mm

Christel Skousen Thrane

Christel Thrane er dansk journalist, iværksætter og forfatter.
Det skal motivere, inspirere og påvirke samfundet omkring hende, før det for alvor interesserer Christel. Derfor er hun altid gået efter arbejde, som sætter spor og ændrer holdninger.
Hun indledte sin karriere som journalist på diverse aviser og magasiner med et enkelt stop på TV2-Lorry. Derefter fortsatte hun som Chefredaktør for Vores Børn og Junior og har desuden besat flere positioner som kommunikationschef og –rådgiver. I 2008 stiftede Christel virksomheden Protocol, med det formål at hjælpe danske virksomheder og offentlige insitutioner med deres CSR-mål om flere kvindelige ledere, blandt andet med kvantitative og kvalitative analyser, der beskrev karrierevejene for både mænd og kvinder i Danmark.
I 2015 blev Protocol overtaget af Presidents Institute, en international netværksvirksomhed for direktører, hvor Christel senest har arbejdet som kommunikationschef.
Christel er desuden medforfatter til den anmelderroste ”Iværksættersamfundet. Vækst gennem innovation og virkelyst” (udg. 2015, med Mads Váczy Kragh og Søren Berg Jørgensen).
Christel Thrane er både kendt for sit arbejde med strategisk kommunikation, professionelle ledernetværk og mentorvirksomhed.
Privat er hun mor til tre teenagedrenge, gift med Mikkel Thrane og bor i Virum, hvor hun er kendt for lige dele selskabelighed, engagement og tossede projekter. For eksempel sagde hun ja til at løbe Boston Marathon og trænede sig på få måneder op fra kun at kunne løbe efter bussen, til at løbe 42 km. Viljestyrke slår til enhver tid fornuften, og lysten til at hæve barren er altid intakt.
Christel bidrager på POV med at skrive om ledelsesstof, tendenser i indland og udland og skabe inspiration til at gøre ting på en ny måde.

Se alle skribentens artikler

Alt er en fase – gå ej i panik

Menneskets hjerne og tidsopfattelse er en besynderlig størrelse. Lige for tiden er jeg optaget af tidsopfattelse, og det faktum, at så mange tilsyneladende ikke ser sig i stand til at tænke udover nuet, udover den situation eller følelse, de står i. Heller ikke selv om livet er større end det aktuelle øjeblik. Meget større.

Jeg oplever igen og igen, at folk som står i en ubehagelig, uønsket eller trættende situation på en eller anden måde går ud fra, at det bliver sådan ved for evigt.
Som om vores hjerner er ude af stand til at fatte, at vi ikke bliver ved med at være ulykkelige eller i tvivl eller alene eller …. fyld selv ud med, hvad der er relevant for dig.
Vi føler og tror reelt, at sådan her bliver det resten af vores liv.

Du får et godt job igen

Lige nu er en af mine gode venner f.eks. “in between jobs,” som det hedder. Hvis man spørger ham, så er han for evigt fortabt, og han finder aldrig noget igen. Han føler sig med andre ord ikke “in between” men mere “forever out”. “Sådan føles det inde i ham. Håbløshed og mismod.

Men kigger man på hans erfaringer og hans liv indtil nu, så har han altid haft et job, mange forskellige jobs; for han er eminent dygtig, flittig og populær, så hvad er sandsynligheden for, at han ikke får et job igen lige om lidt? Den er lig 0 i mine øjne.
Men i hans er alt håb ude. Det er så besynderligt, at jeg ikke kan lade være med at smile. Fascinerende faktisk – set udefra i hvert fald.

Et andet eksempel er en veninde af mig, som var dødtræt af sit arbejde for to somre siden. Hun drømte om at blive chef, men det kunne nok aldrig blive til noget. Hvordan skulle hun blive det?
Samtidig havde de sat familiehuset til salg, og ingen gad at købe det.
I det halve år, det tog at sælge huset, var hun komplet opgivende og modløs. Det hele var noget lort. Virkelig. Og man (jeg) skulle ikke komme med sine (mine) optimistiske forudsigelser omkring fremtiden.

Men hey hov – vi klipper lige over til i dag – nu sidder min veninde med det fedeste chefjob. Faktisk nr. 2 chefjob, da hun allerede har skiftet job tre gange. De fik naturligvis solgt huset og fik både købt og bygget et andet hus om, som allerede er steget rigtig meget i værdi.
Men det kunne man ikke have fortalt hende dengang, hun sad og hylede mod himlen som en lidende ulv. Da var alt noget lort. For evigt.

