Hverken kunst eller kirke? Om Jim Lyngvilds udsmykning af Helligåndskirken i Faaborg

i Kultur/Tro og eksistens af
KUNST // ANALYSE – Hvorfor er det egentlig, at du er så interesseret i billederne? Hvad siger det om dig og om en nordisk protestantisme? På hvilken måde er du indskrevet i det kirkelige felt og i kampen om dens doxa, spørger Carsten Bagge Laustsen på baggrund af debatten om Jim Lyngvilds bibelbilleder i Helligåndskirken i Faaborg.

Et opslag på min Facebookside startede sådan: ”Det er sikkert ikke god smag, men jeg kan faktisk på en måde godt lide billederne”. Der var lidt guilty pleasures over det. Det burde være larmende dårligt, men er det nu også det?

Og Lyngvild kommenterede selv efterfølgende på mit opslag, at jeg da vist holdt ham ud i strakt arm. Det gjorde jeg. Det er ikke ueffent, men det, altså billederne og udsmykningen som et hele, faldt heller ikke helt på plads for mig, hvis man kan sige det sådan.

Lyngvild selv har fået så megen smag for religiøs kunst, at han nu producerer fotografier med bibelske motiver i stride strømme

Det afgørende for mig er dog ikke at afsige en dom over billedernes kvalitet. Udstillingen provokerede mig (og mange andre) til at tænke over, hvad god kunst og særlig kirkekunst skal kunne, og ikke mindst synes jeg, den massive mediedækning af og den udbredte interesse for udsmykningen er en refleksion værd. Hvorfor er det pludseligt så vigtigt for folk, som aldrig kommer i kirken, at have en mening om dens udsmykning? Måske fordi de primært har en mening om Jim Lyngvild. Eller måske noget som stikker dybere, og det kommer vi til senere.

Lyngvild er en kontroversiel offentlig person. Hvor de fleste kunstnere enten holder sig væk fra det politiske eller dyrker venstreorienterede synspunkter, har Lyngvild åbent været medlem af Dansk Folkeparti og nu senere Det Konservative Folkeparti, og han støttede vennen Inger Støjberg i Venstres formandsvalg. Og læg så oveni hans asatro, imposante vikingeborg og samarbejdet med Nationalmuseet, hvor han fik massiv kritik.

Lyngvild har, tror jeg godt, man kan sige, tæt på ingen status i kunstens felt. Han er dead man walking.

Moses & Loven. 2. Mos. 20, 4-5.

Men man må beundre hans energi og stamina. Selv om meget handler om iscenesættelse, er ideen om at bygge en vikingeborg overstyret og fantastisk. Han kaster sig ud i alt muligt og for fuld pauke. Og på felter hvor han ikke kan bunde, og hvor han ved, at de etablerede vil slå ham til lirekassemand. Han står i den grad godt for hug. Jeg elsker denne formegethed.

Det ville ikke være kedeligt, hvis vi alle skruede blot 10 % mere op for Lyngvild-knappen.

Lyngvilds billedbibel

Selv om man ikke kan adskille værkerne fuldstændig fra deres skaber – der er faktisk en teologisk problematik af de helt store der, men lad det nu ligge – må det være værkerne, det skal handle om. Disse er skabt til Helligåndskirken i Faaborg, som er en relativ stor middelalderkirke fra slutningen af det fjortende århundrede.

Udsmykningen består af syv meget store fotostater på 4,5 gange 3 meter. Fotografierne er taget uden en senere tilføjelse af elementer, og der er kun brugt én lampe. Farveholdningen og kompositionerne i de syv fotografier har en klar linje. En gruppe af mennesker (eller dyr) er placeret i fotografiets forgrund og skarpt belyst. Modellerne er enten klædt i luksuriøse dragter eller kapper, hvor en dybrød farve er fremtrædende, eller også er de, typisk de religiøse personer, Jesus og englene, letpåklædte med draperet lyst stof.

Jo mere hellig en person er, jo mindre tøj har de på. Modellerne er meget lyse i huden og ofte rødhårede. Baggrunden er typisk mørk, og i de fleste tilfælde består den i et smukt natursceneri.

Billederne er inspireret af bibelsk stof, både fortællinger fra det gamle og det nye testamente. Der er tale om kendte og populære fortællinger, men de er utvivlsomt også valgt, fordi de rummer et drama, der giver dynamik og intensitet til billederne. Fortællingerne og dermed også motiverne er udvalgt i samarbejde med Marianne Aagaard Skovmand (præst i Nyborg og ekspert i kirkekunst) og Lene Matties (som er præst i Helligåndskirken).

