Peter Skaarups juridiske vildfarelser

Torkil Rasmussen 23.01.2018

KOMMENTAR – Vil DF’s gruppeformand Peter Skaarup ikke, eller kan han ikke forstå, at afgørelser om udvisning af statsløse i vid udstrækning beror på Den europæiske menneskerettighedskonvention, og at han og hans kolleger i folketinget ikke kan ændre på den sag ved ny lovgivning men kun ved at opsige konventionen, spørger jurist Torkil Rasmussen, der undrer sig efter en sag i Herning.

For nylig afgjorde Byretten i Herning, at den statsløse iraner, Sharvin Shojaie, der kom til Danmark i 1996 som 11-årig, ikke har pligt til at bo på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording.

Han havde i alt henholdsvis 21 og 39 gange, brudt den såkaldte ‘opholds- og meldepligt’, der findes på Kærshovedgård og han stod af den grund til syv dages fængsel. Men Retten valgte i stedet helt at ophæve hans opholdspligt og fritage ham for straf med den begrundelse, at hans opholds- og meldepligt har varet i mere end fire år, og at det er ”ude af proportioner med hans samlede situation” som far til tre børn i alderen 7-12 og som et menneske, der har boet i Danmark i 21 år. Han fik som ung fire års fængsel for blandt andet røveri, som han har afsonet.

Ugen efter gik gruppeformand for DF Peter Skaarup i DR2’s 2 Deadline med en kommentar til sagen.

Her erklærede han, at afgørelsen er ”for dårlig, og at lovgivningen må strammes, hvis ikke domstolene vil rette ind”.

Det er naturligvis et politisk signal, der passer partiets kernevælgere, men som jurist undrer jeg mig over Skaarups udmelding.

Vil gruppeformanden ikke, eller kan han ikke. forstå, at afgørelsen i vid udstrækning beror på Den europæiske menneskerettighedskonvention, og at han og hans kolleger i folketinget ikke kan ændre på den sag ved ny lovgivning?

Folketinget kan opsige Menneskerettighedskonventionen, eventuelt med tilhørende vedtagelser om det, Danmark fremover ønsker at respektere. Hvis Danmark ønsker, som DF formulerer det, at ”genvinde kontrollen over sine grænser” og for eksempel frit bestemme, hvilke kriminelle, der skal udvises, indebærer det en opsigelse af Flygtningekonventionen og Menneskerettighedskonventionen.

Danmark har tiltrådt konventionerne og gjort dem til en del af dansk ret. Vi er altså bundet af dem, indtil vi eventuelt har opsagt dem med de givne varsler. Det ville være rart, hvis den politiske debat kunne foregå på et grundlag, der bygger på fakta fremfor luftkasteller. Det tror politikerne muligvis ikke, at vælgerne forstår, men her er det mit stilfærdige bud, at vore folkevalgte forregner sig.

Men så længe vi har konventionerne, kan hverken Folketinget eller Højesteret stille noget op overfor Den europæiske menneskerettighedsdomstols afgørelser. Danmark er forpligtet til at rette sig efter Menneskerettighedsdomstolens endelige afgørelser i sager, hvori vi er part, og når en sag som den i Herning og andre beslægtede sager skal afgøres, bliver der set på den righoldige praksis, der stammer fra Menneskerettighedsdomstolen og fra Højesteret, hvis afgørelser også hviler på konventionen.

Hvis den dømte og hans forsvarer ikke er tilfredse med afgørelsen, kan de anke i det nationale system og derefter om nødvendigt indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen til endelig afgørelse.

Danmark har tiltrådt konventionerne og gjort dem til en del af dansk ret. Vi er altså bundet af dem, indtil vi eventuelt har opsagt dem med de givne varsler.

Det ville være rart, hvis den politiske debat kunne foregå på et grundlag, der bygger på fakta fremfor luftkasteller. Det tror politikerne muligvis ikke, at vælgerne forstår, men her er det mit stilfærdige bud, at vore folkevalgte forregner sig.

Vælgerne er ikke uvidende, og så længe man taler ned til dem og ikke op, gør man dem ingen tjenester. Det gælder for alle partier, men i dette tilfælde er sammenhængen så enkel – og, drister jeg mig til at påstå, velkendt – at man kan få mistanke om, at de grundløse påstande fremsættes med fuldt overlæg.

Topillustration: POV International – kollagens orginalbilleder fra Pixabay og Peter Skaarups offentlige Facebook-side.

Torkil Rasmussen

Torkil Rasmussen er født i Stubbekøbing, opvokset i Maribo og blev cand.jur. fra KU i 1964. Han har arbejdet som advokat i København fra 1968-70, hvor han også lejlighedsvis underviste i jura på KU og senere andre steder. Han arbejdede også i Landsskatteretten og i Undervisningsministeriet Han flyttede i 1970 til Sønderjylland, hvor han søgte ind ved domstolene og arbejdede som dommerfuldmægtig og retsassessor. Fra 1981-93 var han civildommer i Kolding og fra 1993-2008 arbejdede han som administrerende dommer i Skanderborg og derefter i kortere tid som dommer i Aarhus. Ved pensionsalderen vendte han dog tilbage til gerningen som advokat i Aarhus fra 2008 - 2013. I de sidste fem år forligte han bl.a. danmarkshistoriens første erstatningssag for dårlig bankrådgivning med positivt resultat for kunderne og opnåede en særlig popularitet i straffesager mod indvandrere i og rundt om Aarhus. I sin fritid er Torkil en ivrig golfspiller efter at have sagt farvel til et aktivt liv som old boys fodboldspiller og lejlighedsvise triumfer på tennisbanen. Privat er han gift med Eva og er far til fire børn. Torkil bor i Skanderborg.