X FACTOR // REPORTAGE – 1. januar 2022 ruller X Factor over skærmen for 15. gang. Konceptet har vist sig ekstremt slidstærkt, og millioner af danskere følger med i stuerne, når der blændes op for showet. X Factor er underholdning, så det basker – men for deltagerne, ikke mindst de helt unge, er det samtidig en drøm og et eventyr, som kan løfte dem ud af usikkerhed og anonymitet og op på berømmelsens smukkeste tinder. Det hele startede endnu engang tirsdag sidste uge, med precasting langt ude på Vestamager. Gorm Bloch var med – både som deltager og reporter for POV.
Det regner voldsomt, da jeg kører mod Amager. Finder efter nogen søgen en ledig parkeringsplads og går med guitar og rygsæk mod hovedindgangen på The Plant. Et helt lille og uventet ocean af modsatrettede følelser og tanker skyller gennem mig. Føler mig som en musikdrømmende teenager i en voksen mands krop.
Vi er indrammet i røde farver fra de gobelinlignende lange merchandiseflag med det berømte X, som hænger fra loftet
Bevæbnet med intellektuelle og kritiske forbehold, klar til at svinge pisken over dette folkeforførende, gennemdesignede og kalkulerende tv-fænomen. Samtidig med en del af mig, som bare overgiver sig i rendyrket, uskyldsren begejstring. En horisont af drømme, muligheder, eventyr og udvikling toner frem, da jeg nærmer mig porten ind til det forjættede land: It’s X Factor time!
Køen er lang, og folk skutter sig under paraplyer og våde frisurer. Vi lukkes ind, en efter en. Viser coronapas, videre til check-in skranken. Hovedsalen er højloftet, rå, industriel og stemningsfuld i al sin goldhed. Vi er indrammet i røde farver fra de gobelinlignende lange merchandiseflag med det berømte X, som hænger fra loftet.
Stilhed før stormen
Der er stilhed før stormen, folk finder en stol, nogle går rastløst frem og tilbage. Ingen tør rigtig pakke guitarer ud eller varme stemmer op endnu. Så bydes vi velkommen, atmosfæren løsner op, smilene og klapsalverne ruller gennem salen. Sofie Linde dukker op. Interviewer deltagere udenfor under en kæmpe paraply. Animerer os til at råbe og huje til ære for kameraet. Jeg holder mig i baggrunden.
Produktionsselskabet er Blu, og deres medarbejdere agerer professionelt, entusiastisk og med en hjertevarm attitude. En del af deltagerne har madpakker og snacks med, for det fremgik af invitationen, at der ikke ville være bespisning. Jeg leder forgæves efter en kaffeautomat. Folk begynder at falde i snak, og de første deltagere kaldes op til ti rækkestillede stole.
Deres numre fremgår af en storskærm: Nummer 841-851. Jeg har selv nummer 942.
Den første af de ti følges nu videre til en af de to lydisolerede kabiner bagerst i lokalet. Senere følges andre deltagere også op ad trapperne til første sal. Nu skal de performe for dagens dommere, branchefolk, som de færreste af os kender. Bygningen er som et bistade af aktivitet nu.
Jeg taler med flere deltagere. Mange i salen har support med. Venner, en mor, en far, en lillesøster og bror. Falder i snak med Maria på 18 og hendes mor. Maria har som en af de første nu fået en grøn seddel med teksten “TILLYKKE!” Hendes to sange gik godt, og hun er lettet og glad. Hun har en fin stemme, der klinger overraskende modent og med udtryksfylde, da jeg på moderens telefon hører en af hendes sange, optaget i et professionelt studie.
Hvorfor har du X faktor?
Sådan lyder et af spørgsmålene i det spørgeskema, som alle med grøn seddel skal udfylde inden det afsluttende interview. “Hvad skal jeg skrive her, mor?”. Maria er i tvivl, men lader sig ikke stresse. Måske at jeg er modig, funderer hun. Det ord passer godt, synes jeg.
Da Maria senere kaldes til interview, taler jeg videre med hendes mor. Oplever på denne dag ikke forældre, som har pacet deres store teenagerbørn til at være her. Det er heller ikke tilfældet med Marias mor. Hun er her efter datterens ønske, og hun virker afslappet og ingenlunde fanatisk.
“Har I ikke brug for en lækker lille chokoladepige i showet”? Replikken kommer fra en køn pige med afrikanske aner. Hun griner og fortæller, at de ord var præcis, hvad hun sagde til dommerne. I dag møder hun verden med et stort kruset hår, arrangeret højt op i luften. Et markant hair design.
En korthåret kvinde som kæderyger udenfor virker til at have fået lidt rigeligt at drikke hjemmefra. Hun skurrer og bryder den ellers glade og solidariske stemning, som bærer dagen
Vi griner sammen ad politisk korrekthed og sproglig nypuritanisme, deler sjove eksempler og dilemmaer. Prøv eksempelvis ordet sykregen. Det ville min salig morfar nok have anvendt, når han bød på en flødebolle.
