DEBAT – Efter massemordet i tirsdags i Toronto skriver medier om nyt begreb ”incel”, som morderen betegner sig selv med. En incel er en mand, der lever i ufrivilligt cølibat (incel = ‘involuntary celibates’), men der er intet nyt i det had, som sådanne mænd og visse andre kan nære mod kvinder. Se hadet i øjnene og lær i stedet for at fare i tasterne med #notallmen og lignende, for selvfølgelig er det ikke alle mænd, skriver Dorte Toft i en kommentar.
En ung massemorder i Toronto fik mig til at tænke på to gamle ungkarle fra tiden, hvor det, ikke at finde en kvinde, var et livsvilkår, man fandt sig i, lige som det, ikke at kunne få børn.
Den canadiske massemorder ville imidlertid ikke affinde sig i det. Med en varebil som våben tog han 10 menneskers liv og kvæstede endnu flere. På Facebook havde han forinden med en slags kodeord skrevet, at det var en bekæmpelse af kønne kvinder, der ikke ville ham, og af de mænd, som kvinderne foretrak.
Der er mænd, der mener, at de simpelthen har ret til en kvinde. Krav på at have en kvinde
Den ene af de gamle ungkarle, jeg tænker på, blev begravet for nylig fra en kirke, fyldt til randen. Han efterlader mig med et savn, mens den anden ungkarl heldigvis stadig lever.
Særligt svært for mænd at være single?
Men jeg har aldrig spurgt dem, om deres holdning til kvinder – om, hvordan det at mangle en hustru i en verden, hvor mænd og kvinder bare er sammen. Jeg spørger ellers folk om så meget, så hvorfor har jeg ikke stillet det spørgsmål? For privat? For sårbart et emne? Er det særligt sårbart for mænd?
Jeg har aldrig hørt had mod kvinder fra nogen af dem. Den ene ungkarl var af den sjældne art, der håndhævede det gamle ordsprog om, at hvis man ikke havde noget godt at sige om et menneske, skulle man holde sin kæft. Den anden? Han kan – som så mange andre – godt være ude med riven en gang imellem efter kvinder, men had? Nej.
Der er imidlertid mænd, der mener, at de simpelthen har ret til en kvinde. Krav på at have en kvinde.
Politikersvigt, mente mand
Tilbage i 2011 havde Information for eksempel et indlæg fra en yngre førtidspensionist, der krævede at politikere fra S og SF skulle gøre noget, så han fik sig en kvinde. ”Hvorfor må jeg ikke få en kæreste? Hvorfor er der ingen, der vil have mig, og hvad gør I ved det?”. Det indlæg slog vist rekord i kommentarer og bredte sig til andre medier.
”I lader mænd i stikken! I satser på kvinderne,” skrev han til politikerne. ”Og hvis ikke danske kvinder vil have os, så vil vi gerne have en kvinde fra et ikke-EU-land, uden at I tager vores ’reelt enlig’-beløb fra os.”
Danske kvinder er også siden set klandret fra forskellig side for ikke at ville “tabermænd”.
I slutningen af 2017 går der rundgang i et rasende Facebook-indlæg skrevet af musikeren Rasmus Nøhr
Et spring længere frem i tiden. I 2017 går der rundgang i et rasende Facebook-indlæg skrevet af musikeren Rasmus Nøhr. Det er et angreb på en kendt kvindelig journalist for ikke at have viet ham et blik, den gang de gik i skole sammen. Han følte sig ”tryllet usynlig”, og fandt det dybt uretfærdigt. Nøhr blev selv angrebet for sit indlæg, og han slettede det.
Men Nøhr blev også forsvaret offentlig på et websted, der vist har en vis popularitet blandt mænd, der føler sig trynet af kvinder. Forsvaret blev indledt med en ros til hans formuleringsevne og hele det lange afsnit lyder således:
“‘Du var den første, der tryllede mig usynlig’. Foruden at være en sproglig lækkerbisken rummer sætningen en iagttagelse af noget, man med rimelighed kan kalde en fællesmandlig erfaring, nemlig den usynliggørelse, mange mænd, særligt i ungdomsårene, udsættes for af kvinder. En usynliggørelse, som muligvis kan forekomme triviel, men som har vidtgående konsekvenser. For lige så vel som mænds interne hierarkier har indflydelse på kvinders interesse for de enkelte mænd, har kvinders interesse for de enkelte mænd betydning for deres placering i de mandlige hierarkier. Og derfor er særligt den unge kvindes blik aldrig bare et blik, men altid også en tryllestav, med hvilken hun kan forvandle en ung mands skæbne.”
Sorgen over at være fravalgt
Forsvaret for Rasmus Nøhrs udbrud stod på websitet reelligestilling.dk, der ofte synes at se kvinder som de mest privilegerede. Bag sitet står freelancejournalisten, sociologen Tobias Petersen, der tidligere under overskriften ”Vi de fravalgte” har fortalt om sorgen ved ikke at være en af de tilvalgte, og han ses jævnligt benyttet som kilde i ligestillingsdebatten.
