Nomadebarn: År med ensomhed og kaos – #11

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af
SAMFUND // SERIE – Hanne B. Stegemüller voksede op i en familie, der konstant var på flugt fra myndighedernes kritiske blik. Ingen voksne greb ind, selvom den lille pige blev udsat for ting, børn aldrig skal opleve. Her er ellevte afsnit af serien ”Nomadebarn,” hvor Hanne som voksen gennemlever år med psykisk sygdom, ensomhed og kaos.

Da jeg stadig kunne arbejde normalt, gjorde jeg det i maniske perioder 50-70 timer om ugen. Dengang var arbejdsgiverne bare glade, og jeg var stolt over at kunne levere hurtige resultater. Jeg vidste bare ikke, at det var sygeligt.

Nomadebarnet skulle hele tiden præstere for at være god nok og for at have værdi. Den del sidder stadig i mig. Derfor har jeg sådan en stor præstationskraft under manierne. Men det hænger ikke sammen, for uanset hvor meget nomadebarnet præsterede som barn, fik hun aldrig værdi. Hvorfor skulle det så virke som voksen?

Jeg fik diagnosen tilbagevendende depressioner i 2003 og blev for første gang indlagt på en psykiatrisk afdeling i september 2014, hvor jeg var 51 år. Her blev jeg ordentligt udredt. Det vil sige, at jeg fik en rigtig diagnose.

Jeg husker ikke ret meget fra indlæggelsen, der resulterede i diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Det kaldtes tidligere maniodepressiv sygdom. Man svinger mellem mani og depression. Imellem disse to poler findes neutrale faser af kortere eller længere varighed.

Nogle mennesker er født med en psykisk sårbarhed, der kan udvikle sig til en psykisk sygdom under de forkerte omstændigheder

Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, da selvmordsraten er på 10-15 procent.

Bipolar lidelse er arveligt, men det behøver ikke at bryde ud i fuldt flor. Nogle mennesker er født med en psykisk sårbarhed, der kan udvikle sig til en psykisk sygdom under de forkerte omstændigheder. Sådan et menneske er jeg på grund af min opvækst som nomadebarn.

Ingen forvarsler om mani eller depression

Jeg får ingen forvarsler om, at der er en mani eller en depression undervejs. Jeg kan gå i seng om aftenen og have det ganske normalt og vågne op i en af yderpolerne næste morgen. Det er meget ubehageligt, fordi det så føles, som om jeg ikke har kontrol over mit liv.

Under manierne har jeg det skønt. Jeg kan alting og har en fantastisk energi. Jeg føler det ikke selv sygeligt. Efter diagnosen blev jeg dog klar over, at det er farligt, når jeg begynder at lave natteroderi og ikke går i seng eller vågner frisk som en havørn klokken 02.

Jeg plejer at sige, at det ikke kan betale sig at gå i seng, for jeg ligger alligevel bare og tænker på, hvad jeg kan lave, hvis jeg står op.

Jeg skal også lytte efter, hvor meget jeg taler, og holde øje med hvor mange penge, jeg bruger. På et tidspunkt købte jeg tre computere på en dag. Efterfølgende kunne jeg ikke se formålet med indkøbet.

Under depressionerne har jeg det forfærdeligt og ønsker kun at dø. Jeg ligger i min seng og stirrer ud i luften. Jeg vågner ved 04-tiden. Depressionen er værst om morgenen og klinger af hen omkring klokken 16.

Mange indlæggelser og ECT-behandling

Jeg har været indlagt rigtig mange gange og er blevet så fint modtaget, hver gang jeg stod der med tasken igen.

Under en indlæggelse med svær depression med psykotiske symptomer blev jeg tilbudt ECT-behandling, det som mange kender som elektrochok. Jeg sagde ja tak med det samme.

Man ved ikke helt, hvorfor ECT virker, men man ved, at det virker. Jeg var ikke bange, da jeg vidste, at det var min eneste udvej, når de dårligste tanker for alvor trængte sig på endnu engang. Når jeg bare ville dø og kun mærkede angst for livet.

Skulle jeg i stedet starte ny medicin, skulle jeg vente mange uger på effekt alt afhængig af præparatet. Af og til havde jeg bare ikke så mange uger, og så var ECT det rette valg. ECT virker stort set med det samme eller i hvert fald efter højst to uger med tre ugentlige behandlinger.

Det var som at flyve. De gav mig masken, sagde jeg skulle trække vejret dybt ned i lungerne. Jeg nåede aldrig at tage mere end tre indåndinger, før jeg var væk

Psykiateren sagde ”test”, ”baseline” og ”impedans.” Behandlerne holdt en form for håndvægte med en påført gel hen på mine tindinger, håret kom i uorden og blev klistret. De testede. Jeg spurgt til baseline og impedans, men jeg kan ikke huske svaret.

