mm

Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Se alle skribentens artikler

Ét minuts stilhed – tavsheden har sin pris

Prøv at tage tid. Sæt uret og vær stille i et minut. Luk øjnene og føl efter, hvor lang tid ét minut forekommer ved den totale tilstedeværelse i momentet. Ét minuts tavshed, hvor du ikke siger noget eller gør noget. Hvor mange kvinder blev udsat for et voldeligt overgreb, voldtægt eller blev faktisk  dræbt i løbet af det ene minut?

Prøv så – blot for et øjeblik – at føle efter, hvordan du tror, ikke blot et minuts, men års tavshed, påvirker de mennesker, der oplever overgreb, som hverken de selv eller samfundet tør tale om? Hvad føler og tænker de og ikke mindst, hvad gør det ved deres selvforståelse og selvværd?

Jeg bliver ofte spurgt, om ikke ondt bliver værre af at tale om ligestillingsproblemer i etniske minoritetsmiljøer, fordi mange bruger og misbruger ordene til enten muslim-bashing på den ene side eller dyrkelse af offermentalitet på den anden.

Hvordan tror du, at års tavshed påvirker de mennesker, der oplever overgreb, som hverken de selv eller samfundet tør tale om? Hvad føler og tænker de og ikke mindst, hvad gør det ved deres selvforståelse og selvværd?

Jo, det er jeg i høj grad både bevidst om og også bange for. Det er hele tiden valget mellem pest og kolera. Men, man bliver nødt til at spørge sig selv: hvad er alternativet? At fortsætte, som vi altid har gjort, med de resultater, der danner avisoverskrifter, nyhedsindslag, statistikker og drænende evige tilbagevendende fordummende debatter som gør, at man knap nok orker at læse aviser eller følge nyhederne?

For højrekræfterne – og her taler jeg ikke kun om de nynazistiske eksistenser, men også om Hizb ut-Tahrir typerne – holder ikke op med at tale, fordi vi tier, og vores tavshed hjælper med til, at ikke blot debatten, men også politiske handlinger kommer til at foregå på deres præmisser. Dertil kan man lægge en stigende frygt for hinanden. Hvordan kan det være anderledes, når vi ikke insisterer på at tage debatterne på vore egne præmisser? Vores tavshed kommer derved præcis de reaktionære kræfter til gode.

Derfor gør jeg det

Hvorfor råber jeg selv op? Jeg har et drømmeliv, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er lykkelig gift og er mor til fire skønne børn. Økonomisk har jeg intet at klage over, tværtimod har jeg fået opfyldt min danske drøm. Jeg har personlig frihed og en sund virksomhed i vækst. Så, hvorfor forstyrrer jeg min personlige fred?

Det gør jeg, fordi jeg ikke kan lade være! Det gør jeg, fordi jeg ikke kan ignorere de mange skæbner, jeg gennem et langt levet liv og professionelt som tolk har mødt gennem 16 år. Det gør jeg, fordi jeg påtager mig et ansvar for udviklingen af vores fælles samfund.

Det gør jeg også, fordi alt for mange familier bløder, og jeg har mødt disse familier. Det er ikke familier, jeg har læst eller hørt om. Det er familier, jeg personligt har set og lyttet til. På politistationerne, i retssalene, på advokatkontorerne, på krisecentrene, ja selv på hospitalerne efter grov vold.

Vold er ikke et privat anliggende. De angår alle. Naboens søn, naboens datter og naboens hustru er ikke isolerede tilfælde. Deres handlinger påvirker dit og mit liv, og dermed naboens sønner, døtre og hustruer, mine sønner, døtre og søstre. Og dine.

