mm

Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Annegrethe Rasmussen
på Mobile Pay: 93850585

Annegrethe Rasmussen: Vi skal tale (meget mere) om mænd

ESSAY – Uanset om vi taler om misbrug, kriminalitet, mord, hjemløshed, vold eller mennesker, der går i hundene, er mændene i overtal i Vestens statistikker. Listen er som bekendt også lang, når det gælder kendte mænd beskyldt for seksuelle overgreb: Harvey Weinstein, Bill Cosby, Donald Trump og Jimmy Savile. Senest har vi hørt om frustrerede og potentielt voldelige unge mænd i ufrivilligt cølibat, der begår mord. Er mænd i virkeligheden et overset samfundsproblem i de vestlige, industrielle samfund? Hvis ja skal vi tale meget mere om det. Især skal mændene selv på banen, skriver Annegrethe Rasmussen, der i den anledning (næsten) kun giver ordet til netop dem.

Tanker om og bud på “visioner for fremtidens mænd”. Det efterlyste retoriker Signe Hegelund på sin Facebook-væg for et år siden, og hun sagde forlods, at hun udelukkende ville høre fra mænd – ingen kvinder ville komme til på hendes væg.

Anledningen var ikke #metoo, ikke et nyligt mord eller en skandale om overgreb men kommentaren, Mænd er et samfundsproblem, vi overser, skrevet af korshærspræst Morten Aagaard i Jyllands-Posten.

I teksten fortalte Aagaard om, hvordan han i sit daglige arbejde som korshærspræst er omgivet af mænd.

Jeg ser helt unge mænd, der reelt har givet op, men stadig fører sig frem, som om der var noget ærefuldt eller respektfuldt i deres liv på overførselsindkomst. Jeg ser afmagt, mismod og vrede hos masser af unge mænd, og det bekymrer mig – Morten Aagaard

Mænd er langt mere kriminelle end kvinder, de dør tidligere og 80 procent af de besøgende i Kirkens Korshærs varmestuer er også mænd. Aagaard fortalte JP’s læsere, at han “oplever stadig flere mænd, der bliver hægtet af i uddannelsessystemet, på jobmarkedet og i parforholdene. Jeg ser helt unge mænd, der reelt har givet op, men stadig fører sig frem, som om der var noget ærefuldt eller respektfuldt i deres liv på overførselsindkomst. Jeg ser afmagt, mismod og vrede hos masser af unge mænd, og det bekymrer mig.”

Han talte også om mænd som et “samfundsproblem”. De drikker nemlig mere, tager flere stoffer og koster samfundet flere penge, fordi det “langt overvejende (er) mænd, der begår vold, hærværk, indbrud, tyverier, færdselsforseelser og ikke overholder de spilleregler, der er i samfundet. Det er mænd, der begår seksuelle og andre overgreb mod kvinder. Jeg ser mænd, der ikke klarede sig godt nok i uddannelsessystemet og blev overhalet af flittige og dygtige kvinder. Jeg ser mænd, der mangler mening, vilje og perspektiv for deres tilværelse.”

Præsten gik virkelig til makronerne i efterlysningen af den moderne mand. Han ledte efter intet mindre end “fremtidens riddere, der bruger den maskuline energi og identitet på at fremme gode samfundsmæssige værdier”,  fremfor vrede og utilpassede mænd, der ikke passer ind i det moderne samfund.

Og han understregede, at hans opråb både var møntet på “uuddannede, utilpassede indvandrermænd, der er vrede over alting, men som selv intet har at byde ind med, som samfundet efterspørger” eller “mænd, der desperat holder fast i fortiden og drømmer om middelalderlige samfunds- og kønsstrukturer, fordi kvinderne for længst har overhalet dem. Jeg ser mænd, der er elendige fædre, uduelige kærester og inkompetente samfundsborgere.”