Ja, det er kitsch, jeg har skabt. Ja det er stavepladekunst. Ja, det er usmageligt… Men det er bananasplit, rejecocktail og cowboytoast også – men det smager fandeme godt alligevel

Et billede af Jesu på korset er placeret på kirkens bagvæg, mens de øvrige seks hænger i selve skibet med tre billeder på hver side mellem vinduerne. Når man kommer ind i kirken, er de tre billeder på venstre side i rækkefølge: Bebudelsen, Moses og guldkalven og Nedtagelsen fra korset. Og på den anden side Lysets engel (Daniel i løvekulen), Horen stenes og Genopstandelsen. Eller ‘hænger’ er så meget sagt, for de står på radiatorskjulerne, da man ikke uden tilladelse fra Nationalmuseet kan bore i væggene. Permanent kirkeudsmykning skal også godkendes af et udvalg under Kirkeministeriet.

Udsmykningen var tænkt som en midlertidig udsmykning af kirken, indtil en restaurering var overstået. Den har været et tilløbsstykke, hvorfor tanken om at lade billederne hænge, kom op til diskussion. Det blev dog besluttet, at det skulle de ikke. Og Lyngvild selv har fået så megen smag for religiøs kunst, at han nu producerer fotografier med bibelske motiver i stride strømme.

Lyngvild selv har betonet, at det er tænkt som kunst i øjenhøjde. Noget som skulle engagere folk og give dem en oplevelse. Som han selv ikke uden humor skriver på sin hjemmeside: ”Ja, det er kitsch, jeg har skabt. Ja det er stavepladekunst. Ja, det er usmageligt… Men det er bananasplit, rejecocktail og cowboytoast også – men det smager fandeme godt alligevel.”

Kvinde grebet i hor

Det mest diskuterede billede – og efter min mening også det mest interessante – viser ”Kvinde grebet i hor”, som er en fortælling fra Det nye Testamente, nærmere bestemt Johannesevangeliet, kapitel 8. Lyngvild har ændret titlen lidt og kalder sit billede Horen stenes. En kvinde er taget i ægteskabsbrud, og farisærerne spørger Jesus, om de i henhold til Moses’ lov skal stene hende. Og Jesus svarer, at den, som er uden skyld, skal kaste den første sten. Hvorefter alle forlader templet, og kun Jesus og horen forbliver tilbage.

I Lyngvilds udgave er horen erstattet af et lesbisk par (i øvrigt med tatoveringer på kroppen, hvilket naturligvis ikke er historisk korrekt) og i stedet for at sidde parat med en sten, som kan kastes, har en af personerne en mobiltelefon i hånden.

‘Horen stenes’. Grebet i ægteskabsbrud. Joh. 8, 1-11.

Lyngvild får her forbundet den bibelske fortælling med et ønske om tolerance i forhold til seksuelle mindretal. Og steningen bliver forbundet med en nutidig forestilling om digital mobning eller måske endda ligefrem social død. Hvor Lyngvild er blevet kritiseret for her ikke at holde sig stramt til teksten, synes jeg denne ”opdatering” netop vidner om en vilje til at gøre budskabet universelt og nærværende.

Jeg synes, han skulle have brugt disse greb mere og ikke mindre. Det er her, han som kunstner træder frem, med sine egne ideer. Om sådanne aktualiseringer øger aktualiteten, og dermed gør fortællingerne mere universelle eller det modsatte, vil vi se på senere.

Michel Foucault har i sin bog Overvågning og straf vist, at straffen ikke nødvendigvis bliver mindre grum over tid, men at den blot ændrer form fra at være korporlig til at være psykisk afrettende

Den nytestamentlige lektie er, at sondringen mellem det rene (farisærerne) og excessen og det perverse (den faldne – det kunne fx være den, som gribes i ægteskabsbrud) initialiseres. Vi er nu alle faldne, alle syndere, hvilket ikke blot muliggør, at man kan dele denne syndsbevidsthed, den bliver en form for universel ækvivalent, som kan transcendere alle forskelle, men den skaber også en særlig relation til Guden, hvormed tilgivelsen, altså syndernes forladelse, bliver det centrale. Vi reduceres alle med kristendommen og særligt den nytestamentlige til a piece of shit.

