Kunsten at grine i eget selskab

af

Vi mangler et ord for den fryd, man kan opleve ved at være alene. En måneds selvvalgt isolation og arbejdsro har lært mig, at vi i vores i øvrigt helt begrundede frygt for ensomhed har glemt, hvor befriende det kan være at grine i eget selskab.

Det var i bussen på vej til Porto Moniz på Madeira, at jeg pludselig brød ud i hjertelig latter. Jeg var kommet i tanke om et eller andet pudsigt og havde glemt, at jeg for første gang i flere dage var i selskab med andre.

Reaktionerne udeblev ikke. Nogle lo med, andre så så forbløffet mistroiske ud, at jeg på meget primitivt portugisisk prøvede at forklare, at jeg lige havde glemt, at man normalt ikke griner alene. Man smiler måske indvendigt, men latteren reserverer vi til samvær – eller hvis en situation er så morsom, at det er umuligt ikke at grine, selskab eller ej.

Når man som jeg tilbringer en måned i selvvalgt isolation for at få arbejdsro, lærer man imidlertid at more sig i eget selskab. Man lærer tilmed at trives i det, hvilket må siges at være ret heldigt, eftersom det er et livsvarigt bekendtskab.

Når jeg siger isolation, er det en overdrivelse. Jeg har haft internetadgang, skvadret på sociale medier, og jeg har ind imellem set andre mennesker, f.eks. når jeg er vandret til købmanden eller har snuppet et glas hvidvin på den lokale bar. Jeg har ikke været Robinson Crusoes ukendte søster.

Men forleden kunne jeg konstatere til, at jeg i hvert fald har haft perioder på fire dage ad gangen, hvor jeg ikke har sagt et ord til andre. Jeg har også haft lange perioder offline. Til gengæld er jeg blevet rigtig god til at tænke og tale højt. Og jeg har elsket perioderne uden andre mennesker.

Vi mangler et ord

Den amerikanske teolog og filosof Paul Tillich sagde engang, at det engelske sprog viseligt har fornemmet de to aspekter ved at være alene.

“It has created the word loneliness to express the pain of being alone. And it has created the word solitude to express the glory of being alone.”

Amen, lyder det herfra. Vi mangler et ord på dansk for jublen ved at være alene. Det forvirrer begreberne, når vi på dansk bruger ensomhed om både den lykkelige og ulykkelige isolation.

“Ensomhed er sundt”, læser og hører jeg nogle gange, men nej, det er ensomhed ikke nødvendigvis. Den form for ensomhed, som er ufrivillig mangel på meningsfulde relationer, er tværtimod dødbringende.

Den ensomhed er forfærdelig smertefuld. Vi er biologisk programmeret til at sky ensomhed, for det har været livsfarligt og er det stadig ikke at være knyttet til andre, ikke at kunne regne med andres støtte og kærlighed, ikke at få lov at bidrage til fællesskabet. Det menneskelige værd står på spil. At være er at være noget for andre og sammen med andre.

Det er en sorg uden lige at føle sig udenfor, og alle statistikker viser, at mennesker, som føler sig ensomme, dør tidligere, har flere sygdomme, flere sociale problemer og i det hele taget lavere livskvalitet, end mennesker som ikke føler sig ensomme. Her taler vi ikke om den følelse af ensomhed, som alle mennesker rammes af fra tid til anden, men om den mere gennemgribende og langvarige. Den ulykkelige ensomhed, den ufrivillige isolation, er et samfundsproblem, som vi generelt gør alt for lidt for at forebygge.

Og derfor bliver det ufølsomt og uvidende bare at erklære, at ensomhed er sundt og tro, at det kun er et spørgsmål om at lære at se livet fra den lyse side. Vel er det ej.

“Kommer du ikke til at kede dig”?