Når jeg læner mig op ad Aagaards formuleringer er det ikke kun fordi, det var en vældig god tekst. Men også fordi vi her har at gøre med en mand, der skriver om mænd. Og dem er der ikke særlig mange af. Kønsdebatten er helt karakteristisk ikke bare præget af, men fuldkommen domineret af kvinder, så derfor er det bare med at gribe fat i, når en mand vover sig på banen.

Når man nu ved, at mændene i vestlige, postindustrielle samfund findes i stort overtal på skyggesiden af samfundet, hvordan forbedrer man så de mænds muligheder for at blive til gode, stærke og ansvarlige mænd, medarbejdere, kærlige kærester, ægtefæller og fædre?

Man siger ofte, at det er fordi mænd ikke orker, ikke gider og ikke har ”lyst til” at diskutere sig selv som køn, men bare ser sig selv som mennesker. Mange mænd mener vist også, at selve diskussionen om køn er feminin i sig selv. Ud fra devisen om at “rigtige mænd handler” – underforstået, mens kvinderne taler om problemerne i stedet.

Og fra spindesiden svares så syrligt, at det kan de jo sagtens sige, fordi de som ”det dominerende køn” netop historisk har haft ret til at se sig selv om mennesker, mens kvinderne med Simone de Beauvoirs berømte term fødes som ”det andet køn”.

Men når man nu ved, at mændene i vestlige, postindustrielle samfund også findes i stort overtal på skyggesiden af samfundet, hvordan forbedrer man så de mænds muligheder for at blive til gode, stærke og ansvarlige mænd, medarbejdere, kærlige kærester, ægtefæller og fædre?

På Signe Hegelunds væg havde rigtig mange mænd meninger om eget køn (jeg fik efterfølgende lov af hende til at citere fra debatten, som hun også oplyste om på sin væg).

Er det kapitalismen?

Kommentator Stefan Hultberg mente, at Aagaards diagnose i sig selv bidrog til at skabe en “folkestemning”, en slags “generisk mandehad eller manshaming, der udråber “mænd” til at være et generelt problem. “Hvis man kommenterer så bliver man lagt for had idet man er mand”skrev han, og slog fast, at han ellers gerne villediskutere kønsspørgsmål – og blive behandlet som et menneske – også selvom jeg er mand.”

Hans Henrik Nielsen syntes omvendt, at det var “dejligt at mænd reagerer mod et samfund, der er forskruet” omend han fandt det ærgerligt, at “de fleste der påtaler det, ikke påtaler samfundets ubalance. Frem for at tale om et nyt samfundssyn på mænd må det vel hedde, at vi skal have et nyt syn på hvad et sundt samfund er bygget op ud fra feminine tilgange … som de gamle indianere forstod. Og når en Korshærspræst bruger samfundets økonomi som et argument, ja så står jeg af for sådan er jeg ikke opdraget til at forstå Korshæren og omsorg for individet.”

Hans Henrik opfordrede til i stedet at hylde “modet til sårbarhed” og til at “stoppe med at være forbrugsslaver for nogle få mennesker, der sidder på en kunstig magt (der ikke har egentlig værdi) pengene. Jeg er mest til åbenhed og kærlighed. Og ja, jeg tror, det er en fremtidsvision, ” sagde han og lagde vel dermed billet ind på en – som jeg ser det – en kapitalismekritik, der i og for sig ikke nødvendigvis har en kønsdimension.

Det var langt fra alle enige i.

Kim Jong Andersen skrev: ”What nonsense. Den “kapitalistiske katastrofe” er selve årsagen til, at der er langt mere velstand og sundhed i verden end for 100 år siden. Og den kapitalistiske tænkning er ganske rigtigt blevet dyrket af mænd, og det skal man som mand bare være stolt over. Det er nemlig den sunde, naturlige egoisme, der redder os alle fra hinanden hver gang.”

Er det skolen?

Flere af debattørerne på Hegelunds væg pegede på skolesystemet som en del af forklaringen på ‘små drenges problemer med at finde sig selv’.