At folk boller udenom, fremkalder næppe i dag gammeltestamentlige følelser og reaktioner. Men måske denne forestilling om egen renhed og de andres perversion og exces netop hos nogle trives i synet på religiøse mindretal. Lyngvild, der selv er homoseksuel, har gerne villet give os denne vinkel på fortællingen om horen. Nogen, og særligt folk på den religiøse højrefløj, der fx er modstandere af kirkelige vielser af homoseksuelle, vil måske synes, det er en ubetimelig politisering af det religiøse, men hvad var Jesus’ gestus, hvis ikke netop politisk?

Billedet hænger sammen med det, som er placeret overfor på den anden side af skibet, nemlig Moses og loven eller Moses og guldkalven (billedet er en sampling af de to fortællinger, hvilket giver mening, da Moses’ lov netop skal erstatte den hedenske tilbedelse af guldkalven).

Her står en af bipersonerne med en sten i hånden. En sondring mellem den gammeltestamentelige retfærdighedsopfattelse og den nytestamentlige er således klart markeret. Som protestant forlader man forestillingen om lovreligion og den følelse af farisæisk retfærdighed, som kan følge med. I stedet får vi forestillinger om barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed.

Netop spørgsmålet om stening har stået centralt herhjemme i kritikken af visse dogmatiske udgaver af Islam og i diskussion af sharia-lovgivning. Billedet kan i forlængelse heraf læses på tre måder.

For det første som en kritik af korporlige og barbariske straffe, og dermed af visse udlægninger af Islam, på baggrund af hvilken disse straffe stadig praktiseres.

For det andet som en besindelse på, at vi også i den kristne arv har eksempler på sådanne straffeformer og retfærdighedsforestillinger – kvinden på billedet kaster en digital sten. Og videre at en tradition naturligvis er dynamisk, og her fint illustreret med bevægelsen fra venstre til højre side i kirkerummet. Med Jesus’ komme fødes en ny forestilling om retfærdighed, og den må vi tilslutte os. Men denne forestilling udfordres konstant.

Og så som den tredje mulighed, der er en form for dialektisk syntese af de to udlægninger. Michel Foucault har i sin bog Overvågning og straf vist, at straffen ikke nødvendigvis bliver mindre grum over tid, men at den blot ændrer form fra at være korporlig til at være psykisk afrettende.

Den udskamning, som fx kan ske på nettet eller via mobiltelefonen, kan være ligeså ødelæggende som en fysisk straf. Og på den baggrund er Jesu ord til farisærerne stadig relevant. Man kunne måske sige, at kritikken af lovreligion og Islam hos visse debattører bliver en form for farisæisme. Kristendommen bliver hos dem en form for perfektionisme. Fejlbarligheden projiceres over i den anden. Det er denne uvilje mod at ville se splinten i eget øje, den nytestamentlige kristendom forsøger at bearbejde.

Daniel i løvekulen/ Lysets engel

Et andet meget diskuteret billede er Daniel i løvekulen eller rettere Lysets engel. Daniels bog, kapitel 6, som historien stammer fra, er at finde i Det gamle Testamente.

Daniel virkede som satrap, dvs. som persisk provinsguvernør, og han var kongens højest respekterede, hvorfor kongen ønskede at sætte ham over de øvrige satrapper som deres leder. Satrapperne ønskede dog ikke at se deres magt og handlerum indskrænket, hvorfor de konspirerede mod Daniel.

Billedet er også interessant i den spænding, det skaber mellem det rene og uskyldige symboliseret med englen, og det kødelige og seksualiserede symboliseret ved løverne. Løverne er givet ved deres drift. De kan blot følge den, hvorfor der netop skal en engel til for at stoppe deres gab

Først ledte de efter fejl i hans embedsførelse, men fandt ingen. Herefter fik de kongen til at underskrive et dekret om, at man kun måtte tilbede kongen, og at straffen for at tilbede andre ville være en tur i løvekulen.

Da dette dekret er på plads, bliver Daniel pågrebet, mens han beder til sin Gud. Modvilligt tvinges kongen til at smide ham i løvekulen. Han fanges af sin egen lov, som der ikke kan dispenseres fra. Daniel svarer kongen, at hans Gud vil beskytte ham, og Gud sender ham en engel, som sørger for, at løvernes gab forbliver lukkede.

Historien om Daniel er en klassisk gammeltestamentlig historie om troens styrke. Gudsforestillingen er også udpræget gammeltestamentlig: Guden optræder som en intervenerende kraft på vores side mod troens fjender. Hvor Guden i Det nye Testamente er mere tilbagetrukket og virker ved at sende sin søn, griber Guden ind i tingenes gang på mangfoldige måder i Det gamle Testamente. Fx ved at sende engle, der kan assistere de rettroende.