Anæstesilægen og -sygeplejersken skruede op for bedøvelsen. Det var som at flyve. De gav mig masken, sagde jeg skulle trække vejret dybt ned i lungerne. Jeg nåede aldrig at tage mere end tre indåndinger, før jeg var væk. Af og til hørte jeg dem sige “sov godt.”

Jeg elskede det sekund, hvor jeg mærkede bedøvelsen, og til jeg var helt væk.

Krampeanfaldene varede et til to minutter. Varede anfaldene længere end det, skruede de ned for strømmen. Jeg havde altid fine krampeanfald, og ECT virkede godt på mig, for det begyndte hurtigt at lysne i mit sind. Jeg kunne lidt lettere holde ud at være menneske.

I alt fik jeg 51 ECT-behandlinger over en periode på cirka to år.

Mange spørger, om der er bivirkninger til ETC i form af hukommelsesproblemer.

Det siges, at de problemer, der måtte være, vil være gået over i løbet af tre måneder. Det er imidlertid svært at fastslå årsagen til eventuelle hukommelsesproblemer: Stammer de fra sygdommen i sig selv eller skyldes de ECT?

Bekymringer for fremtiden og økonomien

I alt har jeg været indlagt 13 gange fra 2014 til og med efteråret 2019. Det er i alt 270 sengedage. Indlæggelserne i 2014-2015 husker jeg faktisk ikke. I det hele taget husker jeg ikke noget fra de år, hvor alt i mit liv var kaos.

Jeg var stort set mere indlagt end hjemme, og når jeg havde udgang, var det flere gange med følge, fordi sygehusafdelingens personale frygtede, at jeg ville gøre skade på mig selv. Det fungerer sådan, at man har en medarbejder fra afdelingen med sig for eksempel ud at gå tur eller på en tur til eget hjem.

Hver gang jeg blev udskrevet, tog det 14 dage at vænne mig til at være i mit eget hjem igen.

Jeg var meget bekymret for fremtiden og for økonomien. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne leve af kontanthjælp, men hvad skulle jeg så gøre, når sygedagpengene slap op? Hvor længe kunne sygedagpengene forlænges?

Det var en selvfølge, at jeg ikke kunne arbejde på normale vilkår længere. Jeg ønskede på ingen måde at få en førtidspension.

Jeg var plaget af selvmordstanker og spurgte dagligt mig selv, om det skulle være i dag, og om jeg skulle gøre det i køkkenet eller i badeværelset. Jeg havde metoden klar, og jeg var klar, for jeg kunne ikke se anden udvej.

Det kunne være, jeg skulle være alene også i den yderste stund, men jeg ville ikke begraves alene. Det var tanker, der fyldte meget de år

Jeg var klar med påtegnet testamente, afskedsbrev, og liste med dem, jeg gerne ville have skulle deltage i begravelsen. For en sikkerheds skyldt havde jeg påført telefonnummer og mailadresser på deltagerne, for mit mareridt var, at der måske slet ikke kom nogen.

Det kunne være, jeg skulle være alene også i den yderste stund, men jeg ville ikke begraves alene. Det var tanker, der fyldte meget de år.

Som jeg husker det, var jeg meget ensom. Hvis nogen har besøgt mig på hospitalet, husker jeg det ikke. Det var en ensomhed, jeg genkendte fra barndommen.


Serien Nomadebarn er i 13 afsnit, og den er skrevet i samarbejde med Lotte Ladegaard, som er fast skribent på POV.

Alle navne undtagen Hannes eget, stednavne og navne på skoler og arbejdspladser er ændret af hensyn til nulevende mennesker fra Hannes barndom. Navnene er redaktionen bekendt.


LÆS ALLE TIDLIGERE AFSNIT I SERIEN HER


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hanne B. Stegemüller er født i 1963 og uddannet cand. jur., men har aldrig brugt paragrafferne. I stedet har hun en god 23-årig karriere med økonomistyring og ledelse af IT-projekter i centraladministrationen bag sig.

Hun fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) i 2014 og diagnosen Aspergers syndrom i 2019. Hun er kendt i - og med - det psykiatriske system og har stor erfaring fra utallige indlæggelser.
Hanne skriver især om psykiatri og ”psykiatripolitik” med udgangspunkt i egne oplevelser. Og der er nok at tage fat på: Den udsultede psykiatri, brugen af ECT (elektrochok), tankerne der kan blive for store, hvordan føles en psykose, og så videre.

Hanne har skrevet til sin egen blog, stegemueller.dk, gennem flere år.

Seneste artikler om Liv & Mennesker