POESI // PORTRÆT – Det starter mærkeligt med digteren Bob Hvid Green, men hæng på. For Bob er en god indfaldvinkel til lektor Stefan Kjerkegaard, som portrættet her handler om og nok også en god vej ind til alle andre, der har en drøm at befri. En drøm, der ikke blev det, den lovede, men som alligevel fortæller noget vigtigt om en. For Kjerkegaard var drømmen at blive digter, og ud af den sprang Bob, skriver Rasmus Lund Nielsen.
For godt 12 år siden i december forsvandt digteren Bob Hvid Green et sted i København. Han blev først set i fuld figur af ganske få indviede til årets sidste Lab-oplæsningsarrangement – en begivenhed af de store, som litteraturselskabet Øverste Kirurgiske arrangerede.
Bob var nogle år tidligere debuteret i deres tidsskrift med en sampling af et Søren Ulrik Thomsen-digt fra Det skabtes vaklen (1996). ”Rockertilståelse”, hed det i Bobs mildest talt eksperimenterende version. Det udkom på bagsiden af tidsskriftet gemt sammen med alt det andet, der ikke hørte til sammen med de rigtige digte. Man må formode, de tænkte, at digtet på én gang var for mærkeligt til at udgive, for mærkeligt til ikke at udgive.
Han findes i dag som et svagt spor af noget ubestemmeligt og ungdommeligt. Som en digterdrøm, tror jeg, der stadigvæk dukker op her og der
Bob Hvid Green udgav siden sine eksperimenterende, infantile, parodierende digte fast hos Øverste Kirurgiske, og efterhånden blev de en del af det accepterede indhold inde i tidsskriftet. Men vel at mærke uden at redaktørgruppen kendte andet til digteren end hans digte. Han var og forblev en velbevaret hemmelighed i et ellers forholdsvis avantgardistisk miljø.
Måske var det grunden til, at de inviterede ham til årets sidste Lab-oplæsningsarrangement for at få sat et ansigt på. Sikkert er det i hvert fald, at pressematerialet fremhævede en mulig Bob-afsløring (KNYT 2000) og på plakaten: ”Nu med Bob” i en bob(le) (Kjerkegaard 2008: 49).
Da han endelig stod frem
Bob Hvid Green deltog i arrangementet, men blandt publikum. Sammen med inderkredsen og trendsætterne fra Øverste Kirurgiske – Lars Bukdahl, Morten Søndergaard, Jens Blendstrup og flere til – så han op på scenen i stedet for at se ned.
På scenen stod en af de få indviede i et indianerkostume og læste Bobs digte højt. Det findes på video i en digitaliseret VHS-version. Det var ikke den ægte digtervare, der stod der foran trendsætterne, det var de allesammen enige om. Selvom han sagde, han var Bob, og selvom han læste Hvid Greens digte, kunne alle se, at det ikke var ham!
Senere samme nat blev Bob Hvid Green set på værtshuse rundt omkring i København, hvor han drak øl på Hvid Greens regning og spiste peanuts. Høj på livet, høj på poesi, høj på peanuts!
Han blev sidst set i fuld figur på hovedbanegården sammen med de få indviede, ekstatisk, fuld og med krummer i håret. Han råbte ned ad den korte rulletrappe, på vej ned mod skinnerne til et holdende IC4-tog: “JEG ER BOB HVID GREEN! HVID GREEN! BOB BAB MIN HVIDE GREEN!”
Hvor starter og slutter Bob
Når jeg skriver, at Bob Hvid Green forsvandt, er det på én gang rigtigt og forkert. Siden den nat i København er han ikke set i så hel og flot figur.
Han findes i dag som et svagt spor af noget ubestemmeligt og ungdommeligt. Som en digterdrøm, tror jeg, der stadigvæk dukker op her og der. På Twitter for eksempel, Facebook og i en række artikler, men først og fremmest lever Bob gemt i det borgerlige navn Stefan Kjerkegaard.
