mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler

Rejsebrev fra Hurtigruten: Lidt mindre Onkel Åge i 1986, lidt mere os selv år 2018, tak

REJSEBREV – Lad det være sagt klart og først: Hvis I tager med Hurtigruten op langs Norges kyst fra Bergen, så gør det for naturens skyld. Den er ægte og uovertruffen og uerstattelig. Årsagen til Hurtigrutens eksistens. For det er godt nok et firma, som opererer med slør og lag og særheder, skriver Maria Helleberg, hvis tur bød på lidt af hvert.

Bookede med MS Lofoten, fordi det er Hurtigrutens ældste skib, fra 1964; vintage, som man kalder det, uden stabilisator og vaskemuligheder og med en enkelt rabaldermotor. Det var godt nok svært at finde ud af, hvordan vores kahyt så ud og fungerede.

Opdagede ved afsejling fra Bergen, at vi havde det privilegium at bo tættest på den der motor. Og sove i overkøje – uden stige til at føre en til køjen, men med en slags skammel, som jeg gik ud fra også var ret vintage. Den var så ikke med på billederne af kahytterne… ligesom prisen vajede med vinden og ifølge arrangørerne skifter konstant.

Seks timers spisning hver dag er også en måde at beskæftige passagererne på, når man ikke kan aflægge længere besøg i de enkelte byer. Besøgene er som oftest stramt planlagt, f.eks. 20 minutters guidevandring i Nidaros-domkirken og dæleme ingen svinkeærinder! Man KAN jo løbe væk fra guiden…

Nu er det ikke sådan, at man får mulighed for at gå i land og opleve byerne på ruten særlig grundigt, for skibet ligger langt væk fra bycentrum de fleste steder, og skibet sejler efter 15-75 minutters ophold. Fidusen synes at være, at så er passagererne tvunget til at spise, hvad skibet byder på. Tre måltider om dagen. Op til seks timers spisning om dagen. Uden de helt store muligheder for motion (undertegnede opdagede trapperne og tog nogle ture op og ned).

MS Lofoten. Foto: Wikipedia

Man kunne forvente, at køkkenet så gik ind for frisk lokal mad, gerne økologisk, fremragende råvarer. Men det var ikke lige tilfældet. Til gengæld havde retterne sjove navne. Kyllingecabaret og Svinekarre. Ind imellem var kødet af fin kvalitet, andre gange rystende lav. Kun kveiten var uspiselig (for gammel).

Da man skulle fejre rederiets 125-årsdag oppede køkkenet sig, kokken KAN lave mad. Til gengæld får man suppe hver dag. Til veganerne var der noget ubestemmeligt brødagtigt oversået med diverse smådele fra grøntsager. Smagte ok som garniture. Men…

Seks timers spisning hver dag er også en måde at beskæftige passagererne på, når man ikke kan aflægge længere besøg i de enkelte byer. Besøgene er som oftest stramt planlagt, f.eks. 20 minutters guidevandring i Nidaros-domkirken og dæleme ingen svinkeærinder! Man KAN jo løbe væk fra guiden…

Nidarosdomen i Trondheim. Foto: Wikimedia Commons

På udturen var der ikke nok tilmeldinger til det, jeg forventede ville blive den største oplevelse: Besøg på det genskabte vikinge-hovedsæde i Lofoten, komplet med genskabt vikingemad og gæstebud. Vi var fire: Min mand og jeg – og to lykkelige amerikanere, han med den kønneste hestehale. Vi fik alle pengene tilbage og planlægger nu tur i Lofoten. Arrangementet koster 780 kr., hvis man køber selv, og 1700, hvis man køber gennem Hurtigruten… så måske havde der været råd til at sende os med taxa. Jeg ville godt selv have betalt for alternativ kørsel, men ingen spurgte.

Vi morede os en del over de fremlagte aviser, åbenbart forventede man, at der var et publikum for Norges udgave af Financial Times. Gruppen af passagerer var delt i to. Den ene halvdel var MEGET ældre mennesker, der spiste og snakkede sammen og engang imellem drak en øl sammen. Den anden halvdel var mennesker omkring min alder, hvoraf en stor del var, lad mig sige det pænt: Vægtmæssigt udfordrede. Deraf fulgte: Også gangmæssigt udfordrede.

Hvad ville jeg ønske mig? Længere tid de interessante steder. Tid til at gøre egne ting. Mulighed for at købe mad etc. i land. At bruge de fremragende råvarer fra området selv. Lidt mindre Onkel Åge i 1986, lidt mere os selv år 2018. Stige til opstigning til overkøje!

Der må være sket en heftig forgubning af publikum. Ingen børn. Flest passagerer fra Tyskland, men også en heftig fransk gruppe, der absolut ikke ønskede at tale med andre end hinanden. Og en lille gruppe spaniere, der var meget lettede over tjeneren Bruno fra Colombia.

Hurtigruten er – endnu, da – også en fragtrute, der sørgede for oplevelser i bl.a. Brønnøysund, der måske ikke er Norges mest spændende by, men her fik man da set, hvordan en lystbåd, gummebåde en masse, rør og andet godt blev lastet og surret. For mig, der elsker at se virkelighed, man ellers ikke støder på, var det et højdepunkt. Lederen på skibet var en lille, sej dame med det herligste hår.

Brønnøysund. Foto: Wikimedia Commons

Vi nåede næsten alt det, vi skulle. Jeg fik endda taget billeder af sådanne lokaliteter som Austrått, Fosen, Rissa, Giske, Bud, Stadt, Vardø. Og, ja, Tromsø, Bodø, Nordkap, Kirkenes, Ålesund. Plus Trondheim, men alt for kortvarigt. Det gode er så, at man må tilbage til Lofoten og Tromsø ASAP.

Hvad ville jeg ønske mig? Længere tid de interessante steder. Tid til at gøre egne ting. Mulighed for at købe mad etc. i land. At bruge de fremragende råvarer fra området selv. Lidt mindre Onkel Åge i 1986, lidt mere os selv år 2018. Stige til opstigning til overkøje!

Vores guide i Lofooten kværnede løs på højeste lydstyrke med en utroligt ucharmerende stemme. Hele vejen gennem et af verdens skønneste landskaber

Allersidst – guidede ture med bus i global turisme. Hvis guiden skal igennem fire sprog (norsk, engelsk, tysk, fransk), tager det tid. Og bliver upræcist. Vores guide i Lofooten kværnede løs på højeste lydstyrke med en utroligt ucharmerende stemme. Hele vejen gennem et af verdens skønneste landskaber. Forsøgte at proppe ørerne tilmed papirkugler, da den 4. version af opskrifter på tilberedning af lutefisk blev skrålet ud over os.

To dage forinden havde vi oplevet det perfekte i Bodø, på vej til Saltstraumen. Her havde man fine små høretelefoner installeret i bussen, her kunne man vælge det sprog, man foretrak. En guide med fin stemme oplæste fuldkommen naturligt en sødt selvironisk, humoristisk, men præcis tekst. Sjovest på norsk. Lofoten-guiden var bedst til tysk, absolut værst til fransk.

Hvis I tager med, så gør det for naturens skyld. Brug øjnene. Tag musik med hjemmefra. Hils Bruno fra mig! Hvis ikke I gør som mig næste gang: Vælger et af de moderne, større skibe.

Topillustration: Wikimedia Commons

Kategorier