KOMMENTAR – Som del af VLAK-regeringen og Dansk Folkepartis skatteaftale forsvinder den gratis danskundervisning til udlændinge i Danmark. Med 20%-besparelsen på DR oven i hatten mener fransk-tyske Amélie Reichmuth, baseret på egen erfaring, at integrationen vil blive hårdt ramt. På sigt vil det svække både det danske sprog og det danske samfund, for netop sproget og samfundsforståelsen er et åbent vindue og symbolet på et stort Danmark, som stråler ud i verden.
For en måned siden indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti en skatteaftale om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger. Formålet er klart: På den ene side skal den danske stats indtjening stige, mens flere danskere skal tilskyndes til spare op til alderdommen.
På papiret altså en win-win-situation for både staten og virksomhederne: Dansk Industri var hurtige til at reagere og hilste tiltagene velkommen som en “lille aftale – men god aftale”.
Det findes dog en kort paragraf med store konsekvenser, som er noget overset i medierne: Fra 1. juli i år skal alle udenlandske arbejdstagere, EU-borgere, eller studerende som er registrerede i Danmark, betale for deres undervisning i dansk, hvilket hidtil har været gratis.
Helt konkret vil det komme til at koste 1.250 kroner i depositum pr. modul, plus 2.000 kroner i deltagerbetaling per påbegyndt modul. Ifølge Finansministeriet vil indførelsen af dette krav give et provenu på ca. 0,04 milliard kroner i 2018, 0,2 milliard kroner i 2019 og 0,1 milliard kroner fra 2020.
Mit første møde med dansk – og dansk kultur
For danske statsborgere virker den del af aftalen måske ikke forkert; ej heller har den direkte konsekvenser for deres dagligliv. Men en lang række udenlandske borgere i Danmark vil blive personligt påvirkede.
Jeg kunne have været en af dem, hvis jeg ikke allerede havde draget fordel af den danskundervisning, jeg fik tilbudt gratis af den danske stat, da jeg kom til Danmark i august 2014 som udvekslingsstuderende for at læse statskundskab på Aarhus Universitet.
For mig stod det klart fra starten, at jeg skulle gøre mit bedste for at lære dansk. Jeg tilmeldte mig danskundervisning, så snart jeg havde mit cpr-nummer i hånden – det var gratis og ukompliceret
For mig stod det klart fra starten, at jeg skulle gøre mit bedste for at lære dansk. Jeg tilmeldte mig danskundervisning, så snart jeg havde mit cpr-nummer i hånden – det var gratis og ukompliceret.
Jeg startede på sprogskolen Lærdansk Aarhus sammen med omkring 25 andre kursister, de fleste af dem var udvekslingsstuderende. På det tidspunkt havde jeg ingen danske venner, så jeg så på min dansklærer, ligesom man ser på et dyr igennem et glasvindue i zoologisk have.
Mine første ord på dansk blev “Hej! Jeg hedder Amélie, jeg kommer fra Frankrig, hvad hedder du?” Jeg havde den tykkeste tyske accent – jeg er halvt tysk – man kan forestille sig, men det var lige meget: Det føltes bare hyggeligt at prøve at lære dette sjove sprog med de uudtalelige lyde.
https://www.instagram.com/p/BXUtKkHj3xO/?taken-at=76404760
Danskundervisningen blev hurtigt til et af min uges højdepunkter. Lærdansk er et hyggeligt mødested, hvor man som udlænding bliver taget imod med større forståelse og venlighed end i visse andre dele af det danske samfund.
For det første tvivler ingen på hverken kursisternes kapacitet til at lære dansk eller på deres motivation. Jeg har aldrig oplevet, at min dansklærer eller de frivillige på Lærdansk blev sure eller utålmodige, når jeg begik en fejl på dansk; tværtimod beroligede de mig med et varmt smil og tilskyndede mig til at prøve igen.
For det andet formidlede de ikke kun det danske sprog, men de lærte os også den danske kultur at kende. Vi blev bekendte med forskellige former for danskhed, fra de officielle kanoner (H.C. Andersen selvfølgelig) og de uofficielle referencer (Dansktop-musik med hittet To mennesker på en strand f.eks).
Derfor skylder jeg alle mennesker på sprogskolen en stor tak for den dannelsesrejse, de tog mig på helt gratis. Takket være deres indsats blev vi, jeg og mange andre, omstillingsparate borgere, som kunne navigere i det danske samfund
Vi fik også tilbudt såkaldte Taldansk-caféer for at få øvet vores danske, eller workshops for at lære hvordan man skriver et CV i Danmark. Det hele foregik i dansk stil, og de to sætninger, jeg hørte oftest på Lærdansk, var “Snak sammen, hjælp hinanden!”
