Hvem opfandt dig? Hvem så først dine talenter? Hvem troede på dig? Hvem gav dig chancen? Forfatter Synnøve Søe fortæller historien om, hvordan hun som ung ville være journalist og for vild på vej til ALT For Damerne, og ved en fejl endte på Billed-Bladet. Her tog ugebladets legendariske chefredaktør Ib Johannesen sig af hende fra dag 1. Men da hun ville videre i sin karriere, blev han rasende, smed et æble efter hende, og de talte aldrig sammen igen. Det var dengang journalistik var vildt og personligt. Lang tid før internet, regnedrenge og marketingfolk invaderede redaktionslokalerne.
Chefredaktør Ib Johannesen. Mine Damer og Herrer, jeg gentager: Ib Johannesen. Det er Ib, der har formet mit arbejdsliv, ham der slog sine arme ud for at favne mig længe før, det var komplet normalt at skrive ”knus” i enhver sms både til sin tandlæge, frisør og yndlingsrestaurant, når man skal bestille bord. Knus? Bogstavelig talt ja, og han var aldrig klam, aldrig.
Ib Johannesen var nysgerrig, nærværende, en bidende, krakilsk hidsigprop, lynende intelligent, hurtig og vidende og kærlig, gavmild, farverig, fuld af ideer, en fabelagtig sælger og med et overblik, så man i dag bare kan stikke tommelen i vejret for ham og sige: ”Respekt!”
Ib var chefredaktør på Billed-Bladet i en lang årrække, da ugebladet var – hold your horses: Nordens største ugeblad. Oplaget nåede i 1979 op på 430.000 eksemplarer om ugen, og der lå det plus-minus alt efter, hvad der var på forsiden, men sjældent under 400.000 blade om ugen. Forestil jer det. Holy Jesus, det var gyldne tider. Nu har bladet et ugentligt oplag på 128.000 trykte eksemplarer (tal fra 31.12.2014 Danske Mediers oplagskontrol). Et fald på mindst 272.000 eksemplarer om ugen – og årligt 2.800.000 i mistet oplag. Næsten 3 millioner. Crazy!
Oplagstal anede jeg som 19-årig ikke en klap om den sene eftermiddag i oktober 1981, da jeg hilste på vagten i Antonigade ind til Det Berlingske Hus med et smil og et nik. Vagten smilede tilbage og lod mig uden et ord passere.
Jeg var bare ved at tude, jeg ville ikke være tjener på Peder Oxe. Jeg ville skrive, og derfor ville jeg finde ALT For Damernes redaktion. For det var dét blad, jeg ville skrive for. Hvad jeg så ikke havde researchet var, at ALT For Damerne ikke var ejet af Det Berlingske Hus, men af Gutenberg Hus – forløberen for Egmont. Idiot, Synnøve
Dét, jeg siden har lært af at iagttage professionelle mennesker i alle faggrupper, og da især har lært mig selv, er, at man skal være top forberedt, når man går på arbejde – og hvis man ikke er forberedt og har researchet eller øvet sig, så har man ikke mulighed for at være impulsiv. Så er der ikke ”råd” til dét ekstra, der gør, at man kan lave noget, der er godt og forhåbentlig endnu bedre end godt, men den eftermiddag i Det Berlingskes Hus´ baggård var jeg ikke forberedt overhovedet, faktisk anede jeg ikke, hvor jeg var.
Det eneste, jeg vidste, var, at jeg skulle møde i et langt, sort forklæde med flæser og hvid skjorte og sorte flade sko på restaurant Peder Oxe på Gråbrødre Torv en time senere. Jamen, jeg var bare ved at tude, jeg ville ikke være tjener på Peder Oxe. Jeg ville skrive, og derfor ville jeg finde ALT For Damernes redaktion. For det var dét blad, jeg ville skrive for. Hvad jeg så ikke havde researchet var, at ALT For Damerne ikke var ejet af Det Berlingske Hus, men af Gutenberg Hus – forløberen for Egmont.
Idiot, Synnøve. Nå, men jeg vidste jo intet, og da slet ikke hvor hovedindgangen var, så jeg tog bagtrappen, hvor det hele var gråt i gråt, og da jeg havde gået et par etager op, blev jeg træt af det og bestemte mig til, med Peder Oxe tjenertøjet i skuldertasken, at ALT For Damerne måtte ligge på den her etage. Det gjorde det så ikke, men en rengøringsdame med gule gummihandsker og en blå gulvspand sagde, at jeg skulle gå op på 4.sal.
