Jeg kan smage det hele bare ved at læse en kogebog. Jeg løber aldrig tør for ideer til madlavning. Inspiration findes alle steder. Jeg går på grøntsagsmarkeder, jeg glor ned i andre folks indkøbskurve, jeg spiser hos venner, kommer forbi steder, der serverer streetfood, kigger i blade og kogebøger. Jeg kan smage det hele. Lone Theils giver en godbid – også på livet.
Der ikke noget så skønt som at læse kogebøger i sengen, især ikke hvis man er sådan en type som mig, der kan smage det hele oppe i hovedet bare ved at læse om det.
Men lige her i dag tænkte jeg, at jeg er ved at gå kold på det der med madlavning. Mit rædselsfulde køkken er næsten helt pakket væk. Der ligger lige et par krus og en underlig gul æggedeler fra IKEA og skramler rundt i et rum, der udstråler samme livsglæde og inspiration som en parkeringsplads bag ved en Aldi i januar måned i regnvejr.
Det er lige straks farvel til ruinen her, og det betyder god dag til andre menneskers køkkener i det næste halve år. I nogle af dem vil jeg sidde bænket, mens andre laver mad til mig
Hvor der ikke er blevet tømt skrald. De gråhvide Billy-reoler ,som ikke engang spejderne ville tage med, står tomme bortset fra lige lidt Nescafe, en slat havregryn og en lille dåse belgisk paté (for en lille bitte smule luksus må man have i elendigheden).
Det er lige straks farvel til ruinen her, og det betyder god dag til andre menneskers køkkener i det næste halve år. I nogle af dem vil jeg sidde bænket, mens andre laver mad til mig.
I andre vil jeg betale for mad, som nogen har lavet på bestilling. Og i nogle af dem vil jeg heldigvis stadig få lov til at lave mad, og jeg håber, det i virkeligheden betyder, at jeg finder ny inspiration og nye glæder, der kommer af at blive revet ud af den slags hverdag, jeg har haft her i ruinen i det seneste år.
Men lige nu og her er jeg gået kold på det der med madlavning. Eller rettere sagt: Det tænkte jeg egentlig, jeg var, da jeg vred min hjerne for, hvad jeg dog skulle skrive om i den her uge. Så var det, at jeg kom i tanker om, at selv om jeg egentlig ikke laver mad, så gør jeg det alligevel hver eneste morgen.
Jeg blev så glad for konceptet, at det stadig er noget, jeg praktiserer de fleste morgener. For jeg er faktisk lidt af en morgenautist. Jeg bliver utryg ved store ændringer tidligt på dagen
Jeg var engang på en slags kur, hvor man slet ikke måtte spise brød, men gik efter proteiner om morgenen, og jeg vænnede mig til at spise en omelet lavet af et enkelt æg med forskellige former for fyld for afvekslingens skyld.
Jeg blev så glad for konceptet, at det stadig er noget, jeg praktiserer de fleste morgener. For jeg er faktisk lidt af en morgenautist. Jeg bliver utryg ved store ændringer tidligt på dagen.
Måske er det de mange år i Storbritannien, der gør, at jeg ikke længere tænker over det som noget særligt at stå der i køkkenet og lave varm mad til morgenmad i stedet for at gribe søvndrukkent ud efter den nærmeste pakke cornflakes og lidt skyr.
Jeg står op og bader i Øresund de fleste dage året rundt, og når jeg kommer hjem, laver jeg mig en omelet af ét æg
En anden mulig forklaring er nok også det faktum, at jeg har den helt ufattelige luksus, at om morgenen er tiden som en regel min egen. Det vil sige, at jeg ikke har grædende børn, der skal gennes i skole, cykelhjelme der skal på, gymnastiktøj, der skal huskes, og madpakker, der skal smøres og alle de andre ting, der tvinger børnefamilier til at stå op før klokken seks.
Jeg står op og bader i Øresund de fleste dage året rundt, og når jeg kommer hjem, laver jeg mig en omelet af ét æg.
Omelet er svært
I den her uge har jeg lavet den af en svampeblanding (markchampignon, østerhatte og shitake) købt i Irma. Og det er så rørende let. Man sikrer sig at svampene er rene og skærer dem i små stykker, mens man varmer olivenolie på panden.
Når olien er varm, rister man svampene. Mens man rister dem slår man ét økologisk æg ud i en skål. Tilsætter salt og peber efter smag. Gerne revet ost. Jeg havde en luns trøffelost fra Holland. Så roder man rundt i hele blandingen med en gaffel og sætter vand over til kaffe.