Lyngvild har fjernet Daniel fra billedet, så det nu kun er løverne, som fortærer et bytte (de ser i øvrigt udstoppede og ikke særlig farlige ud) og englen. Lysets engel kalder han derfor nu billedet, måske inspireret af B.S. Ingemanns salme, Lysets engel går med glans.

Jeg spurgte Lyngvild, hvorfor Daniel var forsvundet fra billedet, og han svarede, at det ikke rigtigt fungerede med ham på billedet. Lysets engel var den centrale person i hans fortolkning af fortællingen. Og videre insisterede han i en privat korrespondance på, at der var et bånd mellem forestilling om lysets kraft i hans asatro og ideen om Jesus som et lys.

Lysets kraft er en form for guddommelig kraft, som basalt set alle religioner tematiserer, i hvert fald de ”nordiske”. Lyngvild beskrev sig for mig som polygeist. Han mener, at vi alle tror på det samme, nemlig nogle guddommelige energier, og det er i den forstand underordnet, om vi kalder guden for Odin eller Jesus. I samme forbindelse forklarede han også, hvorfor der kun var én lyskilde, som belyste fotografierne. Der findes kun ét lys og altid det samme!

Når man umiddelbart ser billedet, vil man naturligvis spørge sig selv, hvor Daniel er. Et ret oplagt bud er, at den blodige klump forrest i billedet, som løverne fortærer, er resterne af ham. Lyngvild har her nærmest lavet en nytestamentlig udgave af historien af Daniel. Den, som ved med usvigelig sikkerhed, at han har Gud på sin side, er i Det nye Testamente netop farisæren.

Lysets Engel. Joh. 1, 1- 5.

Og Gud/Jesus er bestemt ikke på farisærens side. På Lyngvilds billede ser englen passivt til, imens Daniel bliver fortæret. Det kristne subjekt er netop synderen. Den som ved, at han ikke er perfekt, den som altid tvivler på, at han bliver frelst.

Englene er ofte halvt afklædte med draperinger af let stof, som skjuler deres køn. De fremstår androgyne og altså hinsides kønsforskellen. Det religiøse og transcendente er det, som ikke er givet forskel og derved efterfølgende behov for forsoning. Kødets lyst står i billedet overfor troens kraft

Det troende subjekt er, som Kirkegaard har argumenteret for, givet ved frygt og bæven – og ikke ved en usvigelig sikkerhed at være rettroende og udvalgt. Der er en form for overmod i at tro, at man har Gud på sin side, og denne hybris straffes ubønhørligt. Den nytestamentlige verden er en verden uden direkte guddommelig indgriben. Det er op til os at fuldende skaberværket. Gud er nu betragteren, der er reduceret til at se på.

Billedet er også interessant i den spænding, det skaber mellem det rene og uskyldige symboliseret med englen, og det kødelige og seksualiserede symboliseret ved løverne. Løverne er givet ved deres drift. De kan blot følge den, hvorfor der netop skal en engel til for at stoppe deres gab. Englene derimod har ikke en egen vilje – de er blot et instrument, et sendebud. De er ikke givet ved deres eget begær.

Englene er ofte halvt afklædte med draperinger af let stof, som skjuler deres køn. De fremstår androgyne og altså hinsides kønsforskellen. Det religiøse og transcendente er det, som ikke er givet forskel og derved efterfølgende behov for forsoning. Kødets lyst står i billedet overfor troens kraft.

I serien Jack Ass, som oprindelig blev vist på MTV og senere dannede grundlag for et par biograffilm, udfører en gruppe unge en række vilde eller komiske stunts. TV-udsendelserne blev altid afsluttet med en advarsel om, at man ikke skulle forsøge at udføre disse stunts derhjemme. Måske Lyngvild her på samme måde vil advare os. Vær ikke lige så frygtløs som Daniel. Det kan kun gå galt. Vær aldrig sikker i din tro.

Hverken kunst….

Lyngvilds udsmykning har været udsat for to typer af kritik. Billederne er blevet kritiseret for kunstnerisk set at være for dårlige, hvis kunst overhovedet, og for at være upassende i en kirke – helt generelt og specifikt i det kirkerum, som Helligåndskirken udgør. Vi tager kritikkerne efter tur. Ikke for at vurdere deres styrke, men for at sige noget om den forestilling om kirkekunst, som de baserer sig på.

Vore kirker bugner af kunst. Midlerne til disse udsmykninger synes nærmest ubegrænsede, og nogle af landets førende kunstnere har derfor udsmykket dem. Peter Brandes, Maja Lise Engelhardt, Helle Thorborg, Arne Haugen Sørensen og Bjørn Nørgaard er nogle af de mest benyttede. Der er tale om kunstnere, som har CV’et i orden, de er uddannede på Det kongelige Kunstakademi, og de har et væsentligt oeuvre bag sig.