”Det er nok Billed-Bladet, du mener. Det ligger på 4.sal”.
Billed-Bladet, tænkte jeg mens jeg gik videre. Mig hippeungen? Billed Bladet, hm, det eneste jeg var fuldstændig klar over var, at dét blad var ikke nær så fint som Alt for Damerne.
Da jeg kom op på 4. sal, var der en lang gang og så en meget bred rød dør, hvor der med kæmpe hvide bogstaver stod Billed-Bladet. Jeg gik lige ind. Der var ingen i den lille reception, men der kom hurtig en meget ung fyr, der lignede et sygeligt tyndt cykelbud uden Long John.
”Hej?” sagde han med sit lange lyse hår. ”Hej”. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” ”Jeg…Øh…” ”Ja?” ”Jeg ved ikke, hvem jeg skal tale med”.”Hvad drejer det sig om”, spurgte den unge mand. ”Jeg vil gerne skrive. Jeg vil gerne være journalist”. ”Øjeblik, så henter jeg Ib, han er ikke gået endnu.” Ib? Jeg svedte så det nærmest skulle være forbudt. Nøj, hvor var jeg, ikke nervøs, jeg var bange.
Ganske kort tid efter – det føltes som sekunder – kom der en meget høj og på alle måder stor mand med stålbriller og veltrimmet fuldskæg ud i receptionen. Vi præsenterede os. ”Kom med”, sagde den store mand og gik ind i et kæmpe aflangt kontor, der lå til venstre for receptionen. Vi satte os ned på hver sin side af det lange skrivebord. ”Så du vil gerne skrive”, spurgte ham Ib. Han så nøje på mig med et lille skjult smil. Jeg kunne godt se grinet, men han var sød, og jeg var holdt op med at svede, bange var jeg pludselig heller ikke. ”Ja.”
Mit liv begyndte lige dér
Det var slut med tjenerlivet og forklædeuniformen efter mødet med Ib Johannesen. Jeg for ned til chefen på Peder Oxe og sagde op. Mit nye liv som journalistelev i mesterlære på Billed-Bladet begyndte allerede næste morgen, da jeg fik mit eget pænt store kontor også på venstre side af den meget smalle redaktionsgang.
Dagen begyndte med et kort møde på Johannesens kontor igen. Jeg fik min første opgave. Jeg skulle ud på Strøget og lave en vox-pop, hvilket betød, at jeg skulle stille spørgsmål til forbipasserende om et eller andet; hvad den første arbejdsdags emne var, kan jeg ikke huske. Jeg havde en fotograf med, og skrev ned med en tuschpen på en lille hvid blok uden linjer med rød binding i toppen.
Mit liv begyndte lige dér, og jeg fandt hurtigt ud af, at faste arbejdstider ikke fandtes på bladet. For allerede om aftenen var opgaven at interviewe blandt andre skuespillerinden Hanne Uldal, der var stjerne i Det Ny Teaters opsætning af Cabaret. Uldal spillede Sally Bowles og sprechstallmeisteren blev spillet af Hannah Bjarnhof. Artiklen skulle fylde tre en halv side i bladet med billeder. Jeg skulle både skrive om de kendte, der ankom til premieren, og, hvis jeg var heldig, tog sig en drink i baren i pausen eller efter forestillingen. Desuden skulle jeg ned i Uldal og Bjarnhofs garderober (sminkerum) og som sagt lave nogle små interviews med dem plus, at jeg skulle overvære hele forestillingen, hvad jeg intet havde imod, da jeg siden jeg var lille havde elsket teater.
Inden jeg tog afsted til Det Ny Teater med to taxaboner i tasken, havde jeg spurgt Ib Johannesen, jeg kendte endnu ikke andre på Billed-Bladet, hvordan jeg skulle skrive artiklen, hvordan greb jeg det an? Altså tre en halv side det var godt nok meget. Hvad forventede han, hvilken stil, hvordan blev det godt?
”Skriv, så Dannebrog går til tops i alle kolonihaver”, svarede han.
