SASS LARSEN-RETSSAG // ANALYSE – Når der 1. september falder dom i retssagen mod Henrik Sass Larsen, handler sagen ikke kun om skyld eller uskyld, men om, hvordan sociale medier forstørrer skandaler, hvordan populisme og personliggørelse præger politik, og hvordan politikere i en permanent valgkamp bliver fanget i kendiskulturens logik, skriver sociolog Carsten Bagge Laustsen.
Hvis man følger blot en flig af nyhedsstrømmen i det danske, kan man ikke være i tvivl om, at retssagen mod den tidligere politiker Henrik Sass Larsen er gået ind i sin slutfase.
Anklagen lyder på besiddelse af store mængder billeder og videomateriale, der viser seksuelle overgreb, samt besiddelse af en dukke, der efter anklagemyndighedens mening kan bruges til seksuelle formål.
Besiddelsen af meget store mængder af børnepornografisk materiale talte, mente de fleste, der kommenterede på nyheden, sit eget sprog
Dommen falder efter planen mandag den 1. september.
Kommentarsporets digitale gabestok
Efter et forsøg på at holde den anklagedes navn hemmeligt besluttede Sass Larsen at træde frem. Der var blevet røbet så meget om den anklagede, at det ikke gav mening at holde på retten til anonymitet.
Og fra starten kogte mediernes kommentartråde forudsigeligt over på sociale medier med kommentarer om Sass Larsens påståede pædofile tilbøjeligheder.
Besiddelsen af meget store mængder af børnepornografisk materiale talte, mente de fleste, der kommenterede på nyheden, sit eget sprog.
Jeg skal ikke kommentere enkelte opslag specifikt, men jeg talte i en artikel fra TV 2 fra blot i de første timer fra sagens start 829 som havde afleveret en emoji: 439 grinede, 290 var vrede, 68 syntes godt om artiklen, 28 udtrykte et ”wow”, 7 var kede af det, og 2 valgte ”omsorgs-emojien”.
Mange kalder Sass Larsen pædofil og foreslår, at han bør kastreres: ”af med bollerne”, ”snit, snit og så ind og ruske”
Reaktionerne kom efter, at Sass Larsen forklarede, at han havde fået dukken med som en bonusgave på en kinesisk handelsplatform. Da han pakkede dukken ud, begyndte den at tale, og for at stoppe det, rev Sass Larsen den elektriske anordning ud, og i samme anledning røg tøjet af, hed det.
Han fjernede også den platform, dukken stod på, og det foranledigede en revne i dukkens skridt. Mange i kommentarsporet fandt Sass Larsens forklaring opfindsom, og de mange grinende smileys, som artiklen blev forsynet med, henviser sandsynligvis dertil.
”Klam gris”, der skal ind og ruske
De fleste kommentarer i tråden vedrører altså forklaringen, men ud over disse er der et væld af mishagsytringer vedrørende hans person.
Han er ”klam” (eller afledte former: ”en klammert” eller ”en klambert”), en ”gris”, ”syg i hovedet”, ”ulækker”, ”ynkelig” og ”afskyelig”. ”Fy for Satan”. Flere mener, at han bør sidde i fængsel resten af livet, og at det var forkert, at han ikke blev varetægtsfængslet fra starten.
Mange kalder Sass Larsen pædofil og foreslår, at han bør kastreres: ”af med bollerne”, ”snit, snit og så ind og ruske”. ”Findes der nogle dyrlæger, der fjerner testiklerne på en mand?” spørger en debattør.
Andre glæder sig ved, at han i fængslet sandsynligvis vil blive udsat for seksuelle overgreb: ”Ind i et åbent fængsel med ham, så bliver han den næste dukke”, ”derinde [i fængslet] skal der nok blive taget kærlig hånd om ham”, ”du kommer til at hygge rigtig, rigtig meget i fængslet”. En går skridtet videre og foreslår, at Sass Larsen skal købe noget Randers reb og så gøre os alle sammen en tjeneste.
