mm

Rikke Skov Kristensen

Rikke Skov Kristensen er født i 1966 og oprindeligt fra Herning.
Hun er uddannet på DJMX i 1994 og har arbejdet både på TV2 og DR. Hun laver dokumentar, serier og temalørdage til DR2 og DR K indenfor samfund, kultur og historie.
Privat bor hun i København med sin søn.

Se alle skribentens artikler

So long: Farewell – goodbye – sayonara, kære folkeskole

Tillykke til mig. Jeg har som forælder overlevet folkeskolereformen og folkeskolen i det hele taget. Ud er blevet spyttet et styk fremtidsparat afkom, og jeg selv sidder udmattet tilbage, skriver Rikke Skov Kristensen, der aldrig mere skal beskæftige sig med forældreintra, uddannelsesparathedssamtaler og forældremødediskussioner med unge fædre og mødre, som bare mente, at børnene skulle tegne og danse og lære at være gode venner.

Så ja, det er nu. Farvel og so long til frustration over brudte løfter om bedre læring efter reformen, diskussioner med lærere, der slet ikke mente, at elever skulle lære at skrive en sammenhængende stil – og tilmed aflevere den. Ja faktisk var der undervejs en dansklærer, som konsekvent ikke bad eleverne skrive noget, der fyldte mere end et A4-ark.

Det er også farewell til forbløffelse over tåbelige politisk korrekte temauger, hvor store elever i 9. klasse bliver sat i gruppe med børn fra 4. for at skabe “sammenhængskraft” på skolen. Og i den grad goodbye til indre brok over de evindelige “teams”, som eleverne blev inddelt i, og hvori de skulle sidde og evaluere hinanden i stedet for at få konstruktiv feedback fra læreren, som rent faktisk vidste, hvad han/hun snakkede om.

I det hele taget fratog folkeskolereformen min søn lysten til overhovedet at gå i skole

I stedet kunne sønnen komme hjem og berette, at kammeraten i ”teamet” ikke havde nogen kommentarer til hans fremstilling, som han havde brugt lang forberedelsestid på. Det ved jeg ikke lige, hvor meget læring, der er i. Næppe nogen.

I det hele taget fratog folkeskolereformen min søn lysten til overhovedet at gå i skole. Hvilke voksne kursusdeltagere ville i øvrigt også acceptere, at blive sat til at se film om det samme emne igen og igen. Jeg tror, min søn kan samtlige replikker fra den franske fim ”les intouchables”. Ikke på fransk – men på dansk. De har set den en del gange i klassen grundet sygdom i lærerstaben.

I det hele taget er hans klasse måske de danske børn, som har set flest franske film i hele kongeriget. Til gengæld kan han efter 3 års franskundervisning ikke bøje verbet ”etre” – at være, som må siges måske at være måske det mest vigtige verbum, hvis man har bare den mindste intention om at lave en sætning på fransk.

Og sayonara til en skole, hvor kun de allerdårligste i dag har ret til rådgivning i valg af studie og ungdomsuddannelse.

Netop det, synes jeg, er en gigantisk katastrofe og chokerede mig en del. Al rådgivning om elevernes mulige fremtid i den danske uddannelsesjungle foregår i dag i et kollektivt forum med massebeskeder og fællesinformationer.

Grunden er, kunne jeg forstå, at der er sparet så meget på uddannelsesvejlederens timer, at han drøner rundt mellem fire skoler, og dermed ikke har tid til individuel rådgivning. Det er jo sørgeligt.

For hvis der er en tid, hvor der netop er brug for at kigge både Hassan eller Hans i øjnene og tage en snak om, om livets bane skal gå den ene eller anden vej, så er det jo nu – i disse dage og år, hvor Danmark har meget lidt brug for uddannelsesmæssige fejlskud, og de studerende i øvrigt bliver økonomisk straffet for dem.

Jeg kommer ikke til at savne folkeskolen. Men jeg bestod! Måske ikke med et 12-tal, men mindre kan også gøre det. Hvor er min hue?

Det er en som sagt en katastrofe. Men alt det omkring uddannelsesvejlederens arbejdsvilkår i dagens folkeskole vidste jeg ikke, før jeg sendte ham et vredt brev og klagede over den manglende vejledning.

Det resulterede i en indkaldelse til et møde, hvor han havde taget sin chef med. Vejlederen var rystet og ked af det. Det var jeg sådan set også selv, da jeg hørte hans fortælling om arbejdsvilkårene. Hans svar var, at han kun måtte rådgive de børn, som ikke var uddannelsesparate.

Sjovt nok blev mit eget barn erklæret ”ikke uddannelsesparat” kort tid efter dette møde, og så fik vi pludselig adgang til et slaraffenland af rådgivning. I dag har min søn bestået folkeskolen med et rigtig godt snit, og jeg er meget taknemmelig for rådgivningen og rigtig gode lærerkræfter i de sidste år, som faktisk gjorde en forskel. Gid alle danske skolebørn havde adgang til det.

Jeg er som sagt glad og lykkelig for, at livet nu tegner lysere og lettere. Jeg kommer ikke til at savne folkeskolen. Men jeg bestod! Måske ikke med et 12-tal, men mindre kan også gøre det. Hvor er min hue?

Topillustration: Last Day of School – Flickr.

Kategorier