Alt for mange sønner ender i en kriminalitetsstatistik og alt for mange døtre i krisecentrenes (for den enkelte familie ikke blot et tal, men en søn og en datter af kød og blod).
Fordi en dysfunktionel families handlinger ikke kun ødelægger den pågældende familie. Handlingerne berører også samfundet og derved os alle. Vold er ikke et privat anliggende. De angår alle. Naboens søn, naboens datter og naboens hustru er ikke isolerede tilfælde. Deres handlinger påvirker dit og mit liv, og dermed er naboens sønner, døtre og hustruer, mine sønner, døtre og søstre. Og dine.

Første gang, jeg blev vidne til et tvangsægteskab, var jeg kun 16. Desværre var det ikke sidste gang. En pige, der knap var blevet myndig, blev med tårerne løbende ned ad kinderne i sin hvide brudekjole, ført i ægteskab med en mand, hun ikke ville giftes med. For øjnene af mig.
En uge senere modtog jeg nyheden om, at hun var forsvundet. Ingen vidste, hvor hun var, og alle var ved at gå i panik for at finde ud af, hvad der var hændt hende. Senere fandt vi ud af, at hun var indlagt på sygehus efter at være blevet tævet af manden. Han kunne ikke holde hendes afvisninger ud, og brudenatten havde været en regulær voldtægt.

Hver gang, jeg tænker tilbage på lige præcis den piges skæbne, gør det ondt, helt ind til marv og ben; at jeg ikke vidste bedre og ikke vidste, hvordan jeg kunne have hjulpet hende. Det var første gang, jeg intet kunne stille op for at hjælpe og som nævnt ikke sidste gang, jeg oplevede et tvangsægteskab på tæt hold.

Hykleriet når et højdepunkt

Jeg har set kvinder få tæsk for øjnene af mig. For øjnene af mig – uden at jeg kunne stille noget op, fordi jeg blev holdt tilbage.  Det er traumatisk nok at se et enkelt menneske slå på et andet. Jeg har set en menneskeflok gå amok og overfalde en kvinde. Denne oplevelse ændrede mig for altid. For altid.

Jeg har hjulpet en kvinde, der var blevet efterladt i forældrenes landsby med brækkede ben, så hun ikke kunne føjte omkring – tilbage til Danmark.

Jeg vil nå det Danmark, der får det dårligt ved at høre disse historier og kalder budbringeren for “Kokosnød” eller det, der er værre, frem for at træde i karakter og gøre noget ved tingenes tilstand, i stedet for at læne sig tilbage med højrefløjen som belejlig undskyldning for ikke at handle mere aktivt.

Jeg vil nå det Danmark, der ikke ulejliger sig med at sætte sig ind i, hvad det vil sige, ikke blot at høre disse historier, men at leve i disse historier. Der er historier nok at forholde sig til, hvis ikke hensynet til ens eget politiske tilhørsforhold vejede tungere end de menneskeskæbner, man ikke tør tale om; og det ville måske være legitimt, hvis ikke denne tavshedens pleje af politiske hensyn gav netop modstanderne den medvind, man for alt i verden vil undgå. Koste hvad det vil.

Hykleriet når sit højdepunkt, når kvinder, der kalder sig feminister verbalt angriber de kvinder, der forsøger at sætte ord på alt det, der gør ondt ved at anfægte troværdighed og motiver. Kvinder, der ikke blot nøjes med at kalde sig feminister, men handler i feminismens ånd: At alle kvinder, uanset etnicitet og religion, har krav på, at samfundet tager deres problemer alvorligt, så ingen kvindes rettigheder trædes under fode.

Jeg har gennem et levet liv og som professionel tolk mødt kvindeskæbner, man ikke gør sig begreb om leves på dansk jord. En del beretninger, jeg ikke kan fortælle uden at bryde min tavshedspligt. Nogle af dem forandrede mig for altid. Nogen er nødt til at give disse kvinder en stemme. Dét, at jeg taler – at vi taler – har en pris, det er jeg godt klar over, men det har min tavshed – vores tavshed – så sandelig også.

