POLITIK // KRONIK – Anders Fogh Rasmussen udgiver sine erindringer i en tid, hvor eftervirkningerne af finanskrisen stadig præger dansk økonomi og politik. Alligevel fortier han det, som flere kritikere ser som det mest centrale og kontroversielle i hans statsministertid: det økonomiske eksperiment, der pustede til boligboblen og bidrog til et historisk kollaps.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fortier i sin nye erindringsbog At turde det allervigtigste i sin tid som statsminister, hvor han som chef for VK-regeringen med sine mærkelige idéer om økonomisk politik gamblede uansvarligt med Danmarks samfundsøkonomi. Lad det være sagt straks: Med Fogh ved det økonomiske ror tog Danmark en kurs, der endte med store samfundsmæssige omkostninger. Men det har ingen af de hidtidige boganmeldere overhovedet taget notits af.
Foghs fatale passivitet og økonomiske politik efterlader ham som en af de mest omdiskuterede statsministre i nyere tid – med tungt ansvar for finanskrisens konsekvenser. Frem for at kalde sin erindringsbog ”At turde” burde han i stedet have kaldt den ”At være fej”.
En økonomisk kurs med høj risiko
Da Fogh overtog regeringsansvaret i november 2001, var samfundsøkonomien i god gænge. Den tidligere Nyrup-regering (SR) havde siden 1993 gennemført en række strukturreformer og markant fået nedbragt den meget store arbejdsløshed, der på den tid var i Danmark, da SR-regeringen trådte til efter statsminister Poul Schlüter (K) i januar 1993.
Med Fogh skulle der nu fra november 2001 andre boller på suppen end under Nyrup og i et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti. Det kom der. Da næste valg i 2005 nærmede sig, ville regeringen have lidt mere gang i det økonomiske opsving. Derfor, sagde Fogh i 2003, havde regeringen besluttet at give det begyndende opsving ”et lille puf”. Der blev bl.a. åbnet for afdragsfrie realkreditobligationer, som regeringen, sagde den konservative leder og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, ikke ventede nogen særlig effekt af.
Det økonomiske oprydningsarbejde, som Fogh undlod, blev Løkkes lod – og prisen blev høj
Deri tog Bendtsen og Fogh-regeringen fejl. Der blev sat gang i en kæmpe lånefest, hvor danskerne med den nye mulighed for at få 10-årig afdragsfrihed i enten banken eller realkreditinstituttet kunne erhverve sig et større hus, ny bil, sommerhus, båd, lange udlandsrejser og sabbatår i familierne. De finansielle institutter tjente enorme pengebeløb på dette låneorgie.
Men hvor fik institutterne pengene fra? Forklaringen er både teknisk og alarmerende – og den kaster lys over den systemiske risiko, som Fogh-regeringen ignorerede.
Institutterne havde ikke selv tilstrækkelig kapital til alle de lån, som de bevilgede til danskerne. Det problem fandt bankerne udveje til at klare.
Kortsigtede lån – langsigtede konsekvenser
Efter at dotcom-boblen var punkteret nytårsaften år 2000, blev det internationale pengemarked oversvømmet med enorme mængder af ledige penge, og markedsrenten faldt til et meget lavt niveau, og det var godt for dem, der skulle optage gæld. Det animerede danskerne til at tage et endnu større lån, og det så bankerne og realkreditinstitutterne som alle tiders fidus.
Bankerne begyndte fra 2001 at optage store dollarlån i amerikanske banker, men det var korte lån, dvs. danske banker skulle aflevere dollarlånene tilbage i dollars til de amerikanske långivere efter tre måneder. Til gengæld var renten meget lav – under én procent p.a. Dvs. at danske banker lånte penge ud til danskerne til en rente på typisk 8-10 pct. årligt, og bankerne skulle først have alle pengene tilbage fra danskerne om 5-8 år. Selv skulle bankerne kun betale under én pct. årligt i renten for at låne dollars i USA. En fed fidus, syntes de.
Når lånetiden på de tre måneder var gået, og bankerne skulle betale dollarlånet tilbage, optog de bare et nyt kort dollarlån i USA, og sådan kørte lånerytteriet helt til september 2008, da det sagde BANG. Problemet var, at hvis de amerikanske finansieringskilder pludselig tørrede ud fra den ene dag til den anden, som Nationalbanken netop påpegede igen og igen over for bankerne og regeringen, så ville danske banker komme i en fandens situation. Dels skulle de betale det gamle dollarlån tilbage til tiden, ellers ville danske banker gå konkurs. Dels skulle bankerne i så fald forsøge at få danskerne til at betale deres banklån tilbage før den aftalte tid. Den ligning ville aldrig gå op.