Lyngvild er i denne sammenhæng en letvægter. Det er hans første kirkeudsmykning. Det er utvivlsomt for mange provokerende, at en sådan letvægter får adgang til noget af det fineste, vi har: vores kirker.

Flere, som jeg talte med om udsmykningen, nævnte nærmest instinktivt, at man da ikke kunne have fotografier som udsmykning i en kirke, og det siger måske ikke kun noget om holdningen til Lyngvilds billeder, men også noget om holdningen til fotografier generelt som netop en laverestående kunstart

Kritikken må naturligvis formuleres som en kritik af værket, og det er jo rimeligt nok, at man kan have forskellig holdning til det. Men jeg vil vove den tese, at den måde, en outsider angribes på, er en helt anden, end hvis det var en af de etablerede, som havde lavet, hvad man mente var et dårligt eller kedsommeligt værk. Hvis vi anskuer kirkekunsten som et felt, så positionerer man sig indenfor dette, og gør det ved at påberåbe sig forskellig form for kapital.

En sådan kapital kan fx netop være en uddannelse, tidligere udstillinger, repræsentation i væsentlige samlinger mm. Lyngvild har som sagt intet af dette.

Bebudelse af Jesu fødsel. Luk. 1, 26-38.

Ethvert felt har en doxa i form af etablerede måder at gøre ting på og nogle etablerede ”sandheder”. Kirkekunst skal fx, hvis vi her giver et foreløbigt bud på denne doxa, gerne være lidt abstrakt, ikke i for stærke farver, materialerne skal være kvalitetsmaterialer, de skal virke omhyggeligt forarbejdede, kunsten skal ikke dominere rummet, man skal holde sig til apsis, alter, døbefont, prædikestol og måske pulpitur og så videre.
‘Dem, som følger denne doxa, er de ortodokse. Og dem, som bryder den, de heterodokse’.

Kirkekunsten er således givet ved en spænding. Teksten er autoritativ, og der må sondres skarpt mellem den og dens fortolkning

Det er den franske sociolog Pierre Bourdieu, som har beskrevet kampe på et felt således, og det er interessant, at han netop brugte religiøse termer til at beskrive de etablerede og dem, som udfordrer dem. Der er noget sakrosant over de uskrevne regler. Og vi ser måske netop først dette, når nogen træder ved siden af.

Lyngvilds udsmykning udgøres som sagt af syv fotostater, altså fotografier. Her har vi det første brud med doxa. Som Bourdieu har argumenteret for, ses fotografiet ofte som en laverestående kunstart. Fotografiet er lettere at tilegne sig end andre kunstarter, det kræver blot et heldigt knips, og så er tanken, at fotografiet er en form for naiv og fortolkningsløs realisme, og derfor mindre bearbejdet og med færre lag end fx maleriet.

Flere, som jeg talte med om udsmykningen, nævnte nærmest instinktivt, at man da ikke kunne have fotografier som udsmykning i en kirke, og det siger måske ikke kun noget om holdningen til Lyngvilds billeder, men også noget om holdningen til fotografier generelt som netop en laverestående kunstart.

En særlig variant af denne kritik af Lyngvilds ”fotorealisme” er kritikken af, at han har ladet formanden for meningsrådet deltage i billedet af Jesu nedtagelse fra korset. Denne genkendelighed binder billederne til en bestemt tid, til vores samtid, og udsmykningen vil derfor let kunne ældes. Det samme gælder inklusionen af mobiltelefonen og det lesbiske pars tatoveringer.

På den ene side kritiseres Lyngvilds billeder for deres realisme (fortællingernes personer bør ikke kunne forbindes til en samtid, men bør have et idealiseret, nærmest ikonografisk, udtryk). Og på den anden side kritiseres de for ikke at være realistiske nok:

Hvor er Daniel? Hvorfor lesbiske med tatoveringer? Hvorfor fylder kvinder så meget på billedet med nedtagningen fra korset?

Kirkekunsten er således givet ved en spænding. Teksten er autoritativ, og der må sondres skarpt mellem den og dens fortolkning.

