BJØRN WIINBLAD // ESSAY – Bjørn Wiinblad vækker store og polariserede følelser. Man enten elsker eller hader ham. Mellemting eller indifferens er en sjældenhed, og jeg er nysgerrig på, hvorfor reaktionerne er så kraftige. Og på hvorfor hans æstetik og historie i den grad taler til mig, skriver forfatteren og sangskriveren Per Bloch.
Jeg sidder og skriver med te ved min side, i en kop som er fremstillet, før jeg blev født. Koppen er fjerlet, væsken i den vejer mere end materialet, som er tyndt, næsten gennemsigtigt.
Den virker skrøbelig, men er det nok ikke, siden den har holdt alle årene. Lyden, når jeg sætter den ned på underkoppen, er glasklar og syngende.
Man kan høre, at den har en helt særlig kvalitet, som ikke minder om nogen af mine andre kopper. Hverken i materiale, stil eller periode. Stellet hedder Romanze og er produceret af Rosenthal i Tyskland og er designet i 1961 af Bjørn Wiinblad.
Hvis man havde sagt til mig for tre år siden, at jeg skulle komme til at gå op i keramik, plakatkunst og tysk porcelæn, så havde jeg grinende afvist det. Helt utænkeligt. Nok er jeg mange års storforbruger af kunst og kultur, men jeg har aldrig interesseret mig for den slags, så hvorfor skulle jeg dog begynde på det?
Jeg ville ikke have troet på, at jeg en dag ville cykle ud i et villakvarter i Valby og købe en guldbemalet hvid porcelæn-skål af en dame, og se hendes samling af saltkar – mere end 3.200 styks – et af dem håndmalet af Bjørn Wiinblad i 1947. Eller fundet det realistisk, at jeg skulle få min veninde i Aalborg til at hente en 27 cm. høj Wiinblad-vase og tage den med til mig til København.
Eller at jeg ville komme til at købe en gammel, men helt ubrugt, Wiinblad-dug på Den Blå Avis og en keramikurtepotte udformet som en fugl, der er produceret på Wiinblads eget værksted i mit fødeår 1979. Dugen har jeg fået min tante til at sy om til et computer-etui, puder og en butterfly.
Bjørn Wiinblad er elsket og hadet
I sommer fejrede Christian Skovgaard og jeg udgivelsen af min nye roman, Rosa i al slags lys, som han har illustreret. Vi mødtes til klassisk smørrebrød i moderne klæder og serveret på musselmalet stel og snakkede som sædvanlig om design og kunst og jeg begrundede, hvorfor jeg har skrevet i forfatterportrættet i romanen, at jeg har et passioneret forhold til bl.a. Bjørn Wiinblad-keramik.
Ud over at ville give et billede af den optik, som romanen er blevet til igennem, så ligger der også en lille provokation i at nævne Wiinblad i opremsningen. Fordi jeg har erfaret, at jeg møder skepsis, rynken på næsen og direkte afsky, når jeg siger hans navn. Jeg er flere gange blevet fnyst af og irettesat: Det er ikke kunst, men dekoration. Det er ikke samtidsrelevant, men overfladisk, populistisk og smagløst. Bjørn Wiinblad er i dag forkætret, nærmest symbolet på “dårlig smag” og i hvert fald ikke in.
Bjørn Wiinblad var hvermandseje i danske hjem i 60’erne og 70’erne og blev siden gemt væk, fordi markedet var mere end mættet
Wiinblad vækker store og polariserede følelser. Man enten elsker eller hader ham. Mellemting eller indifferens er en sjældenhed, og jeg er nysgerrig på, hvorfor reaktionerne er så kraftige. Og på hvorfor hans æstetik og historie taler til mig.
Hvis tidsånden og de virkemidler, der appellerer til os, kan sige noget om samfundet og om os som individer, så kan min interesse for Wiinblad måske lære mig noget om mig selv?
Om tusindkunstneren Wiinblad
Bjørn Wiinblad er en af dansk kunsts mest produktive og indtjenende kunstnere. De fleste kender ham fra Tivoli-plakaten, platterne og urtepotter med ansigter. I sin levetid (1918-2006) producerede han stribevis af plakater, teaterkostumer og scenografier, både masseproduceret og unika-keramik, illustrerede bøger, udsmykkede krydstogtskibe og restauranter, skabte gobeliner, designede porcelæn og glas for tyske Rosenthal, blandt andet et komplet stel til den iranske shah i anledningen af fejringen af 2.500-året for det persiske riges opståen. Og så videre.
Bjørn Wiinblad var hvermandseje i danske hjem i 60’erne og 70’erne og blev siden gemt væk, fordi markedet var mere end mættet. Måske var hans rolle udtjent og missionen fuldendt. Han havde haft som erklæret mål at give alle råd til skønhed. Og det havde forbrugerne (ikke kun ‘danskerne’) fået i form af kopper, sengetøj, tallerkner, billeder, puslespil, stofservietter og ikke mindst de runde årstidsplatter, som står længst nede i genbrugshierakiet, fordi de blev fabriksfremstillet i hobetal på Wiinblads egen fabrik, Nymølle.