Jeg lavede interviews, reportager, premierer, skrev en hel del i et tillæg for Billed-Bladets unge læsere, og så lavede jeg modesider med selveste Grevinde Anne Dorte (top skønt menneske og så lignede hun Marilyn Monroe, hende var jeg på alle måder fuldstændig betaget af) – mode oplevet af grevinden var selvfølgelig også Ib Johannesens ide, hvad var ikke det?
Nå, men inde på mit kontor skulle det hele jo skrives, og jeg sad meget ofte til sent ud på aftenen og kæmpede med slettebåndet i den bordeaux farvede IBM – en kolos af en elektrisk skrivemaskine, der larmede lige så højt som en trabant uden lydpotte.
Kvindelige journaliststjerner
Ib Johannesen blev utrætteligt ved med at fortælle mig, hvordan en artikel skulle skæres, hvordan den blev levende og noget særligt. ”Læserne vil gerne ha´noget ekstra, så gi´dem det…” ”Hvordan gør jeg det?” ”Godt sprog, skriv overraskende, ikke noget faktuelt forkert, aldrig”, sagde han.
”Det skal være spændende, et stramt sprog eller løst, men aldrig slapt og dovent, læserne skal kunne mærke, at du har tænkt dig om, desuden må der ikke stå det samme i billedteksterne, som der står i artiklen, der skal være nye informationer eller andre citater end dem, du allerede har brugt, ellers gider man kun at se på billederne, det hele skal hænge sammen”. Jeg nikkede overvældet, der var meget jeg skulle lære og øve mig på. ”Find din egen stil, så læserne leder lige netop efter dine artikler, gør de det, leder, så er det godt, det er egentlig meget enkelt…”.
Ib Johannesen blev utrætteligt ved med at fortælle mig, hvordan en artikel skulle skæres, hvordan den blev levende og noget særligt. ”Læserne vil gerne ha´noget ekstra, så gi´dem det …” ”Hvordan gør jeg det?” ”Godt sprog, skriv overraskende, ikke noget faktuelt forkert, aldrig. Det skal være spændende, et stramt sprog eller løst, men aldrig slapt og dovent, læserne skal kunne mærke, at du har tænkt dig om.”
For at finde min egen stil måtte jeg finde nogle skribenter, jeg så op til, og kunne lære af. Ikke stjæle, lære. Jeg læste bunker af aviser og ugeblade og fandt hurtigt ud af hvor utroligt mange gode journalister, der fandtes – og findes – i Danmark, men der var særligt to, jeg kastede min sultne elevhjerne over og læste alt af. Ninka i Politiken og Anna Johannesen på Billed-Bladet. (Anna var gift med Ib, men det mærkede jeg aldrig noget til, og det tror jeg heller ikke de andre på bladet gjorde ). Jeg studerede Ninkas indledninger og meget personlige stil, hvor hun brugte sig selv. Særligt var jeg imponeret af hendes skift mellem korte og lange sætninger. Ninkas helt særlige rytme.
Med Anna var det noget andet, jeg lærte. Hun brugte ikke sig selv i artiklerne som Ninka. Anna skrev om den, hun interviewede og dét menneskes liv og verden. Dét, jeg var fascineret af og ville lære, var, at Anna fra første ord fangede sine læsere, så man ikke kunne slippe væk fra historien, man var ”fanget” og måtte bare læse til det sidste punktum og dengang kunne artiklerne modsat Billed-Bladet i dag være meget lange. Ofte fire-seks sider og nogle gange længere, det var slet ikke unormalt. Anna Johannesen havde en stram ramme, eller det synes jeg, en ramme som hun stilsikkert fyldte ud med farver, suk, interiør, dufte og sjove detaljer, man kunne grine med på, eller tårer man også selv kom til at græde.
Jeg skrev nat og dag
I Billed-Bladets meget store redaktionslokale, hvor en masse teaktræsskriveborde var skubbet sammen til ét stort bord, stod blandt alt muligt andet to manuskriptbakker i lysebrunt træ. ”Indbakken”, hvor vi skulle lægge vores manuskripter ned i, og ”Udbakken”, hvor de færdigredigerede manuskripter lå og ventede sammen med billederne på at gå i layouten og derefter i trykken.
