MINDEORD // DEBAT – Journalist og kultursociolog Birgitte Rahbek interviewede i 1986 den spiondømte norske politiker og diplomat, Arne Treholt (1942-2023), der 12. februar døde i Moskva, men i dag begraves i sit hjemland. Rahbeks møde med Treholt blev starten på et varmt venskab og en interesse for en sag, som hun har beskrevet i bogen Treholt-sagen: Hvem svigtede hvem? Her mindes hun forløbet, hun betragter som en skuesproces, og mennesket, der med Ketil Bjørnstads ord ”var sine venners ven, altid optaget af de store spørgsmål, men også af os andre, og hvordan vi havde det. Han var en unik og sjælden personlighed”.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Så kom Treholt ind. Han var mindre og mere spinkel, end jeg havde troet. I begyndelsen tænkte jeg, at ham har de fået knækket. Han var nybarberet og duftede af barbersprit; jeg kunne se på hans hud, på øjnene og på mundbevægelserne, at han var nervøs. Han indledte samtalen med at sige, at han ikke var vant til at snakke med folk og måske derfor havde svært ved at koncentrere sig”.
Sådan skrev jeg efter mit første møde med Arne Treholt i Ullemo Landsfengsel uden for Oslo, hvor han var blevet anbragt efter et fejlslagent flugtforsøg fra Ila Statsfengsel.
Da jeg traf ham, havde han siddet i isolation, og fængslets ledelse havde da også søgt at forhindre mit møde med ham, men jeg overklagede til Kriminalforsorgen og fik tilladelse til at lave et interview til DRs P1, hvor jeg dengang var ansat.
Når jeg i så mange år har kunnet holde interessen fanget om en retssag i et naboland, skyldes det, at sagen rummer alt, hvad man kan drømme om i form af skæg og blå briller
Jeg havde aldrig hørt om Arne Treholt, før han blev arresteret i Fornebu Lufthavn den 20. januar 1984, anklaget for spionage til fordel for Sovjetunionen. Når sagen fangede min interesse skyldtes det først og fremmest Treholts tidligere chef Jens Evensen, som blev kendt, fordi han gik ind for Norden som en atomvåbenfri zone; en tanke jeg fuldt ud kunne tilslutte mig.
Derfor husker jeg også tydeligt, da jeg i radioen hørte, at Evensen i 1985 i retten i Oslo undsagde Treholt. Så måtte det være alvorligt.
I efteråret 1986 skulle jeg i anden anledning til Oslo og tænkte, at det ville være interessant at møde hovedpersonen i denne sag. Hermed var første spadestik taget til en årtilang interesse for sagen med dertil hørende læsning og interviews, efterfulgt af et langt og varmt venskab.
En sag med skæg og blå briller
Når jeg i så mange år har kunnet holde interessen fanget om en retssag i et naboland, skyldes det, at sagen rummer alt, hvad man kan drømme om i form af skæg og blå briller: Måske plantede beviser, uden tvivl et justitsmord, menneskelig svig og storhed.
Alt sammen samlet i et narrativ, der 21. januar 1984, dagen efter arrestationen, med norsk politis ord i Nyhedsbureauet NTB blev slået fast: Treholt var ”en af de ti mest betydningsfulde spioner for KGB i Vesten”. Dertil kom, at han var taget in flagrante med mappen fuld af papirer fra udenrigsministeriet på vej til et møde med KGB-vennen Titov i Wien.
Så var bunden ligesom lagt. Nu skulle anklagemyndigheden blot skære sagen til, og det skulle ikke være så vanskeligt i betragtning af, at Arne Treholt i 6½ år var blevet overvåget og skygget 24/7 i såvel Oslo som New York.
Treholt og Forsvarets Højskole
Men de mange års overvågning havde ikke skaffet beviser, der kunne føre til domfældelse. Derfor blev det nødvendigt at bringe Treholt tæt på hemmeligt stemplede papirer. Derfor pressede man ham til at blive optaget på Forsvarets Højskole[1], hvor han ville få adgang til militære hemmeligheder, som man så kunne påstå, at han havde udleveret til russerne.
Danmarks tidligere justitsminister Ole Espersen, som også interesserede sig for og fulgte Treholtsagen, sagde i 1987 i et interview til DR angående Treholts optagelse på Forsvarets Højskole:
”Det er politiets opgave både i Norge og Danmark først og fremmest at forhindre forbrydelser, ikke at medvirke til at de begås for så at kunne straffe for dem. Hvis man manglede et bevis for det, der allerede var sket, så skulle man da ikke lokke ham til at lave noget nyt… som man så selvfølgelig lettere kan sikre sig beviset for, når man er med til selv at skabe forbrydelsens rammer. Og det er det, man har gjort i Norge. Hertil kommer at rigsadvokaten jo optrådte på en måde, som jeg finder helt uforståelig med klare udtalelser, før retten havde afgjort sagen om skyld og ansvar osv., og han medvirkede til, at den norske presse gik fuldstændig amok i denne sag, som gør det umuligt at sige, at den person, som utvivlsomt har gjort sig skyldig i noget strafbart, at han har fået en fair behandling i sin sag. Det mener jeg bestemt ikke, Treholt har. Jeg kan ikke tage stilling til, om han skulle have haft tre år eller fem år eller et halvt års fængsel… Det er klart, han har begået noget, der er i strid med lovgivningen. Men den proces, der har været tale om, som i første række har været en dagblads- og TV-proces i medierne i det hele taget, er et skræmmebillede for det, der bør være forudsætningerne for og rammerne om en proces i et demokratisk land”.
