Quatuor Ébène er kvartetspil i verdensklasse

Knud Arne Jürgensen 14.10.2025

KONCERT // ANMELDELSE – Den franske strygekvartet Quatuor Ébène – der er navngivet efter ædeltræsorten ibenholt – iklæder sig musikkens dynamik og indre samtale med et vidtrækkende repertoire og eminent ensemblespil.

Kvartetaften med Quatuor Ébène

Komponister: Mozart, Debussy og Brahms
Mogens Dahl Koncertsal, 12. oktober 2025.

Lad det være sagt med det samme: Det var kvartetspil af verdensklasse, den unge og i musikalsk henseende forunderligt modne strygekvartet Quatuor Ébène leverede søndag aften som led i Mogens Dahl Koncertsals efterårskoncertrække. En verdensklasse ikke blot i samspil, men i lige så høj grad i klangbeherskelse, instrumental replik- og konversationskunst og teknisk træfsikkerhed.

Rent faktisk finder jeg denne kvartets talentfuldkommenhed så helstøbt, at jeg må erklære, at jeg personligt kun én gang tidligere har oplevet noget, som stod ved siden af i ligeværdighed, nemlig Alban Berg Kvartetten, der ophørte sit virke i 2008.

Ikke fordi sammenligninger udi kunstens verden i sig selv er det vigtigste her på jord, men alligevel må og skal det nævnes, når man oplever en så ligeværdig og høj grad af fuldendte kammermusikalske udtryk.

Hvad der primært springer en i ørerne – og for så vidt også øjnene – er den frihed og naturlighed, de fire musikere lægger sig ind mod hinanden med. Og hvad der dernæst afdækkes, er en ligebyrdig vægtning af selv de mindste musikalske detaljer. Ja, sågar bratschens og celloens rytmiske efterslagsfigurer bliver her ikke noget underordnet violinernes melodiske strofer, men derimod helt jævnbyrdige udsagn, som formidles med en intensitet og klang, der blendes med melodilinjerne i en fuldendt klangsammenføring.

Man forstår derfor helt instinktivt disse kvartetsatsers struktur, når de formidles på et sådant niveau.

Alt blev her forløst med klanglig indforståethed hos samtlige fire musikere, som var de ét legeme, der rummede samtlige følelsesregistre i sig

Hvad der måske først og mest overbevisende slog mig, var imidlertid, hvordan man ofte ved en koncerts begyndelse må give sig selv et lille minuts tid til at erkende og forberede sig på enhver musikalsk begivenheds udtryk, før man kommer helt tæt ind på det spillede. Dette er ikke tilfældet med Quatuor Ébène, hvor ens fulde opmærksomhed indfanges auditivt i et splitsekund af ensemblets fuldkomne samklang lige fra den allerførste nodeansats.

Med den 26-årige Mozarts Strygekvartet nr. 15 fra 1783 (der også kaldes hans Haydn-kvartet III på grund af dedikationen til netop Haydn) bragtes vi ind i en verden af fri leg med musikalske skabeloner og mønstre, som komponisten her sætter sig for både at behandle og ombryde.

Mozart viser tillige, hvor meget han personligt havde lært af Haydn – både i tematisk udvikling og kontrapunktisk passagebehandling, hvor harmonierne altid først udstrækkes, inden de opløses, hvilket kontinuerligt øger den konstante musikalske spænding. Især hans statelige Allegretto menuet-sats er grebet både elegant og dybt alvorligt an med dens dansende førsteviolin, der udfolder sig hen over et pizzicato-akkompagnement.

Kvartettens fremherskende stemning er med sine mange mol-passager dog en både bittersød og harmonisk fint afbalanceret komposition, som til slut sygner hen i stille og resigneret tysthed. Alt blev her forløst med klanglig indforståethed hos samtlige fire musikere, som var de ét legeme, der rummede samtlige følelsesregistre i sig.

En mesterlig blanding af lyrisk skønhed

I den følgende, ret omfangsrige strygekvartet af Claude Debussy (op. 10 fra 1893) var det især 2. satsens springske pizzicato-karakter, der umiddelbart tiltrak opmærksomheden med dens nærmest burleske leg med noderne, som var vi her deltagere i en gøglertrups luftige leg med udspændte barduner og ophængte tove.

Spændstigheden i musikken kom vitterlig til at lette og løfte musikerne i fællesskab, mens ensemblet i koncertens sidste programpunkt søgte mere indad i den musikalske dybdeverden gennem Johannes Brahms’ nok mest formfuldendte kammermusik nogensinde i form af hans Strygekvartet nr. 2 (opus 51 nr. 2 fra 1873).

Når fire musikere som Quatuor Ébène iklæder sig denne musiks dynamik og indre samtale, bliver fortolkningen mere end blot en opvisning af musikalsk substans

Der er en mesterlig blanding af lyrisk skønhed og strukturel kompleksitet i dette værk, som demonstrerer komponistens dybe ærbødighed for klassiske former, iblandet hans unikke kompositoriske stemme i den lange romantiske tradition.

Værket markerede samtidig Brahms’ første udgivne forsøg på at indtage strygekvartetgenren efter årevis med omhyggelig forfinelse. Den var da også tilegnet den ungarske mesterviolinist Joseph Joachim, og komponisten demonstrerer her sin karakteristiske brug af rigt sammensatte harmonier i en tætvævet kontrapunktisk musik af stor rytmisk kraft.

Men som altid er der også et vist præg af folkemelodisk karakter, som i 2. satsens Andante moderato, der har et tema, som mere end minder om en ungarsk folkemelodi, hvilket igen viser komponistens forkærlighed for at inkorporere elementer af national karakter.

Når fire musikere som Quatuor Ébène (der er navngivet efter ædeltræsorten ibenholt) iklæder sig denne musiks dynamik og indre samtale, bliver fortolkningen mere end blot en opvisning af musikalsk substans. Den når langt videre i erkendelsesmæssig retning og frigiver samtidig en forståelse og en indsigt i almene livsforhold – uden helt at miste fodfæste undervejs.

Og når de samme fire musikere samtidig forløser denne musik på ikke mindre ædle træinstrumenter som den sjældne Stradivarius-bratsch, den klart klingende Guarneri-violin og den ikke mindre udsøgte 2. violin og cello, så kan niveauet næppe strækkes mere i højden.

Måtte denne kvartet blive en fast og regelmæssig gæst i den tætte og intime kammermusiksal, som Mogens Dahl så generøst stiller til rådighed.

Knud Arne Jürgensen, seniorforsker, dr.phil., 1998-2010 leder af Dramatisk Bibliotek ved Det Kongelige Bibliotek og 2010-2016 seniorforsker og udstillingskurator ved Teatermuseet i Hofteatret.