Når svampene er brunede hælder man æggeblandingen over dem og vender lige panden frem og tilbage, som man ville gøre, når man laver pandekager, så omeletten når ud til kanten af panden.
Jeg bruger en fuldstændig gængs og kedelig almindelig pande, der har stået mig i 29 kroner i IKEA. (Alt det fine Creuset ligger jo selvfølgelig i flyttekasser).
Vandet er sikkert færdig med at koge nu, så man kan passende rigge sin kaffe eller te til, mens man skruer ned for blusset under omeletten, der har samme tykkelse som en god britisk pund-mønt. Så hælder man elegant omeletten på en tallerken og spiser frydefuldt sin morgenmad og planlægger resten af dagen, mens man stirrer ud på det grå.
Der er uendelige variationer af den her omelet og en Facebook-ven mindede mig forleden om, at jeg tidligere har anbefalet at bruge feta og mynte. Det smager også ret forrygende.
At lave en omelet er noget af det letteste og sværeste i et køkken. Det eneste, der fungerer, er i virkeligheden øvelse. Opskriften er ikke svær, men håndelaget, der kommer ved at have gjort det mange gange, er
Men alt kan bruges: Asparges og parmesan. Skinke og champignon. Tomater i alle afskygninger, friske urter. Spinat og lidt friskrevet muskatnød, små kartoffeltern og chorizo.
Alt fungerer – også hvis man er løssluppen
Alle de rester, man har liggende i køleskabet kan live en omelet op. De kolde grøntsager, man har til overs fra i går, passer perfekt til en omelet. Ærter, broccoli, blomkål, gulerødder. Alt fungerer faktisk.
At lave en omelet er noget af det letteste og sværeste i et køkken. Det eneste, der fungerer, er i virkeligheden øvelse. Opskriften er ikke svær, men håndelaget, der kommer ved at have gjort det mange gange, er. Fornemmelsen af, at man skal tage æggene af lige nu og ikke om 30 sekunder, der kommer af erfaring og personlig smag.
Engang så jeg et program, hvor en rig brite havde betalt i dyre domme for at få privattimer hos en af landets fremmeste kokke på en af Londons dyreste hoteller.
Jeg husker ikke hvem eller hvad programmet hed. Men jeg husker, at manden blev sat til at lave omelet. Lidt hånligt gik han til opgaven og tænkte, at det var noget, der skulle overstås, inden de kom frem til den virkelige ting. Men omeletten var den virkelige ting, og det stod snart klart, at selv om han selv mente, han havde frembragt en herlig omelet, så var kokken ikke tilfreds. Den var for løs, for fast, for ditten og datten.
Mindst 10, hvis ikke nærmere 20 omeletter måtte manden producere og se kokken hælde direkte i skraldespanden, inden han havde lavet en omelet, der var god nok til at sende videre med room service.
Jeg er, som læsere af denne blogpost vil vide, ret løssluppen i mine opskrifter, fordi jeg fundamentalt mener, man skal have plads til selv at finde på
Det var sjovt at betragte manden, der var kommet som elev. Se ham skifte fra det lidt hovne til dybt frustreret og så endelig komme til en eller anden forståelse for, at der var en eller anden lektion om zen og respekt for håndværk gemt i den enkle handling, det kan forekomme at frembringe en omelet.
Jeg er, som læsere af denne blog vil vide, ret løssluppen i mine opskrifter, fordi jeg fundamentalt mener, man skal have plads til selv at finde på. Men jeg vil til enhver tid anbefale, at man bruger økologiske æg. For dyrene, for miljøet og for ens egen skyld.
Heldigvis er et stigende antal danske forbrugere begyndt at købe økologiske æg og æg fra fritgående høns, og det er godt, for vi spiser virkelig mange æg her i landet. Et halvt æg om dagen per person i gennemsnit, svarende til (tal fra 2015) 13 mio. kilo æg om året. En høne lægger typisk seks om ugen og når typisk at lægge 335 æg, inden livet som rugehøne er forbi.
Og hvis man trænger til lidt afveksling, kan man måske en dag eller to lige forfalde til at lave scrambled eggs og servere med salat, hvad jeg gjorde her til morgen. Da jeg lavede mad helt uden at tænke over, at jeg gjorde det.
Et æg med salt, peber og en lillebitte sjat fløde med lav fedtprocent. Og et par skiver parmaskinke jeg alligevel skulle have afsat og lidt avocado med karse. Jeg laver jo mad.
Selv når det føles som en gastronomisk ørkenvandring at være uden køkken. Når man er vant til det, tager det nærmest ikke længere end at hælde cornflakes og mælk op i en skål, mens vandet koger.
Alle fotos: Lone Theils.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her