Han arbejder i dag som lektor og afdelingsleder på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet, og han har skrevet bøger om Simon Grotrian og Per Højholt. I dag forsker han i selvfremstilling i samtidslitteratur, fx i bogen Den menneskelige plet (2017).
Bob Hvid Green er ikke længere en hemmelighed, Kjerkegaard har afsløret ham, blandt andet til tidsskriftet Standarts 25-års Jubilæum: ”Jeg blev Bob Hvid Green. Eller en del af mig blev Bob Hvid Green, dvs. alle forfatterdrømmene fortrængt til denne ene, infantile protestfigur, imens Stefan Kjerkegaard blev rigtig litteraturforsker og senere hen skrev afhandlinger og deslige” (Kjerkegaard 2012).
Jeg har sat Kjerkegaard – og Bob Hvid Green – i stævne på hans kontor på Aarhus Universitet, på tredje sal i den firkantede Nobelpark, mellem bøger, skrivebord og Mac computer. Jeg vil lære forskeren at kende, men fremfor alt vil jeg vide, hvad der er op og ned, når det gælder den infantile protestfigur, Kjerkegaard er viklet ind i.
Mødet med poesi
Stefan Kjerkegaard er vokset op på en gård langt pokker i vold med Puch Maxi og træsko uden hæl til fodboldtræningen, og så er han en af de første studenter i familien. Hans far var landmand, og hans mor arbejdede som damefrisør. Hvis man vil sætte et billede på, kan man tænke på store dele af Jens Smærup Sørensens forfatterskab, fx Mærkedage (2007) eller Hjertet slår og slår (2012). Kjerkegaards historie minder om Sørensens romaner men uden de tilspidsede konflikter.
Det lå ikke kortene, at Kjerkegaard skulle beskæftige sig med litteratur, men tiden, temperamentet og især tilfældigheder gjorde, at det nu engang var sådan, det gik. Det er derfor også svært at sige præcis, hvor litteraturen kom ind i billedet, og af samme grund kan fortællingen om Kjerkegaard og Bob starte mindst tre forskellige steder.
Bob Hvid Green springer ud af den frustration. Kjerkegaards forfatterdrømme fortrænges til denne infantile protestfigur, som han skriver. Han er en stor f…finger til det hele
”Et sted at starte er med Schack von Staffeldts digt, ”Under Lillas vinduer”, i en dansktime på Horsens Amtsgymnasium. Jeg er egentlig startet der, fordi jeg vil læse til ingeniør. Jeg er god til matematik og har det på højt niveau, men der findes jo dansktimer, og i dem finder jeg ud af, at interessen nok ligger et andet sted. Staffeldts digt bliver en form for vækkelse og en meget afgørende oplevelse, at et gammelt digt kan tale så direkte til én! Det var blandt andet derfor, jeg selv begyndte at skrive digte.
Et andet sted at starte er i fru Clausens dansktimer i de små klasser, hvor vi sang salmer og lærte dem udenad. De har også sat sig på en måde, jeg ikke var klar over dengang. Jeg forstod jo ikke alle ordene, men det lagrede sig alligevel et sted. Det kan jeg se nu.
Det tredje og måske sidste sted at starte er med Lars H.U.G. og hans indspilning af Søren Ulrik Thomsens City Slang (1981). Musikken var vejen ind i 80’er-poesien, ind i Michael Strunge, Pia Tafdrup og alle dem. Det var der, det for alvor skete. Med poesi.”
Kjerkegaards vej ind i poesien går blandt andet igennem salmerne. Den folkelige modernist Dan Turèll fremhæver også salmerne, B.S. Ingemann især, som også i dag er Kjerkegaards foretrukne, og Søren Ulrik Thomsen fortæller så fint om sin barndom i Jørgen Leths film, at hans far svøbte dem stramt i tæpper og sang salmer, mens de faldt i søvn på den iskolde førsteetage – med ånde ud af munden.