Men disse to lag må være til stede i kirkekunsten: Den bør både være en sand skildring af en bibelsk hændelse og en kunstnerisk tilegnelse af denne. Hvor grænsen går, er svært at sige – det er vel netop noget, der kæmpes om. Når Bjørn Nørgaard i alteret til Christianskirken i Fredericia fra 2007 lader kvinder spise med ved bordet i den sidste nadver, så falder det ud som et udtryk for en virtuos kunstnerisk bearbejdning. Men når Lyngvild laver sine greb, kritiseres han for manglende realisme, altså for ikke at være loyal nok overfor teksten.

Ved siden af kritikken af valget af medie finder vi en anden type kritik, som handler om værkernes kvalitet. Disse er tilbageskuende i deres form og billedsprog, og tydelig inspireret af prærafaelitterne og arts and crafts. Vi ser det i interessen for naturskildringen som en stemningsbearbejdning, i de himmelvendte og fjerne blikke og derfor også i fraværet af interaktion mellem personerne, og sidst og mere specifikt i de lette gevandter, de afklædte og rødhårede modeller.

Opsætningen er klassisk, nærmest skoleagtig, med en klar centrering og stram styring af det sceniske i forhold til det gyldne snit. Og billederne har som sagt oftest en forgrund, hvor hele handlingen foregår, mens baggrunden blot er netop dette – et bagtæppe

Opsætningen er klassisk, nærmest skoleagtig, med en klar centrering og stram styring af det sceniske i forhold til det gyldne snit. Og billederne har som sagt oftest en forgrund, hvor hele handlingen foregår, mens baggrunden blot er netop dette – et bagtæppe, som nok er stemningsskabende, men ikke bidrager til billedets fortællende indhold. Stilen er, kunne man sige, tableau vivant.

Flere har i forlængelse heraf karakteriseret billederne som kitsch, altså som banal og sentimental kunst. Og draget paralleller med illustrationer fra Vagttårnet, altså til et billedunivers med overdrevne, teaterlignende billeder, der skal tjene som illustrationer af opbyggelige pointer. En billedbibel for religiøse analfabeter.

Jesper Christiansen, der er professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, kaldte det på min facebookside for stavepladekunst. Tine Krag i Kristeligt Dagblad for pixibogsagtige billeder, hvor alt var skåret ud i pap og hvor substans var fraværende. Udtrykket er, må man forstå, for direkte og konkret. Der mangler abstraktion og derved et fortolkningsrum. Men igen: religiøs kunst er vel stavepladekunst. Selv religiøse analfabeter kan genkende Jesus på korset.

Andre mere specifikke kritikker er, at der ikke arbejdes nok med relationerne mellem personerne. De stirrer alle stift ud i rummet, og billederne virker for iscenesatte. En anden kritik, og igen fra Jesper Christiansen, er, at der ikke bliver arbejdet nok med baggrunden. Den er blot en kulisse. Selv har jeg det lidt svært ved, at Jesus korsfæstes på en strand. Selv om havet her kun symboliserer transcendensen, så virker det alligevel lidt mærkeligt. Og helt lavpraktisk vil et kors sikkert stå meget usikkert i strandsand.

Eller kirke….

Som kirkekunst gøres der ikke kun fordringer om kunstnerisk kvalitet. Værkerne skal også passe til kirkerummet. Her får vi så ad bagvejen foræret indsigt i forestillingerne om, hvad en ordentlig protestantisk kirke er, altså hvad doxa består af. ”Monstrøse, kulørte, fotografiske tableauer, der er et voldsomt overgreb mod kirkerummets arkitektur og stedets ånd”. Sådan beskrev Flemming Brandrup Lyngvilds udsmykning i et læserbrev i Fyens Stiftstidende. Forestillingen om stedets ”ånd” er måske det mest interessante at undersøge, men lad os tage det med arkitekturen først.

Flere mener her, at værkerne simpelthen er for store, og at de derfor dominerer middelalderens arkitektur. Jeg kom i forbindelse med den kritik til at tænke på C. F. Møller, som i forlængelse af en anmodning om at hænge kunst op på væggen på det Institut, hvor jeg arbejder, Aarhus Universitet, skulle have sagt noget i retning af, at man ikke hænger kunst på kunst.

Spørgsmålet er for kritikerne, om Lyngvild er vækket af en religiøs interesse, eller om han simpelthen blot nyder at skabe æstetiske scenerier og for at klæde folk ud. Lyngvild som scenograf snarere end som kirkekunstner. Altså hverken kunst eller kirke

Væggene i en middelalderkirke er ikke flader for ophængning af billeder, men et stykke væsentlig historie. Tine Kragh kritiserede fx Lyngvild for at betragte kirken som et museum, der blot bidrog med hvide vægge for ophængning af hans billeder.

