mm

Claus Skytte

Claus Skytte (f. 1969) er iværksætter, foredragsholder og forfatter til fire bøger om internetiseringen, deleøkonomi og den nye automatisering.

Han er medstifter af og formand for Foreningen for Platformsøkonomi i Danmark. Skytte er endvidere stifter og medejer af det deleøkonomiske fællesskab Resecond, Skatte-API’en Selfemployd og deleportalen.dk.

Claus Skytte sidder i Muskelsvindsfondens indsamlingsafdelings bestyrelse, Handshake, Chora Connections' bestyrelse og i Den Sociale Kapitalfonds Advisory board.

Claus Skytte er Danmarks førende ekspert i deleøkonomi, internetisering og automatiseringen, som ændrer vores verden lige nu: Vores måde at bevæge ting og os selv med selvkørende biler; vores måde at arbejde på som freelancere og selvansatte og vores måde at forbruge på med adgangsøkonomi og cryptocurrency. Han har skrevet bøgerne, "Medbruger - om den digitale forbruger", "Skal vi dele? - om deleøkonomi" og "Den nye andelsbevægelse - om den 4. industrielle revolution", samt den netop udkomne ”Kunstige Kolleger” – om hvordan mennesker, robotter og kunstig intelligens skal deles om fremtidens arbejde. Skytte rådgiver erhvervsordførere i Folketinget, Erhvervsstyrelsen, Skatteministeriet, store danske virksomheder som Tryg og COOP, samt diverse VL-grupper og fagbevægelsen.

Se alle skribentens artikler

Sort opsving

Alle samfund har noget, som de ikke taler om. Noget, der er indlysende rigtigt, men som vil få negativ indflydelse på det, vi alle holder utrolig meget af. Vi holder jo meget af at bruge løs af Jordens ressourcer. Vi tænker selvfølgelig ikke på det, som om at vi holder meget af at gøre mange liter rent drikkevand til mange liter urenset spildevand, når vi forelsker os i en ting som for eksempel et smukt stykke tøj. Men vi ved godt inderst inde, at det ikke er en tryllekunstner, der har knipset kjolen frem på bøjlen i forretningen. Den kommer fra noget.

De fleste ledere i den vestlige verden er enige om, at vi vil vækst; at vækst er nødvendig for nationernes overlevelse, og at vi bare skal finde en bæredygtig måde at vækste på. Det kan de let blive enige om. Men formuleringen sniger sig uden om det, vi ikke kan tale om: Hvordan kan man finde en bæredygtig måde at vækste på? Ingen af os er troldmænd, der kan hive nye ressourcer op af hatten. Vi har kun de samme ressourcer. Og vi bruger løs af dem.

Vi fortjener den kjole! Vi skal snart til fest. Det er længe siden, vi har købt en kjole. Det har været en dårlig dag. Det har været en god dag. Vi fortjener den kjole. Og endnu bedre bliver det, når vi ser på den billige pris. Vi fyldes med overraskelse af den gode slags. Den er jo et fund til prisen. Den pris er jo ikke noget at tale om. Det ville være fuldstændig sort ikke at købe den.

Vi er gode til at finde på undskyldninger. Som når vi i stedet for at spise hele kagen, skærer den i små stykker og spiser den et lille stykke ad gangen over en længere periode. Så feder den ikke så meget, fortæller vi os selv. For alle ved jo, at det ikke er usundt eller fedende at spise et lille stykke kage.

Vi undskylder os med alt muligt, når vi tager den smukke designerkjole ned fra bøjlen, og både maven og hjertet og hjernen siger, at dette er lige præcis den kjole, man må eje. Vi fortjener den kjole! Vi skal snart til fest. Det er længe siden, vi har købt en kjole. Det har været en dårlig dag. Det har været en god dag. Vi fortjener den kjole. Og endnu bedre bliver det, når vi ser på den billige pris. Vi fyldes med overraskelse af den gode slags. Den er jo et fund til prisen. Den pris er jo ikke noget at tale om. Det ville være fuldstændig sort ikke at købe den. Er det derfor, det hedder Black Friday? Fordi det ville fuldstændig sort ikke at forbruge os til vækst og nyt opsving.