Åh, bare jeg dog snart kunne skrive som Anna og Ninka. Det faldt mig ikke et øjeblik ind, at det kom jeg aldrig til.
Når jeg var alene om aftenen gik jeg næsten altid ind og stak snuden i Indbakken. Havde Anna Johannesen mon afleveret et nyt manuskript, og ja, meget ofte lå der et, for hun var flittig, og så satte jeg mig ellers til at læse. Det var guldstunder med alle manuskriptarkene i mine hænder og en ”Squash”-appelsinvand fra kantinen. Det skarpe hvide papir med stiplede røde linjer og Annas egne rettelser med den blå tusch fra ”Tutein og Koch” – forretningen med lækre kontorartikler, der dengang lå nede i Farvergade, og hvor Billed-Bladet købte ind i kasser. Så mange tuscher blev der brugt.
Åh, bare jeg dog snart kunne skrive som Anna og Ninka. Det faldt mig ikke et øjeblik ind, at det kom jeg aldrig til. Jeg skulle bare øve mig. Skrive og skrive, det var derfor Ib Johannesen havde givet elevpladsen til mig, og dét han havde sagt med altid at ”overraske læserne og give dem noget ekstra” – Well, jeg ville også meget gerne overraske Ib og give ham noget ekstra. Han troede på mig, han havde givet mig chancen. Og mig? Jeg skrev nat og dag.
“Nu tager du til Samsø”
Jeg havde en sød kæreste, den mest fredelige mand, men en dag blev han rasende på mig, jeg har helt sikkert også været knaldende irriterende og BUFF! Så, ja, så hamrede han mig altså nogen med en træsko – grin bare, men det gjorde faktisk meget ondt, og hvis det var det, han ville have opnået, så virkede de hårde træskoslag, og særligt min højre arm hævede temmelig meget, og den blev sådan en grim sort og blålilla farve.
Næste dag tog jeg som sædvanlig på arbejde på Billed-Bladet, jeg havde taget en langærmet bluse på. På den smalle redaktionsgang, der førte ned til mit kontor, mødte jeg Ib Johannesen. Han spurgte, hvad mit program var den dag. Jeg fortalte ham det, og da han gik videre klappede han mig anerkendende på armen. Den højre. Jeg skreg op og undskyldte i samme sekund. Ib så undersøgende på mig, så sagde han: ”Kom, du skal lige med ind på mit kontor”.
”Nej, nej, jeg er helt okay”. Jeg begyndte at gå ned mod mit kontor..
”Kom, siger jeg”, sagde Ib insisterende, og der var ikke noget at gøre, dét kunne jeg høre, så jeg gik efter ham. Da vi kom ind på hans kontor, satte han sig bag skrivebordet, og, som jeg plejede, satte jeg mig overfor ham.
Hvis jeg opdager det her igen, at du er blevet slået, så går jeg ud fra, at det er fordi, du kan li´det”. Jeg tog mine fingre op til øjenkrogene og pressede til som for at holde på tårerne, der pludselig løb og løb. ”Ingen mand skal slå på en kvinde. Ingen og aldrig”
”Hvad har du lavet?” ”Ikke noget, Ib. Ikke noget…” ”Vil du lige være sød at vise mig din arm”? Jeg kunne høre på hans stemme, at det her kom jeg ikke udenom, så jeg skubbede forsigtigt blusen, der dækkede min dunkende overarm, op. ”Hm, hm.” Han nikkede og tog sig tænksomt til hagen med det velplejede fuldskæg. ”Jeg siger kun dét her en gang. Én”, sagde Ib Johannesen. ”Ja?” Jeg rullede ærmet ned igen. ”Hvis jeg opdager det her igen, at du er blevet slået, så går jeg ud fra, at det er fordi, du kan li´det”. Jeg tog mine fingre op til øjenkrogene og pressede til som for at holde på tårerne, der pludselig løb og løb. ”Ingen mand skal slå på en kvinde. Ingen og aldrig”.