Debattør Eran Remez mente, at det var grunden til, at mange forældre i dag vælger privatskoler fremfor folkeskolen:

“Jeg ser i nogen grad det, at flere og flere vælger privatskoler med en mere 3d tilgang til undervisning, som et lille oprør imod et almindeligt uddannelsessystem, der i høj grad kun ser værdi i de kompetencer som piger typisk er bedre til end drenge . Den retning folkeskolen bevæger sig i, er i høj grad med til at sætte turbo på den tendens, som dette indlæg handler om. Det er en katastrofe,” mente han.

Det rammer kernen i forfatterens blinde plet, nemlig at han ser det som et problem at mænd er aggressive. At være ag gressiv er en maskulin værdi, men det bliver netop set som et problem i et samfund, hvor de feminine værdier råder. Jeg har selv flest feminine værdier, og savner ikke afløb for aggressioner, som jeg formentlig får udtrykt gennem min sport

En bemærkning, som Hegelund, der selv hjemmeskoler sin dreng på 13. år, var meget interesseret i. Og når det gælder skolen, var der i øvrigt visse fortalere på tråden for kønsdifferentieret undervisning  til benefice for drengene, hvilket er interessant, fordi det typisk – før i tiden – har været noget, som man har talt om, så ”stille piger” kunne ”komme til” i især de naturvidenskabelige og matematiske fag.

Mange af mændene kunne imidlertid slet ikke lide at blive delt op i køn. Glenn Turn skrev, at Carl Mar Møller var en af de eneste, der havde stået vagt om det maskuline, og – som han skrev ”der er lidt for meget tegnefilm over ham”.

Turn opfordrede til mere inklusion og ”flere farver på paletten”, når vi diskuterer køn. Og så var der Kasper Warming, som syntes, at Aagaards artikel ”afslører en underliggende samfundspræmis som forfatteren er blind over for. Den præmis er at vores samfund i den grad hviler på feminine værdier, men som samtidig er blevet så indlejret som selvfølgeligheder i vores tankegang.”

”Økonomisk rationalitet er eksempelvis en selvfølge. Økonomi = husholdning og det er at have styr på husholdningen, at holde orden er en feminin værdi. I det hele taget at orden er bedre end kaos og at være konstruktiv er bedre end at være destruktiv er også udtryk for feminine værdier.”

”Det feminine er simpelthen sund fornuft. Og det rammer kernen i forfatterens blinde plet, nemlig at han ser det som et problem at mænd er aggressive. At være aggressiv er en maskulin værdi, men det bliver netop set som et problem i et samfund, hvor de feminine værdier råder. Jeg har selv flest feminine værdier, og savner ikke afløb for aggressioner, som jeg formentlig får udtrykt gennem min sport. Så betragt det blot som en analyse”, skrev han.

Det var dog langt fra alle mændene, som var enige – flere i debatten pegede på, at ”vores vestlige samfund er maskulint” og præget af magt og penge – men også af ”frihed og demokrati” og at mænd må ”holde op med at give samfundet skylden” for deres problemer.

Bo Feierskov pegede på, hvad den mulige politisk konsekvens af  ”tabermanden” som figur kan være – nemlig en tiltrækning af det, han i tråden kaldte ”højrenationale løsninger”.

I samme åndedrag tænker jeg på industrijobs og værdien af muskelkraft der forsvinder til fordel for dogmet om at “vi skal leve af noget andet i fremtiden”. Her tilbyder de højrenationale i hvert fald en slags “løsning” for den udstødte mand – det ses overalt fra USA over Europa til Rusland. Lad os da ikke håbe, at den slags revolution er det eneste reelle bud på en forandring.”

Og det var, synes jeg, rigtig godt set i lyset af den aktuelle populismebølge, der i hvert fald i USA, hvor jeg bor, er båret af især hvide mænd, der netop føler sig til overs og til en vis grad ”kulturelt udstødt” i det postindustrielle samfund, der dels har nedgraderet manuelt arbejde (som mændene har siddet på i høj grad) til fordel for både service- og vidensindustrien, hvor kvinderne har været langt bedre stillet, dels som gruppe har svært ved den ”identitetspolitiske fokusering” på køn, etnicitet og race, som typisk netop har ”den unge hvide mand” som en overset kategori.