This too shall pass

Jeg har et hav af eksempler. Møder faktisk nye eksempler hver eneste dag. Mange kan nok huske, da de havde en baby, som vækkede dem om natten. Man var jo træt helt ind i knoglemarven og tænkte, at man aldrig ville få lov at sove igen i sit liv. Når folk sagde, at man snart ville kunne sove trygt igen, var det umuligt at tro.
Nu er mine børn pludselig blevet hhv. 12, 16 og 18 år. De par år, da de vækkede os om natten, var ingenting i livets store puslespil.

Denne livsindsigt prøver jeg at give videre til alle på min vej. Når folk sidder og brokker sig, eller bekymrer sig eller ikke kan forstå, at det hele lige nu skal føles så svært, så forsøger jeg sige: “Det bliver bedre. Når du ligger på dit dødsleje og er 90 år, vil du kigge tilbage og tænke: “Milde Moses, tænk at den periode, der føltes så belastende, kun foregik i en promille af mit lange liv”.

Jeg har lige haft fri et helt år. Jeg havde en rigtig god opsigelse fra mit tidligere arbejde med et års fuld løn. Mine venner sagde til mig, at det måtte være fedt, hvis man kunne nyde det og ikke frygte fremtiden. Jeg forstod ikke helt, hvad de mente.

Hvordan kan man undgå at nyde at holde fri og sysle med ting, man selv går op i, mens man får løn for at gøre netop det?
Nu er året gået, og jeg venter stadig på næste fase. Jeg ved, den kommer – og at jeg vil komme til at lave noget helt fantastisk, som jeg slet ikke havde forestillet mig for to år siden. For sådan er livet.

Det er jo ikke raket-videnskab. Og jeg bilder mig ikke ind, at jeg alene har fundet de vise sten. Kunsten er at huske på det.
Karen Blixen fik engang, da hun rejste fra Afrika, en seddel fra sin tjener Kamante. Sedlen lagde han i en æske, som hun skulle åbne, når hun enten var allermest lykkelig eller allermest ulykkelig. Engang da hun havde fået en enorm hyldest i USA og pludselig var en berømthed, tænkte hun, at det nu ikke kunne blive bedre, og så åbnede hun æsken, hvor der på sedlen stod: “Husk, det varer ikke ved”

Den livsindsigt prøver jeg at give videre til alle på min vej. Når de sidder og brokker sig, eller bekymrer sig eller ikke kan forstå, at det hele lige nu skal føles så svært, så siger jeg: “Det bliver bedre. Når du ligger på dit dødsleje og er 90 år, vil du kigge tilbage og tænke: “Milde Moses, tænk at den periode, der føltes så belastende, kun foregik i en promille af mit lange liv”.

For sådan er det. Det eneste, der er sikkert i vores liv, er, at intet varer evigt. Jo, døden og andre dybt tragiske hændelser i samme skuffe – men lad os blive indenfor det generelle, hvor overgange er normen. For det er en god ting. og værd at huske. En rigtig dejlig trøst, når man ikke lige føler, man er, hvor man skal være.

Og tænk lige lidt videre over det. Hvis først man bliver klar over, at stort set alle tilstande og følelser er midlertidige, kan man udvikle et større overskud i sit liv.
Man slipper for at identificere sig selv med sin aktuelle livssituation og følelser.

Hermed ikke være sagt at man ikke kan få lov at opleve alle de gode ting i livet fuldt ud. Det er omvendt: at indstille sig på det midlertidige vil faktisk gøre det muligt for os at nyde øjeblikket endnu mere. Netop fordi vi accepterer, at forandringer er uundgåelige.
Så snart vi formår at gøre os fri af de bånd, der knytter os til vores nuværende situation, bliver vi frie til at udvikle et større perspektiv på vores liv; og det er den største frihed, man kan give sig selv.

Det siger jeg som sagt til alle, der gider høre på det – nu også dig: This too shall pass.

Illustration: Collage ved Michael Dorbec bygget på foto taget af Christel Thrane.

Jeg bliver glad for bidrag til mine fortsatte skriblerier. Du kan – hvis du har lyst – betale via Mobilepay: 5370 5150. Men det er helt frivilligt. 

Kategorier