Abstrakte domme – konkrete fordomme
Det slående ved kommentarerne er for mig at se det sociologiske underskud, de udtrykker. Og præcis dét bemærkede Georg Wilhelm Friedrich Hegel for mere end 200 år siden også i et eksempel, som nærmest 1-1 mimer Sass Larsen-sagen.
Hegel stiller spørgsmålet om, hvem der tænker abstrakt. Og det overraskende og satiriske tvist i teksten er, at det ikke er filosoffer, som tænker abstrakt, men derimod ”almindelige folk”, når de fx udtrykker deres ubehag i forhold til fx kriminelle. Deres smags-domme er abstraktioner, mens ”menneskekenderens” helhedsbetragtninger er konkret tænkning.
Når vi forlader denne verden i dens konkrete fremtoning, og luften bliver stadig tyndere, tænker vi abstrakt
Nu bruger Hegel af gode grunde ikke ordet sociolog i teksten (den sociologiske tradition var på dette tidspunkt i sin vorden), men netop ”menneskekender”, men det er præcis det, en sociolog er. Han skriver:
”En morder føres altså til skafottet. For det jævne folk er han slet og ret en morder. Damerne gør måske den bemærkning, at han er en kraftig, smuk, interessant mand. Folk finder bemærkningen forfærdelig. Hvorledes? En morder smuk? Hvordan kan man tænke så lavt og kalde en morder smuk? I er vel heller ikke meget bedre selv? Og måske tilføjer præsten, at dette er sædernes fordærv, som det findes blandt de fornemme. Og han ser tingene på grunden og kender hjerterne.
En menneskekender undersøger forløbet af denne forbryders udvikling, finder i hans historie og opdragelse dårlige familieforhold, hos faderen og moderen, en mindre forseelse, som blev straffet med en overordentlig hårdhed, som forbistrede ham mod det borgerlige samfund, hans første reaktion imod det, som drev ham ud af det og nu kun gjorde ham det muligt at holde sig oppe gennem forbrydelser. – Det kan vel være mennesker, som, når jeg hører dette, vil sige: Han vil undskylde morderen! …
Dette er at tænke abstrakt: ikke at se andet end dette abstrakte i morderen, end det, at han er en morder, og at udslette alt menneskeligt i ham på grund af denne simple kendsgerning.”
Hegel spørger i teksten, som jeg lige har citeret fra, hvad det vil sige at tænke abstrakt. De fleste vil nærmest per refleks svare, at filosoffer – de tænker abstrakt.
Det næste bud vil ofte være teologer, og som tredje bud vil der sandsynligvis komme videnskabsfolk i al almindelighed. Når vi forlader denne verden i dens konkrete fremtoning, og luften bliver stadig tyndere, tænker vi abstrakt.
For Hegel er det imidlertid omvendt. Det er præcis dem, som stadig og gerne kritiserer filosofien for at være abstrakt og ukonkret, som er det. (God) filosofi er – modsat hvad de fleste mener, også mange filosoffer – konkret tænkning. Og vi kan så her tilføje, at det også gælder for god sociologi.
Den holistiske forklaring
Hvordan det? Hegel giver et eksempel ovenfor.
Tænk på en morder. En konkret og sociologisk tænkning forfølger morderens historie: Hvilke fortrædeligheder blev vedkommende udsat for, som senere kunne lede til den voldelige handling? Den konkrete – og sociologiske tænkning – forholder sig altså til handlingen som konditioneret og situeret.
Den spørger: hvordan og under hvilke omstændigheder gav noget sådant som et mord mening? Og endelig ser den konkrete tænkning det hele som givet i sociale processer, altså som betinget af den måde, individer står i forhold til hinanden.