Et koldkrigssamfunds skueproces
Det første chok i sagen fik jeg, da jeg læste dommen i sin helhed, hvilket næppe nogen norsk journalist havde gjort på det tidspunkt. Selvom jeg kendte dommens udfald og straffen, greb jeg mig gang på gang i at tænke: Han må da blive frikendt, for der er ingen beviser. Så var der ganske vist de hemmeligholdte sider, som, da de senere blev afsløret, viste sig heller ikke at rumme noget bevis.
Med arrestationen af AT blev Arbeiderpartiets venstrefløj lammet af skræk for, at de selv kunne blive ramt
Til gengæld tegnede der sig et billede af en proces, der var iscenesat ned til sidste nævning, og som først og fremmest tegnede et billede af et koldkrigssamfund, som var mere markant end det danske.
Den tidligere norske forsvarschef Sverre Hamre betegnede i et interview i 1987 til DR det at gå ind for Norden som en atomvåbenfri zone som landsforræderi. Sverre Hamre mente også, at det ville komme til at koste Norge flere års forsvarsbudgetter og en omlægning af NATO’s kriseplaner for handelsflåden, hvis man optog Treholt på Forsvarets Højskole.
På den politiske højrefløj, hvor Kaare Willoch var statsminister 1981-86, var man ikke i tvivl om, at Treholt havde evner og mulighed for at nå samfundets top: Man frygtede at se ham som udenrigsminister eller det der var værre. Mange år senere sagde samme Willoch: ”Sagen må ses i lyset af den politiske virkelighed dengang”.
Venstrefløjen blev lammet af skræk
I Arbeiderpartiets ledelse blev der grædt tørre tårer over Arne Treholts arrestation, for som den tidligere forsvarsminister Jens Chr. Hauge dengang skrev til Arbeiderpartiets mangeårige stærke mand, Haakon Lie, så var der ikke noget, der var så galt, at det ikke var godt for noget: Nu ville Arbeiderpartiets leder Gro Harlem Brundtland kunne få genoprettet roen i partiet og forsikre NATO og USA om, at Arbeiderpartiet var et loyalt parti.
Med arrestationen af AT blev Arbeiderpartiets venstrefløj lammet af skræk for, at de selv kunne blive ramt. Derfor dukkede næsten alle nakken og afsvor nære venskabsbånd og gjorde sig dermed medskyldige i et justitsmord.
Det var ikke kun den tidligere havretsminister, Jens Evensen, der svigtede sin tidligere nære ven og viceminister. Også andre af partiets fremtrædende medlemmer, som selv havde haft megen omgang med russiske diplomater i Oslo, gik i flyverskjul og svigtede deres ven og partikammerat. Jens Evensen blev kort efter dommer ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, og Treholts nære ven fra Arbeiderpartiet blev senere leder af NRK, den norske statsradiofoni.
Treholts støtter
Så var der anderledes mandsmod og –hjerte at finde hos kulturens folk, hvor den fremtrædende musiker, komponist og forfatter Ketil Bjørnstad blev grebet af sagen og senere af Arne, med hvem han knyttede livsvarige varme venskabsbånd.
I udlandet bakkede Per Olav Enquist og Mikis Theodorakis op. Sidstnævnte havde truffet Arne Treholt, da denne havde været meget aktiv med at hjælpe med at bringe de forskellige modstandsfolk og -grupper sammen i kampen mod den græske junta.
Kort før sin død fortalte Arne, at hans gamle bog om den græske modstandskamp mod juntaen, Marketakis og juntaen fra 1969, netop var blevet oversat til græsk, og at han om et par uger skulle have været til Grækenland i forbindelse med bogudgivelsen.
Livet igennem bevarede han et varmt forhold til hele Papandreou-familien. Da George Papandreou i 2009 blev statsminister, spurgte han Arne, som på det tidspunkt boede på Cypern, om han ville være hans EU-rådgiver, men Arne afslog med den begrundelse, at det ikke ville være godt for Papandreou at have ham ansat.
Arne Treholt ville renses
Lige siden sin løsladelse – og til sin død – kæmpede Arne Treholt for at få sin sag genoptaget, så han kunne blive renset, ikke mindst af hensyn til sønnen Thorstein.
