- DEBAT // KULTUR & POLITIK – Nogle af verdens mest kendte selvstændigt erhvervsdrivende mennesker er udøvende kunstnere. Skal de holde sig til deres metier, eller er det godt, når kendte mennesker, hvis holdninger ofte går viralt i løbet af få minutter, tager stilling til politiske emner? Musiker Henrik Strube er ikke i tvivl. Han var aktiv i kampen mod Apartheid i 1980’erne og han bliver stadig glad, når han ser “en kunstner, en sanger, et band, en forfatter, en skuespiller blive vred, slå i bordet, sige sin holdning og gøre noget. Og vise, at det handler om andet end salgsrekorder, billetsalg, streaming, formuens størrelse og hvem, man er blevet gift med eller skilt fra.”
Madonna er nr. 36 på listen over de rigeste, selvstændigt erhvervsdrivende kvinder i verden. 590 mio. dollars har hobet sig op i banken.
Hendes seneste turné, Rebel Heart Tour, indbragte 170 mio. dollars.
Hun har også takket ja til tilbuddet om at tjene 1 mio. dollars for at gæsteoptræde ved den kommende Eurovision Song Contest, altså Melodi Grand Prix, i Israel, 18. maj, hvor hun spiller to sange.
Formuen stiger med andre ord til sølle 591 mio. dollar, så det er nok ikke primært pengene, der driver værket.
At optræde i Israel er ikke nødvendigvis problemfrit
Selvfølgelig kan adgang til 180 mio. seere være fristende. Men man kan næppe blive mere berømt, end hun er. Kan det være signalværdien ved netop at optræde netop der?
At optræde i Israel er ikke nødvendigvis problemfrit.
Pink Floyd-musikeren Roger Waters er bannerfører for en boykot af arrangementet i Tel Aviv i protest mod Israels håndtering af menneskerettighederne.
Den israelsk-canadiske milliardær Sylvan Adams har finansieret store begiveheder som modvægt til boykot-opfordringer pg det er også ham, der betaler gildet, når Madonna kommer til Tel Aviv.
“Jeg er sikker på, at hendes optræden med opbakning af dusinvis af dansere vil være et vigtigt bidrag til begivenhedens succes og styrke verdens positive syn på Israel,” har han udtalt til Jerusalem Post:
David Harel, professor i IT-videnskab og næstformand for Israels videnskabsakademi, lever i Israel og er leder af den nye bevægelse, ‘Det Forenede Demokratiske Initiativ’.
250 kendte israelere skrev under på et manifest, der blev offentliggjort i en hebraisk og to arabisksprogede aviser.
Manifestet handler om “at redde Israels demokrati”, hedder det i teksten:
“Vores lands fremtid er i fare. I 70 år har vi levet ved sværdet, og i over 50 år har Israel været en besættelsesstat, der hersker over den palæstinensiske nation og knægter dens rettigheder”, lyder det i erklæringen, som kræver “lighed og jævnbyrdighed, både socialt, demokratisk og nationalt”.
Hvorfor engagere sig i en politisk kamp så langt væk? Fordi kampen mod diskriminering, undertrykkelse, brutalisering, mishandling og forskelsbehandling vakte afsky og trang til at gøre noget ved det
I december 1980 vedtog FN en kulturel boykot af det daværende apartheidregime i Sydafrika.
Kunstnere over hele verden, musikere, filmskabere, forfattere samledes i protest mod apartheidregimet. “Artists Against Apartheid“.
Den frie verden, inklusive kunstnere, stod sammen om at lægge politisk pres på styret, som faldt i 1994.
I Sydafrika tillagdes alene den danske og svenske indsats i kampen mod apartheid så stor betydning, at Nelson Mandela efterfølgende inviterede musikere fra begge lande til Sydafrika for at takke for indsatsen.
Det var jeg en del af, og i 1986 arrangerede vi Rock mod Apartheid i et stort telt på Amager.
Socialdemokraten Anker Jørgensen som få år forinden havde været landets statsminister, holdt en engageret tale foran 15.000 mennesker, der var mødt op for at høre et udvalg af landets største musiknavne og støtte op om modstanden, som man kan læse mere om i bogen “Aktivister mod Apartheid”.
Men hvorfor engagere sig i en politisk kamp så langt væk – i forhold så umiddelbart fremmede for os?
Fordi kampen mod diskriminering, undertrykkelse, brutalisering, mishandling, forskelsbehandling i civile rettigheder, udnyttelse og ydmygelse vakte afsky og trang til at gøre noget ved det.
Dertil kommer, at det generelt var en tid, hvor kunstnere i høj grad lod deres politiske og samfundsmæssige engagement komme til udtryk i deres arbejde, sange osv.