Det handlede altså ikke kun om at lære tale dansk eller læse imellem linjerne på “forvaltnings-dansk” men også at lære, at vi kunne regne med de andre, fordi Danmark er et fællesskab, hvor man hjælper hinanden.
Derfor skylder jeg alle mennesker på sprogskolen en stor tak for den dannelsesrejse, de tog mig på helt gratis. Takket være deres indsats blev vi, jeg og mange andre, omstillingsparate borgere, som kunne navigere i det danske samfund.
Skulle jeg have betalt 2000 kroner pr. modul, ville det ikke havde været muligt. Som udvekslingsstuderende får man ikke adgang til SU-systemet, man skal selv sørge for at finansiere sine studier, og 2000 kroner repræsenterer virkelig en stor sum for en ung studerende i et dyrt land som Danmark.
Jeg ved med andre ord virkelig ikke, hvordan jeg kunne have lært dansk uden denne mulighed.
https://www.instagram.com/p/BVryBUrDmk7/?taken-at=76404760
“Jeg har (ikke) oublieret ganske mit dansk dans Paris”
Min læringsproces stoppede dog ikke efter de to semestre, da jeg skulle hjem til Frankrig for at starte min kandidat. Jeg havde nemlig i mellemtiden lært en sød mand at kende, en pæredansk jyde. At lære dansk var nu ikke længere kun et Erasmus-indfald: Jeg så det som en forpligtelse overfor ham og hans familie og som en ren nødvendighed, hvis jeg skulle flytte tilbage til Danmark en dag.
Jeg undersøgte mulighederne for at finde et danskkursus i Paris. Det viste sig, at der i virkeligheden kun var tre muligheder: at tage en bachelor i skandinavisk på universitet ved siden af mine studier, betale en privatlærer, da det mestendels er begynderkurser, som tilbydes i de danske institutioner eller prøve at lære mig selv dansk.
Efter et år i Danmark kunne jeg allerede forstå mange ting og overleve i hverdagen: Jeg kunne med stor interesse læse Billed-Bladet og ALT for Damerne og med stor glæde se Go’Morgen Danmark hver dag på min cykel i fitnesscentret
På grund af mine intense studier ved Sciences Po-universitet og min begrænsede økonomi har jeg valgt den sidste mulighed.
Efter et år i Danmark kunne jeg allerede forstå mange ting og overleve i hverdagen: Jeg kunne med stor interesse læse Billed-Bladet og ALT for Damerne og med stor glæde se Go’Morgen Danmark hver dag på min cykel i fitnesscentret.
Udfordringen var altså nu for det første at udbygge mit ordforråd, for det andet at få øvet mit mundtlige dansk, fordi jeg ikke rigtig havde muligheden for det udenfor Lærdansk. Danskerne jeg mødte (inklusiv min kæreste) skiftede til engelsk, så snart de fandt ud af, at jeg ikke var sikker på dansk.
Jeg er sikker på, at de gjorde det i den bedste mening, men øvelse gør mester, og jeg skulle altså stadigvæk arbejde på at blive flydende i dansk.
Dansk TV og radio
Derfor besluttede jeg mig for en radikal løsning: Mindst en times dansk om dagen, syv dage om ugen.
Jeg opdagede DR’s mediebibliotek på internettet, hvor man får adgang til næsten alle radio- og fjernsynsprogrammer i original version og helt gratis. En praktisk ting for en udlænding er også, at man kan sætte danske undertekster på.
Det er en stor hjælp til at associere lydene med stavelserne, fordi udtalen er det sværeste ved det danske sprog.
Jeg tog mig altså en dokumentarfilm om dagen, som jeg kombinerede med P1 Morgens udsendelser.
I begyndelsen var det svært, fordi både sproget og indholdet var mere udfordrende, end hvad jeg var vant til, og min søvnige hjerne var tit utilfreds med denne tvungne morgengymnastik.
Alligevel kunne jeg allerede efter nogle måneder mærke, at mit danske var tydeligt bedre, og at det var faktisk blevet så godt, at jeg kunne tale dansk med min kæreste i hverdagen.
Jeg var måske ikke dansk statsborger, men jeg var alligevel en borger som kunne bidrage til det danske samfund
Jeg fortsatte med min lille rutine, og fik snart overskud til at fokusere mere på det kulturelle i læringsprocessen. Jeg blev aktiv i en fransk-nordisk forening og arrangerede i denne sammenhæng flere konferencer om dansk politik på mit universitet. Jeg besøgte også regelmæssigt den danske kirke i Paris for at pleje min kontakt til dansk kultur.