Der viste sig et lille håb, da Norge på baggrund af en række justitsmord i 2005 oprettede en genoptagelseskommission, hvortil Treholts advokater indbragte hans sag. Efter 3½ års arbejde kom kommissionen frem til, at sagen ikke skulle genoptages. Flere af dem, der tog stilling til, hvad der skulle fremlægges, var de samme mennesker, som i sin tid dømte Arne Treholt.
menneskelige fejlvurderinger og overmod kan knapt retfærdiggøre domstolens moralske svada om, at ’han svigtede os alle’. Langt mindre forsøgene på at gøre mig til tidens skurk – Arne Treholt
Den i demokratier så vigtige tredeling af magten hjalp ikke meget i Treholtsagen: Den lovgivende magt fratog ham straks stilling og pension, den udøvende viste sig at have begået talrige lovbrud forud for deres deltagelse i selve processen, og den dømmende lod hånt om valg af nævninge, anvendelse af dobbeltagenters tredjehåndsudsagn osv. osv.
Det kan undre, at der ikke fra højeste sted (Justitsministeriet) er stillet krav om, at man fremskaffer en original og underskrevet udgave af dommen. En sådan findes ikke, ligesom man ikke kan finde de originale fotografier: Der dukker hele tiden nye ”originaler” op.
Det var således en lettet statsadvokat, Stein Valle, tidligere næstkommanderende i Politiets Sikkerhedstjeneste, der efter afslaget på genoptagelse udtalte til norsk TV, at ”rent retsligt er der ingen tvivl om at vi nu omsider kan lægge denne sag bag os”.
Et unuanceret skurke- og fjendebillede
Treholts egen reaktion på afslaget fra Genoptagelseskommissionen kom på et pressemøde den 15. december 2008:
”I mangel af håndfaste beviser blev det magtpåliggende at tale om noget andet. Det er hvad en god advokat gør, når han har en dårlig sag. Dette er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg har optrådt uklogt, uagtsomt og overtrådt formelle spilleregler. Det kan vi let blive enige om. Men menneskelige fejlvurderinger og overmod kan knapt retfærdiggøre domstolens moralske svada om, at ’han svigtede os alle’. Langt mindre forsøgene på at gøre mig til tidens skurk.
”Alt, hvad jeg havde tænkt og hypotetisk kunne have foretaget mig, blev tolket og sat ind i den konstruerede spionmytologiske ramme. Sagen blev et mediedigt hvor fantasi og virkelighed flød sammen.
”Politi og anklagemyndighed satte tonen for hysteriet, godt hjulpet af Regering og Storting. Et næsten samlet pressekorps formidlede et unuanceret skurke- og fjendebillede.
”I en sådan ophidset situation er det let at træde forkert og sætte grundlæggende retssikkerhedskrav til side. Bevisbyrdereglen blev vendt på hovedet, og domstolene kom desværre til at lade tvivlen komme politi og anklagemyndighed – og ikke tiltalte eller domfældte – til gode.”
En unik og sjælden personlighed
Arne Treholt oplevede ikke at blive renset for spionanklagen, for som hans gamle ven, nu afdøde juraprofessor Ole Krarup, plejede at sige: ”Justitsmord er en forbrydelse med en meget lav opklaringsprocent”.
Men han opnåede så meget andet i sit liv. Han skabte sig en mangfoldig vennekreds over store dele af verden, og det gjorde han, fordi han med sin ven Ketil Bjørnstads ord ”var sine venners ven, altid optaget af de store spørgsmål, men også af os andre, og hvordan vi havde det. Han var en unik og sjælden personlighed”.
Det leder mig hen på en anden egenskab hos Arne, nemlig evnen til at tilgive selv de personer, der havde gjort ham allermest ondt, da han havde haft brug for deres støtte.
Og selv journalisten Harald Stanghelle, der havde deltaget aktivt i forhåndsfordømmelsen, omtaler ham i sin nekrolog i Aftenposten med ord som ”politisk multitalent”, ”socialt geni”, ”beundringsværdig livsvilje” og ”mesterlig styrke”.
Samtidig skriver han, at Treholts ”eksil” i Moskva er skammelig for nordmændene, fordi det skyldtes, at Treholt oplevede flere episoder med aggressive nordmænd, der ikke kunne acceptere, at han var blevet sat på fri fod.
De aggressive toner lyder stadig på de sociale medier og i avisernes kommentarfelter. Og det leder mig hen på en anden egenskab hos Arne, nemlig evnen til at tilgive selv de personer, der havde gjort ham allermest ondt, da han havde haft brug for deres støtte.
Det viser hans storhed og sammen med hans humoristiske sans, manglen på fordomme og snobberi forklarer det, hvorfor så mange i dag på så mange sprog græder over hans pludselige bortgang.
NOTER:
[1] Se Treholt-sagen: Hvem svigtede hvem?, s 64 ff.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