Til gengæld har mange af os vitterlig glemt kunsten at trives i eget selskab, måske fordi vi er så bange for ensomhed og kun har det ene ord for at være alene. Da jeg fortalte venner om planerne om at tilbringe en måned i en lillebitte fiskerby på en ø med Atlanterhavet som nærmeste nabo, så flere chokerede ud.

“Kommer du ikke til at føle dig ensom og kede dig?” var standardbemærkningen (efterfulgt af “kommer du ikke til at savne dine børn?”).

Det vidste jeg ikke, om jeg ville. Men generelt er jeg mere indadvendt end udadvendt, så jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville trives glimrende. Jeg fik ret. Jo, jeg har kedet mig ind imellem. Og genopdaget, hvor inspirerende det kan være. Så er man tvunget til at gøre noget ved det, hvis det bliver uudholdeligt.

Jeg havde på forhånd lovet mig selv, at hvis det skete, måtte jeg IKKE gå online. Og det har jeg holdt, selv om det til tider har kriblet i fingrene. I stedet har jeg gået ture (nærmeste købmand kræver f.eks. en tur på seks kilometer, som involverer at gå gennem tre bjerge og to vandfald), læst, skrevet, lagt kabale, tegnet og bare siddet og gloet ud på havet, der præsterer et lydniveau som en dødsmetalkoncert på Orange.

Jeg har været online, når jeg skulle arbejde, og når jeg ville tale med mine unger. Ellers har telefonens dataforbindelse i vidt omfang været slukket.

Lær børnene glæden

Ensomhed er en fattigdom, men det at være alene efter eget valg er en luksus, som alle burde lære at unde sig selv.

Forfatteren C.S. Lewis, manden bag Narnia-bøgerne, skrev, at “vi lever i en verden, som hungrer efter alenehed (solitude), stilhed og privatliv, og derfor hungrer den efter eftertænksomhed og ægte venskab.”

At være alene giver plads til tankerne. Ikke alle er lige hyggelige, der er også en pæn risiko for, at man martres over alt det, man har gjort galt gennem livet. Men ved at erkende de svære tanker i stedet for at jage dem på flugt, kan man også komme til en slags fredsaftale med dem. Og de svære beslutninger bliver ikke lettere at tage, men det bliver vanskeligere at skjule sig for dem, når der ikke er adspredelser til at aflede opmærksomheden på det nødvendige.

Jeg har følt mig mere kreativ end længe. Koncentrationsevnen er skærpet, og det er længe siden, jeg har haft så meget energi.

Og jeg kan også se, hvad Lewis mener med, at selvvalgt ensomhed kan gøde ægte venskaber. Kan vi trives i eget selskab, rækker vi ikke ud efter andre i desperation, men i glæde. Der er mennesker, jeg glæder mig intenst til at se, og som jeg har savnet frygteligt. “Afstand øger hjertets savn,” som min salig mormor sagde. Skal vi føle savnet, skal vi mærke afstanden.

Alt i alt har en måned, hvor jeg som en anden tosset gammel kone med 52 katte har snakket og grinet med mig selv, gjort mig overbevist om, at vi som samfund er nødt til at genopdage den glæde – og ikke mindst at lære vores børn den. Stilhed og privathed og enerum er mangelvarer i et moderne liv, og det går ud over børnene.

Jeg tilhører en generation, hvor der var færre adspredelser og langt mindre kontrol og overvågning af børn. Kontrollen og beskyttelsen er ikke kun af det onde – langt færre børn dør i dag i ulykker end førhen. Men vi forhindrer dem konstant i at mærke sig selv. De får sjældent lov til at strejfe om alene, og keder de sig, smækker vi dem foran tv eller ipad, så de kan blive underholdt.

Men husker vi at lære dem at kende og glædes over at færdes i det rum, hvor der kun er dem selv og deres fantasi og tanker? Jeg kan være bange for, at svaret er nej – for hvor mange af os husker egentlig selv, at det rum findes og kan være et sted, hvor man kan grine højt og hjerteligt?

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.
Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.
Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.
Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.
Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.
Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste indlæg fra

Gå til Top