Rejsebrev: Iran – overraskende moderne og fuld af paradokser

i Featured/Kultur/Liv & Mennesker/Rejse af

37 års billeder og ord om fanatikere, formørkelse og undertrykkelse gøres til skamme. En ting er Irans rige, forfinede kultur og mange turkise seværdigheder, men landets bedste kort er de overstrømmende venlige indbyggere og deres åbenhed, skriver Jens-Arne Sørensen i dette rejsebrev fra Iran.

”Nu håber jeg ikke, I har medbragt alkohol i bagagen, for de tjekker jer altså når I går ud”, siger Leila, en iransk kvindelig medpassager ved bagagebåndet i den internationale lufthavn i Shiraz i det sydlige Iran. Vi er lige landet.

”Nej!, nej!,” forsikrer vi. Det er da det sidste, vi kunne finde på. Vi er ret usikre på, hvad der venter os af striks kontrol, nu vi står på iransk grund. Jeg er lidt anspændt, som da jeg kom til Sovjetunionen første gang i 1990. Her er vi også i et brutalt religiøst diktatur.

”Godt”, siger hun og tilføjer: ”Men jeg har jo selv en flaske Baileys her i min håndtaske”. Hun slår på sin dyre store Mulberry-taske og retter på sit tørklæde med store aflange rhinsten hen over panden – et tørklæde, som hun først tog på under indflyvningen, lige som alle andre kvinder i flyet – på nær de tyrkiske kvinder, som sidder med store tørklæder på før, under og efter. “Men de har selv valgt det,” som iranske kvinder siger. “Vi har ikke noget valg”.

”Men burde du ikke smide den i affaldsspanden på dametoilettet”, spørger vi målløse over hendes dumdristighed og hendes ligefremhed over for os.

”Mig? Nej, never, de mistænker ikke pæne iranske kvinder som mig for at have alkohol på sig”, svarer hun med et stort grin. Velkommen til paradoksernes Iran.

Hvis man skulle lytte til sine venner, kolleger og familie og alt, hvad man har på radaren af hængninger af bøsser og narkosmuglere, undertrykkelse og skæggede bistre præster med turban som værende Iran, så ville man aldrig tage til persernes gamle rige. Og ja alle kvinder skal bære tørklæde hele tiden offentligt, nej man kan ikke købe alkohol nogen steder…(og dog, derom senere).

Strømpebukser med hudcensur i basaren - foto: Jens-Arne Sørensen.
Strømpebukser med hudcensur i basaren – foto: Jens-Arne Sørensen.

Nej, man kan ikke hæve eller betale med udenlandske kreditkort. Og ja Facebook er lukket. Mænd må ikke bære shorts og eller gå i tanktops, og slips er ildeset, idet det er vestlig dekadence. Næh opknappet maoflip er det korrekte. Dog er de fleste unge og ældre mænd glatbarberede for at signalere, at de er sekulære, så at islam ikke skal kunne ses på deres kinder.

Men trods social og shia-religøs kontrol, så har Irans præstestyre dog tilladt et langt mere moderne og velstående land, end man forestiller sig om et land udsat for hårde økonomiske sanktioner siden revolutionen i 1979. Den lille lempelse i januar i år, mærker man ikke. virksomhederne kan dog nu endelig få reservedele etc. f.eks. til Boeing-indenrigsflyene.

Hvis man skulle lytte til sine venner, kolleger og familie og alt, hvad man har på radaren af hængninger af bøsser og narkosmuglere, undertrykkelse og skæggede bistre præster med turban som værende Iran, så ville man aldrig tage til persernes gamle rige. Og ja alle kvinder skal bære tørklæde hele tiden offentligt, nej man kan ikke købe alkohol nogen steder… og dog.

Men samtidig: Kvinderne har for over halvdelens vedkommende brændt den teltlignende sorte chador,(der betyder ‘telt’ på farsi), de går ofte i figursyet manteau, en trenchcoat, der fremhæver både barm og bagdel, og taljen kan være understreget af et stramt guldbælte, tørklæderne er både i leopardprint og skrigorange. Og moden foreskriver, at tørklædet er gledet tilbage midt på kvindernes isse, for at man kan se de dyre lyse striber tydeligt. Mange iranere, høj som lav middelklasse, har både øl og spiritus derhjemme, selv en fraskilt kvinde tilbød mig en whiskeysjus den føste dag i landet. Facebook er de fleste under 40 år på, da de bruger proxy, et smutvejsprogram, som går på servere uden for Iran.