En ”holistisk” forklaring som den, vi lige har skitseret konturerne af, altså en, som forsøger at forstå et givet fænomen i forhold til et samfundsmæssigt hele, er konkret. En isoleret forklaring, eller måske bare en enkeltstående iagttagelse i form af fx en følelse eller en smagsdom, er derimod en abstraktion, fordi den fjerner alt andet.
Det sociologiske kommer i spil der, hvor man ikke kun betragter Sass Larsen som et enkeltstående individ, men som en, der står i relation til andre
En holistisk forklaring er derfor ikke bare en bedre forklaring end en ikke-holistisk forklaring. Den er bedre ved netop at være en forklaring.
Og her kan vi så vende tilbage til Henrik Sass Larsens sag.
Den sociologiske tilgang handler ikke om, hvorvidt han er skyldig eller ej. Den er ikke et forsøg på at ”frikende” ham ved at sige, at ”det er samfundets skyld”.
Spørgsmålet om individuel skyld sætter sociologien nemlig en metodisk parentes omkring og overlader til det juridiske system.
Et sociologisk blik på sagen om Sass Larsen
Men hvad karakteriserer så et sociologisk blik på Sass Larsen-sagen?
Det sociologiske kommer i spil der, hvor man ikke kun betragter Sass Larsen som et enkeltstående individ, men som en, der står i relation til andre, her bl.a. alle dem, som kommenterer på sociale medier.
Et sociologisk spørgsmål kunne være, hvor forestillingen om, at politikere altid eller ofte lyver, eller at Socialdemokratiet har særlige problemer med perverteret seksualitet (Sass Larsen, Frank Jensen, Jeppe Kofod nævnes ofte), kommer fra.
En populistisk diskurs, der sætter et afgørende skel mellem politikere og vælgere, som hævder, at politikerne svigter borgerne, fordi de ”alle sammen” er optagede af egen vinding og egen nydelse og dertil er korrupte og kriminelle.
Vi kan i forlængelse heraf på samme vis sige, at Sass Larsens eventuelle skyld ikke kan forklare den voldsomme følelsesmæssige investering, som folk i tråden har i sagen
Og selv hvis Sass Larsen er skyldig, og det må retten afgøre, gælder det, at de mange mishagsytringer har en populistisk og politikerkritisk diskurs som baggrund.
Filosoffen og kulturkritikeren Slavoj Zizek hævder, at en kronisk jaloux ægtemands adfærd stadig er patologisk, selv hvis hans kone rent faktisk bedrager ham. Der er en følelsesmæssig investering, som under alle omstændigheder er overdreven.
Vi kan i forlængelse heraf på samme vis sige, at Sass Larsens eventuelle skyld ikke kan forklare den voldsomme følelsesmæssige investering, som folk i tråden har i sagen. Dette ”følelsesarbejde” er overdetermineret af en diskurs, som ligger bag og betinger reaktionerne.
Når politik bliver til et realityshow
En anden sociologisk pejling i forhold til sagen kunne være en betoning af, at den også er ”overdetermineret” af en kendiskultur. Som fx Niklas Luhmann, Zygmunt Bauman og Anthony Giddens har betonet, bliver vores samfund stadig mere komplekst.
Det er en udfordring for individet, som får sværere og sværere ved at kapere den information, det mødes med. Samfundsmæssige spørgsmål og ikke mindste politiske er ofte uendelig komplekse og videnstunge.
Heroverfor står individet, som har behov for at reducere kompleksiteten og ”gøre det lettere” for sig selv at forstå.
Mange vælger en anden metode til at gøre tingene nemmere at forstå, nemlig en personliggørelse af både politikeren og det politiske
Den reduktion kan selvfølgelig ske i selve valghandlingen, hvor man vælger en repræsentant, som ”gør arbejdet for en”. Men nissen flytter med, for hvilken repræsentant skal man så vælge? Det kræver megen energi og tid at sætte sig ind i de politiske programmer og de enkelte politikeres mærkesager.
