Henover asfalten

af

Jeg skal sent glemme den januarnat Hazal samlede mig op i menneskemyldret i Atatürk-lufthavnen og fik min urolige danske krop gelejdet ind i en taxi, der førte os videre ud i nattens dødssyge trafik med en million andre bilister på de tisporede motorveje ind mod city. Hverken chaufføren eller Hazal spændte sikkerhedsselen, så det gjorde jeg heller ikke, men jeg mærkede den her elektriske fornemmelse brede sig, mens vi skvulpede gennem lyshavet og endeløs by åbnede sig: Istanbul, Konstantinopel, Byzans. Hold da kæft, mand!

Hazal tændte en cigaret, og vi snakkede om den sindssyge idé, hun var i færd med at føre ud i livet – at tage kørekort til motorcykel og melde sig i en klub. ”Ja! Jeg vil være biker!” sagde hun og tog et hiv af sin cigaret. ”Men hvad med trafikken?” måbede jeg.

Den var åbenbart ingen forhindring. Hazal har, som datter af to journalister, der har dækket Mellemøsten i tykt og tyndt de sidste 20 år, boet vidt omkring: Ankara, Jerusalem, Beirut og et år i Bordeaux i forbindelse med sine studier i jura. Og nu altså Istanbul. Hun har udviklet en nødvendig kritisk tilgang til verden, der kommer af at befinde sig steder, hvor man ikke kan tage noget for givet.

Således gjorde hun det klart, hvad det var for et sted, jeg var havnet, da jeg i glæde over endelig at være faldet på plads, foreslog, at vi kunne tage ind og høre et fælles favoritband, når de skulle spille sidst i maj. Hvortil Hazal svarede: ”Hvis vi begge er i live til den tid, kan vi overveje det.”

Gud er den største. Hvad var det her for et sted?

Vi blev venner i sin tid, da jeg besøgte hende og hendes far i Libanons hovedstad i foråret 2013. Hun sled sig igennem pensum på en af byens franske skoler, mens han sendte den ene efter den anden bedrøvelige artikel om borgerkrigen i Syrien hjem til læserne i Danmark. Dengang dyrkede Hazal de forskellige subgenrer, der bredt kan samles under betegnelsen heavy metal. Altså death metal, black metal, osv. Tog med de vilde og vovefulde til koncerter rundt omkring i byen. Klædte sig i sort og havde fået tatoveret en kæmpeskarabæ på underarmen. Hazal er vel det, man på middelklassedansk kalder progressiv i en by, der siges at være en skizofren blanding af øst og vest.

Samme nat tog Hazal bussen til Ankara. Hendes mormor og morfar var kommet i problemer med udbygningen af deres altan. Naboerne havde klaget, og Hazal var som familiens lovkyndige forpligtet til at hjælpe. ”Det er minus 30 grader i Ankara lige nu. Jeg kommer til at fryse ihjel! Men det er familie, so what can you do?” sagde hun. ”Jeg er sikker på, du klarer den” forsøgte jeg at opmuntre, inden taxien med Hazal forsvandt ud i natten, og jeg gik op for at finde ro i det, der skulle fungere som base, indtil jeg fandt noget bedre at bo i, under de 6 måneder jeg skulle være i byen som udvekslingsstuderende i historie.

Den nat vågnede jeg to gange. Første gang da strømmen i lejligheden gik, og varmeapparatet slukkedes som en nedgående sol og efterlod rummet i et goldt mørke. Anden gang da moskéen i kvarteret kaldte til bøn klokken lort om morgenen: ”Allahu akbar!” Gud er den største. Hvad var det her for et sted?

II

Det var ikke før, jeg sad i Danmark otte måneder senere og læste op til et fag på Aarhus Universitet, Den Skandinaviske Samtidsnovelle, at jeg fangede det mærkelige i, at Hazal var så bevidst om døden, men samtidig lod være med at spænde sikkerhedsselen, røg 30-40 smøger om dagen og ovenikøbet ville drøne gennem Istanbuls hjernedøde trafik på en motorcykel!

Og så følger det helt fabelagtige billede: ”Refleksen hennes dingler under boblejakka.” Et billede der i få svimlende øjeblikke samlede hele indtrykket af Skandinavien oppe i knolden

Det var en novelle skrevet af en ung norsk forfatter ved navn Ingvild H. Rishøis. Vi kan ikke hjelpe alle hed den og handlede om en mor og en datter på vej hjem fra en indkøbstur op mod jul. Moren er fattig, og novellen vil bl.a. vise, hvor svært det er at være fattig i et rigt land som Norge. ”Det er jo desember.” Og så følger det helt fabelagtige billede: ”Refleksen hennes dingler under boblejakka.” Et billede der i få svimlende øjeblikke samlede hele indtrykket af Skandinavien oppe i knolden. Hvordan vi passer på vores liv og pakker os ind i reflekser og hjelme, som et værn mod døden i trafikken.  Hvordan trygheden er den ypperste tilstand, mange af os stræber mod. Det var dér – i de sekunder – jeg kom i tanke om Hazal og Istanbul og fraværet af dinglende reflekser og hele byens mangel på tryghed. Fik jeg skrevet, at eksperter forventer, at et kraftig jordskælv vil ramme byen inden for de næste 25 år, spørgsmålet er bare hvornår?