Moderne, rent og på engelsk

Lufthavne, bustationer, langtursbusser, motorveje, metroer, restauranter og hoteller, som jeg har boet på under mine fire rejser på to år er langt mere moderne, renere og mere velfungerende end i flere sydeuropæiske lande. Mange gange forekommer Iran rigt og minder lidt om Spanien, men skiltningen i Iran er oven i købet på engelsk de fleste steder. Selv ved det forsøgsatomkraftværk i Natanz mellem Isfahan og Teheran, som er blevet nævnt som stedet, hvor atomsprænghoveder ligger i kuvøse, står der et skilt på motorvejen – på engelsk! “Natanz – the nuclear experimental plant – No photos the next 12 km“.

Engelsksprogede skilte kan ikke være for turisterne, for dem er der ikke mange af i forhold til landets størrelse – fem millioner besøgende i et land med 80 millioner. Frankrig har 85 millioner turister og er tre gange mindre arealmæssigt.

Pistol mod Davids stjernen (Israel) foran den tidligere amerikanske ambassade - foto: Jens-Arne Sørensen.
Pistol mod Davids stjernen (Israel) foran den tidligere amerikanske ambassade – foto: Jens-Arne Sørensen.

Jeg har foretaget flere rundrejser og kan anbefale, at udgangspunktet begynder i det storslåede Shiraz mod syd og så i zigzag 1400 km nord på via 2500 år gamle imponerende arkæologiske Persepolis, til brune lerklinede Yadz, prægtige Isfahan med dens smukke haver og grønne avenuer, støvede Nain, silkevejsbyen Kashan, den hellige by Qom, monstrøse og grimme Teheran og op til Det Kaspiske Hav og et par charmerende badebyer Chalus og Nowshar, der ligger fire timers kørsel gennem dramatiske bjerge i 3000 m højde fra hovedstadens 15 millioner indbyggere.

Shiraz har givet navn til rødvinsdruen, men i dag er vinproduktion omlagt til tørrede rosiner. Byens centrum domineres af et kongeligt kompleks af Karim Khan med fontæner og fire store borgtårne i hvert hjørne. Men denne fæstning er virkelig discount og medtaget i forhold til hvad f.eks Isfahan og Kashans silkekøbmænds private paladser kan fremvise af rigdomme og skønhed både inde og ude.

Shiraz er kendt for sine fine haver, bl.a. Eram (Paradis) haven, der er anlagt omkring en turkis pool, hvori et overdådigt palads med svungent tag spejler sig. Og ikke langt derfra ligger en park til med Irans nationaldigter, Hafezs ottekantede gravmæle, som folk valfarter til. Alle iranere har en Koran og Hafez’ værker på hylden – det er romantisk poesi om savn, blomster, kvinders skønhed og vin!, langt fra vores H.C. Andersen. Shiraz har den mest fotogene moské, Masjed-e Nasir Molk, hvis turkise, blå og gule kakler er i særklasse.

moskeen
En moské i Shiraz – foto: Jens-Arne Sørensen.

Men kom om morgenen, og se solen lave kalejdoskopiske mønstre gennem de multifarvede vinduer på de tykke smukke tæpper. Uforglemmeligt. Det andet hellige sted er det enorme moskékompleks ved Ahmadi pladsen, Mausoleet for Mir Ahmad, en af den hellige imam Rezas 17 martyrbrødre. En kæmpeplads omgivet af svulmende enorme dråbeformede turkise kupler med det mest intrikate spejlmosaik interiør – total bling bling på vægge og lofter. Men man må overgive sig, det er faktisk smukt.

Min rejsemakker og jeg fik en guidet tur af en af kirkens imaner, selv om vantro ikke-shiaer oftest ikke har adgang. I moskeens underetage er et rum, hvor både mænd og kvinder sammen viser helligdommens skrin respekt. Usædvanligt for normalt er alt kønsopdelt, og kvinderne er altid bag et stofforhæng, hvorfra vi mænd hører fri latter og børnepludren.

