Brok

Genåbningen af samfundet: fra eksistentiel angst til hverdagsbrok på 3 måneder

i Politik & Samfund/Debat af
POLITIK & BROK // KOMMENTAR – Det er vildt at tænke tilbage på, hvor mange stemningsskift, vi har været igennem i de snart tre måneder, der er gået, siden Danmark blev lukket ned. Og hvor hurtigt, mange af os er til at glemme eller fortrænge, hvor slemt vi den gang frygtede, det ville ende.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


I disse uger tænker jeg jævnligt på en historie, jeg har hørt om en frihedskæmper, der et par måneder efter krigens afslutning kom desillusioneret hjem efter en tur hos bageren søndag morgen.

Han havde ikke hørt på andet end brok, syntes han: Køen var for lang, rundstykkerne for dyre og på grund af rationering var der ikke ret mange kager.

Det var præcis det, vi kæmpede for … At genskabe normaliteten og et hverdagsliv, hvor der ikke er større problemer søndag morgen end for få kager hos bageren

“Var det virkelig det, vi kæmpede for?” spurgte han en af sine venner fra kampen.

“Ja, det var præcis det, vi kæmpede for,” svarede vennen: ”At genskabe normaliteten og et hverdagsliv, hvor der ikke er større problemer søndag morgen end for få kager hos bageren.”

Eksistentiel angst

Det er ikke en gang tre måneder siden, Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, fordi vi stod over for en pandemi og en virus, vi ikke vidste ret meget om, andet end at smitterisikoen tilsyneladende var høj; at der tilsyneladende var en skræmmende høj dødelighed blandt de ramte, og at sygdommen var så behandlingskrævende, at den kunne smadre sundhedsvæsenet (den berømte røde kurve).

De fleste af os blev, tror jeg, kastet ud i en eller anden grad af eksistentiel angst:

Hvor ender det her? Hvor galt kommer det til at gå? Hvad hvis jeg bliver smittet? Hvad hvis jeg mister mit arbejde? Hvad med mine gamle forældre? Hvad hvis jeg tilhører en risikogruppe?

Mange stemningsskift

Den første måned var der en udpræget vi-er-alle-i-samme-båd stemning. Der blev bagt med surdej, skrevet galgenhumoristisk på de sociale medier og mange var trods alt i stand til at finde og nyde lyspunkterne i den nye hverdag.

Fællessang fra altaner og i tv. We shall overcome og You’ll never walk alone. Mange drømte også om et nyt og bedre samfund på den anden side af krisen, og de må i dag stå desillusionerede tilbage og se på, hvordan den gamle ”normal” også bliver den nye ”normal”.

Nu er regeringen og Folketinget i fuld gang med at genåbne samfundet, og jeg skal da lige love for, at fokus er flyttet til, at køen er for lang, rundstykkerne for dyre og kagerne for få

I den næste måned begyndte vi at finde ud af, at der var lys for enden af tunnellen, og at Danmark så ud til at klare sig rimelig godt gennem krisen. De fleste begyndte at længes tilbage til arbejdet, skolen og alle de andre aktiviteter, der hører til et normalt hverdagsliv.

Nu er regeringen og Folketinget i fuld gang med at genåbne samfundet, og jeg skal da lige love for, at fokus er flyttet til brok: køen er for lang, rundstykkerne for dyre og kagerne for få. For 14 dage siden var det således nærmest en national katastrofe, hvis de nye studenter ikke kunne komme ud at køre.

Alle de gamle dagsordener i den offentlige debat er tilbage på fuld blus. Oppositionen er på krigsstien igen. Barren for, hvad man brokker sig over, er tilbage på samme lave niveau som før coronakrisen.

Vi er gode til at glemme og fortrænge

På den ene side glæder jeg mig over mere brok og stigende kritik, fordi jeg ser det som et tegn på, hvor succesrig regeringens strategi har været. Og som et bevis på menneskets enestående evne til at tilpasse sig og overkomme det mest utrolige.

På den anden side synes jeg, det er lidt skræmmende at opleve, hvor hurtigt vi mister perspektivet og glemmer, hvordan situationen var for så kort tid siden. Men det er en helt almindelig og meget forståelig menneskelig reaktion, som hjælper os til at overleve:

I nutiden fokuserer vi på farer og problemer, der skal løses, og glemmer dermed måske at nyde hverdagen og normaliteten.

Livet bliver tungt og sværere at bære, hvis vi primært husker alt det ubehagelige, regnvejret juleaften og fiaskoerne på arbejde og i parforholdet

Når vi tænker tilbage på fortiden, husker de fleste de positive ting: Solen skinnede altid i sommerferien og der var hvid jul hvert andet år (mindst!). Livet bliver tungt og sværere at bære, hvis vi primært husker alt det ubehagelige, regnvejret juleaften og fiaskoerne på arbejde og i parforholdet.

Det lykkelige folk og en kommende global krise

Inden alt igen bliver grå hverdag og den stigende mængde brok får lov til at dominere diskussionerne, synes jeg, du bør læse dette essay af den britiske forfatter og korrespondent Michael Booth, der bor i Danmark med sin danske hustru og deres to børn, og som skriver både morsomt og tankevækkende om, hvordan han har oplevet danskerne de seneste tre måneder (og i det hele taget).

Og husk så, at vi stadig står ved begyndelsen på det, som meget tyder på bliver en global, økonomisk krise i et omfang, der ikke er set siden depressionen i 1930erne.

Millioner af mennesker har mistet deres arbejde og er i udviklingslandene ofte blevet kastet tilbage i ekstrem fattigdom. Også herhjemme er mange allerede blevet arbejdsløse, selv om de ikke fylder meget i mediebilledet.

Det bliver hårdt at komme igennem.

Og husk også, at virussen stadig er derude og kan blusse op igen. Pas på dig selv – og os andre.

LÆS FLERE ANALYSER OG KOMMENTARER FRA BJARKE LARSEN HER


Topillustration: Fra angst og sammenhold over tilfredshed til brok. Hverdagen har meldt sig. Foto: Jan Sonberg, Wikipedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Politik & Samfund