Militærstaten Prøjsen blev et af Europas første demokratier

Charles Meynier: Napoleons indtog i Berlin efter sejren over Prøjsen i 1806

Nikolaj Hedegaard Hyttel 19.01.2019

HISTORIE – Prøjsen er tilnærmelsesvis det tætteste man i historien kommer på en hær med en stat frem for en stat med en hær. Efter anden verdenskrig var mange i Europa af den opfattelse, at den grumme nationalisme, der to gange havde kastet Tyskland ud i altødelæggende verdenskrige, udsprang direkte fra det kraftigt militariserede Prøjsen. Derfor blev delstaten, på fransk foranledning, i 1947 opløst. Langt om længe fik Frankrig således sin hævn for nederlaget og ydmygelsen i 1871.

I slutningen af 1800-tallet havde Prøjsen udviklet sig til at være den førende militærmagt i Europa. Et hidtil ubetydeligt og geografisk spredt fyrstedømme havde med brutal magt tiltvunget sig plads blandt de europæiske stormagter. En udvikling mange moderne diktaturstater kun kan kigge på med misundelse.

Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre, at en ubetydelig stat, der med stor etnisk og geografisk spredning formåede at blive så magtfuld og frygtet, at de allierede efter Anden Verdenskrig beslutter at nedlægge og nærmest fjerne den fra historien? Især når vi i vor tid ser, at lande med knap så stor etnisk spredning er ved at gå op i limningen ved selv den mindste politiske uro.

Værst af alt var dog, at den ydmygende fred ved Tilsit satte spørgsmålstegn ved Prøjsens politiske orden og militære formåen. Nederlaget rystede derfor landet ind i dets kerne, der var fæstnet i en militaristisk samfundsstruktur

For at finde et nogenlunde brugbart svar skal vi en tur tilbage til starten af 1800-tallet, hvor den unge tyske stat stod over for nogle næsten uoverkommelige udfordringer.

Vindene fra Den Franske Revolution havde siden 1790’erne blæst over det europæiske kontinent, hvor liberale revolutionære begyndte at forsamle sig under kravet om frihed for borgerne og adelsvældens nedlæggelse. I Prøjsen så både konge og adel med afsky på den franske udvikling, der af den prøjsiske adelsmand Karl August Freiherr von Hardenberg, blev kaldt for ”det blodige franske revolutionsmonster”.

Hvad udad tabes skal indad vindes

Ud over truslen om revolution blev det prøjsiske kongedømme også presset af en krænket national militær ære efter et stort nederlag til de franske armeer i 1806, et nederlag som i 1807 endte ud i Freden ved Tilsit. Denne fred blev katastrofal for Prøjsen. Alle prøjsiske territorier vest for Elben og langt de fleste polske områder blev afstået. Derudover måtte riget betale en enorm krigsskadeserstatning og tolerere, at franske tropper besatte det meste af landet.

Det reducerede Prøjsen efter freden ved Tilsit.

Prøjsen var således reduceret til en småstat i Europa og blandt de tyske stater. Værst af alt var dog, at den ydmygende fred ved Tilsit satte spørgsmålstegn ved Prøjsens politiske orden og militære formåen. Nederlaget rystede derfor landet ind i dets kerne, der var fæstnet i en militaristisk samfundsstruktur.

I oplysningstidens sande ånd ledte de prøjsiske politikere efter muligheder for at genopbygge staten i en ny form fri for sekteriske uroligheder og, endnu vigtigere, fri for at være presset af de omkringliggende stormagter. Man fandt, at måden, hvorpå man kunne gøre det bedst, var at slippe tøjlerne i det ellers stramt hierarkiske samfund. De store reformer, hvor Oktoberdekretet med dets ophævelse af hoveriet og stavnsbåndet blev startskuddet, kom i perioden 1808-1819 til at berøre stort set alle aspekter af kongerigets administration.

Dog skal man med den prøjsiske brille se, at giver man befolkningen visse grader af kontrolleret frihed og bestemmelse over eget liv, så sår man samtidig et lille frø i dem; et frø, der hvis man dyrker det rigtigt, kan spire og blomstre til et nationalt sind

Det militært dominerede kongedømme var med andre ord i gang med at komme revolutionen i forkøbet ved at indføre en vis grad af demokrati og ikke mindst liberalisering under parolen, at enhver borger uanset vedkommendes stand og oprindelse skulle have mulighed for at tilegne sig så meget velstand, som det var muligt for vedkommende.