På en af de første aftener på restaurant med italiensk menu kommer fem fnisende unge kvinder i 20’erne ind, virkelig sat op til narrestreger med spraglede tætsiddende frakker, koralorange, gule og grønne tørklæder og affarvede pandelokker, der hænger ned i øjnene.

De spørger, om vi har problemer med menuen og tager deres iPhones frem og vil fotografere os. Ved deres bord. Og de spørger frimodigt, om vi to ikke har lyst at spise frokost med dem næste dag. De øvrige meget stille gæster kigger bebrejdende på pigeflokken.

Min ven og jeg er overraskede over deres frimodighed, som kommer bag på os. Det sker igen på gaden, da fire unge kvinder i en bil, der for åbne vinduer hviner og råber ad os “We love you“, mens de storgriner over deres eget vovemod og speeder ud i natten ad avenuen.

Persepolis – 2500 års storhed står stadig

Persepolis var hovedstad i knap 250 år og et prægtigt vidnesbyrd, om hvilken civilisation Persien var. Her boede 150.000 mennesker. Byen blev ranet og brændt ned af Alexander den Store i 330 f.Kr. Og var så glemt, indtil tyske arkæologer gravede den ud af sandet i 1930’erne. Derfor er alle de fine relieffer med processioner fra hele perserrigets folkeslag bevaret i mindste detalje. Mænd retter på deres slangekrøllede skæg, en klør sig ved øret. En dobbelt kæmpetrappe leder op til paladsplateauet med Alle Nationers Port med enorme vingede tyre, søjler med intakte glatte griffer originale, som man tror er kopier. Her er de 100 søjlers hal, hele det private palads med vægrelieffer, hvor slaver skærmer herskeren med en parasol.

På bjerget over byen er en kongegrav i korsform hugget ud i bjerget. Vuet derfra over Persepolis og bjergene omkring er opstigningen værd. Kejserne Cyrus, Darius I Xerxes og Artaxerxes er navne på de mægtige persiske sagnherskere.

De navne bliver gentaget igen og igen – ens oldtidskundskab dæmrer stille… Shah Reza Pahlavi fejrede Irans 2500 jubilæum i netop Persepolis i 1971 med processioner og ved at bygge en teltby med 60 pavilloner med marmorbadeværelser og fik mad og kokke fløjet ind med Concorden fra Maxim’s i Paris, der var lukket i to uger. Der findes filmklip på YouTube af dronning Ingrid og kong Frederik siddende på terrassen ved deres telt og få serveret te. Der er kun et telt tilbage som bevis på det ekstreme frådseri – en ødsel fest til 140 millioner dollar, som var begyndelsen til shahens endeligt.

På en af de første aftener på restaurant kommer fem fnisende unge kvinder i 20’erne ind, virkelig sat op til narrestreger med spraglede tætsiddende frakker, koralorange, gule og grønne tørklæder og affarvede pandelokker, der hænger ned i øjnene. De spørger, om vi har problemer med menuen og tager deres iPhones frem og vil fotografere os. Ved deres bord. Og de spørger frimodigt, om vi to ikke har lyst at spise frokost med dem næste dag. De øvrige meget stille gæster kigger bebrejdende på pigeflokken.

Yadz åbner sig som et lerklinet fatamogana efter 400 km gemmen en gold ørken. Byen er opstået på trods, og hele centrum er lidt forfaldent med smuldrende lerklinede huse (man tror fejlagtigt, at der har været jordskælv for nylig) i brunt ler med kupler og de mange smukke vindtårne – badgir på alle tage er byens vartegn. Tårnene sørger for naturlig aircondition, der suger trækluft ind og ned i iskolde vandbassiner i husenes kældre, den varme luft sendes op og ud og kølig luft ventilerer husene, hvor temperaturen kan nå 50 grader om sommeren.

Det virker stadig mærkbart, og det virker efter 2000 år! Imponerende. Alle religiøse bygninger i Yadz har de mest opadstræbende minareter bygget som enorme kakkelbeklædte arabiske porte i turkisk og azur. Op til 48 meter høje. Sørg for at komme op på et tag eller to f.eks. et hotel eller i en butik, og se ud over byens enestående fotogene lerbrune profil med de høje minareter, der skærer gennem udsigten til de blå bjerge bagved. Panoramaet ligner noget fra en Star Wars-film. Noget overjordisk.