Kjerkegaard bliver Bob
”Jeg ville skrive digte. Jeg ville være Michael Strunge, men fremfor alt Søren Ulrik Thomsen, bare en eller anden. Det var det eneste, jeg ville, og jeg nåede også at skrive så meget, at der kom digte i tidsskriftet Hvedekorn. Jeg nåede aldrig at få publiceret noget, mens Poul Borum var redaktør, han blev ikke overbevist om mine evner, men da Annemette Kure Andersen overtog tidsskriftet, debuterede jeg og blev endda udvalgt blandt fem lovende debutanter. Jeg drømte om forfatterskolen, digtsamlinger, men det blev aldrig til noget, ikke sådan for alvor. Samtidig læste jeg Dansk i Odense, men det var en bibeskæftigelse.”
Kjerkegaard drømmer om at blive digter, som så mange andre drømmer han om at blive Søren Ulrich Thomsen eller en af de andre 80’er-koryfæer, han læser og ser op til. Det er igennem dem, han sætter ord på, hvem han er. Ligesom jeg drømte om at blive Lars Ulrich og slå på tromme i bar mave foran et fuldt stadion, drømte Kjerkegaard om at skrive digte.
I første omgang læste jeg ham nok for at udvikle mig selv som digter, men siden blev det en akademisk interesse
”Der er nok mange grunde til, det ikke gik med forfatterskolen, men en af grundene var, at jeg så småt interesserede mig mere og mere for litteratur på den anden måde også, på den teoretiske måde, og at det gik godt. Jeg skrev et af de første portrætter til en landsdækkende avis af digteren Simon Grotrian, der ellers var så svær at komme i kontakt med, og jeg skrev også speciale om ham. Jeg kan virkelig huske, at mine idoler på en måde spændte ben for mine egne digte. Måske var jeg for inspireret af Thomsen og Grotrian, eller måske var talentet bare ikke til mere, det ved jeg ikke. Men det føltes uanset urimeligt, at jeg skulle sammenlignes med dem, når jeg sendte mine digte ind. Derfor blev det at skrive mere noget inkognito-noget.”
Bob Hvid Green springer ud af den frustration. Kjerkegaards forfatterdrømme fortrænges til denne infantile protestfigur, som han skriver. Han er en stor f…finger til det hele! Navnets associationer beskriver det meget godt. Det er en Hvid Green til det alt sammen.
Debutdigtet ”Rockertilståelse” i Øverste Kirurgiske er jo også en sampling af et Søren Ulrik Thomsen-digt, altså en slags voldelig pastiche på den forfatter, der var billede på forfatterdrømmen. Et fadermord, som Kjerkegaard selv skriver flere steder. Derfor er det også en sejr, at ”Rockertilståelse” bliver publiceret på bagsiden som et ikke-digt på grænsen til det etablerede. Selv i et mildest talt eksperimenterende tidsskrift som Øverste Kirurgiske, sprænger han rammerne med Bob.
Litteraturforskeren
Bob Hvid Green forsvinder i København i et holdende IC4-tog. Han rejser tilbage over broen, og da han vågner næste morgen, er det ikke Bob, men Kjerkegaard, der vågner. Drømmen forsvinder, som den så ofte gør, for de fornuftige og voksne. Den forsvinder ikke helt, men bordet fangede med ph.d.-projektet, fortæller Kjerkegaard.
”Der sker jo det, at det gik godt med specialet. Det var et vildt sats. Jeg kan huske, jeg gik og snakkede med min nuværende kollega Stefan Iversen, som sagde, at enten dumper du, eller også får du 13, og jeg dumpede ikke. Min ph.d. handlede om ordspil, og det havde jeg sådan set med fra specialet om Grotrian. Da jeg så fik den, blev det, som om bordet fangede. Jeg tror, jeg tænkte, at selv specialet var andenhåndsarbejde. Det vigtige var digtene, men den prioritering tippede med ph.d.en. Det var ikke noget, jeg valgte, det skete bare.”