I dag vil man nok kalde den politik for populistisk, idet det umiddelbart kan tolkes som, at man taler befolkningen efter munden og fokuserer på pøblens behov frem for de storpolitiske visioner. Dog skal man med den prøjsiske brille se, at giver man befolkningen visse grader af kontrolleret frihed og bestemmelse over eget liv, så sår man samtidig et lille frø i dem; et frø, der hvis man dyrker det rigtigt, kan spire og blomstre til et nationalt sind. Et nationalt sind som man efterfølgende kan bruge for at gøre den samme befolkning til gode og loyale soldater, der uden at kny går i døden for fædrelandet.

Selvom Prøjsen i 1807 havde tabt store landområder, havde man fra Oktoberdekretets indførelse og frem til vedtagelsen af den prøjsiske forfatning i 1848 gjort et lille kongerige uden reel magt til en militær stormagt med soldater, der ikke blot var veltrænede, men også udstyret med en national identitet, som mange af dem var villige til at dø for.

Folkeånd, frihed og fællesskab

Revolutioner er bundet af et fælles oprør mod autoriteterne. Om det er de gule veste, der anno 2018 går på barrikaderne for at demonstrere deres utilfredshed mod økonomiske reformer eller om det er kravet om demokrati, som vi troede, vi så, i det arabiske forår, så er fællesskabet i begyndelsen bundet i et fælles ønske om forandring til gavn for netop fællesskabet. Altså en form for protestbundet folkeånd.

Staterne har forskellige værktøjer at gribe til for at bekæmpe eller imødegå den spirende revolution. I nogle af de arabiske lande lynindførte man en række reformer, der skulle tage luften af den voksende og ofte meget utilfredse folkemasse. I mange tilfælde har det ikke kostet staterne det store at løsne nogle regler, som man højest sandsynligt ville have løsnet for før eller siden.

Kongeriget fik også manifesteret sin position som den dominerende af de tyske stater samt indplaceret sig i toppen af de europæiske supermagter, hvor man i 1871 endda kunne tage hævn over Frankrig for den ydmygende fred ved Tilsit

Til trods for et par århundredes mellemrum ser vi således en række lighedspunkter i måden man fra magthavernes side enten bruger de revolutionære vinde til sin egen fordel eller lader sig tromle ned af de revolutionæres krav på forandring. I en tid hvor de antiliberale protester synes at vokse og tage til i styrke og indflydelse kan det være interessant at se om der, også i Europa, er flere lande der påtager sig at gennemføre en række nationalkonservative reformer for at imødegå protesterne mod de liberale demokratier, eller om man som i Frankrig vælger at tage konfrontationen med de gule veste gennem politi, censur og retsforfølgelse.

Hvad de prøjsiske statsmænd så var netop at skulle kongeriget Prøjsen overleve omsiggribende sociale og samfundsmæssige ændringer, ville den eneste måde at gøre det på være at kontrollere, hvilke ændringer der blev foretaget og af hvem. For gennem et kontrolleret reformarbejde fik Prøjsen ikke blot sikret sin egen overlevelse efter et knusende militært nederlag og en spirende revolution. Kongeriget fik også manifesteret sin position som den dominerende af de tyske stater samt indplaceret sig i toppen af de europæiske supermagter, hvor man i 1871 endda kunne tage hævn over Frankrig for den ydmygende fred ved Tilsit.

Prøjsen havde placeret sig på den internationale scene som et militært demokrati, der for at imødegå de revolutionære vinde havde sat folkeånd, frihed og fællesskabet i spil under et nationalt sindelag, for med et var befolkningen ikke længere, jøder, polakker, tyskere. De var alle blevet til prøjsiske borgere med borgerens rettigheder.

Hovedillustration: Charles Meynier – Napoleons indtog i Berlin efter sejren over Prøjsen i 1806. Wikimedia Commons.

Nikolaj Hedegaard Hyttel

Nikolaj Hedegaard Hyttel er uddannet historiker med speciale i formidling fra Aalborg Universitet. Han har et bredt interessefelt, der spreder sig fra militærhistorie til socialhistorie. Nikolaj har siden afslutningen af sit studie skrevet en række artikler, hvor han i 2015 modtog Carl Klitgaard prisen for sin artikel om den ”hemmelige” olieledning, der skulle forsyne danske og tyske jagerfly med brændstof i tilfælde af, at den kolde krig skulle blive varm. Nikolaj har siden studietiden arbejdet primært indenfor museums- og arkivverdenen, en verden han også har brugt som udgangspunkt for sit speciale om de udfordringer museerne står overfor i forhold til implementeringen af digitale formidlingstiltag.