Elitens længsel efter en stærk og klog mand

Karl Popper i 1990. Foto: Lucinda Douglas-Menzies

Dorte Jelstrup 09.03.2016

Måske har du i denne tid en stærk fornemmelse af, at verden er af lave. Mere end den plejer at være. Der er klimaforandringer, stor global ulighed, flygtninge- og migrantkrisen, en følelse af at Europas institutioner er ved at kollapse. For nu at starte et sted. Og så er der fænomenet “regeringen i Danmark”.

Helt konkret: nedskæringer på uddannelse og kultur, indifferens over for miljøet og noget med at tage nogen smykker fra nogen andre – ledsaget af en sætten Danmarks renommé over styr i udlandet. Så er humøret allerede for mange af os dykket under nulpunktet. Lægges det hele sammen, skal man være fuldtonet jubeloptimist og lave mindfulness øvelser fireogtyve timer i døgnet non-stop i syv af ugens samtlige dage for ikke at føle, at verden er lidt mere af lave, også i det danske, end den plejer at være.

Kaos og udfordringer på stribe

Men det er ikke langtfra blot i Danmark, at følelsen af en verden på vej et grimt sted hen, kan mærkes.

Vi står midt i en krisetid med store globale udfordringer: EU kan ikke finde takten, når det gælder flygtninge – og migrantkrisen, hvor flere lande i Øst- og Centraleuropa skubber problemerne over på hinanden i stedet for at diskutere løsninger i fællesskab; USA er på vej til at nominere en småracistisk populist som kandidat for et af de to store statsbærende partier; Frankrig ender sandsynligvis med en Marine Le Pen som levedygtig kandidat ved præsidentvalgets sidste runde i 2017; i Mellemøsten koger despotier og borgerkrige, radikalisering og frustrationer over med uhyggelige og uforudsigeligt kaotiske scenarier.

Listen er lang og inkluderer i øvrigt også et muligt – fredeligt men igen destruktivt – britisk nej til EU, Brexit. At den lokale, danske regering samtidig træffer den ene kortsigtede og uheldige beslutning efter den anden – i øvrigt præget af et prægnant dilettanteri i udførelsen, se bare på #gyllegate og senest den nyudnævnte miljøminister Esben Lunde Larsens nedrige og uværdige personangreb på sin forgænger i embedet, Ida Auken – kan som nævnt indledningsvis få selv den mest overbeviste demokrat til at hænge en smule med næbbet.

Professors påstand: demokratiet duer ikke

Men blot at konstatere tingenes sørgelige tilstand er banalt. Alle taler om kriserne og håndteringen af dem på både den ene og den anden fløj. Og forleden foranledigede krisen professor Steen Hildebrandt til i Berlingske at sætte spørgsmålstegn ved selveste demokratiet som styreform, i al fald i dets nuværende form.

Indlægget kan læses her og går kort sagt ud på, at demokratiet er afmægtigt overfor vor tids store udfordringer. For demokratiets forvaltere, politikerne, træffer blot kortsigtede beslutninger. Og at the end of the day er de først og fremmest optaget af deres eget genvalg, siger Hildebrandt.

Professoren vil have færre valg og opfordrer politikerne til at lære af erhvervslivet.

Den politiske scene – politik som teater

Et dybere spørgsmål, som der ikke tales så meget om, og slet ikke gives mange sammenhængende eller tænksomme bud på er imidlertid, hvad der foregår under overfladen. Og om hvordan man overhovedet opfatter “det politiske”.

Ikke fordi håbløsheden og mismodet, som Hildebrandt udtrykker, ikke er forståelig. Men hvordan kan man forstå krisen bedre? Der må være andet at stille op end blot som Hildebrandt at efterlyse en besindig “eftertænksomhedens og samvittighedens stemme” i de nuværende politiske processer.