Det var en økonomisk strategi præget af høj risiko – og med advarselslamperne blinkende burde regeringen have grebet ind langt tidligere.
Advarslerne kom – men blev ignoreret
Det siger næsten sig selv, at det er enhver statsministers og regerings pligt at sætte en effektiv stopper for disse dollarlån, som udgjorde en bombe under dansk økonomi. Ellers var der alvorlig risiko for, at det kunne gå galt. Hvad det også gjorde, men herom senere.
Den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer advarede imod denne trafik. Til Politiken sagde han 10. juni 2010: ”I min tid blev vi meget utilpasse ved, at bankerne finansierede sig i det korte marked, for det er meget risikabelt. Hvis nogen får en fornemmelse af, at der er noget galt, så breder det sig som en løbeild.”
Det eneste tidspunkt, hvor han handlede, var, da det gik op for ham, at sammenbruddet på det finansielle marked var nær. Da fik han travlt med at komme ud og væk
Nationalbanken var tidligt ude med klare advarsler mod bankernes voksende lånerytteri. Allerede i 2001 kom første advarsel, og den blev gentaget i Nationalbankens publikationer i 2002, 2003, 2004, 2005, 2006 og 2007. Advarslerne var uden virkning på VK-regeringen og dens højtuddannede embedsmænd.
Som følge af de korte lån i USA steg danske bankers samlede indlånsunderskud markant fra 2004, dvs. at bankerne samlet skyldte flere penge væk end det beløb, som danskerne samlet havde sat ind i bankerne. Et indlånsunderskud er et alvorligt krisetegn, især hvis det fastholdes over nogle få år.
For 2004 havde alle danske banker totalt opsamlet et indlånsunderskud på 32 mia. kr. Året efter voksede det til 163 mia. kr., og i 2006 yderligere til 400 mia. kr. I 2007 nåede underskuddet 522 mia. kr. og toppede i september 2008 på 656 mia. kr., uden at Foghs VK-regering på noget tidspunkt gjorde mine til at gribe ind. Altså at danske banker samlet skyldte 656 mia. kr. mere væk, end danskerne havde sat ind på deres bankkonti – 656 mia. kr. Det er rigtig mange penge.
Foghs flugt fra ansvar
Havde VK-regeringen grebet ind, ville den ikke have fået gang i den lånefest, som i høj grad bidrog til dens valgsejr i februar 2005 og igen i november 2007. Så var flertallet med DF nok slet ikke blevet genvalgt. Naturligvis havde Fogh pligt til at gribe ind i 2003, 2004, 2005, 2006 eller i 2007, fordi han havde en pligt til at sikre sund økonomi i samfundet.
Når Fogh skriver, at en statsminister skal ”turde sætte alt på et bræt” (side 393), kan man undre sig over, hvordan han selv forvaltede den filosofi under de afgørende år.
Eller: ”Alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre”, og ”alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.” (side 398)
Set i bagklogskabens lys fremstår udtalelserne i bogen som idealistiske og løsrevne fra de faktiske politiske beslutninger, der blev truffet. Det eneste tidspunkt, hvor han handlede, var, da det gik op for ham, at sammenbruddet på det finansielle marked var nær. Da fik han travlt med at komme ud og væk. Han blev ikke medlem af den nye EU-Kommission i 2009, som kilder sagde, at han nu søgte ind i, og Fogh satsede derefter på at blive Natos næste generalsekretær. Selvom Fogh benægtede det hårdnakket.
Tegningen var tydelig – og Fogh vidste det
Lige før den international finanskrise brød ud 15. september 2008, havde Fogh en kort, privat samtale med to af sine kritikere i Venstre inde i Folketingssalen, Søren Pind og Peter Christensen. Ifølge Pinds bog Frie Ord sagde Fogh til dem: ”Lige om lidt kommer der en finanskrise. Den bliver stor. Der vil folks privatøkonomi blive belastet. Og der vil kravet om skattelettelser komme helt af sig selv. Hvis vi giver dem nu, vil de bare brænde ud over i alt det andet. Vi tænker strategisk. Det er tåbeligt, det I siger.”
Lige før finanskrisen brød ud, meddelte den konservative leder Bendt Bendtsen 10. september 2008, at han straks gik af som minister. Som begrundelse angav han, at han hellere ville være medlem af EU-Parlamentet, når der skulle være valg til denne forsamling i 2009.
I november 2007 havde Thor Pedersen (V) meddelt, at han gik af som finansminister. Han ville hellere være formand for Folketinget.