”Jeg var også rigtig dum”, sagde jeg. ”Det er lige meget, han skulle være gået væk fra dig i stedet for at slå, men nu taler vi ikke mere om det, dog synes jeg ikke, du skal tage hjem sådan lige med det samme. Kunne du tænke dig en uge på Samsø med en fotograf?” Jeg så forbavset på Ib. ”I skal nok finde på noget at lave et par artikler om. Det blir´ godt”. Ib rejste sig, og det gjorde jeg også. ”Jeg går ind i sekretariatet og finder ud hvilken fotograf, der kan ta´med dig, men husk nu hvad jeg har sagt, Synnøve – Én gang, den første og den sidste, er vi enige om det?” Jeg nikkede, tårerne løb stadig, nu af taknemmelighed over Ibs omsorg og skarpe, men vigtige ord, og jeg har aldrig glemt, hvad han sagde den dag på chefredaktørkontoret.
Ingen mand har slået mig siden, og det var en pragtfuld uge på hotellet på Samsø.
Jeg var elev på Billed-Bladet i tre år, og indimellem blev jeg sendt på en- og to ugers kurser på Journalisthøjskolen i Aarhus betalt af Ib Johannesen. Den dag jeg havde været der i tre år var der en lille sammenkomst i redaktionslokalet, der var pakket med medarbejdere, vi var mange. Min mor var taget hele vejen fra Jylland med en skøn hjemmebagt kransekage til festen, og Ib Johannesen trak den ene flaske champagne op efter den anden, Gul Enke var vist noget af det fineste, der blev drukket i 1980’erne, og godt og flot var det, når der var fest på Billed-Bladet – også den dag, jeg fik mit pressekort. Det varede ikke længe, få måneder efter, fik jeg et tilbud om at være journalist på ”Weekend-TV” – en helt ny kanal. Mette Fugl fra DR var blevet hyret, hun var stjernen over alle stjernerne, men mange andre fik også kontrakter, blandt andre Steen Bostrup også fra DR og så nyuddannede mig fra Billed-Bladet.
En livschance
Jeg gik ind og bankede på døren til Ibs kontor, han sad ved sit skrivebord og var lige begyndt spise et stort grønt Granny Smith æble. Jeg satte mig ned og forklarede Ib Johannesen, at jeg skulle begynde på ”Weekend-TV” med det samme.
Først sagde han ikke et ord, han bare så på mig. Så rejste Ib sig med det grønne skinnende æble i sin højre hånd og så tyrede han det helt ned i den anden ende af kontoret. KLASK! SPLAT! Sagde det, da det ramte bagvæggen. ”UD!” Ib Johannesens pegefinger dirrede, mens han stod lænet henover skrivebordet mod mig. ”Jamen Ib, synes du ikke at…” ”UD SIGER JEG!”
Og det blev så første gang, at Ib Johannesen eksploderede overfor mig, det blev også min sidste dag på Billed-Bladet. Denne gang gik jeg ud ad Det Berlingske Hus’ hovedindgang, og jeg havde mit pressekort i tasken. Det var jeg meget stolt af, dét kort, men jeg så aldrig Ib igen, og dét var jeg ikke stolt af.
Og det blev så første gang, at Ib Johannesen eksploderede overfor mig, det blev også min sidste dag på Billed-Bladet. Denne gang gik jeg ud ad Det Berlingske Hus’ hovedindgang, og jeg havde mit pressekort i tasken. Det var jeg meget stolt af, dét kort, men jeg så aldrig Ib igen, og dét var jeg ikke stolt af. Mærkelig måde – ikke at få et andet job – men mærkelig utaknemmelig måde ikke at holde kontakt på med en, der gav mig en livschance. For det var jo dét, Ib Johannesen havde givet mig.
Skam dig, Synnøve. Det kan I da også lige tro, at jeg har gjort, og jeg har ofte savnet Ib og alt det, han lærte mig i de tre år. Hvad jeg også har savnet var, når Ib grinede, så det buldrede, og den lille mave hoppede lidt, eller bare, når han smilede, og jeg kan stadig her årtier efter, at jeg sidst så Ib, se hans kloge øjne blive en lille smule skæve, og dér sad den bedste del af hans smil. Nærværet.
Ib Johannesen døde af kræft i 1991.
Topcollage: Michaël Dorbec bygget på billeder venligst stillet til rådighed af Anna Johannesen.
Hvis du vil donere et beløb til Synnøve Søe for arbejdet med denne blogpost kan du bruge hendes Mobile Pay: 28 68 98 30
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