Der er en underlig sammenhæng mellem Højholt, selvfremstilling og Bob
Parallelt med at skrive digte arbejder Kjerkegaard på sit speciale. Det bliver senere til en mindre bog om Simon Grotrians digte, og siden udgiver han bogen Ildspor. Ordspillet og dets funktion i Per Højholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning (2007) om sit ph.d.-projekt. Mere end Grotrian er det Højholt, der peger frem mod en akademisk karriere, og han skriver også sit postdoc-projekt om ham. Projektet, der senere udgives med titlen Hørbylundemanden (2009).
”Højholts PRAKSIS nummer 9, 10 og 11, de digte er jeg aldrig kommet mig over. De er bare for gode! Jeg tror, det er den der underlige blanding af patos og humor, som jeg stadigvæk sidder fast i. Når jeg for eksempel skriver en bog om humor, er det, fordi jeg har lært alt det fra Højholt. Det er igen den der underlige fornemmelse af, at jeg føler, jeg forstår Højholt som ingen anden, ligesom med Staffeldt i klasselokalet.”
“Jeg kan huske, jeg så Søren Ulrik Thomsen og Per Højholt optræde for mange år siden, og der kendte jeg kun Thomsen. Nu kan jeg godt se, at Højholt på en måde blev min vej ud, fordi han jo allerede havde taget opgøret med den patos, som lå i det andet spor. I første omgang læste jeg ham nok for at udvikle mig selv som digter, men siden blev det en akademisk interesse.”
Hverdag og akademisk karriere
Der går hverdag i den. Ligesom jeg solgte mit trommesæt, lagde Kjerkegaard den seriøse digterdrøm fra sig. Han stiftede familie og gjorde akademisk karriere, ikke mindst i forskning om selvfremstilling. Det er blevet Kjerkegaards metier i bøger som Selvskreven fra 2006 og i en lang række artikler.
”Jeg tror, der er mange, der føler, jeg sælger ud, når jeg går fra Højholt til selvfremstilling, men folk har ofte en underlig opfattelse af det selvbiografiske i skønlitteraturen, altså at det er forfatterens berømmelse, man er ude efter. Men det er jo ikke det, som det handler om.”
“Berømmelse tydeliggør blot alle de mekanismer og medielogikker, der findes og opstår omkring brugen af det selvbiografiske i det litterære udtryk. Den gør de litterære cases bedre at arbejde med, hvis man også interesserer sig for litteraturen i et udvidet mediekulturelt felt. Jævnfør Knausgård, Hassan eller Ditlevsen. Det opdagede jeg også med Højholt. Først ville jeg skrive en biografi om ham, selvom det må man jo ikke. Hos Højholt er det teksten, der er vigtig – ikke forfatteren. Sådan er det bare ikke nødvendigvis.”
På en bagvendt måde siger Kjerkegaard med Bob dermed noget sandt, ægte og fremfor alt ærligt om, hvad det vil sige at være menneske med forløste og uforløste drømme
“Forfatteren Højholt findes også i sine egne tekster, og det gør dem ikke dårligere at tænke det med ind i en læsning. Det medførte, at jeg begyndte at læse alle de tekster, han også havde skrevet udover det skønlitterære. Fra anmeldelser til alle mulige og umulige essays. Og dér var han: et forfatterskab, en livsfilosofi, humor og natur, eller Hørbylundemanden, som han kalder sig selv.”
Der er en underlig sammenhæng mellem Højholt, selvfremstilling og Bob. Hørbylundemanden foregriber for eksempel en vigtig pointe i Den menneskelige plet, selvom de undersøger to helt forskellige ting. Han skriver om Højholt, at han igennem hele forfatterskabet havde en enorm vilje til at fortælle, hvad en modernistisk tekst er, og hvorfor den er det, på trods af hans modvilje mod at etablere bro mellem liv og digtning (Kjerkegaard 2009: 26).
Kjerkegaard inddrager Niels Frank, der beskriver det forhold som en form for (udsathedens) etik hos Højholt, og Kjerkegaard tilføjer videre åbenhjertighed, høje ambitioner og et stort menneske (ibid.). Den menneskelige plet siger noget nær det samme, men om samtidslitteraturen:
”Denne usikkerhed og sårbarhed danner ramme om det, jeg kalder den menneskelige plet … i stedet for at anse det menneskelige fx i form af det selvbiografiske som en æstetisk blottelse, anser jeg det for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen: en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, litteraturen gør, snarere end i det, den siger” (Kjerkegaard 2017: 19).