På denne måde bevarede jeg en usynlig men dyb forbindelse til Danmark. Min familie og mine venner fulgte nysgerrigt med i mine fremskridt, og jeg blev for dem en slags uofficiel dansk ambassadør i Frankrig og Tyskland. De spurgte tit om alt fra kongehuset og dansk politik til, hvordan man kan finde en bolig eller et job i Danmark.
De var især interesserede i at vide hvordan jeg lærte mig dansk, og den bedste måde, jeg kunne forklare dem det på, var ved stolt at svare: “Jeg taler DR-dansk, ligesom man taler BBC-English”.
Omvendt kunne jeg også fange langt flere referencer, når jeg var i selskab med danskere: “Kender du Den Store Bagedyst? Selvfølgelig gør jeg det!”.
Min integrationsrejse
Det blev altså en stor oplevelse for mig, da P1 Morgen-redaktionen ringede til mig en dag midt i præsidentvalgkampen i Frankrig for at spørge, om jeg havde lyst til at blive interviewet. Jeg tvivlede ikke et sekund og svarede straks ja.
Jeg blev interviewet en første gang, og det gik langt bedre, end hvad jeg havde forestillet mig, selvom det føltes som om, jeg havde svært ved at trække vejret. Det blev til flere interviews, og denne erfaring frigjorde mig som udlænding i Danmark, fordi jeg blev bekræftet i, at nok var jeg ikke dansk statsborger, men jeg var alligevel en borger, som kunne bidrage til det danske samfund.
Den sidste store drejning i min integrationsrejse fandt sted sidste sommer. Emmanuel Macron var ved at reformere det franske arbejdsmarked og påstod at være inspireret af den danske model.
Jeg havde nogle år før læst Mogens Lykketofts bog om de reformer, den danske regering foretog i 1990’erne og tænkte, at det var netop den person, man som journalist skulle interviewe på det tidspunkt.
Samtidig er der stadigvæk rigtig mange ting, jeg har svært at forstå eller acceptere i det danske samfund. For eksempel synes jeg ikke så meget om nogle dele af Janteloven eller om småligheden, jeg nogle gange oplever i måden, Danmark ser sig selv på i forhold til resten af verden
Jeg sendte en kort mail for at bede ham om et interview og allerede dagen efter fik jeg et positivt svar.
I august 2017 landede interviewet hos POINT of VIEW International. Siden det tidspunkt har jeg regelmæssigt skrevet artikler til POV – mest om Frankrig og Tyskland. Min integration er dog ikke afsluttet endnu, hverken sproglig eller socialt. For eksempel skal I vide, at når I læser en af mine artikler på POV, så har den været igennem en redigeringsproces.
https://www.instagram.com/p/3xzYWVwRy5/?tagged=p1morgen
Samtidig er der stadigvæk rigtig mange ting, jeg har svært at forstå eller acceptere i det danske samfund. For eksempel synes jeg ikke så meget om nogle dele af Janteloven eller om småligheden, jeg nogle gange oplever i måden, Danmark ser sig selv på i forhold til resten af verden.
Jeg er imidlertid alligevel optimistisk, fordi integration er ligesom OL: Det vigtigste er at være med og gøre sit bedste.
Danskundervisning og et stærkt DR: Min opskrift på en succesfuld integration
Jeg plejer normalt ikke at blive personlig, når jeg skriver artikler til POV – dels fordi en ung fransk-tysk studerendes liv ikke kan være så relevant for danske læsere, og dels fordi jeg synes, at der allerede findes rigeligt med artikler om livsstil i de danske medier. Jeg vil hellere skrive om noget væsentligere.
Der er naturligvis lige så mange historier om integration, som der er indvandrere, men jeg tror i al beskedenhed, at man kan lære noget af min historie.
Den danske stat har en økonomisk interesse i at lære udlændinge dansk så hurtigt og så godt som muligt, fordi Danmark er nødt til, med sin demografiske udvikling, at tiltrække mennesker som er villige til at arbejde og bidrage
For det første, at integration er en livslang læringsproces både sprogligt og kulturelt, lige meget om man er en vestlig eller en ikke-vestlig indvandrer.
Man stopper ikke med at integrere sig, så snart man har bestået indfødsretsprøven. Integration går begge veje og fungerer efter min mening som en blanding af slow og brudevals: To mennesker tager et første skridt for at komme tættere på hinanden og begynder at danse sammen, først langsomt og måske usikkert, mens hele samfundet omgiver dem for at vise støtte.