April 2009 blev Fogh valgt som Natos nye generalsekretær og gik af som statsminister dagen efter. Han pegede på finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) som den nye statsminister.
Lars Løkke kaldte senere Foghs handling for timing: ”Jeg havde det held eller uheld at blive statsminister, lige da det sprang (finanskrisen), på min forgængers fantastiske sans for timing.”
Uffe Ellemann-Jensen (V) sagde det på en anden måde i TV-programmet Det sidste ord: ”Men jeg kunne ikke lide den måde, han pludselig stak af på og blev Nato-generalsekretær på det samme tidspunkt, hvor den internationale finanskrise brød løs.”
Som følge af Fogh-regeringens økonomiske politik, der tillod danske banker at gældsætte sig voldsomt for at kunne finansiere danskernes voldsomme stigning i lån til større hus, bil og båd, som fra 2003 gav sig udslag i voldsomt stigende huspriser, opfordrede Nationalbanken i september 2006 regeringen til via et økonomisk indgreb at bremse den alt for store aktivitet, men det var forgæves. Det var ikke regeringens opgave at optræde som barnepige for folk, lød Foghs svar.
Finanstilsynet var klar over den store fare, men kunne heller ikke formå regeringen til at gribe ind. I stedet tog dets direktør Henrik Bjerre-Nielsen den 11. september 2006 til Hotel Munkebjerg ved Vejle for at fortælle bankdirektørerne, at de nu burde dæmpe den kraftige vækst i udlånene. Han viste dem en planche om, at bankernes samlede indlånsunderskud ved udgangen af juni 2006 nu var nået op på ca. 250 mia. kr.
Alt var forgæves. Ingen kunne formå regeringen til at gribe ind, og lånefesten fortsatte.
Nationalbankens chef: Dette er et brud med linjen siden 1982
Den 13. marts 2008 blev det nationalbankdirektør Nils Bernstein for meget, og han besluttede denne dag på et pressemøde at tage bladet fra munden. Han fortalte journalisterne, at Fogh-regeringen havde en anden økonomisk strategi end Schlüter og Nyrup, og den kunne Nationalbanken ikke anbefale:
”I de tre seneste år har regeringen ført en konjunktur-medløbende økonomisk politik. Der er tale om et paradigmeskifte i forhold til den tidligere linje fra 1982, som Nationalbanken må fraråde, fordi det øger risikoen for økonomisk tilbageslag. Regeringen gør det modsatte af det anbefalede, nemlig midt i et økonomisk opsving at stimulere økonomien yderligere via finanspolitikken”, sagde Bernstein.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein sagde det på denne måde: ”Vi kunne bogstaveligt se vores valutareserve vælte ud af vores kasse. Det føltes som at køre en bil uden bremser.”
Fogh mente, at det var Bernstein og Nationalbanken, som var galt afmarcheret. Det var de økonomiske lærebøger på de højere læreanstalter, som skulle skrives om, sagde han.
Den internationale finanskrise startede i juni 2007, og Fogh-regeringen fik derfor rigeligt varsel til at rebe sejlene, men det valgte den ikke at gøre. For Fogh havde besluttet sig for, at der skulle være folketingsvalg hurtigst muligt, og det skete 13. november 2007 – lang tid før valgperioden overhovedet var udløbet (februar 2009). Det havde han sine særlige grunde til, skulle det siden vise sig.
Bankpakker og kronekrise bag lukkede døre
Da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik konkurs 15. september 2008, blev det dødelig alvor i Danmark. Nationalbanken måtte bruge løs af den sparsomme valutareserve for at forsvare kronekursen, som altid skal svare til ca. 7,46 kr. pr. euro.
Straks efter månedsskiftet til oktober 2008 så regeringen sig nødsaget til at invitere til hemmelige forhandlinger med Folketingets partier. Det endte med en bankpakke, hvor staten udstedte en toårig garanti til de amerikanske banker og andre af danske bankers kreditorer om, at hvis de danske banker ikke kunne indfri deres gæld til den aftalte tid, ville den danske stat af sine midler betale gælden tilbage. Garantiens samlede værdi opgjorde Nationalbanken til 4.200 mia. kr.
Snart satte spekulanterne et stormløb ind mod den danske krone for at få kronen devalueret, hvorved spekulanterne ville score milliarder af kroner, hvis de lykkedes med det forehavende. Det gik så hektisk for sig, at rygterne i markedet sagde, at valutakassen i Nationalbanken snart var tømt.