En korthåret kvinde, som kæderyger udenfor, lader til at have fået lidt rigeligt at drikke hjemmefra. Hun skurrer og bryder den ellers glade og solidariske stemning, som bærer dagen. Vi er i samme båd, stemningen er varm, og man glædes faktisk over andres smil og grønne sedler. Men ikke omtalte kvinde. Hun udspyer frådende eder og veksler mellem havnearbejdergrin og forbandelser.
Hun er her egentlig som support til en veninde, men senere, da jeg møder hende igen udenfor, har hun åbenbart fået karantæne og er blevet vist døren, dog uden drama. Ifølge hende selv ville veninden ikke have hende med længere, og i øvrigt var venindens ene sangvalg komplet idiotisk, mener den guirlandesmøgende dame.
Undervejs tænker jeg på mine egne chancer i dette show. Jeg er næppe en usleben diamant, som kan formes og slibes til den perfektion, som konceptet fordrer. Er næppe stemmemæssigt alsidig nok, og udsat for et tidstypisk popnummer tvivler jeg på, at jeg vil shine. Omvendt: Har spillet musik i 35 år, er bundmusikalsk og har skrevet en masse sange, som folk, jeg møder, synes om, og nogle finder dragende.
Min tur nærmer sig
Omkring klokken 16:30 kommer mit nummer på skærmen, og jeg tager plads på den sidste af de ti stole. På trappen møder jeg Nanna og Emma igen. Nanna er midt i 20’erne, Emma nok lidt yngre, gætter jeg på. Emma kaldes ind først. Godt fem minutter senere kommer hun ud med grøn seddel og et fabelagtigt smil. Sådan! Nanna og jeg får ventetiden til at gå med at snakke om løst og fast, men naturligvis mest om musik. Snakken dulmer vores begges rastløshed.
Bag den lukkede dør hører jeg tre minutter senere Nanna synge “Shallow” fra filmen A star is born. Hun gør det fantastisk. Med power, sjæl og overbevisning – og det er ikke den nemmeste sang vokalmæssigt. Især broen til andet omkvæd kræver sin kvinde. Jeg har lovet hende ikke at kigge ind ad glasdøren, når hun står på krydset. I stedet går jeg rastløst frem og tilbage.
Hun kommer ud, strækker armene i vejret, og vi giver hinanden et hastigt kram og råber synkront YES! Hun har nemlig en grøn lap med. Da hun suser ned ad trappen, får jeg et indre flash, en clairvoyant fornemmelse: Nanna når langt, hende ser vi på tv igen i det nye år.
Omsider min tur: Ind og hilse på de to dommere. De beder mig berette lidt om mig selv. De kender faktisk POV International, da jeg nævner mit nye job. Den kvindelige caster spørger, uden tvivl med henvisning til min alder, hvordan jeg vil have det med at møde en dommer, som er yngre end mig selv. Jeg svarer, at det er helt cool, og jeg har skam respekt for musikalske kapaciteter, uanset alder.
Jeg tager guitaren om halsen og synger en af mine egne sange, “Don’t be afraid”. Har spillet det nummer hundredvis af gange, og det sidder lige i skabet også her. Min anden sang er a cappella, for det tilsiger reglerne, og her synger jeg Matt Berningers “One more second”.
I et mediecirkus og en mytologi som X Factor tændes drømmene, men de slukkes også brutalt for mange allerede i dag
Er en anelse ude af min comfort zone nu – uden guitar, blot stemme, stående på et rødt kryds og med et stort plexiglas mellem mig, de to musikbranchefolk og kameraet, som ser alt. Men det går hæderligt. De voterer kort, jeg får smil, en grøn lap og et godt råd: Spil en af dine egne sange, når du møder de rigtige dommer. For det kan noget.
Nede i hovedsalen møder jeg Liv fra Espergærde. En farverig kvinde på 36 år med færøske aner, kulørte gevandter og en sprudlende aura af utæmmet energi.
Hun har altid sunget og dyrker det fortsat med optrædener på åben scene om mandagen på Toldkammeret i Helsingør og i det lokale revy- og teatermiljø. Også hun er gået videre og bobler af glæde. Hun kan næsten ikke være i sig selv, som hun siger. Vi veksler kontaktdata, og jeg hører lidt af hendes sang på et Facebookopslag.
Drømmene tændes – og slukkes
Langt fra alle får en grøn seddel. Ser deltagere gå slukøret fra The Plant og enkelte, der trøstes af venner eller familie ude på Raffinaderivej. Overhører fragmenter af skuffede samtaler med tårer. Der tales om forkert sangvalg, manglende stemmetræning og nerver.