Vi var oppe imod politiske klovne, som den daværende stifter og leder af Centrumdemokraterne, Erhard Jacobsen, der vendte hjem fra et Sydafrikabesøg i 1980 med en erklæring om, at der i hvert fald ikke var nogen grund til boykot af apartheidregimet. Efter at være blevet ført gennem slumkvarteret Soweto af apartheidstyrets informationsministerium, sagde han: “Det ser ikke nær så slemt ud, som man skulle tro. Ikke fordi jeg gerne vil leve der, men jeg ville heller ikke bryde mig om at bo i Ølstykke.”
Soweto er et kæmpe slumkvarter ved Johannesburg. Der boede dengang to mio. mennesker, og det var her en meget voldsom opstand fandt sted i 1976, hvor politi skød ind i mængden og 500 – 1000 unge mennesker blev dræbt.
Min holdning bringer mig nu og da op på ladet af en lastbil, hvor jeg står og synger i et skrattende anlæg for nogle demonstranter, der står og fryser med paraplyer
Det er et gammelt spørgsmål om, hvorvidt kunst og politik skal “sammenblandes” eller ej.
I firserne var jeg selv så hardcore, eller firkantet om man vil, at jeg – efter overvejelse – sagde nej til et tilbud om at optræde i et populært TV show, hvor Jarl Friis Mikkelsen var vært, og hvor Jan Glæsel var kapelmester.
Grunden til det var en udtalelse, som Glæsel på det tidspunkt netop var kommet med i musikbladet MM, der bragte et tema om politik i musik, altså “sammenblandingen”.
Her sagde han noget i retning af, at han var “græsk katolsk” når det gjaldt spørgsmålet om, hvem, han leverede musik til, og han nævnte (vistnok tænkte) eksempler på multinationale selskaber, (som jeg husker det, var det Shell), der var kendt for at forsyne det sydafrikanske militær med olie og benzin.
Det var årsagen, og det fortalte jeg TV-produceren. Det var naturligvis hverken af professionelle eller personlige grunde. Glæsel er en meget dygtig musiker og kapelmusiker, det respekterer jeg ham for. Det er heller ikke personligt, for jeg kender ham ikke.
Desuden respektererede jeg, både dengang og nu, menneskers ret til at have den holdning, de har.
Det var heller ikke for at spille frelst eller hellig. Jeg følte mig heller ikke sådan, og jeg nævnte det heller aldrig for en journalist.
Nej, det var udelukkende fordi jeg ikke kunne få det til at passe sammen: mit engagement, medvirken og deltagelse i antiapartheidbevægelsen, samt at vi som musikere havde samlet os om sagen og brugte vores popularitet og adgang til publikum og medier og så på samme tid dukke op på TV lørdag aften i et populært show i bedste sendetid, akkompagneret af en mand, der netop havde vakt en vis opsigt med sine offentlige udtalelser imod sammenblandingen af musik og politik.
Jeg bliver glad, når en kunstner, en sanger, et band, en forfatter, en skuespiller bliver vred og slår i bordet
Men hvad så nu – i vore dage, når det gælder musik og politik?
Hver gang jeg læser om systematiske overgreb, forskelsbehandling, vold, ondskab og brutalitet mod mennesker, der er så uheldige at blive født og skulle leve et sted, hvor de bliver undertrykt, udnyttet og regnet for skidt, eller hvor menneskerettigheder ikke gælder for dem, så tænker jeg fortsat, ligesom så mange andre, på, hvad man kan gøre.
Og det bringer mig nu og da op på ladet af en lastbil, hvor jeg står og synger i et skrattende anlæg for nogle demonstranter, der står og fryser med paraplyer.
Og jo, jeg er klar over, at min indsats nok ikke rækker til at ændre Kinas holdning til Tibet. Men jeg kan måske være en lille opmuntring til dem, der gør det hårde, langvarige, politiske arbejde. Jeg finder mig godt tilpas ved det.
Tiden er en anden, javel. Men platformen, som kendte musikere og kunstnere står på, er den samme – eller rettere, den er blevet endnu større.
Og tager en berømt kunstner politisk stilling til et eller andet og siger det, så er budskabet spredt over hele verden på et splitsekund.
Om musikere og andre kunstnere så også vil bruge deres platform politisk – eller blot sige deres mening offentligt – er selvfølgelig helt og aldeles deres eget valg. Det respekterer jeg.
Alle må gøre hvad de vil, kan og har mod på.
Heldigvis slipper jeg for at tage stilling til om jeg vil optræde ved det kommende Grand Prix i Israel. De har hvert fald ikke ringet endnu
Men jeg bliver glad, når en kunstner, en sanger, et band, en forfatter, en skuespiller bliver vred, slår i bordet, siger sin holdning, gør noget, alene eller sammen med andre og viser, at det handler om andet end salgsrekorder, billetsalg, streaming, formuens størrelse og hvem man er blevet gift med eller skilt fra.
At man ikke “kun” er kunstner, men et menneske med stillingtagen og holdninger til verden omkring sig.
Heldigvis slipper jeg for at tage stilling til, om jeg vil optræde ved det kommende Grand Prix i Israel. De har hvert fald ikke ringet endnu.
Topfoto: https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Rebel_Heart_Devil_Pray.jpg
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