Isfahan – skønhedens oase

Isfahan er Irans kronjuvel, og den største turistmagnet og er i 400 år blevet kaldt ‘den halve verden’, idet der her findes alt. Ingen by er så rig på overdådig arkitektur, de største og smukkeste moskeer og parker og havepaladser med damme og en blomsterpragt uden lige samt tre gamle filigran udsmykkede intakte broer fra 1600-tallet over floden, som er en lang grøn zone i centrum. Byens centrale plads, Naqsh-e Jahan, er verdens næststørste plads efter Beijings Himmelske Freds Plads med sine 510 x 163 meter, omkranset af ensartede kakkelbeklædte bygninger med buer og arabesker, en grøn smuk park, hestdrosher og springvand i midten og omkranset med den ene imponerende dråbeformede turkise kuppel efter den anden, og shahens store terrassepalads på den ene langside. Isfahan har eksisteret i mindst 1700 år, men havde sin storhedstid som hovedstad i flere omgange, men især fra 1587 til 1795, hvorefter hovedstaden flyttede til Teheran.

Den smukke Lotfollah-moské med påfuglekuplen i Isfahan - foto: Jens-Arne Sørensen.
Den smukke Lotfollah-moské med påfuglekuplen i Isfahan – foto: Jens-Arne Sørensen.

Alle byer har vidt udstrakte overdækkede basarer med hele gader med tæpper, krydderier, festkjoler, stof, legetøj, chadorer, lamper, tørklæder, sæbe, sandaler og legetøj – og madvarer. Mange varer er dog lavet i Kina og af tvivlsom kvalitet. Mit råd er, at man foretager sine indkøb i de bedre butikker på hovedgaderne i Irans byer – man gør et bedre køb af både safran, silke, smart tøj og sko – og ikke mindst ægte tæpper, som koster meget mindre. Og man skal prutte prisen ned – ca. 40 pct. Tæppehandlere er det eneste sted i Iran, hvor man kan betale med kreditkort, da det går via en filial i Dubai.

Isfahan har et kristent armensk kvarter med Vank-katedralen, hvis guldmalede interiør af Jesu liv og lidelser er utrolig som en overdådig tegneserie. Den har et fritstående klokketårn og et museum over armensk kultur og folkemordet med kz-grum fotodokumentation af udmagrede armenske kvinder og børn, der døde af sult i den syriske ørken under dødsmarcherne.

Man ringer efter sprut

Vi havde hørt man kunne redde sig et glas vin i dette kristne kvarter, men nej. Vi blev tiltalt af tre unge fyre, som ville vide – det sker flere gange dagligt – hvor vi er fra, og om hvad vi synes om Iran. “Vi er vilde med jeres smukke land og med jeres befolkning, men efter otte dage på te og 0,0 pct. granatæble- og æbleøl kunne vi godt bruge en drink”.

No problem, det fikser min bror”, siger den ene. Hans bror kommer, foretager tre-fire mobilopkald. Vi kører ned ad en bred gade i deres bil, ved en låge står en mullah, i hvert fald en svært religiøs mand med langt skæg og en typisk muslimsk hovedbeklædning og trækker halvanden liter vandflaske frem fra frakken. Det er en meget blød tequila-agtig på ca. 40 procent.

Da jeg vil teste, at det ikke er vand, jeg har købt, siger de tre skrækslagne: ”Nej, nej, tænk hvis nogen ser, at du drikker alkohol”. Men det er jo en vandflaske. Flere iranere, vi møder, gentager, at sådan er det, og at alle kan få alkohol. Man ringer efter en mand fra Revolutionsgarden som har bagagerummet i bilen fyldt med vin og alkohol. “De leverer jo også til mullahernes fester”, som flere siger med hånligt tonefald.

Som bekendt er Gud stor, og det samme kan man sige om Irans paradokser og de mange positive oplevelser, man uvægerligt vil komme ud for.

Moderne paradokser

Efter 2500 års monarki og brutal jagt på kritikere og venstreorienterede, flygter shahen i januar 1979. Et nyt brutalts styre med ayatollah Khomeini begynder i februar 1979. Og varer stadig.