Det gælder om at medtage de menneskelige begrænsninger og utilstrækkeligheder og være parat til at stå til regnskab for dem (ibid.: 27). Der gælder en form for udsathedens etik, når forfatteren er i dialog med de begrænsninger og utilstrækkeligheder, hans eller hendes litteratur undersøger.
Snylteren
I Øverste Kirurgiske Nr. 50 finder man to underlige tekster. Den ene er af Stefan Kjerkegaard, som på én og samme tid afslører og afliver digteren Bob Hvid Green: ”Mit navn er Stefan Kjerkegaard, det er mig, der var inde i Bob Hvid Green. I det øjeblik du læser dette, er han allerede død og begravet – i teksten, hvor ellers? Kun 10 år gammel” (Kjerkegaard 2008: 49). Det er i sig selv ikke så underligt.
Det bliver det først i teksten, hvor Bob fremturer med et modsvar og fortæller, at han skam findes, ”men at ”Stefan Kjerkegaard” faktisk er snylteren på mit forfatterskab, ligesom ”han” er det på en række andres” (Green 2008: 54). Kjerkegaard står i anførselstegn, fordi Bob stik imod Kjerkegaards tekst påstår, det er Kjerkegaard, der er en fiktion, ikke Bob (ibid.: 53). Bob begraver altså Kjerkegaard – ligesom Kjerkegaard begravede Bob – i sit forfatterskab, i teksten, hvor ellers? De er der begge to – som en menneskelig plet.
Lad os først kort gengive Thomsens digt, og så iler vi videre til Bob (og Kjerkegaards) sampling af samme:
Med en lysstråle peger den unge læge
ind i mit øje,
hvor en stumfilm knitrer.
De sidste af de medvirkende,
som overlod mig
at skrive ord til historien,
bar jeg til graven i går
med syrenerne, svanerne
og alt, hvad der er skidt i denne verden,
henlagde resten i skygge.
Dér sad jeg længe og lytted
til den susende opløsning
af to kodimagnyler i vand.
”Det er arveligt”, siger han,
Og slukker lygten
Bob er Kjerkegaards rockertilståelse
Med en lysstråle peger den unge læge
ind i min røv,
hvor en stump fil sitrer.
Den sidste af de medsammensvorne,
som overlod mig
at lave lort i historien
bar jeg til grusgraven i går,
mens syrehovederne, svansene
og alt, hvad der er skidt i denne verden
henlagde præsten sammen med Tykke.
Dér sad vi længe og lytted
til den susende forløsning
af to kodyle negere i vand
”det er tarveligt”, siger han,
og slukker lygten
Bob Hvid Green var i udgangspunktet én stor f…finger til det hele. Protestfiguren, der protesterede mod dem, der ikke ville udgive Kjerkegaards digte i eget navn, men også en protest mod Kjerkegaard selv og den Søren Ulrik Thomsen-form, der ikke kunne virkeliggøre hans digterdrømme.
Formen tager han jo fra Thomsen, men Bob river den fra hinanden med et indhold, der tager pis på Thomsens nogle gange lidt for stringente og overlegne talent. Indholdet virker i udgangspunktet så indholdsløst, at digtet kun er form, ordspil og ordleg. Men kan det virkelig passe, at det kun er dét. Det er det i hvert fald ikke, hvis Kjerkegaard læses med ind i teksten.
Lægen ser en stump fil oppe i digterens endetarm. Der er noget galt deroppe. Måske endda noget, der skal fjernes – det skal ud i det mindste. I digterens endetarm sidder en fil. Noget med en ru overflade, som kan bruges til at bearbejde genstande og gøre dem skarpe. Filen sitrer, som ville den ud, presses ud. Måske bearbejder filen sproget, digteren presser ud af sin endetarm og ud over Søren Ulrik Thomsen-formen. Filen gør sproget skarpt, og det er sproget, der skal ud. Det er rockertilståelsen, det voldelige overfald på Thomsen-formen med spidse ord.