I et mediecirkus og en mytologi som X Factor tændes drømmene, men de slukkes også brutalt for mange allerede i dag. Det kan være et wake-up call, en barsk justering af egen realitetssans. Eller det kan føles som regulær uretfærdighed, hvis nerver har ødelagt det, og deltagerne fortsat føler at have en berettigelse i det show, som de nu magtesløse må forlade.
I køen til interview møder jeg igen Liv og tre andre deltagere, herunder en stor ung fyr med briller, blazer og hvid skjorte. Umiddelbart ikke musiktype af udstråling. Han ligner faktisk mere en, som er faret vild på vej til sit handelsgymnasium eller måske første år på CBS. Hans selvtillid er påfaldende og hans afslappethed nærmest på kanten af skrydende, men også med en herligt udansk friskhed. Han spiller ikke musik og har aldrig performet, men synger altid, når han går tur med hunden i parken, udbasunerer han og griner højt ad sin egen pointe.
Bliver nysgerrig på hans stemme – for hvem ved, om han besidder noget godt hengemt star quality og en pragtbaryton? Det er også muligt, at der bag det fyldige korpus findes en spinkel fistelstemme, som ufrivilligt knækker, eller en håbløst forceret og urkomisk Elvis-imitation? Jeg ved det ikke og får ingen svar på det i dag.
Klokken 19:45 er jeg omsider gennem hele møllen med det afsluttende interview og check-ud. Tager et par fotos af den fine solnedgang, for omsider er der en kort pause i syndfloden, og himlen changerer i smukke, dramatiske kulører som et maleri af Caspar David Friedrich.
Tager mig en afsluttende smøg og en slurk kaffe for at opsummere og lagre indtrykkene fra dagen. Kaffen hentede jeg på en tankstation i den lange pause inden interviewet. Fik også et studenterbrød, hvilket var tiltrængt.
Showbiz-skib sat i bevægelse
Møder Jonas kort efter under halvtaget ved hovedindgangen, da regnen bryder løs nok engang. Tror først, at han er deltager. Han ligner en ung version af Ewan McGregor og har afgjort skærm-appeal. Det viser sig imidlertid, at han er der med sin kæreste, Rakel, og nu skal de hjem til Nørrebro. Busserne ind mod byen kører med kedelig lav frekvens, så jeg tilbyder dem et lift. Som et lille mirakel klarer det kortvarigt op, og vi får en smuk solnedgang over The Plant.
De er begge 19 år. Rakel har piercing, et par tatoveringer, ravnesort hår, sort top og nederdel. Stilfuld, gotisk og helt sin egen. Som om hun allerede har været omkring programmets stylister. Men hun er bare sig selv i det udtryk, hun har valgt og trives med. Vi snakker hyggeligt i bilen. Jeg sætter dem af på Nørrebros Runddel, de takker mange gange for liftet, siger “håber vi ses”, og stiger ud i den trommende regn under en blåsort augustaftenhimmel.
Jeg er allerede et abstrakt lærred, så det er begrænset hvor meget mere der kan males på. Det fedeste kunne være at Blackman kalder mig karaokesanger, når de smider mig ud (Liv, 36 år, deltager)
Om aftenen chatter jeg lidt med Liv på messenger i forlængelse af vores snak om duetter og et band, jeg går med planer om at etablere. Nævner også nærværende artikel, og hun fortæller, at hun gerne stiller op til det hele. Sådan er hun: nysgerrig, åben og eventyrlysten. Et par dage senere tager vi et uformelt interview per telefon.
På mit spørgsmål om, hvorfor hun stiller op, svarer hun, at hun altid sagt til sin datter på 18, at hun skal gå efter at skubbe sine grænser. Så med X Factor tager Liv sin egen medicin. Hun nævner, at hun ikke oplever sig som en “del af normen”, og at hun tror, en god andel af deltagerne har netop det træk til fælles.
Liv forventer ikke at gå hele vejen i showet. “Jeg er allerede et abstrakt lærred, så det er begrænset, hvor meget mere der kan males på”, som hun siger. Om udsigten til at forlade X Factor, inden det rigtigt er kommet i gang, har hun et klart succeskriterium:
“Det fedeste kunne være, at Blackman kalder mig karaokesanger, når de smider mig ud. Meget gerne med begrundelsen, at det var der, jeg startede og nu tager springet videre fra”.
Audition med Blackman & Co. finder sted primo oktober. Først sidst i september får vi at vide, hvem der inviteres til den audition. X Factor maskinen skal nu bruge en måned på at granske interviews, spørgeskemaer, se fotos og video af os. Derefter udvælges vi. På basis af kriterier som stemmekvalitet, udstråling, musikalitet, vækstpotentiale, underholdningsværdi (frivillig som ufrivillig) – og forhåbentligt den helt sjældne og udefinerbare faktor, som er X Factor’s kardinalberettigelse.
Drømmene er tændt. Showbiz-skibet er sat i bevægelse.
LÆS FLERE INDLÆG AF GORM BLOCH HER
Fotos: Gorm Bloch
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