Lyngvilds udsmykning giver mindelser til kalkmalerierne i deres iscenesættelse af kirkerummet, som medium for opbyggende fortællinger. Men disse kalkmalerier blev netop med reformationen malet over for dermed at kunne sætte den enkeltes gudsforhold i centrum. Man kan måske sige, at Lyngvilds billeder ”støjer” for meget i en protestantisk kirke. Præst og kunsthistoriker Anne Mette Gravgaard kritiserer i Kristeligt Dagblad billederne for at være for eksplicitte og pågående. Og hun fortsætter:

”Med kirkekunst bør det være som med salmer: budskaberne skal langsomt gå mere og mere op for en, næsten som noget meditativt. Og ligesom salmerne skal kunsten i kirken give en stemning, som understøtter forkyndelsen. Det kan de her billeder ikke, og det må være rædselsfuldt at være den præst, som skal prædike ved siden af dem.”

Billeder og ord er således potentielt i konflikt. I stedet for at lytte til prædikenen, vil folk bruge tiden på at nyde billederne. Der er, kan man forstå, i kirkerummet en kamp om begæret, eller skulle vi sige de mentale energier. Prædikenen skal fremkalde eller appellere til en religiøs følelse, til tro, mens Lyngvilds udsmykning appellerer til en æstetisk nydelse: ”Wow, det er flot.”

Søren Kierkegaard sondrede berømt mellem tre stadier, eller tre personligheder: æstetikeren, etikeren og den religiøse, og han så bevægelsen mellem disse tre stadier som en progressiv udvikling, hvor bevægelsen fra et stadie til et andet havde karakter af et spring. Kirkekunstens nærmest umulige opgave er her, at den naturligt tilhører det æstetiske domæne, men at den skal facilitere en religiøs følelse. Den skal hjælpe os med at fange stedets (religiøse) ”ånd”. Givet denne dobbeltopgave er det nærmest alt for nemt at kritisere noget for at være for æstetisk.

Denne stedets ånd er meget protestantisk: Den er andægtig, ikke larmende, og den handler om noget indre spirituelt. Man kan næsten sige, at vi i mild form her har med noget, der ligner billedforbuddet i Islam at gøre. Ikke et forbud mod at afbillede religiøse personer, men et forbud mod den æstetiske nydelse ved billederne.

Claude Lanzmann, der lavede den berømte ni en halv time lange dokumentar Shoah om Holocaust, er bl.a. kendt for at hævde, at vi bør konfrontere os med Holocaust med tørre øjne. Grådens lindring er os ikke forundt.

Man kan på samme måde måske sige, at den æstetiske oplevelse ses som noget, der underminerer det ophøjede i en gudstjeneste. Kirkerummet er en kompliceret gestaltning, et dispositiv, der skal bringe kirkegængeren i den rette psykiske tilstand, en tilstand som muliggør en åbning mod det religiøse. Kirkekunst skal ses med tørre øjne. Uden affekt.

Et næste spørgsmål i forlængelse heraf bliver, om man kan producere billeder, der formidler en følelse, som er religiøs og ikke æstetisk, hvis man ikke selv er kristen. Er der en religiøs, kristen besjæling, som for kunstneren manifesterer sig i kirkekunsten? Kan man som ikke-troende lave kunst, som tjener dette formål?

Spørgsmålet er for kritikerne, om Lyngvild er vækket af en religiøs interesse, eller om han simpelthen blot nyder at skabe æstetiske scenerier og for at klæde folk ud. Lyngvild som scenograf snarere end som kirkekunstner. Altså hverken kunst eller kirke

Flere har hævdet, at Lyngvild blander bibelske fortællinger sammen på en problematisk måde, altså at han mangler viden om det bibelske stof. Andre at hans asatro står i vejen, og at billederne giver associationer til den nordiske mytologi, og mere profant til hans vikingeudstilling på Nationalmuseet.

Spørgsmålet er for kritikerne, om Lyngvild er vækket af en religiøs interesse, eller om han simpelthen blot nyder at skabe æstetiske scenerier og for at klæde folk ud. Lyngvild som scenograf snarere end som kirkekunstner. Altså hverken kunst eller kirke.

Opstandelsen. Joh. 20, 1-18.

Interpassivitet

”Knæl og du vil tro”. Nogenlunde sådan forklarede Blaise Pascal i 1600-tallet på skandaløs vis troens væsen. Den materielle praksis, ritualet, er det primære, og troen vil følge af vores gøren som en ”sekundær” effekt. Debatten om Lyngvilds billeder peger på en nærmest lige så skandaløs forestilling om kirken som en form for apparat, der skal bringe tilhørerne i religiøs tilstand. Vore fagter (at vi folder hænderne og sænker hovedet) faciliterer dette. De ord, som prædikes, ligeledes. Og til sidst skal kirkerummet også understøtte bevægelsen mod denne tilstand.