Resultatet blev, at skatteyderne måtte betale 120 mia. kr. i renteudgift for et samlet lån på 87,6 mia. kr., som staten ikke selv havde behov for. Alt sammen med Foghs accept
Nationalbankdirektør Nils Bernstein sagde det på denne måde: ”Vi kunne bogstaveligt se vores valutareserve vælte ud af vores kasse. Det føltes som at køre en bil uden bremser.”
Finansminister Lars Løkke Rasmussen beskrev senere situationen i Danmark: ”Hvad var det for en samfundsomkostning, vi havde stået med, hvis kronen var blevet devalueret, renteniveauet var eksploderet, folk var blevet sat ud af deres huse, når flexlånene skulle fornyes ved årsskiftet 2008-2009?”
Om den tid sagde han: ”Noget af det, som jeg husker meget tydeligt fra min tid, var de nætter, vi sad, hvor hele den danske banksektor var på vej ned, hvor der var risiko for, at Danske Bank ikke kunne åbne om mandagen, medmindre vi fandt en løsning i løbet af weekenden. Det var på mange måder et skifte fra vind ind i ryggen – og alt handlede om offentligt forbrug, til at nu var vi nødt til at tage handsken i den anden hånd, altså at stramme op.”
Den skjulte aftale med ATP – og milliardregningen til skatteyderne
Tilfældigt møder Lars Løkke i starten af oktober 2008 ATP’s fondsdirektør Bjarne Graven Larsen og laver med ham og ATP en aftale om, at ATP skal sælge sine tyske statsobligationer i euro for 110 mia. kr. og sælge de mange euro til Nationalbanken for danske kroner. Det bidrager gevaldigt til at redde valutareserven.
Til gengæld skulle staten for første gang udstede 30-årige statsobligationer (normalt højst 10-årige statsobligationer) for 60 mia. kr. til en effektiv rente på ca. 4,6 pct., og alle de obligationer skulle ATP købe.
Den handel godkendte Anders Fogh som statsminister. Selvom det ville påføre skatteyderne en ekstra milliardregning, og selvom staten ikke selv havde behov for at låne de 60 mia. kr. af ATP.
Striden mellem Nationalbanken og ATP
Men Nationalbanken saboterede handelen og solgte en stor del af obligationerne til alle andre end ATP, hvilket fik ATP til at slå i bordet. Lars Løkke intervenerede over for Nationalbanken, og staten måtte udstede 30-årige statsobligationer for yderligere 27,6 mia. kr. for at leve op til aftalen med ATP. Resultatet blev, at skatteyderne måtte betale 120 mia. kr. i renteudgift for et samlet lån på 87,6 mia. kr., som staten ikke selv havde behov for. Alt sammen med Foghs accept.
Fogh skriver i sin bog, at når journalisternes spørgsmål på det ugentlige tirsdagspressemøde kørte i ring, ”gav jeg ofte ordet til en lidt nørdet økonomisk journalist, som kunne give et lidt nørdet svar”.
På et tirsdagspressemøde spurgte jeg Fogh, hvorfor vi fik finanskrisen i Danmark, når regeringen førte den rette økonomiske politik. Han svarede, at finanskrisen intet som helst havde med regeringens økonomiske politik at gøre, for der var intet at komme efter. Derimod, sagde han, at det alene var forhold i USA, som var årsag til finanskrisen i Danmark, og ikke regeringens politik: ”En tsunami har bredt sig fra USA og bølget sig over Atlanterhavet og skyllet ind over de danske kyster,” sagde han. Men den forklaring overser han det ansvar, regeringen selv bar for at puste til boblen og ignorere advarsler.
Fogh kommer heller ikke ind på Ambi-skandalen fra 1987-1992, som han i høj grad var årsag til som skatteminister
Jeg spurgte Fogh: ”Men hvorfor er regeringen begyndt at udstede 30-årige statsobligationer, når alle og enhver i dette land ved, at de er dyrere for staten i renteudgift end en 2-årig, en 5-årig eller en 10-årig statsobligation. Foghs svar lød: ”For at få svar på det spørgsmål, må du hellere henvende dig i Finansministeriet.”
Løkkes aftale med ATP blev af Finansministeriet og Nationalbanken holdt hemmelig i 13 år for Folketinget og offentligheden, og når der blev spurgt ind til det fra Folketinget, svarede Finansministeriet med en løgn. Heller ikke Rangvid-udvalget ville fortælle sandheden og undgik bevidst at komme ind på ATP-aftalen i sin store rapport om finanskrisens årsager.
Først med Rigsrevisionens undersøgelser i 2022, som Enhedslistens statsrevisor Frank Aaen fik sat i gang, lykkedes det at få sandheden frem.