Der ses også bitre udsagn som, at kvinder foretrækker ”the bad boys”
Det kan tappe på selvtilliden at være “fravalgt”, ved jeg, og det uanset køn. Men jeg har også erfaret, at en del mænd, der ikke havde succes “i skolegården”, har meget svært ved at komme over det selv som voksne, så de langer ud efter kvinder, om på opinionssider, på Facebook eller klokken to om natten på værtshuset.
I ”skolegården” så disse mænd deres kønsfæller – de charmerende og/eller høje og/eller flotte – være i centrum for de smukke kvindebørns interesse, alt imens de fravalgte selv længtes efter at blive kysset og krammet af de attraktive kvinder, som de – lige som alfahannen – tiltrækkes af.
Alfahannen misundes
Der ses også bitre udsagn som, at kvinder foretrækker ”the bad boys”. Den rare fyr, ham, “den bløde”, som efterlyses, har alligevel ikke en chance. Også det kan fostrer følelser, som heller ikke altid går at udviske. En bitterhed, og måske tilmed en slags had, rettes mod kvinder, mens alfahannen, der bader sig tilbud, bare misundes.
Gruppen, der kalder sig incels, fordi de lever i ”involuntary celibacy” (ufrivilligt cølibat), hader ”the Staceys” – de kønne kvinder, der ikke ser til deres side
Og dog. Tager man massemorderen fra Toronto, og andre unge mænd, der motiveret af kvindehad dræber, så slipper alfahannerne ikke med misundelighed.
Gruppen, der selv kalder sig incels, fordi de lever som ”involuntary celibates” (ufrivilligt cølibat), hader ”the Staceys” – de kønne kvinder, der ikke ser til deres side – men også ”The Chads”, betegnelsen for de mænd, som de kønne kvinder sværmer om. De attraktive mænd forsynder sig, fordi de knalder med så mange kønne kvinder, at der ikke bliver nogen til the incels. Alfahannerne bør praktisere monogami, hedder det.
Massemorder er deres helt
Helten i incel-samfundet, der har fundet sammen på nettet, er den unge Elliot Rodger, der i maj 2014 dræbte seks mennesker og derefter begik selvmord. Han oplyste forinden, at han i en alder af 22 år stadig ikke var blevet kysset, og han havde efterladt sig et manifest på 141 sider, fyldt af had mod kvinder, og promovering af sig selv som den perfekte partner for en kvinde.
Manden bag det nylige massemord i Toronto hylder i sin Facebook-besked netop den mand som ”the supreme gentleman” i sin erklæring om, at nu skal The Staceys og The Chads bekæmpes.
Intet nye under solen fra the manosphere
Men som én, der igennem de sidste mange år har fulgt med i, hvad der skrives i ”the manosphere”, hvor mænd diskuterer kvinder som det store problem for mænd, er der intet overraskende.
Det er ikke bare unge mænd, der mener, at de har RET til en kvinde. Det er ikke bare unge mænd, der kan gå amok over at være fravalgt – hvad enten de fravælges af kvinder generelt, eller ægtefællen, der satte en stopper for parforholdet. Der er heller ikke noget nyt i, at mænd retter foragt mod kvinder under dække af ordet “feminister”, der bare bruges som pseudonym for selvstændige kvinder, der ikke makker ret.
Men når det går videre end blot hadefulde ord på nettet og i aviserne, så tales der typisk ikke om misogyni. Der tales ikke om en mand, der hader kvinder. Der tales om en syg mand, en “lone wolf”, ligesom når en ”hvid mand” begår horrible forbrydelser, der måske ville betegnes som terrorisme, var hudfarven en anden. Den slags ”sanitering” hjælper ikke nogen.
Tilbage i 1989 skød og dræbte en ung mandlig antifeminist mand 14 kvinder og begik selvmord
Tilbage i 1989 skød og dræbte en ung mandlig antifeminist 14 kvinder og begik selvmord. Det skete på en polyteknisk læreanstalt (svarende til DTU) i Montreal.
Ville udrydde feminister
Undervejs begrundede han sine mord med, at feminister skulle udryddes, og de mandlige studerende blev kostet udenfor lokalet, hvor manden efterfølgende skød løs.
En ung kvindelig reporter, der for Toronto Star sammen dækkede massakren sammen med en anden ung kvinde, skrev 25 år efter et tankevækkende indlæg om, hvorledes hun i sin dækning havde forsøgt at undgå at kalde det for et angreb på kvindekønnet som sådan. På redaktionen var der desuden ytret bekymring over, hvorvidt to unge kvinder kunne dække hændelsen objektivt.