Lad os se nærmere på Hildebrandts diagnose. Han kritiserer pressen og de politiske kommentatorer for primært at anskue politik som spil. Og kan jeg tilføje for egen regning i en potensering af analysen med vægt på kategorien det teatralske: altså som et politisk teater uden en bagvedliggende virkelighed i form af faktiske, negative konsekvenser for de mennesker, hvis liv berøres af de politiske beslutninger.

De levende mennesker der forsvandt

Anskuelsen af politik som en scene for performance, som et rum for det teatralske, hvor politikerne spiller, og ser bort fra realiteten af tragiske resultater af den førte politik for rigtige, levende mennesker – er afgjort et af pressens svigt. Samtidig kunne man ønske sig, at medierne gjorde endnu mere for at blive en platform for en offentlig dialog, som demokratiet har hårdt brug for; og for at give mulighed for, at flere borgere kom til orde med deres erfaringer.

Hvordan kunne et sådan rum se ud? Et rum, der skulle være et forum for en fri, rationel og kritisk debat om samfundsforhold, kultur, kunst, videnskab, tænkning, problemer og løsningsforslag. Det får vi ikke mange bud på, og i sit mismod over det bestående foreslår Hildebrandt blot, at vi begynder at overveje, om vi ikke skulle vælge vore politikere for en længere periode end de nuværende højest fire år – mod at politikerne så ikke ville kunne genvælges efter denne længere periode.

Begrundelsen herfor er ikke indholdsmæssig. Men bunder i en antagelse om, at politikerne i så fald ville træffe mere langsigtede og måske endda upopulære beslutninger uden at skulle bekymre sig om muligheden for genvalg. Hildebrandt bringer derudover en falsk analogi på bane. Han taler om “de store, succesrige virksomheder i Danmark”. De tænker nemlig langsigtet, mener han. I modsætning til vores demokratisk valgte politikere, der tænker kortsigtet. Hildebrandts deprimerende tilgang til demokratiet får ham til at stille spørgsmålet, “om demokratiet, som vi kender det i dag, er det rette system til at levere svar på de store udfordringer, vi står over for.”

Politikere er ikke udvalgte kloge engle

Men man kunne gå helt andre veje end at svække demokratiet. Konsulterer man filosoffen Karl Popper, peger han i sit politisk-filosofiske hovedværk “The Open Society and Its Enemies” på, at for tilhængeren af det lukkede, totalitære samfund er det centrale politiske problem: Hvem skal regere? For tilhængeren af det åbne, demokratiske samfund er det centrale politiske problem et ganske andet, nemlig: Hvordan kan vi organisere politiske institutioner sådan, at elendige eller inkompetente regenter kan blive forhindret i at forvolde for megen skade?

Forudsætter man, at de, der regerer, er de klogeste og dem, der er i stand til at træffe de bedste beslutninger på langt sigt til gavn og glæde for alle i samfundet og videre i en global sammenhæng i en ligelig vægtning og mediering af alles interesser (med andre ord forudsætter man eksistensen af politikere, der er mere himmelske og engleagtige i antrækket end jordiske og menneskelige) jamen så er det selvfølgelig glimrende, hvis de kan få lov til at sidde år ud og år ind.

Men en sådan forestilling om politikerne – at de skulle agere som særligt kloge engle – er et udtryk for en i bedste fald imaginær fantasy-forestilling. Eller udtrykt konkret: En sådan forestilling har ikke forbindelse til virkeligheden. Der er tale om rent drømmeri. Risikoen for, at vi borgere gennem mere sjældne valg, som Hildebrandt foreslår, får valgt nogle inkompetente ledere ind på magtfulde poster, er omvendt i den grad til stede.

Og her kan man se på den indeværende regering med en let gysen. Tanken om, at den skulle sidde i f.eks. otte år, før, at vi får mulighed for at slippe af med den ved et frit valg, er ikke opmuntrende. Den tidligere regering stod det i øvrigt ikke meget bedre til med. Faktisk kunne man mene, at noget af det bedste ved vores aktuelle demokrati er, at politikerne skiftes ud ret jævnligt.

