved at placere en nyerhvervet genstand i samlingen, og de bliver på ny rastløse efter at fylde endnu en tom plads i samlingen ud.
En Knud Basse-bjørn kalder på nok en bjørn, en vase i okseblodsglasur kalder på nok en genstand i den smukke dybe farve. Hver ting har to værdier: en i sig selv og så i dens betydning for samlingen.
Bagge Laustsen tager analysen et skridt videre og gør læseren opmærksom på, at samleren bliver til genstand for samlingen. Det er min samling, der samler mig og får mig til at blive til en ’nogen’, at blive til levet liv.
At samle bliver til en bemestring af tiden, for intervallerne mellem erobringerne danner en tidslig orden for samleren.
100 års dansk keramik henvender sig til den nysgerrige, der drages af de keramiske genstande og til de mange, der følger kurser på højskoler eller ’går til keramik’. Den kan med udbytte læses af de flittige gæster på CLAY, museet for keramik ved Middelfart. Og den er en kærkommen gave til dem, der lige som Carsten Bagge Laustsen begærer keramik. Med sin bredde og dybde er den selvfølgelig relevant for alle, der interesserer sig for dansk kunsthåndværk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.