Der er hele tiden en avisartikel, et nyhedsindlæg, offentliggørelse af en eller anden statistik, der prøver at prikke hul på den glanspolerede overflade, men hvad gør vi? Vi taler om disse tragiske skæbner for en stund, og derefter lægger vi dem over på glemslens støvede hylder, indtil næste historie melder sin ankomst…

Tavsheden har sin pris

Jeg har gennem et levet liv og som professionel tolk mødt kvindeskæbner, man ikke gør sig begreb om leves på dansk jord. En del beretninger, jeg ikke kan fortælle uden at bryde min tavshedspligt. Nogle af dem forandrede mig for altid. Nogen er nødt til at give disse kvinder en stemme. Dét, at jeg taler – at vi taler – har en pris, det er jeg godt klar over, men det har min tavshed – vores tavshed – så sandelig også.

Jeg har mange eksempler fra det virkelige liv. Førstehåndsberetninger – egne oplevelser – ikke noget, jeg har læst mig frem til. Jeg har set disse kvinder. Jeg har hørt disse kvinder. Jeg kender disse kvinder. Jeg er her for at give dem en stemme.

De er nemlig også ligestillingshistorier fra Danmark.

Prøv at forestille dig, læser, at der er 42 krisecentre i Danmark, men at det ikke rækker. Der er stadig kvinder, der afvises pga. pladsmangel. Jeg er her for at spørge, hvad det siger om omfanget af voldsramte kvinder i Danmark, og hvad det siger om vores prioritering af deres sikkerhed.

Prøv at forestille dig, at 33.000 kvinder udsættes for partnervold, og at dette kun er det officielle tal, (hvor mange finder sig i volden, uden nogensinde at fortælle det til nogen, fordi de skammer sig over at være et menneske, der bliver slået på?), og når det f.eks. kommer til etniske minoritetskvinder, så er de mindre tilbøjelige til at anmelde volden eller bede om hjælp, og at det stadig – også for etnisk danske kvinder – er forbundet med skam at indrømme, man er voldsramt. Jeg er her for at sige, at intet menneske nogensinde skal skamme sig over at sige fra over for vold.

Forestil et Danmark, der f.eks. frem for at bruge tid og spalteplads på et fransk burkiniforbud, der oven i købet ikke engang er lovhjemmel til i Frankrig, i stedet gik til handling for at sikre, at ingen kvinde i Danmark, blev afvist fra et krisecenter pga. pladsmangel. Dét, er der til gengæld lovhjemmel til, herhjemme som i Frankrig– vold er nemlig ulovligt.

Tænk, at 33.000 kvinder udsættes for vold, når krisecentrene kun har plads til 2000, uden at vi kræver politisk handling, der kan dæmme op for volden eller gøre os alle klogere på, hvorfor så mange kvinder i Danmark slås på og hvorfor så mange mænd slår.

En kvinde kan tro om sig selv, at hun er stærk, at hun er selvstændig, og at hun er fri, men hun er aldrig stærkere, mere selvstændig eller mere fri end de kvinder, der omgiver hende i det samfund, hun er en del af. Jeg ved, hvad jeg taler om.

Jeg er her for at sige, at intet menneske nogensinde skal skamme sig over at sige fra over for vold.

Vi kan ikke tale kvinderettigheder og i særdeleshed ikke etniske minoritetskvinders rettigheder, før vi får definitionen og forståelsen af medborgerskab og ligeværdighed på plads. Hvad betyder medborgerskab for os? Hvad betyder ligeværdighed for os? Hvorfor fastholder vi mennesker, der er født og opvokset i Danmark i en forståelse af forældrenes eller bedsteforældrenes anderledes oprindelse, kultur og sprog, når vi omtaler dem, som andet end danske medborgere? Hvorfor bliver vi separeret?