Endnu mere svimlende blev det, da jeg en aften i november så Kzryztof Kieslowskis film Blå til et studenterarrangement. Apropos skandinaviske tryghedsfornemmelser var det interessant at iagttage, hvordan en af arrangørerne undskyldte over for de fremmødte i popcornspausen lidt over halvvejs inde i filmen med en forsikring om, at ”næste gang ser vi en anden film.” Blå passede tilsyneladende ikke ind i hans forestillinger af arrangementets catch line ’film og hygge’, hvad jeg sådan set godt forstår efter at have set filmen, men det kan vel ikke være hyggeligt hele tiden?

Netop døden i trafikken har afgørende betydninger i Blå.

Filmen åbner i et nærbillede af fordækket på en bil, der er i fremdrift på en vej. Dækket er filmet bagfra, fra bilens undervogn, så vi kan se, hvordan det er forbundet til styretøjet. I næste indstilling ser vi en pige på bagsædet, der kigger ud af bagruden på alle de andre biler, der krydser hinanden, imens de kører gennem en tunnel. Kort efter får vi endnu et nærbillede af en bildel. Pigen har skullet tisse, og faren er holdt ind til siden. Det er imens, hun tisser inde i skoven, vi ser, at slangen, der fører bremsevæske til bilens bremser, er utæt. Væsken drypper ned på asfalten. Få indstillinger senere kører bilen ind i et træ i et sving, fordi faren ikke har kunnet bremse den. En ung mand, der forsøger at få et lift ved at blaffe, overværer uheldet og kommer til undsætning.

”Symbolikken er tydelig. Korset. Myten som skal overvinde tilfældighedernes smerte. Tro, håb og kærlighed, men størst af alt, kærligheden.”

Kun kvinden i bilen, Julie, som indtil nu ikke er blevet præsenteret for kameraet, overlever. Hun mister både mand og datter, og Blå er i sin grundfortælling en film om, hvordan hun kommer sig over dette tab.

Jeg skyndte mig hjem igennem den klamme novemberaften og skrev følgende i min notesbog: ”Symbolikken er tydelig. Korset. Myten som skal overvinde tilfældighedernes smerte. Tro, håb og kærlighed, men størst af alt, kærligheden.” Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, idet jeg transskriberer det her igen. Det er vel en slags forlegenhed, som kommer op i en, når man læser noget, man har skrevet i et opløftet øjeblik, hvor verden hænger sammen og kan forklares, men vel også beviset for, at man har bevæget sig?

III

Jeg prøver i lang tid at redegøre for forskellene, men det bliver ikke til andet end fattige forklaringer. Hazal har fået sit kørekort og købt en bike med finansiel støtte fra sin mor. En chopper vistnok. Og hun har fået klubvest med rygmærke af en nimbuslignede motorcykel, der spreder sine ørnevinger. Hazal og resten af motorcykelklubbens medlemmer tager på road trips på vejene uden for Istanbul.

Når jeg ind i mellem ringer til hende over Skype for at høre, hvordan det står til, svarer hun som regel på langtrukkent og lidt lidelsesfuldt engelsk, der også er karakteristisk for hende: ”Well… I´mm  suuurviiiiviingg.” Imens lighteren klikker i baggrunden. Hun fortæller historierne, der går på omgang i motorcykelmiljøet. Om Hells Angels der styrer showet i Istanbul.  Om Arca, der har fået stjålet sin bike. Og jeg foreslår at hende og resten af klubben laver en tur til Danmark. ”Yeah… why not? Det kunne være interessant.”

Indtil da driver Hazal og jeg videre. Henover asfalten. Med eller uden sele.

Hovedfoto: Hazal. Privat.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Kristian V. Jensen

Jeg studerer nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet med tilvalg i historie og har tidligere boet i Istanbul i forbindelse med et udvekslingsophold. Levede mine første 10 år i sjove omgivelser i en lærerbolig på Askov Højskole, indtil mine forældre fik den sindssyge idé at flytte til Limfjordsøen Fur. Tidligere vinder af Metro Litteraturs novellekonkurrence.

Seneste indlæg fra

Gå til Top