Der er noget i øjnene, der afslører digteren. Det må være Bob, eller er det Stefan. Sådan ser han ud i fuld figur, sådan så han også ud den nat i København
Digteren har fået til opgave at lave lort i historien, og den sidste af de medsammensvorne bar han til grusgraven. Han er alene med alt, hvad der er skidt i verden. Digteren er placeret sammen med afvigerne, svansene for eksempel, alene og udenfor historien. Men skidt er det også i bogstavelig forstand, for digtet foregår jo oppe i digterens anus. Måske er forløsningen derfor selve sproget og dermed digtet. Den susende forløsning af skarpe, brune pølser i form af ord, der presses ud.
Det er tarveligt, siger lægen og slukker. Spørgsmålet er, om det er tarveligt, digteren presser sproget ud, eller om der overhovedet har været en egentlig potent forløsning. Måske er suset noget så ufarligt som en prut, der forlader kroppen, og som ikke efterlader brune spor. Digtet står der godt nok, men digteren står tilbage med bukserne nede om knæerne, foroverbøjet og med rumpen lige i vejret, mens den unge læge afslutter konsultationen.
Bob river Thomsen-formen itu, men samtidig Kjerkegaards digterdrømme fra hinanden. Digtet er ét langt forgæves forsøg på at genfinde en tabt digteridentitet – forgæves, fordi digtet afsløres som en prut og digteren med bukserne nede om knæerne. På en bagvendt måde siger Kjerkegaard med Bob dermed noget sandt, ægte og fremfor alt ærligt om, hvad det vil sige at være menneske med forløste og uforløste drømme.
Natten i København
Der findes mange billeder af Kjerkegaard, men kun ét billede af Bob, tror jeg – på Kjerkegaards nu midlertidigt nedlagte blog. Han ligger på en seng med bar overkrop og en smøg i den ene hånd. På siden, med albuen hvilende i madrassen og hovedet højt. Billedet er lidt støvet og orange, sådan som fotoalbumbilleder ofte bliver, når de er nogle år gamle. Det ligner, at billedet er taget på et billigt hotel eller et hostel, måske på en interrailtur, i hvert fald på en rejse.
Der er noget i øjnene, der afslører digteren. Det må være Bob, eller er det Stefan. Sådan ser han ud i fuld figur, sådan så han også ud den nat i København.
Andre tekster af Bob Hvid Green
”Rockertilståelse” i Øverste Kirurgiske nr. 20-21, 1999
”Siden sidst” i Øverste Kirurgiske nr. 26-27, 1999
”Drøm om røv”, ”Sweeper ved midnat”, ”Brev og fax”, ”Potenseringens dosering” i Øverste Kirurgiske nr. 22-23, 1999
”Bob på grenen”, ”På den altomfavnende himmel”, ”Vinduesviskerens morfintale”, ”Ode til det 21. århundredes poesi” i Øverste Kirurgiske nr. 30, 2000
”Edderkoppen” i Øverste Kirurgiske nr. 43, 2004
”Comeback-ode til det 21. århundrede. En ny opsang” i Øverste Kirurgiske nr. 48, 2007
”Fra musehullet” på poesi.dk, 2007
Litteratur
Green, Bob Hvid (2008): ”Angående diskursen: Kjerkegaard, Stefan” i Øverste Kirurgiske nr. 50
Kjerkegaard, Stefan (2008): ”Bob Hvid Green (1997-2007)” i Øverste Kirurgiske nr. 50
Kjerkegaard, Stefan (2009): Hørbylundemanden. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Kjerkegaard, Stefan (2012): ”Som løg(N)ringe i vandet. En litteraturhistorisk parentes” i Den store litteratyr
Kjerkegaard, Stefan (2017): Den menneskelige plet. Frederiksberg: Dansklærerforeningen
K’NYT (2000): ”ØK med Bob-afsløring” i Information
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