Vi har fejlet i medborgerskab

Vi har brug for et paradigmeskifte i Danmark. Vi har ingen plan og ingen retning – og før vi lægger en plan for, hvor det er, vi vil hen med hinanden, vil vi som skibe uden kaptajn, flyde formålsløse rundt og leve i parallelsamfund, hvor nogle krydser verdener i ny og næ, mens det overordnede billede udgør et usammenhængende samfund af mennesker, der grundlæggende ikke ser ud til at interessere sig synderligt for hinandens skæbner – medmindre disse skæbner danner en avisoverskrift for en stund.

Når vi taler kvindeskæbner taler vi fysisk og psykisk vold, voldtægt, incest, kvindehandel, forbrydelser, hævnporno, angreb på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og på deres politiske og kulturelle rettigheder. Volden har mange ansigter. Den er global og berører alle kvinder på tværs af lande, klasser, religion, etniske tilhørsforhold og seksualitet. Seksuel vold har ingen race, klasse, religion eller nationalitet – men den har et køn. Og den har millioner af ofre verden over.

I Danmark vurderes partnervold mod kvinder at koste samfundet mindst en halv milliard kroner årligt. Og hvad med børnene? Hvilken skade gør det på de børn, der oplever far tæske mor? Hvad med alle de små drenge, som får ødelagt sjælen, ved at en voksen mand slår på hans mor, ham selv eller hans søstre? Tror vi virkelig ikke, dysfunktionaliteten i familien vil blive ført ud i samfundet på et eller andet tidspunkt?

Kvinderettigheder er også mænds rettigheder, vores små drenges rettigheder. Det er også familiens rettigheder. Det er borgerrettigheder.

Vi har fejlet i medborgerskabet. Vi har fejlet i ligeværdigheden. Vi kan ikke tale kvinderettigheder så længe, vi ikke har disse på plads, men som alt andet historisk og politisk, ser det desværre igen ud til, at kvinders rettigheder må vige pladsen, når noget større politisk er på spil – p.t. højredrejningen overordnet set, ikke blot i Danmark, men også Europa.

Hassan og Hans

Offentlige debatter er blevet så fordummende, at debat om feminisme og kvinderettigheder efterhånden kun måles op på muslimske medborgere, der lider under en kvindeundertrykkende kultur. Få taler dog om den kvindeundertrykkende kultur, disse debatter og debattører gør sig skyldige i, når Gitte knap nok kan få lov til at give udtryk for den vold, hun udsættes for, fordi hun nærmest latterliggøres ved forsøg herpå. Gitte må forstå, hun har nemmere ved at forlade en voldelig stodder end Aisha. Hvorfor det? Hvorfor tror vi, det er nemmere at forlade Hans end det er at forlade Hassan?

Er Gitte og Aisha ikke begge socialiseret, skolet og opvokset i Danmark? Er de ikke begge et produkt af Danmark?

Tilhører Aisha det muslimske minoritetssamfund, tilhører Gitte måske Jehovas Vidner, Pinsekirken, Faderhuset eller Indre Mission. Har det ikke store sociale konsekvenser for Gitte? Jeg er blevet meget overrasket over, hvor mange etnisk danske kvinder, der henvender sig eller skriver til mig for at fortælle, hvor meget, de genkender sig selv i karakteren Dorrit i min bog “Tavshedens Pris“. Dorrit er en etnisk dansk kvinde, født i Indre Mission og ligesom den muslimske karakter Donya, udsat for social kontrol, seksuel vold og restriktioner som følge af sit køn.

Hvis vi mener medborgerskab og ligeværdighed alvorligt, må den ene kvindes smerte aldrig – aldrig – blive målestok for, hvordan vi vurderer, møder og handler på den anden kvindes smerte.