En totalitær tankegang

Hildebrandt prioriterer i sin negative branding af demokratiet reelt det samme spørgsmål i relation til ledelse af polis som totalitaristen, der i alle usikre tider med udfordringer og problemer hvisker til dem, der er bekymrede: “Hvem skal lede? Det skal den kloge.”

I realiteten står vi med andre ord – omend det sandsynligvis ikke er professorens intention – med Hildebrandts sortsynede italesættelse af demokratiet som afmægtigt, med et første skridt mod en totalitær tankegang.

Den tankegang står i modsætning til Poppers vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan designe institutioner, der muliggør forhindringen af, at inkompetente ledere får forvoldt for megen skade.

Og svaret på sidstnævnte spørgsmål er som nævnt, at i åbne, demokratiske samfund kan de regerede slippe af med inkompetente regenter inden, de får forvoldt for megen skade, netop ved afholdelsen af frie valg. Og, kan vi tilføje, ved valg, der afholdes så hyppigt, at ingen eller kun meget få i samfundet fristes til at ty til vold for at komme af med regenterne, da netop muligheden for at afsætte dem ved frie valg uden blodsudgydelser forekommer ofte.

Eliten må stå vagt om demokratiet

Hildebrandt har ret i, at verden i dag står overfor enorme udfordringer og problemer. Men hvis den intellektuelle elite ikke kan komme op med andet end mistro til, at demokratierne i verden kan løse disse udfordringer og problemer, hvis eliten mister troen på demokratiet som styreform, så står vi ved indgangen til endnu en omgang totalitært helvede i Europa og i resten af verden. Hertil kommer, at hvis ikke eliten er i stand til at udvise ansvar og stå vagt om demokratiet som styreform, hvordan skal vi så forklare de mennesker, der i deres konkrete liv og dagligdag oplever særdeles negative konsekvenser af globaliseringen, at de skal undlade at støtte højre populistiske partier med stærke totalitære tilbøjeligheder?

Det er ikke for meget at konkludere, at hvis eliten mister troen på demokratiet, er vi alle færdige.

Foto af Karl Popper i 1990, Lucinda Douglas-Menzies.

Litteratur: Popper, Karl: The Open Society and Its Enemies (London: Routledge and Keagan Paul, 2002)

Dorte Jelstrup

Dorte Jelstrup er billedkunstner, filosof og ekstern lektor ved Roskilde Universitet, hvor hun er ansat på faget Filosofi og Videnskabsteori. Jelstrup er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie fra Københavns Universitet, hvor hun tillige har været ansat på faget Filosofi dels som ph.d.-stipendiat og dels som ekstern lektor. Jelstrup har på Københavns Universitet undervist i teoretisk filosofi samt filosofisk æstetik. På Roskilde Universitet har hun undervist og vejledt primært i filosofisk æstetik, men også i anvendt etik. Som billedkunstner har Dorte Jelstrup en omfattende udstillingsvirksomhed i ind - og udland. Hun har bl.a. vist værker på Västerås Konstmuseum, Västerås, Sverige, Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge, Kunsthallen Brandts, Odense, Danmark, og Loop Video Art Festival, Barcelona, Spanien. Jelstrups værker er blevet præmieret af Statens Kunstfond, ligesom hun har modtaget hæderslegat fra Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsens Fond. Dorte Jelstrup er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, København, og Museum Sønderjylland - Kunstmuseet i Tønder. Derudover har Jelstrup tildelt statslig kunststøtte som medlem af Kunstrådets Billedkunstudvalg i perioden 2003-2007, ligesom hun har været medlem af Kunstrådets Jury for International Festival for Samtidskunst, 2005-2006. Hun har endvidere været gæsteunderviser og censor ved Billedkunstskolerne, Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. På POV International skriver Dorte Jelstrup om filosofi og kunst. Hun bor i København K og besøger Berlin så ofte, hun kan.