Mange vælger en anden metode til at gøre tingene nemmere at forstå, nemlig en personliggørelse af både politikeren og det politiske: Har man tillid til vedkommende? Er vedkommende sympatisk? Har vedkommende en habitus, man kan identificere sig med?
På den måde bliver politikerens private ”selv” på paradoksal vis det centrale – også selvom politik handler om varetagelse af offentlige anliggender. En øvelse, der potentielt vender begge veje: Tillid eller mistillid. Smag for eller afsmag for.
Og hermed bliver identifikation stadig mere afgørende, og det rammer Sass Larsen, som det også kan ramme andre ”kendisser”.
Permanent valgkamp og evige skandaler
Denne kendiskultur har givet mediesystemet som en væsentlig baggrund, og det er en tredje pejling. Inviterer man pressen til brylluppet, dækker de også skilsmissen, hedder det populært. Medierne lever af de kendte, fordi det er det, som efterspørges.
Men der er også en systemisk baggrund for det. Mediernes udvælgelseskriterier, de såkaldte nyhedskriterier, giver mulighed for identifikation, som er dramatisk fortættede, og som indeholder konflikt. Politikere er kendte ansigter, og derfor godt stof, men samtidig arbejder politikerne også på at blive det ved fx at deltage i populære programmer på TV og radio.
Politik er i høj grad flyttet ud af de traditionelle arenaer (fx partiforeninger og parlamentarisk debat) og over på de sociale medier, hvor politikerne så kan møde deres vælgere. Og det skifte af politisk scene betyder, at politikerne kan føre permanent valgkamp. Dette er det fjerde væsentlige aspekt, som giver os en bedre forståelse af Sass Larsen-sagens koordinater.
Trådene om Sass Larsen-sagen bruges i høj grad til at udtrykke antipati over for Socialdemokratiet
Sympatisører fodres på de sociale medier med lunser, der bekræfter dem i deres orientering og i støtten til en specifik politiker, og nye kan vindes. Men det betyder også, at vælgerne kan træde ind på en politisk arena og gennem emojis og kommentarer udtrykke sympati eller antipati for specifikke politikere.
Trådene om Sass Larsen-sagen bruges i høj grad til at udtrykke antipati over for Socialdemokratiet. Man kan tale om en medialisering af politik som den femte pejling.
I takt med denne har politikere og partier fået tilknyttet et væld af kommunikationsrådgivere, og samtidig er korpset af politiske kommentatorer også vokset. De kommenterer på politikernes offentlige fremtræden og ikke mindst på håndteringen af livet på medierne.
Det handler med andre ord ikke kun om, at man møder vælgere på nettet, men om at politik som sådan forandres. Og her bliver ”den politiske skandale” væsentlig.
Politik kommer dermed – og det er den sjette pejling – i stigende grad til at handle om at skandalisere modparten og i at håndtere disse skandaler, så de landes på den mindst ødelæggende måde. Det sidste kan kommunikationseksperterne eller spindoktorerne så vejlede i.
Seks pejlinger i et medialiseret demokrati
På vejen til skafottet lyder de sociologiske spørgsmål som nævnt ikke, om Sass Larsen er skyldig eller ej.
Jeg har her kort peget på seks væsentlige forhold, som er med til at rammesætte sagen og ”almindelige” menneskers deltagelse i den:
- Populisme
- Personliggørelsen af det politiske
- Styrkelsen og udbredelsen af en kendiskultur til også at omhandle politikere
- Betoningen af permanent valgkamp
- Medialisering af politik
- Betydningen af politiske skandaler
Alle seks forhold har betydning, og de illustrerer, at det politiske har forandret sig. Vi har brug for det bredere perspektiv, som ligger i sociologien for at kunne forstå det politiske liv. Det er i stigende grad blevet sådan i takt med, at samfundet er blevet mere komplekst. Eller kunne man sige: Det har altid været komplekst.
Læs andre tekster af Carsten Bagge Laustsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og