Efter hans død har danske Rosendahl købt retten til at fortsætte hans produktion så nye vaser, lysestager, julepynt, viskestykker mv. har set dagens lys i de senere år. Men siden dengang i hans storhedstid med en lidt anden aura.
Wiinblads univers er eventyrligt, farverigt, humoristisk og hans produktion helt vanvittigt omfattende og mangefacetteret. Under overfladen og overfloden af hans almenkendte og seriefremstillede motiver, er han også kæmpe horndekorerede fade med obskure motiver og malerkunst, der sitrer af vildskab og kaos. Der er mere at hente i hans værk end idylliske scenarier og nuttede lysestager, og mere kant og krakelering end i de mandelformede øjne i de cirkelrunde ansigter.
Ikonoklasme
Da Christian Skovgaard og jeg mødtes her omkring nytår, denne gang til serveringer på måge-stel, kom vi igen til at snakke om Wiinblad. Om samtidens forkastelse af hans formsprog, motiver og relevans.
Måske fordi vi i dag typisk er optaget af det abstrakte og åbne, hvor der er plads til individets fortolkning. Wiinblads motiver er figurative og fortællende og til trods for hans homoseksualitet er de meget heteronormative.
I snakken brugte Christian ordet ‘ikonoklasme’, som betyder ‘billedødelæggelse’ og stammer fra græsk: ikon = figur eller billede, klao = bryde i stykker. Jeg var lige cyklet forbi ordet på Glyptotekets facade. Det er titlen på deres aktuelle udstilling. Et stort ord og kraftfuldt ord med stærke kulturhistoriske konnotationer, men måske ikke helt ved siden af.
Fordi en forkastelse af Wiinblad og det faktum, at han ofte bliver forbigået i eksempelvis designbøger og “det fine selskab”, kan ende med, at vi får slettet en del af vores egen kulturarv og historie. At vi pludselig har taget afstand til en væsentlig brik i fortællingen om dansk kunsthåndværk, design og kunst. Eller fra alle dem som i tidens løb har kigget på det.
Når jeg snakker med antikvitetshandlere, er de anderledes konkrete – både i forhold til Wiinblad og danske koryfæer som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Poul Kjærholm og Peder Moos: rigtig meget sendes til blandt andet USA, fordi vi danskere ikke vil betale.
Men det vil samlere i udlandet og i Japan og USA er man ikke træt af Wiinblad. Her går hans værker for store summer. I Tyskland og Frankrig er danskproducerede teaktræmøbler meget populære. Og fordi der er stor interesse for dansk design i udlandet, så sendes containere med møbler, design og kunst – dansk kulturarv – ud af landet for at blive opkøbt.
Historien har mange eksempler på devaluering af ikoner og perioder. Lokalt kender vi det fra da SAS Radisson tømte hotellet for Arne Jacobsens møbler og fra den aktuelle debat om Poul Gernes’ Palads-bygning: Fredning eller nedrivning? Og i Wiinblad-sammenhæng fra da hans indretning af D’Angleterres restaurant forsvandt ved renoveringen i 2010.
Personligt kender jeg det fra da jeg for nylig købte ny lampe til mit badeværelse og en murer så den og fortalte mig, at netop den model – en Ifö Bernadotte-væglampe – havde han i en periode smidt rigtig mange ud af og udskiftet, fordi den ikke var moderne.
Historiens dom er uvis, men måske er det fornuftigt, at gå nænsomt til udsmidningen og være varsom med skammekrogen. Vi risikerer at miste noget af vores historie og identitet. Når soldater går efter at ødelægge fjendens kunst og monumenter – her den oprindelige betydning og brug af ‘ikonoklasme’ – så er det fordi samfundets rødder og sammenhæng sidder netop i kulturen. Med udskamning og udskibningen af dansk kunst begår vi potentielt selv-ikonoklasme.
Men måske skal jeg feje for egen dør. En ven påpegede, at jeg selv havde opført mig ikonoklastisk ved at klippe førnævnte dug i stykker. Jeg forsvarede mig med, at jeg gør Wiinblad til en del af remix-kulturen med min gestus, men er faktisk nu i tvivl, om det argument holder.
Definitionen af ‘relevans’ skifter og moden er cyklisk. Fortidens kollektioner bliver moderne igen. Og med så alsidig, vidtfavnende og dyb produktion som Wiinblads, så er hans genkomst mere end sandsynlig. Han kommer ud af gemmerne og ind i varmen igen. Til den tid vil vi nok være glade for, at vi stadig har hans kunstnerhjem, Det Blå Hus, i Lyngby og andre kilder til hans værk.