Bo skrev at han uvægerligt kommer til at tænke på ”film som Café Paradis, De Frigjorte og Frygtelig Lykkelig, som i tre forskellige tidsaldre skildrer den fortabte mand. Og i samme åndedrag tænker jeg på industrijobs og værdien af muskelkraft der forsvinder til fordel for dogmet om at “vi skal leve af noget andet i fremtiden”. Her tilbyder de højrenationale i hvert fald en slags “løsning” for den udstødte mand – det ses overalt fra USA over Europa til Rusland. Lad os da ikke håbe, at den slags revolution er det eneste reelle bud på en forandring.”

Jeg forstår ikke mænd, der skyder på ‘samfundet’

Torben Sangild, der er journalist, bidrog også til Hegelunds tråd med en nærmest profetisk kommentar (hvis man betænker incel-bevægelsen, som min kollega Dorte Toft skrev om i denne uge):

”Jeg synes virkelig det er svært, det her. Selv om jeg er mand, forstår jeg ikke, hvorfor så mange mænd er så utilpassede, grænseoverskridende, kriminelle og voldelige. Vi skal lige huske på, at det er en minoritet, men når det er sagt går denne minoritet meget længere i destruktiv adfærd end kvinder (med meget få undtagelser) finder på. Som bekendt slår kvinder kun meget sjældent deres familie ihjel.

Er det samfundets skyld? Det hører man hele tiden fra visse feministers side: Vi lever i et patriarkalsk samfund, og det er derfor. Men det forklarer ikke alle os mænd, der ikke opfører os patriarkalsk

Jeg forstår ikke, hvorfor nogen mænd føler at de har ret til sex med nogen, der ikke udtrykkeligt gengiver lysten. Jeg begriber ikke, at man kan gøre sine børn ondt for at hævne sig. Eller slå den man angiveligt elsker, fordi man er jaloux eller bare frustreret. Og jeg ryster på hovedet af de unge mænd, der gør trafikken usikker med deres dødskørsel. (Igen meget få kvinder, en klar mandlig dominans).

Er det samfundets skyld? Det hører man hele tiden fra visse feministers side: Vi lever i et patriarkalsk samfund, og det er derfor. Men det forklarer ikke alle os mænd, der ikke opfører os patriarkalsk … Jeg opfatter mig selv som moderat feminist, og det indebærer blandt andet, at jeg mener, at man må kigge mere nuanceret på tingene end bare at reducere det hele til at være samfundets skyld. Det er en abstrakt og reduktionistisk betragtning.

Min pointe er ikke, at der ikke er patriarkalske samfundsstrukturer og historiske påvirkninger. Den er heller ikke, at de ikke har indflydelse på mænds adfærd. Den er blot, at det ikke kan være den eneste forklaring … Så i stedet for bare som betinget refleks at råbe “patriarkalsk samfund” hver gang sådan noget sker, ville jeg ønske, at man rent faktisk gjorde sig den umage at undersøge, hvad der i øvrigt kunne være på spil.”

Foto: Flickr.

Ønskes: En mand, der hviler i sig selv

Per Lau Jensen havde dette bud:

”Jeg synes, at mænd er blevet nogle skvatfigurer, hvis jeg lige må have lov at generalisere. I stedet for at holde fast i hvad de er, og hvad de indeholder, forsøger de at tilpasse sig et samfund, som mindre og mindre anerkender det, som mænd er gode til. Rigtig mange mænd forsøger derfor at gøre vold på deres grundliggende natur, og så udløses de mandlige værdier på en negativ måde. Mange mænd forsøger at blive en slags maskuline kvinder, og det dur de altså ikke til.”