Mange sekulære og venstreorienterede intellektuelle støttede revolutionen mod shahen. De havde bare aldrig regnet med, at det ville udarte til et forbenet brutalt shia-muslimsk diktatur.

Da jeg vil teste, at det ikke er vand, jeg har købt, siger de tre skrækslagne: ”Nej, nej, tænk hvis nogen ser, at du drikker alkohol”. Men det er jo en vandflaske. Flere iranere, vi møder, gentager, at sådan er det, og at alle kan få alkohol. Man ringer efter en mand fra Revolutionsgarden som har bagagerummet i bilen fyldt med vin og alkohol.

Iranerne stemmer i stort tal til valgene, men det er 12 gamle imamer, der udgør Vogternes Råd, og de bestemmer på hvem og hvad linje alle skal følge.

I 2009 begyndte det persiske forår – to år før det arabiske – med Den Grønne Bevægelse, der stod for reformer og så ud til at vinde valget. Da den siddende præsident Ahmadinejad alligevel vinder, angiveligt ved fusk, slår han hårdt ned på oppositionen og fængsler dens ledere. Mange bliver dræbt i gadekonfrontationer.

Siden er desillusion, paranoia og opgivenhed sat ind. Men iranerne bliver og lever paradoksalt moderne i et undertrykkende land.

Praktisk at vide før man tager til Iran

Visum fås på ambassaden i Hellerup. Ansøg blot en måned før afrejse. 375 kr. Man bør reservere og betale et hotel de første tre dage.

Penge – euro eller dollar, hverken kreditkort eller check dur. Man går ud af vekselbureauet med millioner, så husk et stort pengebælte.

Inflationen er høj, priserne stiger hele tiden – men det er meget billigt ift. Danmark. 100-130 kr for to på en god restuarant med alt!

Farer: Ingen kriminalitet. Det farligste er trafikken, fodgængere nyder ingen respekt, og de grøftedybe rendesten, pas på især om natten.

Etikette: Taxachauffører og andre siger varen/turen er gratis. Det er det IKKE. Det er en iransk skik/practical joke.

Jens-Arne Sørensen er mangeårig udenrigsjournalist men han er også rejseleder og man kan se mere om de ture, han leder her.

Topfoto: Jens-Arne Sørensen – mor og datter i de for de smarte figursyede trenchcoat i Paradis haven i Shiraz i Sydiran.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jens-Arne Sørensen (f. 1963) er journalisten og har et  bifag/bachelor i fransk fra Aarhus Universitet 1986.
Uddannet journalist fra DJH 1992 efter et Erasmus-program i international politik, EU-jura og EU-forhold 1991-92 på School vor Journalistiek i Utrecht, Holland.  Journalist på Ritzaus udlandsredaktion 1994-99, heraf to år som Ritzaus korrespondent i Barcelona. Desuden bl.a. job på Jyllands-Posten, redaktionschef på TV2’s Morgen-tv og pressemedarbejder i Europa-Parlamentet i Bruxelles/Strasbourg. Og senest 12 år på Information som redigerende og skrivende af og til fra bl.a.  Spanien, Algeriet og Tunesien.  Siden 2004 har Jens-Arne redigeret udlands- og forsider på dagbladet Information. Han er medforfatter til Barcelona-guiden "Vide Verden Barcelona" og taler 7 sprog. Jens-Arne efterlever princippet om at besøge et nyt land hvert år. Det har bragt ham til 60 lande, hvor de fleste ligger i Europa, Syd- og Mellemamerika, Nordafrika og Mellemøsten. Han har også boet i Barcelona, Utrecht og Bruxelles. Når Jens-Arne er på rejse, interesserer han sig for historie, arkitektur, kunst og ikke mindst den lokale mad. Naturen - som bjerglandskaber, gletchere, ørkener og vandfald slår dog ofte de fleste menneskeskabte vidundere. Med egne ord er han for rutineret til at tro på, at alting nok skal gå af sig selv. Men han er en nysgerrig optimist, som har lært, at selv når alt ser sort ud, er der en løsning. Når Jens-Arne ikke rejser verden rundt, bor han i København. Som rejseleder arbejder han for bureauet Viktors Farmor - det kan man se mere om her.

Hvis man nyder Jens-Arne Sørensens artikler kan man betale ham via hans MobilePay på 2726 8290