Egentlig er min intention slet ikke at argumentere for eller forsvare Wiinblads kunst. Min egen glæde ved opdagelsesrejsen ind i hans univers er nok, og det tager ikke noget fra min oplevelse, at jeg sjældent bliver mødt i min entusiasme. Derimod føler jeg mig heldig, når jeg møder nogle af hans originaler på dansk grund og taknemmelig over at hans historie og produktion er dokumenteret, så jeg kan have glæde af hans værk, selvom jeg er sent på den i forhold til den store Wiinblad-bølge i sidste århundrede.
Samleren
Til trods for at jeg efterhånden har flere Wiinblad-sager end et gennemsnitligt dansk hjem har nu til dags, så kalder jeg mig stadig ikke samler. I øjeblikket er jeg ved at undersøge hvorfor.
Måske fordi jeg betragter mig som minimalist, og er der noget som Wiinblad ikke var, så er det minimalist – nærmere det modsatte med de tætbemalede flader, hele farvepaletten og overfloden. Det kan også være fordi, der ikke er en rød tråd i min samling (!) og at jeg ikke har tusindvis af noget. Desuden kan jeg se i Wiinblad-grupper på Facebook, at jeg er bagud på mængde og at jeg mangler et område i mit hjem, der er dedikeret til Wiinblad. Et hjørne eller en stue.
Uanset smag, tidsånd og modeluner og uanset om han i dag anses som småborgerlig kitch – måske netop derfor – kan vi lære noget om os selv og vores samtid, ved at se på hans fortællinger
Hvis jeg samler, så må det være på oplevelser og historier. De mange personlige anekdoter, som jeg får fortalt på min vej omkring i det wiinbladske landskab, er en stor del af glæden.
Gennem en lang årrække har jeg beskæftiget mig med æstetik og fascinationsformer. Mit udgangspunkt i medievidenskab og retorik har grundlagt en videnskabelig metode og ud af den kommer en opmærksomhed på Wiinblads multimedielle virke og hans kunstneriske argumentation på tværs af materialernes sprog. Samtidig er her en tråd til mit eget kunstneriske virke, som er stykket sammen af både bøger og musik, til børn og voksne, video og optræden. Et fokus på oplevelsen – det, at vi alle oplever, at kunst kan fascinere (og provokere) os.
Det tværmedielle og formeksperimenterende udgør måske nogle af grundstenene i min fascination af Wiinblad. En åbenlys identifikation med en måde arbejde og være i verden på.
Vores historier
Min fascination startede med et keramikskærebræt i min mors køkken, som jeg tog med mig, da mine søstre og jeg skulle tømme hendes hjem efter hendes død.
Uden at kende til dens historie eller til Bjørn Wiinblad. Men jeg var draget af det smilende ansigt med den spidse næse og med den nysgerrighed begyndte jeg at læse om ham. Det blev startskuddet til en spændende rejse ind i en unik kunstners mageløse skaberkraft.
Uanset smag, tidsånd og modeluner og uanset om han i dag anses som småborgerlig kitch – måske netop derfor – kan vi lære noget om os selv og vores samtid, ved at se på hans fortællinger. Bruge hans værker som en prisme at se nutiden igennem og reflektere over hvorfor hans motiver ikke føles relevante i øjeblikket, sådan som Heidi Laura har gjort i sin bog “En bid af Paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid”.
Havde der været bedre plads til livets skyggesider og regnbuefarvet seksualitet? Måske til flere nuancer og endnu mere mørke og dybde, end hans købere dengang efterspurgte?
En af de ting, som jeg har funderet over, er, hvordan hans kunst havde set ud, hvis han var vokset op i friere og mere diversitetprægede tider end 1920’erne og 30’erne.
Havde der været bedre plads til livets skyggesider og regnbuefarvet seksualitet? Måske til flere nuancer og endnu mere mørke og dybde, end hans købere dengang efterspurgte?
Glyptoteket skriver i udstillingsteksten til “Ikonoklasme”, at det at vælte statuer og ødelægge monumenter ikke kun er et historisk fænomen fra en fjern fortid, men også i dag bruges til at omskrive, udfordre og genforhandle de historier, vi fortæller om os selv.
At stille spørgsmål om, hvorfor vi har brug for at vælte og forkaste vores eget kan virke konfronterende og indebærer den risiko, at noget af os selv bliver udfordret og brister. Fordi en granskning af smag og holdninger udfordrer vores identitet og kerneværdier.
Jeg kommer aldrig til at få svar på, hvor min mor havde skærebrættet fra. Eller hvad hendes forhold til Wiinblad var. Min far ved heller ikke, hvor hun havde skærebrættet fra. Måske var det en gave eller et loppefund.
Uanset hvad, så har jeg fået en fantasifuld og berigende gave ved at løfte det ned fra væggen. Meget mere end jeg havde håbet at arve. Og helt uventet. Det er det potentiale – den chance – der findes hver eneste gang det gamle giver plads for det nye.
Jeg er taknemmelig for, at der har været rigeligt at dykke ned i, fordi nogen før mig har værnet om arven. Min personlige og vores kulturelle.
Klik dig videre til meget mere kulturstof på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.