Denne store usikkerhed og mangel på at hvile i sige selv, som mænd udstiller i disse år, er formentlig også den, der får dem til krampagtigt at holde fast på de områder, hvor de har magten

“Mænd skal have noget mere selvtillid, mænd skal stå fast på deres egen maskuline værdi, det kan man sagtens, selvom man går ind for ligeløn, ligestilling og gerne lige nu. Og man skal ikke acceptere, at ‘maskulin’ er et negativt ladet ord. Denne store usikkerhed og mangel på at hvile i sige selv, som mænd udstiller i disse år, er formentlig også den, der får dem til krampagtigt at holde fast på de områder, hvor de har magten. F.eks. i erhvervslivet. Bedre mænd ville give slip og give plads. Der findes simpelthen for få rigtige mænd i dag.”

Så langt, så godt – eller skidt.

Det er vigtigt – synes jeg – at mandedebatten netop tages på denne, langt bredere måde, også og ikke blot kommer op, når de mere ekstreme eksistenser slår til.

En klumme der blev liggende i skuffen

Jeg ville egentlig have skrevet en ret personlig klumme i denne uge (efter mordene i Toronto) om det, der ofte kaldes ”toksisk maskulinitet” i kønsdebatterne, og som refererer ikke bare til ”incel”-bevægelsen af ufrivilligt cølibatære unge mænd, der hader kvinder og synes, at vold og mord er helt i orden som ”straf”, men også til en bredere fremstilling af mænd i kulturen, som nogle, der har ”ret” til kvinde.

Jeg skrev om det forstyrrede ideal for maskulinitet i en klumme i dagbladet Information i 2014, da en anden ”incel”, Elliot Rodger, slog seks mennesker ihjel i Florida som en bitter hævnaktion, fordi han fortsat var jomfru.

Jeg var faktisk startet på en tekst, hvor jeg delte nogle af mine egne knap så muntre teenage-erfaringer.

Læsværdig er mit bud (tragedier trækker altid læsere) eftersom jeg var både udenfor, kikset og upopulær og aldrig blev inviteret med til fester eller havde en kæreste som 14-15årig, lige før gymnasiet. Og så ville jeg med følelse og patos have skrevet om, hvordan talrige afvisninger og ophold på pigetoilettet under skoleballerne i det sønderjyske, hvor jeg græd mine modige tårer over mine tykke brilleglas og kedelige udseende, ikke havde ført til at jeg ønskede at plaffe nogen ned (hverken de ”populære drenge eller piger”).

Jeg lod være med at skrive, fordi jeg indså, at lige den historie med den tilgang – hvor fristende den end måtte være – ikke fører til nogen forståelse af ”tabermanden” eller ditto-drengen. Kun til yderligere udskamning og udstilling.

Men så indså jeg, at lige den tilgang – hvor fristende den end måtte være – ikke fører til nogen forståelse af ”tabermanden” eller ditto-drengen. Kun til yderligere udskamning og udstilling.

Og så lod jeg være.

Opgaven med at formulere en konstruktiv vej fremad for den moderne mand i de vestlige postindustrielle samfund står dog tilbage. Og den debat er kun i sin spæde begyndelse.Så længe vi kun tager den, hver gang noget går galt – uanset om dette ”noget” er #metoo eller mord i Toronto, massevoldtægter, æresdrab i minoritetsmiljøer/indvandrerkredse eller valget af en præsident med et noget antikveret kvindesyn (og så har jeg ikke sagt for meget) tror jeg ikke, løsningen nærmer sig.

Til gengæld drømmer jeg om – men jeg er også en håbløs idealist – at begge køn på længere sigt kan deltage i diskussionen. Om end det – den dag det lykkes uden at nogen råber ad hinanden – måske netop vil være det tidspunkt, hvor problemet er ved at opløse sig og hvor debatten derfor vil være mindre påtrængende.

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Men hvis du er glad for mine tekster, kan du sende en donation til mit arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – til min Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Topillustration: https://www.flickr.com/photos/thomasleuthard/8249127969 – “From the men’s view”.

Kategorier