Jeg tror, at vi ville gøre os alle sammen en tjeneste, hvis vi droppede det enorme pres, vi sætter hinanden under:
Hvorfor er der mange danskere, der har svært ved at tro på, at nytilkomne er villige til at lære sproget, finde et arbejde og integrere sig? Omvendt, hvorfor antager vi, som udlændinge, at vi skal blive mere pæredanske end danskerne selv for at blive accepterede i det danske samfund?
Danmark har “soft power”
En anden ting, man kan lære af min historie, er, at integration igennem danskundervisning og medier er en form for social investering, både herhjemme og i udlandet. Den danske stat har en økonomisk interesse i at lære udlændinge dansk så hurtigt og så godt som muligt, fordi Danmark er nødt til, med sin demografiske udvikling, at tiltrække mennesker som er villige til at arbejde og bidrage.
Danmark kan altså blive en soft power, men det kræver, at man tænker større og på længere sigt
I en globaliseret verden har danskundervisning og DR også et stort outreach-potentiale, fordi Danmark på trods af alle kontroverser om sin indvandringspolitik stadig har stor “sympatikapital” i udlandet:
Danskheden er “in”, fordi DR har eksporteret succesfulde serier, og fordi alle har hørt om hygge for at tage et par eksempler. Danmark kan altså blive en soft power, men det kræver, at man tænker større og på længere sigt.
Et typisk eksempel på dette er måden, hvorpå man håndterer EU-studerendes studiegæld: EU-borgere har ret til et SU-lån, hvis de studerer i Danmark og enten har opholdt sig i landet i fem år eller har arbejde i mindst 10 til 12 timer om ugen. Problemet er dog, at mange vender hjem efter deres studier uden at betale deres lån tilbage til den danske stat, som står med 155 millioner kroner i misligholdt gæld. Ifølge EU-Kommissionen må Danmark dog godt kræve at de betaler deres gæld tilbage.
For nogle uger siden præsenterede Uddannelses- og Forskningsministeriet en 7-punktsplan for at løse problemet:
Fokus er dog på at holde øje med de studerende, som forlader Danmark efter deres studier, for at sikre, at de betaler deres gæld tilbage. Men man kunne samtidig spørge sig selv, hvorfor udenlandske studerende vælger at rejse efter mindst to-tre år uddannelse i Danmark – i stedet for at blive? Sprog og social integration er efter min mening to væsentlige forklaringer.
Den danskhed, jeg har lært at kende
Der er dog ingen gratis frokost, som briterne siger, og Danmark i dag er ikke Korsbæk i Matador: Man kan ikke på den ene side påstå, koldt og pragmatisk, at Danmark har brug for udenlandsk arbejdskraft for at finansiere sit velfærdssystem, og samtidig fortælle danskerne, at indvandrere er en udgift for den danske stat. Man kan ikke skære ned på både sprogundervisning og DR og forvente, at udlændinge integrerer sig helt naturligt i Danmark; man kan ikke foregive at være en tolerant nation, som gør brug af globaliseringen, og samtidigt lukke sig og kun fokusere på sig selv.
Efter min mening kan man ikke gøre det meget sværere, for ikke at sige næsten umuligt, for udlændinge at integrere sig i Danmark. Det er ironisk, at disse forslag, som vil svække både det danske sprog og det danske samfund, kommer fra partier som netop praler med at eje monopolet på fædrelandskærlighed.
Danskheden kan ikke reduceres til et pas: Det er en idé, som giver både rødder til de gamle i fællesskabet og vinger til de nytilkomne. Danskheden kan ikke reduceres til en kanonliste: Det er et håndværk, som udvikler sig langsomt men sikkert igennem årene
Der er lige så mange forskellige nuancer af danskheden, som der er danskere, og det er netop det, som gør det fascinerende for mig som udlænding at være i Danmark, et lille men samtidig farverigt land som overrasker mig igen og igen.
Danskheden kan ikke reduceres til et pas: Det er en idé, som giver både rødder til de gamle i fællesskabet og vinger til de nytilkomne.
Danskheden kan ikke reduceres til en kanonliste: Det er et håndværk, som udvikler sig langsomt men sikkert igennem årene, det er en livsstil som ikke ændrer sig efter hver årstid, som moden gør det.
Danskheden kan ikke reduceres til romantisk nationalisme: Det er et åbent vindue, det er billedet af det store Danmark, som stråler ud i verden.
Det er i hvert fald den danskhed, jeg kender fra Lærdansk og DR.
Tak for det, det er uvurderligt.
Alle fotos: Private eller Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