Vi har brug for et paradigmeskifte i Danmark. Vi har ingen plan og ingen retning – og før vi lægger en plan for, hvor det er, vi vil hen med hinanden, vil vi som skibe uden kaptajn, flyde formålsløse rundt og leve i parallelsamfund, hvor nogle krydser verdener i ny og næ, mens det overordnede billede udgør et usammenhængende samfund af mennesker, der grundlæggende ikke ser ud til at interessere sig synderligt for hinandens skæbner – medmindre disse skæbner danner en avisoverskrift for en stund

Jeg tror, at vi ved at styrke vores børn allerede mens de er små – og her må institutioner, skoler, lærere og pædagoger påtage sig deres medansvar – ruster børnene til bedre at være i stand til at stå imod gruppepres.

Dette kan foregå på et gymnasium i Nordsjælland, der deler videoer af piger, som ikke har givet samtykke til det. Eller presset, der forsøger at adfærdsregulere ved at slå plat på en religiøs identitet fremfor at fremme og styrke medborgeridentiteten. Som om man ikke kan være muslim og stærk i sin danske borgeridentitet på samme tid. Som om de to ophæver hinanden?

Rigtig mange af os, børn af indvandrere, har brudt den sociale arv og sprunget generationer over, hvad frihedsforståelse og uddannelse angår. Vi må huske vores søstre, der ikke har selvbestemmelsen, styrken eller friheden, en uddannelse giver.

Vi ved og kan se, når vi er på ferie i vores oprindelseslande, at vi har taget kæmpe skridt – ikke blot i styrke som kvinder – men også i vilkårene kvinder i oprindelseslandene stadig lever under. Vi ved, at vi – ikke som kvinder – men som mennesker fortjener bedre. Vi har et sammenligningsgrundlag, og det har vi fra Danmark. Det må være vores mål at styrke alle kvinder i Danmark- ikke kun dem, vi er enige med eller dem, som fysisk eller kulturelt ligner os.

Ifølge flere organisationer, bl.a. Amnesty og Verdenssundhedsorganisationen WHO, så taler vi om et voldeligt overfald i minuttet, og at vold mod kvinder kan betegnes som en epidemi. En epidemi? Hvad sker der?

Jeg fokuserer på den etniske minoritetskvindes ret til ligeværdighed, for jeg har masser af stærke etnisk danske medsøstre, der tager de andre kampe på kvindefronten. Vi kan sagtens kæmpe flere kampe på samme tid. Det er flere sider af samme sag.

Det er talen – ikke tavsheden, der er medborgerskabet og ligeværdighedens styrke. Kun ved at tale, også om det, der gør ondt, kan vi skabe forståelse som ligeværdige mennesker, møde hinanden i øjenhøjde som mennesker og tage hinanden i hånden – som medborgere, der har en oprigtig og ikke påtaget interesse i hinandens ve og vel. Alt andet er uværdigt og gør mere skade og ondt end et enkelt minut, som over tid udvikler sig til års tavshed.

Topfoto: PIxabay.

mm
Elmas Berke

Elmas Berke er forfatter og foredragsholder. Tidligere nyhedsvært på radio, journalist, tolk ved Rigspolitiet og nu erhvervskvinde. Forfatter til romanen "Tavshedens Pris", der udkom maj 2015. Indstillet til Blixenprisen for ytringsfrihed, 2016. Nomineret til "Danners Ærespris 2015" og "Årets Dansker 2015". Blogger hos Berlingske Media/ Den Politiske Puls, Politiko. Hun har skrevet manuskript til en spillefilmskomedie om en dansk-tyrkisk familie, hvor intet er for helligt til at blive rusket igennem på en kærlig måde. Arbejdet med dette er påbegyndt de indledende faser om en kommende filmatisering. Elmas Berke er tegner og kunstmaler i sin sparsomme fritid. Hun er ikke bange for at sige fra over for sit baglands forældede syn på kønsroller, kulturelle handlemønstre eller religiøse dogmer, der måtte spænde ben for ellers velfungerende familier, og hun bryder gerne med tabuer og gør det personlige offentligt, for på den måde at sætte fokus på den undertrykkelse og/eller diskrimination, en gruppe medborgere lever under i Danmark. Elmas Berke er gift og mor til 4.

Kategorier