SXSW er verdens ledende festival og konference for interaktive medier, musik og uafhængige film. I løbet af de 10 dage festivalen varer, er der hundredevis af foredrag, koncerter, paneldebatter og filmvisninger – et epicenter for coolness. Mette Søs Lassesen rapporterer fra Austin, Texas, hvor festivalen kører fra 10.-19. marts. I dag fortæller hun om en opfindelse, verden har savnet: en sake-afkøler, der aktiveres fra mobilen. Har vi virkelig brug for sådan en?
AUSTIN – Den unge opfinder fortæller entusiastisk om sit produkt: en sake-afkøler, der aktiveres via din mobiltelefon og fortæller dig, hvornår saken har opnået den perfekte temperatur. Samtidig modtager du på din mobiltelefon forslag til menu og madopskrifter, der passer perfekt til netop denne sake. Da jeg spørger ham, om det ikke er lidt sent at modtage madopskrifter, når jeg allerede sidder og er i gang med at drikke min sake, ser han helt uforstående på mig. Overrasket over min manglende begejstring over alt det, denne fantastiske sake-afkøler kan gøre for mig.
Sake-afkøleren er blot et lille eksempel på alle de gadgets og Tech-finurligheder, man kan opleve på SXSW i Austin i disse dage. Og hvor sake-afkøleren nok ikke finder vej til mit hushold i den allernærmeste fremtid (jeg er helt ærlig heller ikke særlig vild med sake, så jeg er nok ikke i den umiddelbare målgruppe), så var det anderledes interessant og sindsoprivende pludselig at befinde sig i en industriel grisefarm et eller andet uidentificeret sted og opleve (næsten) på egen krop, hvor umenneskeligt grise bliver behandlet i det industrielle opdræt.
Dyreværnsorganisationen Animal Euality bruger virtuel reality i deres advocacy indsats, og fører mig gennem en lille gris’ liv fra fødsel til slagtning. Det var særskilt gruopvækkende, og et eksempel på hvordan virtuel reality virkelig kan rykke nogle grænser.
Se et eksempel – ikke fra festivalen – her:
South By South West – eller SXSW – ”South-By” blandt indviede er en omfattende teknologi, design, musik og filmfestival, der finder sted hvert år i Austin Texas her i marts måned. Det et epicenter for ”coolness” og fyldt med Tech-nørder, designere, film- og tv-folk, musikere, trendsættere, hipstere og andet godtfolk.
Måske vil jeg om få år kunne sidde i min førerløse bil med mine virtuel reality briller på, og opleve turen fra Købehavn til Kolding som en rejse i rummet mellem Jorden og Mars. Måske sidder jeg også med en kop perfekt afkølet sake
Festivalens omfang og bredde gør det svært at beskrive den, men i korthed er det her folk fra en række kreative brancher tager til for at høre om og diskutere det nyeste af det nye, og det der rammer os lige om lidt. En af festivalens helt store forcer er, at den bringer mange forskellige kreative og Tech-fokuserede brancher sammen i et sammensurium af oplæg, workshops, udstilling, happenings og meget andet. Og selvom det umiddelbart virker meget uoverskueligt, og man hele tiden går rundt med fornemmelsen af at gå glip af noget (hvilket man helt sikkert også gør), så er det netop i mødet med andre synspunkter og synsvinkler, at de mest spændende ahaoplevelser finder sted.
Jeg deltog selv i et par workshops vedrørende byudvikling. Måske ikke umiddelbart det mest hippe emne, men når man tænker på, at en af de helt store globale trends er urbanisering – flere og flere personer flytter fra land til by, med alle de tilhørende udfordringer omkring boliger, transport, rent vand osv. – så bliver det pludselig interessant at tale om, hvordan f.eks. teknologi kan være med til at gøre byen mere effektiv.
Og et af de helt store temaer på SXSW var da også førerløse biler, og hvad de kommer til at betyde for vores bybillede, og den måde vi planlægger vores byer i fremtiden. En række amerikanske byer konkurrerer om at være først med introduktionen af førerløse biler – flere f.eks. Pittsburgh er allerede i fuld gang med omfattende pilotprojekter.
Måske kommer det hele til at gå op i en højere enhed på et tidspunkt? Måske vil jeg om få år kunne sidde i min førerløse bil med mine virtuel reality briller på, og opleve turen fra Købehavn til Kolding som en rejse i rummet mellem Jorden og Mars. Måske sidder jeg også med en kop perfekt afkølet sake.
Topillustration: Panasonic – billedet illustrerer ikke den i teksten omtalte opfindelse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her