Er tv-serien Matador overhovedet dansk?

i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker af

HVERDAGSDANSK – Mener du også, at Matador er så dansk, som det overhovedet kan blive? Det kan faktisk betvivles. Idéhistoriker Mette Bærbach Bas argumenterer for, at Matador faktisk har forsvindende lidt at gøre med vores tids danske kultur.

Det er 40 år siden, tv-serien Matador blev til. Den er stadig uden sidestykke i dansk drama. Personligt forbinder jeg Matador med endeløse timer i min morfars læderlænestol, mens jeg får serveret franskbrødsmadder med pålægschokolade af min mormor.

Du har sikkert også et Matador-tilhørsforhold, uanset om du kun har set serien én gang eller – som forbavsende mange af os – rigtig mange gange.

Matador kan noget helt særligt. Den viser danskerne, som de mennesker vi var – både i 1930’erne og 40’erne, som er seriens tidsramme, og under 70’ernes kvindefrigørelse, der især prægede hovedforfatter Lise Nørgaard i de år, serien blev skrevet. Også i dag spejler vi os i det drama om menneskelige fejl og fortræffeligheder, som folder sig ud i Korsbæk.

Matador-seriens store popularitet tilskrives dels de store skuespilpræstationer og dels tidsbilledet, som serien gengiver. Detaljerne passer med forbløffende nøjagtighed. Tøjet, indretningen og de historiske fakta er gennemarbejdet og tidssvarende: for eksempel når Ellen kommer hjem iklædt New Look-kollektionen, eller når Agnes foreslår Mads Skjern at sælge kjoler uden skulderpuder og næsten til anklerne.

For slet ikke at tale om Oluf Larsens grisebil eller Jørgens lækre lille gule vogn. Det samme gælder henvisningerne til verden uden for Korsbæk og Anden Verdenskrig: for eksempel når Oberst Hackel følger krigens udvikling minutiøst fra sygesengen, eller når Maude læser om jødeudrensning til gengæld for løsladelse af internerede danske soldater.

Forskellen på Maude Varnæs og den lille Fru Lund er ikke så stor, hvis du betragter dem udefra

Jeg har engang læst i Billed-Bladet, at kongehusets nye svigerdøtre så Matador, da de skulle lære dansk, og jeg tænker, at serien har været med til at give en forståelse af dansk historie såvel som kultur. Sagen er bare den, at den danske kultur i Matador har meget lidt at gøre med dansk kultur i dag. Danmark har siden den fiktive Mads Skjerns ankomst til Korsbæk ændret sig til ukendelighed på de to parametre, som kulturforskerne fremhæver som de allervigtigste: hierarki og lighed.

I Korsbæk anno 1929 er man uhyre bevidst om, hvem der er placeret på toppen af byens sociale kransekage. Det er uden sammenligning bankdirektør Varnæs og hans slæng: Oberst Hackel, Konsul Holm og Fru Fernando Møghe. Den provinsielle hakkeorden opretholdes i et samfundshierarki, hvor jo højere oppe på rangstigen, du befinder dig, jo flere fordele nyder du socialt. Din placering i hierarkiet er betinget af din profession, og hvor ”fin” du er.

Hvis du er så uheldig at være kvinde, befinder du dig desuden i et parallelhierarki. Du er nemlig underlagt din mands evner eller mangel på samme. Måske har du vundet gevinsten i herrelotteriet i egenskab af Hans Christian Varnæs.

Måske sidder du med sorteper i form af Byrådssekretær Lund. Forskellen på Maude Varnæs og den lille Fru Lund er ikke så stor, hvis du betragter dem udefra. Socialt er de prisgivet deres mænd. De er ikke i stand til på egen hånd at flytte sig hverken op eller ned af den sociale rangstige.

Disse to parametre, samfundshierarki og lighed mellem klasser og køn, gennemsyrede hele samfundets indretning for slet ikke at tale om den måde, hvorpå mennesker forholdt sig til sig selv og hinanden. Det paradoksale er, at netop disse parametre har udviklet sig til ukendelighed.

Hvis vi ser på Danmark anno 2019 har vi nu et samfund med et af fladeste hierarkier i verden. Du skal ikke længere end til England, Tyskland, Frankrig eller Rusland for at opleve langt stejlere hierarkier i familien, i det offentlige rum, på uddannelsesinstitutionerne og i forretningslivet.

Kan vi danskere overhovedet spejle os i Matador længere, eller er det kun mindet om en dramatisk fortid, der holdes i live gennem en fantastisk tv-bedrift?

Mit bedste eksempel til at illustrere danskernes ekstremt flade hierarki er, da stormen Egon hærgede Danmark i januar 2015. Da stormen rasede på sit højeste, lukkede man af sikkerhedsmæssige grunde af for al kørsel på Storebæltsbroen, hvilket jo var til ulejlighed for bilisterne, som måtte vente i mange timer.

Da pressen næste dag fik nys om, at kronprins Frederik ekstraordinært havde fået tilladelse til at køre over broen, ville forargelsen ingen ende tage. Hvorfor skulle kronprinsen have lov til at komme over, når vi andre ikke måtte? Fordi han er kronprins, ville svaret lyde fra lande med stejle hierarkier.

Han hører til i toppen af landets sociale kransekage, og hvis nogen skal modtage særbehandling, så er det da kronprinsen. Jeg tror for eksempel ikke, at russerne ville brokke sig, hvis russiske præsident Putin lavede samme nummer. De lighedsorienterede danskere fik en undskyldning fra hoffet. Russerne havde næppe fået en lignende fra Kreml.

Danmarks store lighed og flade hierarki kan tilskrives en række samfundsændringer i slutningen af 1960’erne.

Rødstrømperne slog et stort og afgørende slag for ligestilling mellem kønnene, og med ungdomsoprøret tog danskerne blandt andet afsked med De-tiltaleformen. Det er blevet betydeligt nemmere at skifte social status, og det er bestemt også blevet nemmere og sjovere at være kvinde. Der er faktisk meget lidt af Matador-tiden tilbage i dagens Danmark.

Tilbage står spørgsmålet: Hvis centrale kulturelle elementer som hierarki og lighed har ændret sig så markant, hvordan kan kulturen så stadig være den samme? Det bliver også nærliggende at spørge:

Kan vi danskere overhovedet spejle os i Matador længere, eller er det kun mindet om en dramatisk fortid, der holdes i live gennem en fantastisk tv-bedrift?


Topfoto: DR 

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned for en tid i Brabrand med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Med klummeserien Hverdagsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Danmark