Alle samfund har noget, de ikke taler om. For eksempel hvordan prisen på en smuk kjole kan være så billig. Det skyldes, at der er nogen og noget, der ikke har fået så meget for at lave kjolen. Det kan være de mennesker, der har syet den, de mennesker, der har farvet stoffet, de maskiner, som er blevet købt billigt ind, det spildmateriale, der er smidt billigt ud. Eller planeten, som ikke har fået noget for, at der er blevet taget af dens ressourcer. For vi har jo vænnet os til, at der er uanede ressourcer, og dem, der har virkelysten og evnerne, kan tage alt det, de vil fra jorden, uden at give noget som helst tilbage. De kloge kan narre de mindre kloge og betale så lidt som muligt for så meget så muligt, så du i sidste ende kan blive glædeligt overrasket over, at du kan købe en lækker, sort sag til næsten ingen penge.

Undskyldningerne kan også være mere raffinerede: Hvis pigerne i sweatshoppen ikke syede den kjole, ville de i stedet arbejde som prostituerede. De skal jo have noget at leve af. Eller: Hvis producenterne bag tøjmærket ikke gjorde det, ville nogle andre bare gøre det. Eller den helt uforstående: Jeg er fuldstændig vild med recycling, og jeg køber også økologisk, men det virkelige problem er jo, at mennesker i den tredje verden får for mange børn. Vi er bedre til at give ansvaret videre end til at tage det selv.

Skylden placeres i befolkningstilvæksten eller i behovet for forbrug for at skabe arbejdspladser og vækst. Vi kigger skævt på store lande som Kina og USA, der bruger så mange af Jordens ressourcer, at det danske forbrug til sammenligning blot er en krusning i overfladen. Så vi kan tillade os alt, da vores land i forvejen er så lille og ubetydeligt, at det ingen effekt har. Om vi så alle sammen kørte i lastbiler på arbejde, kun spiste kød og altid kun gik med vores tøj én gang, før vi brændte det i baghaven. Herregud, den danske sorte fredag er jo bare en fin og uskyldig lysegrå.

Undskyldningerne kan også være mere raffinerede: Hvis pigerne i sweatshoppen ikke syede den kjole, ville de i stedet arbejde som prostituerede. De skal jo have noget at leve af. Eller: Hvis producenterne bag tøjmærket ikke gjorde det, ville nogle andre bare gøre det.

Vi kunne også vende den om og sige, at i og med, at vi er så lille et land, har vi en forpligtelse til at eksperimentere med løsninger på det 21. århundredes udfordringer. Det er rigtigt, at det er de store nationer som Kina og USA, der har den største indflydelse på klodens forandringer, men de er samtidig så kæmpe og komplekse størrelser, at de har svært ved at ændre deres strukturer.

Derfor må vi gå forrest i verden som et godt eksempel og inspirere de store nationer. Bane vejen og afprøve forskellige metoder til at gøre verden til et bedre sted at leve. Inspirere verden. Det er bedre at være en lillebitte del af løsningen end en lillebitte del af problemet. Vi kunne starte med at dele vores ressourcer med hinanden i stedet for at smide dem ud. For vi smider jo ikke ting ud, fordi de ikke virker mere, men fordi vi er holdt op med at elske dem – eller vi gemmer kjolerne bagest i skabet, hvis de er fulde af minder.

At dele er at hjælpe hinanden med at genelske ting – og at dele historier. Der er masser af andre nye muligheder, som vi alle sammen har brug for bliver opdaget. Vi skal gentænke kvalitet, så vi ikke holder op med at elske ting, vi skal gentænke ansvarlighed, etik og stort set alle genrer inden for miljøet, fordi planeten er gået i stykker og har behov for at blive repareret. Vi skal skabe fair økonomi, så vi ikke bare sidder som i et endeløst spil matador, hvor en af spillerne har alle hotellerne og grundene, og vi andre bare kan håbe på at slå terningerne heldigt eller snyde, hvis vi ikke skal gå bankerot.

Der er nok at tage fat på, og der er masser af spørgsmål, som ikke er blevet stillet endnu, som vil åbne for nye muligheder, der vil gøre dig rig og gøre verden til et bedre sted at være samtidig. Et af spørgsmålene kunne være: ”Hvad i alverden skal Danmark med en Black Friday?”

Topfoto: Claus Skytte/LinkedIn.

Kategorier