”In my hotel room that first night, after filing a few paragraphs to the night desk about the massacre scene, I watched the CBC National’s coverage. Only men were quoted: Eyewitnesses. Professors. Police. Survivors.
The following day, I raced around finding details that humanized the murderer. By that time, we knew the gunman had not only targeted feminists but also had a hit list of other prospects. Even though feminists had been getting death threats for years, there had to be another reason he went on a murderous rampage. So we went looking and found he had been beaten by his father; liked to play war games, and had been turned down by the military.”
Gerningsmænd “humaniseres”
Jeg blev opmærksom på det ældre indlæg via The Guardian, og jeg kunne ønske, at danske journalister læste med. Kigget 25 år tilbage handler godt nok om en anden tid, men det er stadig sådan, at gerningsmanden forsøges ”humaniseret” så langt det kan lade sig gøre, også når far dræber sine børn og hustruen. “Han var et rart menneske, fortæller naboerne.” “Han havde mén efter at have slået hovedet, fortæller hans far”.
Og tillader en vred kvinde at pege på en sammenhæng til vold mod kvinder, hænges hun hurtigt ud
Vi får yderst sjældent hørt om kvinden, kvinderne – deres liv, deres præstationer, hvad de ville med deres liv, hvad der gik forud. Og tillader en vred kvinde at pege på en sammenhæng til vold mod kvinder, hænges hun hurtigt ud.
”Looking back, I fear I sanitised the event of its feminist anger then infantilised and diminished the victims,” skrev reporteren Shelley Page 25 år efter. Hun gjorde dem til alene til døtre, søstre og veninder, der blev sørget over. Ikke til de dygtige ingeniørstuderende, de også var. Ikke noget om kvindehad generelt set.
Berømmelsen
Lad os repræsentere kvinderne som andet end ”blot” ofre. Nævne deres navne igen og igen. Ikke gerningsmandens. Giv ham ikke den tilfredsstillelse – den evige berømmelse. Heller ikke nordmanden, der tog 77 liv, styret af et grusomt had til til muslimer og til ”feminister”. Kvindehadet i hans manifest blev imidlertid dæmpet voldsomt i dækningen. Hvorfor? Hvorfor er et kvindehad tæt på at være et tabu, men muslimhad ikke?
The Guardian adskiller sig dog fra de fleste medier, når det gælder dækning af det betændte emne, som køn er. Guardian bryder mønstret, kalder en spade for en spade
Nordmanden håber på, at dagen oprinder, hvor graviditeter outsources til surrogatmødre i fattige lande og til kunstige livmødre
I dette indlæg i Guardian uddybes nordmandens had til feminister og hans opfattelse af, at de er ved at ødelægge Europa – og mænd. Ifølge ham har feminister siden 1839 været i gang med at ”feminisere” Europas kultur, og mænd er nu reduceret til at være bløde mænd – en sub-art. Patriarkatet transformeres ifølge ham til et matriarkat, der sker et kulturelt selvmord. Desuden benægter feminister, at kristne heteroseksuelle mænd har en nærmest medfødt værdi. En naturlig værdi.
Nordmanden håber på, at dagen oprinder, hvor graviditeter outsources til surrogatmødre i fattige lande og til kunstige livmødre. Han ses som en helt af visse dele i manospheren, og hans holdninger gentages.
Gødning til kvindehadet
Den sphere gødes i øvrigt flittigt af danske medier – om bevidst eller ej. Der går ikke mange minutter før etablerede medier i deres klikjagt har bragt endnu et indlæg, der svømmer over med foragt for kvinder/mødre, før det hyldes som sandheden, som nogen endelig tør sige, på de websteder, hvor kvinden er mandens værste fjende. For nylig var det således et helt underlødigt indlæg på Berlingske om en mødrebande, farligere en nogen rigtig bande, jeg så delt lynhurtigt.
Ingen tror, at det er alle mænd, undtagen nogle ganske få syge æg
Men her en appel. Se hadet i øjnene, alle I mænd, der vitterligt holder af kvinder, i stedet for igen og igen at fyre et ophidset #notallmen af. Ingen tror, at det er alle mænd, undtagen nogle ganske få syge æg, og den slags findes på alle områder, om det gælder klima, vaccine, jordens form eller noget helt fjerde.
Se kobling til racisme og vold i hjemmet
Se også koblingen mellem racisme og feministhad i øjnene – den kobling, som findes på den yderste højrefløj – den som også prægede en 27-årig mands ytringer på nettet, inden han i 2017 skød og dræbte seks mennesker i en moske i Quebec. Og se den evige kobling mellem vold i hjemmet og massedrab i øjnene.
Se hadet i øjnene, bliv klogere og gør også andre klogere. Og skulle du møde holdningen, at en mand har krav på få en kvinde, så sørg for, at han hører andre holdninger.
Topillustration: Mand, der udtrykker had eller jalousi. Gravering fra 1732 af by M. Engelbrecht efter C. Le Brun.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og