Scener fra en løvfaldssommerdag

af i Liv & Mennesker

WEEKENDLIV –  “I skovbrynet lyder der stemmer. Og på en lidt umage plet sidder tre ældre mennesker i hver deres campingstol. “Åh det ser hyggeligt ud”, siger jeg. “Ja, vi fandt lige den perfekte solplet”, svarer den ene kvinde. Den anden fortsætter ufortrødent, hvor hun slap, da jeg afbrød”. Nadja Pass har været ude i et solfyldt efterårs løvfald.

På vej ned mod stranden passerer jeg en ældre mand, der plukker æbler. Træet bugner. Der er flere hundrede æbler på det. Han vrider dem af ét for ét og lægger dem forsigtigt i kurven. Der er allerede top på og meddet tempo har nok været i gang i et par timer. Men det er slet ikke til at se, at der er plukket af frugterne.

På stranden er vi lige præcis så få, at alle hilser forbindtlig på alle.

Et ældre ægtepar slæber en masse udstyr hen til det, der nok har været deres særlige sted på stranden i årevis. Kvinden slår straks sin gule campingstol op og slænger sig ned i den med et højlydt “Aaaaaaaah”.

Tre generationer breder tæpper ud i sandet for foden af klitterne. “Hvem er klar til mad-PAK-keeeer?” råber bedstemoren med begejstret og stigende intonation. Tre generationer stimler ivrigt sammen om hende.

To fiskere med stænger og støvler.

Mig selv i et herligt havdyp – og bagefter et hastigt afdryp.

De har jo ingen jordisk chance for at vide, at jeg som lille elskede at løbe op fra saunaen og springe direkte gennem isklumperne på svømmebassinet. Det skal være meget koldt, før jeg synes noget er rigtigt koldt

“Nå var det koldt?” spørger en ældre mand. “Mnjahhh” svarer jeg. “Egentlig ikke. Nok snarere ‘friskt'”. “Ja, men det er jo også så utroligt smukt i dag,” siger kvinden. Barnebarnet i midten – for stor til at være rigtigt lille, for lille til at være rigtigt stor, siger ingenting.

Jeg tænker på, hvor relativt det er, den slags med vandtemperaturer. De har jo ingen jordisk chance for at vide, at jeg som lille elskede at løbe op fra saunaen og springe direkte gennem isklumperne på svømmebassinet. Det skal være meget koldt, før jeg synes noget er rigtigt koldt.

Et yngre par med en hund, der ligner en ræv, passerer mig, mens jeg tager tøj og sko på i klitterne. “Åh vi skulle have taget badetøj med”, sukker hun. “Mmmnjaaaaah. Tjaaaaaah” siger han. Da jeg få øjeblikke senere rejser mig op, er hun og hund allerede i vandet.
Han venter i vandkanten.

De hyben, der for nogle uger siden var helt saftspændte, er runkent-røde nu.

I skovbrynet lyder der stemmer. Og på en lidt umage plet sidder tre ældre mennesker i hver deres campingstol. “Åh det ser hyggeligt ud”, siger jeg. “Ja, vi fandt lige den perfekte solplet”, svarer den ene kvinde. Den anden fortsætter ufortrødent, hvor hun slap, da jeg afbrød:

“Og så synes jeg jo, det er så skønt, at man ikke længere behøver at have hverken bøger eller plader. Alt det der, der stod og støvede”. “Mmmmhmmmm,” brummer enehanen i kurven.

Jeg tænker på min gymnasieveninde Anne Marie, der havde sommerhus lige deromkring, hvor jeg går nu, da vi var unge. Og på, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi aldrig er stødt på hinanden heroppe i de over 25 år, der nu er gået, siden vi blev studenter. Hvis de stadig har huset altså. Gad vide, hvor hun mon er nu…

En kvinde med to børn går mig i møde. Jeg tænker, at hun ligner Anne Marie, men tager mig i det, fordi jeg 44 års liv med magisk tænkning har vænnet mig til lige at give virkelighedens mærkværdige sammentræf en ærlig chance, når jeg er i tvivl om, hvorvidt fantasien løber af med mig.

“Nej, men er det ikke Nadja?” spørger kvinden. Og så er det faktisk Anne Marie. Og de har stadig huset og det har vi såmænd også. Og hvad er der sket siden sidst, og hvem ser vi stadig?

På vej hjem ad stierne dufter der af tjære. “Hvor bliver det fint”, siger jeg til den ældre dame, der er ved at tjære sit nye gæstehus. “Tak siger hun, vi glæder os også rigtig meget til det er færdigt”

Da vi siger farvel tænker jeg på engang, da jeg var barn, og min mor mødte en gammel skoleveninde i svømmehallen. “Næh, men er det ikke Else?” sagde min mor på samme måde som Anne Marie sagde til mig i dag.

Dengang syntes jeg, det var mærkeligt, at de kunne kende hinanden som voksne. Især efter vi gik hjem og så gamle fotos fra min mors skoletid for, at jeg kunne se Else på klassebillederne. “Men det kan man bare”, sagde min mor, “folk ligner sig selv – bare i en voksen udgave”. Og det er rigtigt, ved jeg nu. Som voksen.

Man ligner sig selv, selvom man samtidig er ak, så forandret.

Hos købmanden er en kvinde på min alder ved at købe ind sammen med sin mor. De skal have chips. Kvinden vil helst have Bugles.

Men moren inviterer på ostepops. “Nej mor, det er altså op ad bakke, det her. Skal vi så SLÆBE på to poser ostepops for, at du kan spare to kroner?” Et øjeblik efter ved kassen viser det sig, at ingen af dem havde fået et indkøbsnet med. “Jamen mor, du sagde jo, at du ikke skulle købe noget i dag. Og jeg gider altså ikke slæbe to poser ostepops hele vejen hjem. Det er altså virkelig op ad bakke det her.”

Hun sender mig et sigende blik: “MØDRE ALT-SÅ”.

Jeg har mest lyst til at sige, at hun skal glæde sig over, at hun stadig har hende og at mere vejer to poser ostepops trods alt heller ikke… Og i det helt helt store perspektiv er der ingen grund til, at de skal få lov at hverken fylde eller veje ret meget. Men jeg tager mig i det og sender hende et intetsigende nik.

På vej hjem ad stierne dufter der af tjære. “Hvor bliver det fint”, siger jeg til den ældre dame, der er ved at tjære sit nye gæstehus. “Tak siger hun, vi glæder os også rigtig meget til det er færdigt.”

Og jeg går nu et sted på Kolibri-stien, hvor jeg i sommers gik med Otto, mens Mikael og min far gik foran os. Og jeg smiler ved tanken om Ottos overraskelse: “Er farfar din far???” da vi gik og småsludrede. Og jeg husker, hvordan jeg selv gik med min mormor på Kolibristien, da jeg var to år og tænker på, at slægt skal følge slægters gang.

Alle fotos: Nadja Pass.

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste artikler om Liv & Mennesker