Det virker påfaldende, at Fogh i sin erindringsbog på 556 sider helt undlader at forholde sig til sin rolle i krisehåndteringen. Det efterlader et tomrum, hvor man kunne forvente ansvarlig refleksion.
Ambi-sagen: Foghs første økonomiske skandale
Fogh kommer heller ikke ind på Ambi-skandalen fra 1987-1992, som han i høj grad var årsag til som skatteminister. Han havde gjort sig til som liberal hedspore med evindelige krav om lavere skatter. Han ville derfor ikke være med til at forhøje momsen til 25 pct. fra 1988 mod før 22 pct., men krævede, at afskaffelsen af en række arbejdsgiverafgifter skulle finansieres med en momsagtig afgift oven i momsen. Skatten på 2,5 pct. blev kaldt en ambi-afgift og skulle beregnes som en moms.
Problemet var, at det var ulovligt i hele EF-området (nu EU) at have to konkurrerende momssystemer kørende samtidig, hvilket regeringen gentagne gange tydeligt blev advaret imod af embedsmændene.
Det var Fogh tydeligt fuldstændig ligeglad med og krævede ambien indført.
I 1992 faldt dommen ved EF-domstolen i Luxembourg, og den var hård. Ambien var ulovlig og skulle straks afskaffes, og Danmark skulle ifølge domstolen betale provenuet for fire år på i alt 55 mia. kr. tilbage. Det sidste fik regeringen dog delvis forhindret. Der kom krav fra 27.000 virksomheder om tilbagebetaling af ambi-afgiften, og indtil 2004 havde staten imødekommet krav i ca. 19.000 sager og tilbagebetalt ca. 1,4 mia. kr.
Staten måtte i 1992 opgive at få opkrævet 4,2 mia. kr. i ambi fra virksomheder, der havde opkrævet afgiften hos deres kunder i 1991. De 4,2 mia. kr. fik virksomhederne lov til at stoppe i egen lomme, da man ikke kunne opkræve en skat og beløb, som nu af EF-domstolen var dømt ulovlig. Det ville danske domstole ikke tillade.
Foghs tavshed kræver en undskyldning
Fogh nævner i bogen sin grundlovstale fra 2001, hvor han beskylder Finansministeriets daværende departementschef og senere udnævnt af netop Fogh til departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad, for at levere ”socialdemokratisk partipropaganda”, og Fogh sagde i 2001, at man ikke længere kunne regne med de notater og beregninger, der kom fra Finansministeriet.
Når jeg læser Foghs talemanuskript i dag, må jeg sige, at hele talen er uværdig for en statsministerkandidat fra Venstre. Og Fogh kan ikke nøjes med at sige til Nils Bernstein, der på den tid var departementschef i Statsministeriet, at han nu var blevet klogere, og derfor i dag ”ville jeg på enkelte punkter have udtrykt mig anderledes”.
Danmark gennemgik nu en økonomisk nedtur fra 2009 og frem til omkring 2013 med seks bankpakker
Dette svar er også uværdigt. Hvis man er et ordentligt menneske, siger man til rette vedkommende: Jeg giver en uforbeholden undskyldning til Dybvad og Bernstein og Finansministeriets øvrige embedsmænd fra den tid. Den undskyldning bør Fogh også give til Ole Stavad og Anker Jørgensen. Som minimum.
Foghs bog beskæftiger sig mest med udenrigsanliggender. Det interessante er, at han var meget lidt hjemme i de dele, da han tiltrådte som statsminister i november 2001.
Men det var tiden som statsminister, der overhovedet gjorde det muligt for ham at blive Natos generalsekretær fra 2009.
Da Fogh i april 2009 forsvandt ud af Statsministeriet, blev det Lars Løkkes opgave sammen med den nye finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) at foretage de nødvendige økonomiske indgreb i dansk økonomi, som Fogh ikke selv ville gennemføre. Det gik bl.a. ud over efterlønnen, der med støtte fra Dansk Folkeparti og Radikale blev reduceret til næsten ingenting. Og Danmark gennemgik nu en økonomisk nedtur fra 2009 og frem til omkring 2013 med seks bankpakker.
Det økonomiske oprydningsarbejde, som Fogh undlod, blev Løkkes lod – og prisen blev høj. I stedet for refleksion over ansvaret for krisens forløb leverer Fogh i sin erindringsbog mest udenrigspolitisk selvpromovering. Det efterlader en bemærkelsesværdig tavshed om den største krise i nyere dansk økonomi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og