Det interessante er imidlertid, at vi, altså de fleste, jo netop ikke kommer i kirken, og at vi alligevel har en holdning til dens karakter. Vi er troende pr. stedfortræder. Ønsker at kirken skal være et levende og pietistisk rum, men altså uden selv at deltage. Vi har stærke holdninger til noget, som vi egentlig som ikke-troende kunne være nok så ligeglade med.

Robert Pfaller har udviklet begrebet interpassivitet, som her kan hjælpe os videre. Måske tror vi mere, end vi tror, men på en meget indirekte måde. Vi kender begrebet interaktivitet. At vi aktiveres gennem den anden. Vi kan fx inddrages i en forestilling ved at klappe af skuespillerne, eller ved selv på anden måde at blive aktiveret som deltagere i den. Interpassivitet handler derimod om, at den andens aktivitet muliggør min passivitet. Et godt eksempel er koret i græske tragedier, som græder i stedet for tilhørerne. Eller dåselatter i sit-coms, som fritager os for latterkrampernes byrder.

Hvis man ser på responsen på hans kunst på hans hjemmeside, er det ikke religiøse følelser, som udtrykkes, men derimod en glæde ved det æstetiske… Det er kunst i øjenhøjde

Måske er de flestes religiøsitet interpassiv. Vore stærke holdninger til kirken og vores ønske om, at den forløber på bestemte måder, og at kirkerummet ser ud på en bestemt måde, er en måde, hvorpå vi tror på distancen. Den anden tror for os. Lyngvild udtaler følgende i et interview:

”Min rolle har været, synes jeg, at vise, at folk faktisk interesserer sig for deres kirke. Ikke dem, der kommer søndag efter søndag – de skal nok blive ved – men dem, der sidder rundt omkring og ikke tænker på, at hverdagen også kan være fyldt med tro og tanke. Det er dem, jeg kæmper for. Dem der ikke føler sig naturligt hjemme i en kirke. Dem, der lige pludselig har fået en ”vækkelse” i, at: Hov – jeg har faktisk også en holdning til det her. Alle idioterne, alle de dumme, alle dem, der ikke ved nok – det er dem, jeg kæmper for.”

Jeg tvivler stærkt på, at Lyngvilds kunst vil vække umiddelbare religiøse følelser blandt disse udeforstående. Hvis man ser på responsen på hans kunst på hans hjemmeside, er det ikke religiøse følelser, som udtrykkes, men derimod en glæde ved det æstetiske. ”Hvor er det smukt” er en typisk kommentar. Og Lyngvild er en ferm billedmager.

Det er kunst i øjenhøjde, da den givet appellerer til andre end ”dem med den gode smag”. Lyngvild synes her at have overtaget den kritik, som er rettet mod ham for at være populistisk. Ja, jeg laver kunst for masserne – for de dumme idioter, synes hans ironiske kommentar til virakken at være.

Det har jeg i øvrigt intet imod. Og jeg vil også sige, at der er mange momenter i Lyngvilds kunst, som han kan og bør arbejde videre med. Det bliver spændende at følge.

Men det mest interessante er den debat, som billederne har affødt. Jeg tillader mig at spørge: Hvorfor er det egentlig, at du er så interesseret i billederne? Hvad siger det om dig og om en nordisk protestantisme? På hvilken måde er du indskrevet i det kirkelige felt og i kampen om dens doxa?


Alle fotos: Jim Lyngvild.

Hovedillustration: Nedtagelsen fra korset
Mark. 15, 37-40
”Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: ”Sandelig, den mand var Guds søn.”

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Carsten Bagge Laustsen arbejder som lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet med særlig henblik på undervisning og forskning i sociologi. Han er kandidat i Statskundskab fra Aarhus Universitet og har også en ph.d. i Statskundskab ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. I 1995 tog han en MA (med udmærkelse) i filosofi og social teori ved University of Warwick.
Hans forsknings- og vejledningsområder er terror og terrorbekæmpelse, religion og politik, politik og populærkultur, politisk teori (den kontinentale tradition), sociologisk teori, analysestrategi, tekstanalyse og diskursanalyse, psykoanalyse og sociologi, ondskab og politik, politiske ideologier og ideologianalyse.

Seneste artikler om Kultur